Nye krav til leverandører til tekstilbranchen

3. Interview Børnetøj A/S

3.1 Hovedindtryk
3.2  Virksomhedsbeskrivelse
3.3 Marked
3.4 Leverandører
3.5 Formulering af miljøkrav
3.6 Gennemførelse og kontrol af miljøkrav

3.1 Hovedindtryk

Børnetøj A/S er et dansk børnetøjsfirma i kraftig international vækst. Designudvikling er en vigtig del af virksomhedens aktivitet, mens al produktion foregår hos underleverandører. Man stiller samme miljø/sundhedsmæssige krav til alle produkter. Disse krav udformes på basis af Øko-Tex 100 standarden.

Som et vigtigt element i at sikre produkt- og leveringskvalitet lægger man vægt på at have en meget stabil leverandørkreds. I forbindelse med at Børnetøj A/S muligvis kan have interesse i EU-Blomsten gennemfører man derfor p.t. nogle undersøgelser hos EU-leverandørerne, for at afklare de produktionsmæssige muligheder.

3.2 Virksomhedsbeskrivelse

Børnetøj A/S er etableret i begyndelsen af 90´erne og har i dag ca. 50 ansatte når man tæller internationale salgsfolk med. I 1998 havde man en bruttofortjeneste over 35 mio. kr. Børnetøj A/S har egen designafdeling og al forarbejdning foregår hos underleverandører

Det er Børnetøj A/S´ vision af ekspandere internationalt med sine varemærker. Virksomhedens mission er at give børn kvalitetstøj, som er praktisk og godt at lege i.

3.3 Marked

Børnetøj A/S sælger sine produkter over det meste af Vesteuropa. Man ligger pris- og kvalitetsmæssigt lidt over midten af markedet og virksomhedens primære kunder er bedre detailbutikker.

For at styrke varemærkerne arbejder man gerne med shop in shop koncepter. Der er endvidere en udvikling i gang med at skabe profilbutikker enten egne eller på franchisebasis.

3.4 Leverandører

Børnetøj A/S har ca. 25 forskellige større leverandører. Indkøbets fordeling mellem EU og Fjernøstlige leverandører svinger fra sæson til sæson. På grund af denne indkøbsstruktur har man etableret eget indkøbskontor i Hong Kong. Leverandørkredsen er meget stabil. De krav man stiller til leverandørerne er primært at de lever op til kvalitetsmanualen, høj leveringssikkerhed og god kommunikation.

3.5 Formulering af miljøkrav

På grund af Børnetøj A/S produktionsstruktur er miljøkravene primært rettet mod leverandørerne. Kravene præsenteres for leverandørerne i den manual som hver leverandør får udleveret, hvor "quality requirements" for de forskellige produkter er beskrevet, samt i den generalaftale man indgår med leverandøren. Herudover præciserer Børnetøj A/S også en række krav når man afgiver ordrer til sine leverandører.

Visse kvalitetskrav til tekstilerne som fx pilling fastlægges internt, men der er hovedsageligt Børnetøj A/S´direktion der i samarbejde med eksterne eksperter formulerer miljøkravene.

Miljø-/sundhedskravene til produkterne følger stort set Øko-Tex 100 kravene, dog således at de er strammet op til de værdier som er gældende for babytøj eller tøj med hudkontakt uanset produkttype. Det vil sige at det er 100% af produktionen, som kan opfylde Øko-Tex 100 kriterierne. Man reviderer egne krav når Øko-Tex-kravene revideres.

Med hensyn til arbejdsmiljø og etiske krav har man formuleret interne retningslinier.

3.6 Gennemførelse og kontrol af miljøkrav

Børnetøj A/S baserer gennemførelsen af sine miljøkrav på de erklæringer som leverandørerne udsteder, samt på laboratorieanalyser. SGS står oftest for at udføre laboratorietest af produkterne inde de afskibes til Danmark.

Arbejdsmiljø og etiske krav gennemføres delvist ved at man undgår visse lande, hvor man ved, at der typisk er problemer med børnearbejde. Delvist gennemfører man en egentlig certificering af leverandørerne med bistand fra DTI og SGS. Endvidere besøger indkøberne producenterne jævnligt, og har på disse besøg også mulighed for at vurdere forholdene.

Børnetøj A/S oplever at det ville bidrage til at styrke engagementet i miljøvenlig tekstilproduktion hvis de interesserede firmaer blev holdt bedre orienteret om hvordan de forskellige initiativer udvikler sig. Endvidere kunne Børnetøj A/S have glæde af at koordinere sin indsats med andre firmaer, hvis der eksisterer et forum hvor dette kunne ske.