| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Økologisk håndtering af urin og fækalier i kolonihaveforeninger

1 Indledning

1.1 Baggrund

Kolonihaveforbundet for Danmark forsøgte allerede i 1991, i samarbejde med bl.a. Ballerup Kommune, at søsætte et projekt vedrørende billige og lokale alternative spildevandsløsninger (Reeh 1991). Projektet var en forlængelse af en undersøgelse af behov for og økonomiske/sociale konsekvenser af kloakering i eksisterende kolonihaveområder Undersøgelsen omkring kloakering: "Kloakering, krav/behov. Undersøgelse om behov og økonomisk evne/formåen til eventuel udførelse af kloakering i eksisterende kolonihaveområder" (Havebladet nr.4,1991), pegede bl.a. på at en kloakering risikerede totalt at splitte kolonihavebevægelsen og at 3 ud af 4 måtte forlade deres kolonihave. Kloakering bliver i dette lys til en samfundsmæssigt produceret social og økonomisk trussel imod store dele af de nuværende og potentielt kommende kolonihavefolk.

På trods af kraftig modstand fra såvel kolonihavebrugere, foreningernes bestyrelser, kreds og Kolonihaveforbundet for Danmark gennemtvinger Brøndby Kommune i 1997 en kollektiv tvangskloakering af 1.092 kolonihaver i 6 kolonihaveforeninger.

Kolonihavebevægelsen frygter at kloakeringer vil kunne ændre den sociale sammensætning, ændre bebyggelsens karakter, husenes udformning samt brug af husene ud over tilladte perioder. Kloakering kan således medvirke til at underminere grundlaget for kolonihavebevægelsen.

I 1996 besøgte Kolonihaveforbundet for Danmark`s spildevandsudvalg kolonihaver i Landskrona, Sverige. Her havde fem foreninger efter aftale med Landskrona kommune etableret over 1.000 kildesorterende tørklosetter primært i en meget enkel og billig udgave. Der var her tale om meget økonomiske løsninger med lokal håndtering af humane restprodukter i den enkelte kolonihave. Der var opsamling inden for 2 m fra kilden og håndtering af restprodukterne inden for få meter på egen grund. De kildesorterende tørklosetter havde efter aftale med kommunen afløst den tidligere latrinafhentning.

Fækalier komposteredes i min. 6 måneder i en kompostbeholder med lukket bund og brugtes derefter til jordforbedring i haven. Urin opsamledes typisk i en 10 l eller 25 l beholder og brugtes derefter efter behov til gødning i haven efter at være blevet blandet op med vand i forholdet 1:3 – 1:10.

Løsningerne var billige, teknisk set meget simple og var som system ikke afhængige af en række andre systemkomponenter. De var fleksible over for ny viden og ændrede interesser. Folk havde råd til at blive boende og fik forvandlet affald til en ressource for havens beplantning. Kommunen undgik at skulle administrere afhentningsordninger for toiletaffald fra kolonihaverne og havde opnået at borgerne blev tilfredse med løsningerne.

Det anslås, at der i Sverige må være minimum 100.000 kildesorterende toiletter, når man inkluderer de kildesorterende das-løsninger.

Der er herhjemme et ønske om at undgå kemikalier i haverne og en tradition for at omgås sparsomt med ressourcer i kolonihaverne. Anvendelse af ukrudtsmidler søges begrænset mest muligt og der er dannet sprøjtefrie foreninger. Indførelse af håndtering af humane restprodukter ved hjælp af kildesorterende opsamlingstoiletter som et alternativ til kemiske toiletter, går i samme retning. Der er et udpræget ønske om at fastholde og videreudvikle kolonihavernes egenart som såvel fysisk levested som social organisme i ressourcebevidst omgang med den kultiverede natur.

Vandskyllende toiletter og kloakering kan, stik i modsætning til f.eks. agenda 21 arbejdet, skabe ændringer i retning af større vandforbrug ved etablering af bad, vaske- og opvaskemaskine, ændret og større bebyggelse, andre økonomiske rammer og helårsanvendelse.

Kolonihaveforbundet ønskede at afprøve kildesorterende tørklosetter, opsamlingstoiletter, hvor såvel urin som fækalier opsamles uden brug af vandskyl eller kemikalier. Løsninger der ikke blot minimerede de separat opsamlede mængder, men var lokale løsninger der ud over at overflødiggøre kloakering og anvendelse af kemikalier ikke krævede kørsel og afhentning af slamsugere i foreningerne. De fleste steder kan man ikke komme til med slamsuger og vejene er ofte af grus og jord. Vejene tager stor skade af kørsel med store og tunge køretøjer.

