| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Sælger-kundevejledning til udarbejdelse af en produktmiljøprofil

5. Skovbrug

Vores hovedleverandører af træ er landene omkring os - Sverige, Finland, Tyskland samt Danmark selv. Derfor omhandler materialet her skovbrug i disse lande.

Læs mere her:

Væsentlige fakta

Produktionsbeskrivelse

Miljøpåvirkninger

Fremtidsperspektiver

Væsentlige fakta

Renafdrift medfører ofte, at der sker en forsuring samt udvaskning af jorden, hvilket vil sige, at jorden udpines, da der ikke tilbageføres tilstrækkelig næring tilbage til jorden, da både nyfældede træer og dødt træmateriale fjernes fra skoven. At både træer og dødt træmateriale fjernes medfører desuden, at vækstbetingelserne for mange plante- og dyrearter forringes betydeligt.

Der er ikke altid en direkte sammenhæng mellem bæredygtigt skovbrug og fremstilling af papir. Nogle af de anerkendte miljøstandarder og mærker handler om bæredygtigt skovbrug, andre lægger vægt på selve fremstillingen af papiret, men stiller ikke krav til, hvordan skovene er dyrket. Herunder er nævnt nogle standarder og mærker med fokus på bæredygtigt skovbrug:

FSC
Bra Miljöval
PEFC
WG 2 Forestry management TR 14061

Produktionsbeskrivelse

Papir er fremstillet af træ. Finland og Sverige er blandt verdens største papirproducenter og eksportører. Træ til papirfremstilling, "cellulosetræ", er typisk forholdsvist ungt træ, som må fældes for at tynde ud i skoven. Bestemte træsorter er særligt velegnede til papir, som f.eks. nåletræerne fyr og gran. Der bruges ikke træ fra regnskovene.

Træ, som fældes i Danmark til papirfabrikation, eksporteres (hovedsagelig til Sverige), da vi ikke selv har anlæg til fremstilling af papir af jomfruelig masse.

Klik her, hvis du vil vide mere om skovbrugsmetoden, renafdrift

Klik her, hvis du vil vide mere om skovbrugsmetoden, bæredygtigt skovbrug

Renafdrift

I Sverige og Finland er den mest almindelige drift af skov renafdrift. Det vil sige, at alle træer fældes i et større, sammenhængende område. Skovbrugets mekanisering og effektivisering har medført, at store terrængående maskiner og skovkøretøjer bruges til at fælde træerne, afgrene dem, skære dem op og transportere dem bort.

Den renafdrift, der fandt sted i 1960'erne og 1970'erne kunne omfatte flere tusinde hektarer. P.g.a. forandringer i lokalklimaet på de store åbne områder og kritik fra flere sider, der har interesse i miljøet, er gennemsnitsarealet af den enkelte renafdrift blevet reduceret.

Træ opsuger store mængder vand. Det betyder, at når man fjerner træerne, er der risiko for, at vandet står tilbage i det ryddede skovterræn. Dette fjernes ved at grave grøfter.

Genvæksten sikres enten ved, at skovejeren selv planter træer ud eller ved naturlig frøspredning, hvor et vist antal træer bevares på arealet (selvforyngelse). I de nordiske lande er det hovedsagelig gran- og fyrretræer, der plantes, hvilket også er de træarter, der er den oprindelige skovtype her.

Hovedproduktet ved skovbrug vil normalt være tømmer, der anvendes som konstruktionstræ til møbler m.m. Under dyrkning af dette træ foretages løbende udtynding. Det er som regel dette udtyndingstræ, som bruges til papirmassefremstilling.

Træerne fældes.

Bæredygtigt skovbrug

Træ- og papirindustrien har i 1990'erne mærket et øget behov for at dokumentere sine miljøforhold overfor bl.a. kunder, myndigheder og naboer. Dette har medført, at flere og flere skovbrug har indført miljøledelse. Ved at indføre miljøledelsesssystemer i skovbruget nærmer man sig begrebet bæredygtigt skovbrug.

Der findes ikke én definition af begrebet bæredygtighed, men begrebet omfatter tre centrale aspekter, nemlig de økonomiske, økologiske og sociale aspekter.