Der er i kolonihaverne en lang historisk tradition for lokal selvforvaltning med håndtering af restprodukter som en ressource på egen grund. Denne lokale traditionelle selvforvaltning kan moderniseres ud fra forskellige ideer, definitioner og interesser. Mange unge føler sig i dag tiltrukket af de bynære muligheder for kreativ udfoldelse,

Kommunikation og regelsæt i termer som "spildevand", "affald", "affaldsbortskaffelse", "grænseværdirelaterede risikobetragtninger" m.m. er ikke objektive størrelser, men socialt, i samfundsmæssige funktionssystemer frembragte fænomener, der sætter de kommunikative rammer for sociale diskurser og tildeler og fratager legitimitet som ikke nødvendigvis giver alle deltagere en reel mulighed for at vurdere og gennemtrumfe de kort de har på hånden (Bech 1986, Bech 1988, Bech 1994, Luhmann 1986, Luhmann 1998, Schultze 1994, Lange m.fl. 1997).

Der er i samfundet betragtet som et risikosamfund ikke kun tale om at produktionen og fordelingen af goder tilføres en produktion og fordeling af risici. Der opstår et stort behov for såvel overordnede som konkret afgrænsede risiko diskussioner, for at forhindre at risici bliver et forvaltnings-, forsknings- og forretningsområde, der bygger barrierer op for folks oplevede muligheder for øget kvalitet i hverdagslivet i stedet for troværdigt at understøtte beslutningsgrundlaget.

I 1996 opfordrede Kolonihaveforbundet for Danmark, i Havebladet nr. 2/1996, kommuner og andre myndigheder til i et samarbejde at afprøve kildesorterende tørklosetter som en løsning til kolonihaver i Danmark, på samme måde som de blev anvendt i Sverige.

Da "Aktionsplan for fremme af økologisk byfornyelse og spildevandsrensning" kom, blev der søgt om og bevilget støtte til projektet: "Økologisk håndtering af urin, fækalier og gråt spildevand i kolonihaveforeninger ved hjælp af kildesorterende toiletsystemer og resorption af gråt spildevand".

Kolonihavebevægelsen ønsker et ændret regelsæt eller subsidiært i første omgang en dispensation til kolonihaverne vedrørende håndtering af humane restprodukter, der bedre harmonerer med udfoldelsen af en mangfoldighed af århundreders traditioner, socialt liv og kvaliteter i kombination med nye bæredygtige økologiske initiativer i kolonihavelivet.

Det har indenfor projektet ikke været muligt at få en tilladelse af Københavns Amt til at anvende opsamlet urin til gødning af ikke spiselige afgrøder i den enkelte kolonihaven. Forsøg med anvendelse af urin i de i projektet deltagende kolonihaver har derfor ikke været mulig.

Det var også hensigten at etablere et til to små plantebaserede fordampningsanlæg uden afløb til fordampning af det grå spildevand. Disse ville i kombination med de kildesorterende toiletter give et bud på et bæredygtigt design, inden for rammerne af Agenda 21 intentioner, af en kombineret systemløsning for kolonihavers samlede spildevand. På grund af at en tilladelse til etablering af et afløbsfrit pileanlæg til opsamling og fordampning af gråt spildevand fra kolonihaver i HF Østervang i Slagelse først blev givet i maj 2001 af Slagelse kommune, har det først været muligt at etablere anlægget i juni og juli 2001 og således ikke været muligt allerede nu her at afrapportere erfaringer med etablering og drift af anlægget.

1.2 Formål

Projektdeltagerne skal vedrørende driften bl.a. vurdere benyttelse, kildesortering, lugt, støj, rengøring og tømning. Der er fokus på brugernes erfaringer med den praktiske omgang med teknologien.

1.3 Kolonihaverne i historisk perspektiv

Kolonihaver bliver normalt opfattet som noget meget dansk og indgår ofte, når Danmark skal præsenteres såvel herhjemme som i udlandet. Småhaver kan føres tilbage til oldtiden og til en række geografiske områder, ligesom der har været småhaver for arbejdere andre steder i Europa især omkring de store fabriksbyer, men betragter man kolonihavebevægelsens grundlæggelse og organisationens opbyggelse, har den danske kolonihavebevægelse spillet en afgørende rolle. Ingen steder har kolonihavebevægelsen slået så dybe rødder som i Danmark målt i forhold til befolkningsgrundlaget som helhed.

I Danmark kan småhaverne føres tilbage til den sene middelalder og deres historie kan inddeles i tre perioder.

1. I den sene middelalder lå småhaverne udenfor byerne på fæstningsmurene, hvor de kunne dyrkes af borgerne som et tilskud til kosten, for at de kunne overleve.
2. I perioden omkring 1800 var haverne en form for fattighjælp, der skulle medvirke til at forebygge drikfældighed og mildne kårene for fattigfolk.
3. I perioden fra 1880´rne og frem blev haverne stadig etableret ud fra en social dimension, men nu som kollektive foreningsanlæg drevet efter demokratiske regler med bestyrelser og generalforsamlinger.