Bæredygtigt skovbrug omfatter både skovenes træproduktion, skovdriftens påvirkning af natur- og kulturværdier, skovdriftens udledninger og ressourceforbrug samt arbejdsmiljø. I bæredygtigt skovbrug forsøges at tilstræbe også at være imødekommende overfor publikums interesse. Ofte laves en overordnet landskabsplan, således at skovens skønhed sikres indefra og udefra. Der forsøges at bruge varierende træarter og aldre, som kan skabe bedre levevilkår for et artsrigt fugle- og dyreliv, hvor også en righoldig skovflora har mulighed for at blomstre. Også urskov, gammel skov og skovområder af stor miljømæssig, social eller kulturel betydning bevares.

Der findes i dag maskiner med lavt energiforbrug, lavt marktryk og stor fleksibilitet overfor forhindringer i terrænet. Der kan derfor udtyndes og fældes med høj effektivitet og med minimale skader. Herved undgås også, at jordbundsstrukturen ødelægges. Ved renafdrift er det ikke ualmindeligt, at stort set hver eneste kvadratmeter jord får kontakt med tunge maskiner.

I bæredygtig skovbrug foretages som regel ingen jordbearbejdning.

Mange skovejere har opstillet miljømål til minimering af mængden af sprøjtemidler. F.eks. ved etablering af behovsbestemt sprøjtning efter et overvågningsprogram eller ved brug af alternative ukrudtsbekæmpelsesmidler eller ved mekanisk renholdelse /4/.

Der opbygges blandede og strukturelt varierede skove, hvor træarterne vælges efter voksestedets beskaffenhed.

Lokale forhold er udgangspunktet for skovdriften. Iagttagelse af naturen og påskønnelse af de oprindelige naturlige processer i lokalområdet er det første skridt mod et bæredygtigt skovbrug.

Naturlig foryngelse betyder, at skovens egne træer på naturlig vis leverer frø til reproduktion. Der kan eventuelt suppleres med plantning. Foryngelse hentyder til, at træsammensætningen "gøres yngre" ved, at man fælder nogle gamle træer og lader nye gro op.

Ved skærmforyngelse efterlades en hel del store træer, der giver læ og beskyttelse mod bl.a. frost og tørke for de nye plantede eller selvsåede træer.

Miljøpåvirkninger

Ved dyrkning af skoven bruges de naturlige ressourcer, der er på stedet: solenergi, CO₂, vand og næringsstoffer. Selve skovdriftens miljømæssige påvirkning afhænger af de anvendte skovdyrkningsmetoder, dvs. træartsvalget, brugen af kemikalier f.eks. sprøjtemidler og gødning.

Nye skovbrugsmetoder søger at råde bod på de uheldige påvirkninger, som kommer fra renafdrift ved at drive en form for bæredygtigt skovbrug.

Klik her, hvis du vil vide mere om generelle miljøpåvirkninger ved skovbrugsproduktion:

CO₂
Skovbrugsmaskiner
Kemikalier (gødning, sprøjtemidler)

Klik her, hvis du vil vide mere om de miljøpåvirkningerne, der typisk knyttet sig til renafdrift:

Få plante- og dyrearter
Forsuring og udvaskning
Ændringer af landskab og naturtype

CO₂

Skovbruget påvirker, som alle planter, dannelsen og bindingen af CO₂.

Ved at plante flere træer end der fældes eller går til grunde, opnås en positiv indvirkning på CO₂ -balancen (kuldioxidbalancen) og derved også drivhuseffekten.

Klik her, hvis du vil vide mere om CO₂ (kuldioxid) og drivhuseffekten

CO₂ og drivhuseffekt

Klimaet på jorden bestemmes overordnet af forholdet mellem indkommende solstråling og udgående varmestråling. En række gasser, såsom CO₂ (kuldioxid) og CH₄ (metan) holder på varmen i atmosfæren og kaldes derfor drivhusgasser og medvirker til drivhuseffekten.

Drivhuseffekten er en forudsætning for liv på jorden, men forøges den naturlige drivhuseffekt, kan jordens varmebalance ændres. En stigning i indholdet af drivhusgasser i atmosfæren menes at være medvirkende årsag til, at klimaet har forandret sig de seneste 100 år. Bl.a. er jordens middeltemperaturen steget med 0,6 grader siden 1860 /3/.

Der er mange naturlige processer, der danner CO₂, og den naturlige udskillelse er langt større end den industrielle CO₂-emission. Men den naturlige udskillelse modsvares af en lige så stor CO₂-optagelse hos planterne og træerne ved fotosyntesen. Naturen sørger altså for en vis balance, således at CO₂-koncentrationen kunne holdes næsten konstant, hvis der ikke var den menneskeskabte påvirkning.

Binding af CO₂

Skovbrugsmaskiner

Hvis man vil drive skovbrug, skal der med jævne mellemrum transporteres store mængder træ ud af skoven - uanset driftform og transportmiddel. Hvis dette skal ske forsvarligt for miljøet, kræver det især:

1. At man forsøger at forebygge de skader, man kan påføre jordbunden og de øvrige træer i bevoksningen under arbejdet. Sammenpresning af jordbundens materiale kan have betydning for træernes vækstmuligheder og kan lave skade på skovøkosystemernes funktionsdygtighed.

2. Derudover bør skovbrugsmaskinernes energiforbrug, karakteriseret ved brændstofforbruget, være så lavt som muligt.

Klik her, hvis du vil vide mere om_, at det ikke nødvendigvis er bedre at fælde træerne manuelt end at bruge skovbrugsmaskiner

Skovbrugsmaskiner

Herunder er en sammenligning af miljøbelastningen ved manuel fældning med motorsav og brug af skovbrugsmaskiner. Det viser sig, at manuel høst af træ samlet kan medføre et højere brændstofforbrug og en større påvirkning af skovbunden end maskinskovning.

Skovbrugsmaskiner anvender som gennemsnit 15 l diesel/time og skover fra 12-20 m³/time, mens en mand med en motorsav kan fælde ca. 1 m³ / time ved et benzinforbrug på ca. 1 l. Dette giver ca. samme brændstofforbrug pr. m³ fældet træ. Forskellen kommer ved arbejdet med at køre træet ud af skoven. En skovarbejder må nemlig ikke bære træstykker over 50 kg, men kun enkelte træstykker mellem 25 og 50 kg. Hvis træet opsaves i stykker på over 25 kg, skal skovarbejderen altså normalt lade træet ligge og lade udkørselsmaskinen samle den op. Dette giver en del mere kørselsarbejde. Skovningsmaskinen kan stable træstykkerne i bunker ved køresporet, hvor udkørselsmaskinen kan læsse dem uden at skulle køre udenfor sporene. Manuel høst af træ kan altså samlet medføre et højere brændstofforbrug og en større påvirkning af skovbunden end maskinskovning /3/.

Kemikalier (gødning, sprøjtemidler)

Skovbruget anvender meget lidt sprøjtemiddel og gødning i forhold til forbruget i landbruget. Der er højst tale om anvendelse i ganske få år i begyndelsen af en bevoksnings samlede drift. Man arbejder på at forbedre og udbrede metoder til mekanisk ukrudtsbekæmpelse til erstatning for den kemiske. Anvendelse af gødning og sprøjtemidler er aftaget markant i de senere år /3/.

Klik her, hvis du vil vide mere om kemikalier og miljøpåvirkninger

I det finske skovbrug anvendes en begrænset mængde sprøjtemidler, især til ukrudtsbe-kæmpelse i nyplantede områder. I 1990-1994 blev der anvendt mellem 25-70 tons aktivstoffer pr. år i skovbruget, svarende til mellem 2 og 5% af Finlands samlede forbrug af sprøjtemidler (aktivstoffer) /3/.

Kun 0,1% af det samlede forbrug af sprøjtemidler i Sverige i 1994 blev anvendt til skovbruget (regnet som aktivstoffer) /3/.

I korte træk er miljøproblemerne med anvendelsen af gødning, at en del kvælstof og fosfor udvaskes af jorden og udledes til havet via vandløbene. For vandmiljøer betegnes næringssaltbelastningen "eutrofiering". En berigelse af vandmiljøet med næringssalte fører til en øget produktion af planktonalger og højere vandplanter, som igen kan føre til iltsvind. Eutrofiering og iltsvind fører til en generel forringelse af vandmiljøets dyre- og planteliv. En anden problematisk miljøeffekt er, at der kan sive nitrat ned til grundvandet. Hvis grundvandet har høje koncentrationer af nitrat, er det sundhedsskadeligt at drikke. Da man endnu ikke har udviklet tekniske løsninger til fjernelse af nitrat, som er økonomisk rentable, lader man i dag være med at bruge grundvandet til drikkevand eller fortynder sig ud af problemet.

Der er vurderet, at der i svenske skove anvendes mere gødning end i dansk skovbrug. Men forbruget er faldende /3/.

Jordbunden i Finland er generelt mere mager end den danske. I 1970'erne blev store dele af det finske skovareal gødet. I 1980'erne aftog gødskningen væsentligt og i første halvdel af 1990'erne var det stort set ophørt /3/.

Få plante og dyrearter ved renafdrift

Grunden til, at man finder færre plante- og dyrearter i skove, der dyrkes som renafdrift, er bl.a., at alt træ fjernes fra skoven (både de nyfældede træer og dødt træmateriale). Det betyder, at man ikke finder rådnende stammer, hvor svampe, mosser, bregner, lav og forskellige buske og urter kan vokse på. Der er ingen døde træer, hvori spætter kan hakke deres rede, og hvor flagermus og små pattedyr som mår og mus kan finde husly. Mange fugle (f.eks. tjurhøns, sortspætter, ugler og havørne) behøver gammelt groft træ. Grove døde træer er også de mest værdifulde for insekter og svampe. Med andre ord medfører renafdrift fattigere betingelser for den variation af plante- og dyrearter, som findes i naturskove (de upåvirkede skove).

Klik her, hvis du vil læse mere om, at der findes 75% færre arter i en produktionsskov end i en naturskov

Få plante og dyrearter ved renafdrift

Skovbrug dyrkes på store udstrakte arealer, men i modsætning til landbruget, hvor der høstes, og hvor man udnytter jordens frugtbarhed fuldt ud hvert år, står en produktionsskov ca. 40 år, og dyrkelsen af jorden er ikke nær så intensiv. Alligevel er resultatet af skovdriften: en skov, hvis struktur og sammensætning af plante- og dyrearter langt fra ligner den oprindelige urskov.

Ifølge den svenske naturfredningsforening er mere end 600 truede arters eksistens i Sverige afhængige af dødt træ, hvilket er en tredjedel af de over 1900 skovdyrarter, der findes på Artdatabasens rødliste /2/.

Flere produktionsskove betyder mindre plads til alsidig natur. I 1950erne var 25% af skovhugsten i Sverige renafdrift; i dag er tallet 54%. Siden begyndelsen af 1970erne er mængden af dødt træ i skoven faldet med en tredjedel. Der findes 75% færre arter i en produktionsskov end i en naturskov. Dette gælder, selvom det samlede skovareal i Skandinavien øges løbende.

I Finland er renafdrifterne i dag i gennemsnit under 2 ha, dvs. ret små områder f.eks. 100x200 m, svarende til hvad vi kan se i danske skove. Dette giver mulighed for, at der i skovene som helhed eksisterer leveområder for forskellige dyre- og planteliv. Mangel på rig underskov, dødt ved m.m., betyder dog stadigvæk, at der ikke er betingelser til stede for den artsmangfoldighed man finder i naturskove /3/.

Forsuring og udvaskning ved renafdrift

Forsuring

I en skov, som er under opvoksning, bliver jorden mere sur, jo ældre træerne bliver (den såkaldte pH-værdi falder). Dette skyldes, at træerne optager næring i form af bl.a. kalium,- kalcium- og magnesiumioner, der er positivt ladede partikler. En planterod, der optager en sådan partikel (en ion) må samtidig afgive en anden positiv ion til jorden. Oftest bliver dette en brintion, d.v.s. den aktive "bestanddel" i en syre. En skov, der vokser til, vil således trække flere og flere næringsstoffer ud af jorden. Samtidig bliver jorden mere og mere sur, jo ældre træerne bliver. Efter fældningen føres en del af næringsstofferne tilbage til jorden, fordi efterladte kviste m.m. fra træfældningen nedbrydes. Derved elimineres også en tilsvarende mængde brintioner, så jorden bliver mindre sur (d.v.s. pH-værdien stiger igen). Men i det træ, som føres bort, findes der næringsstoffer. Tilbageførslen af næringsstoffer bliver altså ikke fuldstændig, og fjernelse af træ forårsager en nettoforsuring af jorden.

Det skal dog bemærkes, at luftforurening (stammende fra industrielle processer) giver det største bidrag til forsuring af skovarealet /2/.

Udvaskning af næringsstoffer

Det har længe været kendt, at renafdrift giver store tab af næringsstoffer i form af udvaskning. Når der ikke er trærødder fra nabotræer til at holde på stofferne, som der er ved plughugst, er der risiko for at dræn og overfladevand fører dem væk fra området.

De stoffer, som forlader skovøkosystemet opløst i det nedsivende regnvand, siges at blive udvasket fra systemet. På denne måde mister skoven vigtige næringsstoffer. Næringsstofferne siver ned til grundvandet eller føres til søer og åer, hvor kvælstof og fosfor kan forårsage problemer med algevækst (eutrofiering).

Klik her, hvis du vil vide mere om forsuring og udvaskning

Forsuring og udvaskning ved renafdrift

Når en skov vokser til, optager træerne næring. Træernes næringsoptagelse er med til at forbruge næringsstoffer fra jorden og samtidigt tilføre syre til jorden. Hvis skoven fældes, og tømmeret føres bort, vil der være en nettoforsuring af skovbunden. Gennem vort århundrede er skovbrugets forsurende virkning tiltaget. Skovens tilvækst og dermed også dens optagelse af næringsstoffer er øget, og intervallerne mellem træfældningerne er blevet kortere. Især renafdrift kan have en kraftig forsurende virkning på jorden.

Det skal bemærkes, at nedfaldet af luftforurening dog giver det største bidrag til forsuring af skovarealet. Eksempelvis tyder beregninger på, at luftforureningen i Sydsverige har op til tre gange så stor forsurende virkning som skovbruget, mens det længere nordpå er omtrent den samme.

Mikroorganismer og svampe, der lever af at nedbryde bl.a. døde vækster, spiller en afgørende rolle i økosystemernes funktion. Man ved, at disse kan have en stor følsomhed i forhold til forsuring, men de præcise konsekvenser kendes ikke.

Forskellige træsorter har forskellig påvirkning af jordens surhedstilstand. Granskov har en kraftig forsurende virkning, mens birk og andre løvtræer forårsager en let forsuring.

Der mangler endnu forskning, som kan oplyse om mere præcise konsekvenser for vilde arter. Flere laboratorieforsøg viser, at i særlige sure miljøer (pH-værdi mindre end 4,5) frigøres aluminiumioner og andre normalt hårdtbundne ioner. Aluminium og visse tungmetaller kan være giftige for træernes rødder i større koncentrationer.

En særlig kraftig forsuring af jorden fremkommer de steder, hvor ikke bare tømmeret transporteres bort efter fældning, men også grene og kviste indsamles og bruges til brændsel. En sådan heltræsudnyttelse indebærer, at praktisk taget ingen næringsstoffer føres tilbage til jorden. Lejlighedsvis kan kraftig forsuring også forekomme ved afvanding, idet luften får mulighed for at trænge dybere ned i jorden end tidligere og kan ilte oplagrede svovl- og kvælstofforbindelser til stærke syrer.

Konsekvensen af ovenstående er, at arter, som tåler sure forhold - inklusiv et højt indhold af aluminiumioner - udbreder sig, ligesom de arter, der trives ved god tilgang til kvælstof. Til gengæld bliver der færre af dem, der kræver mere neutrale omgivelser (mindre sure forhold) og dem, der kan konkurrere i kvælstofholdige miljøer.

En svampegruppe ved navn Mykorrhiza har rodtråde, der fungerer som et forlænget rodsystem, der hjælper f.eks. et træ med at optage vand og næringsstoffer. Til gengæld får svampene kulhydrater, som træet producerer ved hjælp af sollys i sin fotosyntese (grønne planters omdannelse af vand og luftens CO₂ (kuldioxid) til kulhydrater ved hjælp af sollyset). Man siger, at træ og svamp lever i symbiose (samliv til gensidig fordel). Mykorrhiza er følsom overfor både forsuring og kvælstoftilførsel. En tilbagegang af svampene kan indbære store forandringer af floraen, eftersom et stort antal højere vækster - inklusiv alle skovtræer - har Mykorrhiza.

Jordbundens humusformer anses for at være en meget vigtig del af skovøkosystemet. Humus har blandt andet afgørende indflydelse på træernes og bundfloraens vækstforhold. Det er meget væsentligt at sikre, at næringsstofferne ikke forsvinder ud af økosystemet, da tab af disse på længere sigt betyder tilvæksttab og dermed også økonomisk tab.

Det har længe været kendt, at renafdrift giver store tab af næringsstoffer i form af udvaskning. Når der ikke er trærødder fra nabotræer til at holde på stofferne, er der risiko for at dræn og overfladevand fører dem væk fra området.

Ændringer af landskab og naturtype ved renafdrift

Renafdriften har betydet, at træerne er lige gamle og har næsten samme højde indenfor samme bevoksning. Man vil på 10-20 km's afstand kunne iagttage, at to bevoksninger støder op til hinanden og de forskellige træhøjder skaber skarpe grænseflader i landskabet.

Skove drevet ved renafdrift får sjældent lov til at blive mere end 40 år, inden en ny cyklus starter.

Nye renafdrevne områder forbliver åbne i 15-25 år, før de almindeligvis vil blive opfatte som skov. Det tager endnu længere tid, inden de vil fungere som skov i økologisk henseende.

Typisk består skoven også af træ, der er indført fra andre områder, og som kan have andre genetiske egenskaber.

Klik her, hvis du vil vide mere om ændringer af landskab og naturtyper

Ændringer af landskab og naturtype ved renafdrift

Træ opsuger store mængder vand. Ved renafdrift står vandet tilbage i jordbunden med risiko for forsumpning. Man forsøger derfor at sikre hugsten ved at grave grøfter, der leder vandet væk. Desværre kan et sådant indgreb betyde, at nærliggende mindre vandområder tørlægges.

Skovtilplantning giver mulighed for at indføre træer med andre genetiske egenskaber end de træer, som oprindeligt hører hjemme i området. F.eks. stammer mere end halvdelen af de træer, der plantes ud i det sydlige Sverige, fra Hviderusland eller andre mere sydlige himmelstrøg /1/. Ved at indføre træer med andre genetiske egenskaber kan man have nogle for-ventninger om, at de kan vokse hurtigere end de hjemmehørende træer, men de kan samtidig være mere følsomme overfor f.eks. frostskader, angreb fra insekter og svampe eller stormskader, hvis de ikke er tilpasset det nye klima. Naturskov danner en mere afbalanceret helhed, som værner bedre mod forskellige angreb udefra.

Fremtidsperspektiver

Det forventes, at det fokus, der er i dag på, hvorledes skovbrug foretages, vil medføre, at bæredygtigt skovbrug vil vinde yderligere frem. Specielt set i lystet af, at forbrugerne i dag, gennem de miljømærkeordninger, der er etableret for området, så som FSC, Bra Miljöval og PEFC, har nemmere ved at stille konkrete krav til den måde skovbrugene er drevet på.

FSC

FSC er en international medlemsorganisation, der arbejder i alle verdensdele og har hovedkvarter i Mexico. Organisationen blev stiftet i 1993 af repræsentanter for miljøorganisationer, træhandlere, skovbrugserhverv, indfødte folks organisationer, skovejere og certificeringsfirmaer. Der er i øjeblikket godt 180 medlemmer (organisationer og firmaer) fra i alt 36 lande i FSC.

Formålet med FSC er verden over at støtte skovbrug, der er til gavn for både skovnaturen; de mennesker der bor og arbejder i skoven, skovens gæster og for skovejeren. FSC fremmer sit mål ved at få certificerede skovområder, der drives på denne måde og ved at fremme udviklingen af nationale certificeringsinitiativer. Certifikatet er forbrugernes garanti for, at det træprodukt, de står med i hånden, kommer fra et skovområde drevet under særlige hensyn, uanset hvor i verden det er produceret. FSC's overordnede principper for hensynsfuld skovdrift bruges som grundlag for at lave direkte anvendelige retningslinier for skovdrift i de enkelte lande.

Den danske arbejdsgruppe under FSC blev stiftet i juni 1996 af en række organisationer med Regnskovsgruppen Nepenthes og WWF Verdensnaturfonden som initiativtagere. I dag omfatter arbejdsgruppen 17 institutioner og organisationer, hvoraf 7 er medlemmer af FSC, mens 11 har deltaget i arbejdet som aktive observatører. Medlemmerne er: BAT - Bygge-, Anlægs- og Træ-kartellet, Danmarks Naturtfredningsforening, Greenpeace-Danmark, Natur og Ungdom, Regnskovsgruppen Nephenthes, SID - Specialarbejderforbundet i Danmark og WWF - Verdensnaturfonden.

FSC er organiseret således, at bestyrelsen godkender uafhængige konsulentfirmaer, der så foretager evalueringer og certificeringen af skovområdet ved hjælp af de retningsliner, der gælder i området. Der er med andre ord en tredeling mellem dem, der udarbejder retningslinierne, dem der certificerer skovdriften, og dem der ejer skoven. Det er denne opsplitning, der sikrer uvildighed i systemet og gør ordningen troværdig.

Der er ved udgangen af 1997 certificeret over 3,7 millioner hektar skov i verden, og yderligere 6 millioner hektar er ved at blive vurderet med henblik på certificering. Der er mere end 400 forskellige FSC-mærkede produkter på markedet i Europa - dog endnu ikke i Danmark.

FSC-certificeringen vinder kraftigt frem. En del internationale koncerner har besluttet kun at handle med FSC-certificerede leverandører og kun sende FSC-certificerede varer på markedet.

Målet for FSC er at fremme miljømæssig ansvarlighed, der er socialt velgørende med økonomisk levedygtig ledelse af verdens skove. Dette gøres ved at etablere verdensomspæn-dende standarder med anerkendte og respekterede principper for skovforvaltning. Der er opstillet 10 overordnede principper og kriterier, som kan findes på www.fsc.dk

Bra Miljöval

Masse- og papirfremstillingsvirksomhederne skal kunne dokumentere miljøledelse i form af EMAS eller ISO 14001.

Ud fra 4 energinøgletal søger SNF, at papirmasseproducenterne:

1. i højere grad udnytter overskudsenergi,
2. mindsker brugen af el,
3. mindsker brugen af fossil brændsel,
4. udnytter en større andel Bra Miljöval-mærket el leverancer sammenlignet med andre producenter.

1. Papiret må højst indeholde 2 vægtprocent af organiske forbindelser med begrænset nedbrydelighed.
2. Farveforbindelser må maksimalt udgøre 1 vægtprocent af papirets vægt (de er altid svært nedbrydelige og i visse tilfælde giftige for organismer i vandet).
3. Optiske hvidmidler er ikke tilladt (de er som regel svære at nedbryde i naturen og papiret kan blive tilstrækkelig hvidt ved blegning).
4. Kun algebekæmpelsesmidler, der er godkendt af kemikalieinspektionen (KemI) må anvendes.
5. Klorholdige blegemidler må ikke anvendes.

1. Ingen regler for AOX.
2. Ved undersøgelse af BAT (Best Available Technology) er den øvre grænse for COD fastlagt til 20 kg per ton produceret papirmasse.

Organisk materiale (COD) og nærings-salte (f.eks. fosfor) giver anledning til vækst af alger og mikroorganismer i vand. Det kan medføre iltsvind, så fisk og andre dyr i vandet dør. Ved nebrydning af det organiske materiale dannes giftige gasser som methan (CH₄) og svovlbrinte, der ligeledes kan dræbe vandorganismer.

Der stilles krav til udslippet af svovloxider (SO_x) og kvælstofoxider (NO_x) til atmosfæren. Begge giver anledning til forsuring af jord og vand. Svovl forsurer mere end kvælstofoxiderne, men sidstnævnte bidrager også til overgødskning af vandløb. Det skal nævnes, at skovindustriens udslip af svovl er mindsket med mere end 90% siden slutningen af 70-erne! Det beror på, at industrien forbruger mindre olie, anvender oliekvaliteter med mindre svovl og bedre rensningsteknikker.

Der findes ikke nogle krav om affaldsmængden.

Papirproducenten skal dokumentere, at papiret egner sig til genanvendelse.

PEFC

De europæiske skovejerorganisationer (der repræsenterer de mindre private ejendomme) er i 1998 begyndt at udarbejde et system kaldet PEFC (Pan-European Forest Certification). Dette system skal gøre certificering mere økonomisk realistisk for små skovejendomme end de hidtidige systemer. En PEFC certificering skal dokumentere, at skovdriften lever op til de europæiske regeringers fælles forståelse af, hvad bæredygtig skovdrift vil sige i praksis. Denne forståelse er formuleret i de såkaldte Lissabon-resolutioner fra 1998 (som er en opfølgning på den såkaldte Helsinki-proces). Certificeringen er godkendt i Sverige, Finland og Norge i februar 2000. Ordningen er dermed ret ny, men man forventer ifølge dansk skovbrug, at en stor del af skovarealet og skovbruget i disse lande inden for dette år vil opnå at blive certificeret efter ordningen.

WG 2 Forestry management TR 14061

Den omtaler samspil mellem ISO 14001 og en række internationale og regionale konventioner, som rummer principper, betingelser (kriterier) og målestokke (indikatorer) for bæredygtigt skovdrift.

Systemcertificering er en mulighed, men produktmærkning er ikke tilknyttet, og der indgår ikke præstationsniveauer.