Humle-, kål- eller abildgård

Humle-, kål- eller abildgård var typiske betegnelser for småhaverne på byens fæstningsmure og det fremgår af navnene at deres funktion var, at der skulle dyrkes grønsager. Der er i Danmark flere eksempler på sådanne haver, bl.a. de over 40 småhaver der blev opkøbt og inddraget af Chr. IV i 1606 i forbindelse med opførelsen af Rosenborg slot og anlæggelsen af Kongens Have. Men der har også været havekolonier i den østlige og den vestlige del af byen, i området udenfor Vesterport, hvor vi nu har Grøntorvet og Botanisk Have. Et andet eksempel er de småhaver der blev anlagt i forbindelse med bygningen af fæstningsværket Frederiksodde, det nuværende Fredericia, under Frederik den III i 1665. Disse blev anlagt uden for fæstningsmurene med henblik på dyrkning af grønsager som et bidrag til den daglige kost og for at begrænse tiden til krogang.

Fattighaver i Hertugdømmerne

I slutningen af 1700-tallet etableredes der en del småhaver, da lensgreve Hans Vagn Hessen i hertugdømmerne Slesvig og Holstein overlod noget af sin jord til fattige familier. Jorden måtte kun anvendes til dyrkning af haveafgrøder samt lidt hør og hamp. Fra 1821 – 1823 blev der anlagt 19 haveområder for fattige familier i bl.a. Haderslev, Tønder og Åbenrå." I 1823 blev Hjelm" i Åbenrå etableret, denne eksisterer stadigt og er i dag fredet.

Fattighaver i Kongeriget Danmark

Inspireret af de gode erfaringer fra hertugdømmerne pålagde Frederik VI, ved et cirkulære i 1826, alle fattigdirektioner i købstæderne at stille jord til rådighed for uformuende borgere.

Etableringen tog dog først fart efter, at de enkelte købstæder i 1828 blev befalet at oprette haver. Der blev etableret haver i bl.a. Århus, Fredericia, Nyborg og Odense. I København blev der anlagt havekolonier på Østerbro imellem gartnerier og villahaver på strækninger langs Østerbrogade. Oprettelsen af haverne kan ses som et resultat af en række faktorer. Der var dårlige økonomiske tider efter Napolionskrigene, og voldsomme strukturændringer i landbruget med indførelse af selveje ved landbrugsreformerne i 1780´rne førte til proletarisering af mange daglejere.

Fattighaverne havde en samfundsmæssig funktion ud over at skulle muliggøre dyrkning af grønsager som et vigtigt bidrag til kosten. Af de mange cirkulærer der blev udfærdiget for haverne fremgår, at haverne skulle medvirke til at vække lysten til at arbejde og være flittig i stedet for at drikke. Mand, kone og børn skulle ved hjælp af havearbejdet vænnes til en ny arbejdsmoral for at opfylde samfundets behov for arbejdsduelige personer.

Det fremhæves "at Indretningen af haverne har bidraget til at vække Arbejdslysten hos Børnene, og afholdt Familiefædre, hvis Næringsvej levnede dem mange Fritimer, Fra Lediggang". Denne holdning fremgår også af en række direktiver, der blev udfærdiget for haverne. "Til arbejdet må Brugeren ikke benytte fremmed Bistand, være sig af Parcelister eller Andre, men han skal udføre det ved egne Kræfter, samt ved sin Kones og deres Børns Hjælp".

Fattighaver eksisterede helt op i det 20. århundrede side om side med kolonihavebevægelsen, der nu udbredte sig med sine mere kollektive former.

Kolonihaveforeninger

I 1880´rne gik småhaverne ind i en ny fase. Private jordejere kunne udleje jordlodder til arbejdere på enkeltmandskontrakter og bedrestillede arbejdere købte jord i fællesskab for derefter at stifte parcelforeninger, hvor de senere kunne bygge helårshuse. Der er tale om store samfundsmæssige omvæltninger med instustrialiseringens gennembrud og med stor befolkningstilvækst og dårlige boligforhold i byerne.

Haveforeningen "Arbejderhaverne" i Aalborg

Landstingsmand Jørgen Berthelsen, der oprindeligt var arbejder og også et aktivt fagforeningsmedlem, arbejdede for og fik gennemført oprettelsen af en haveforening for arbejdere ved navn "Arbejderhaverne" i 1884. Da byrådet ikke ville imødekomme Berthelsens idé om at udstykke kommunens jord til småhaver for arbejdere, lejede Berthelsen selv et stykke jord af kommunen og udstykkede det til parceller, der blev udlejet til medlemmerne af "Arbejderforeningen af 1865". Foreningens 85 havelodder blev udlejet for 14 kr. om året pr. have, svarende til en arbejders ugeløn.

Myndighederne i Aalborg var meget negative indtil byrådet blev inviteret med på havevandring i kolonihaverne i 1885: " De nuværende 85 Haveparcellister, hvoraf den langt overvejende Del, hørte til Arbejderklassen, have i denne Sommer ydet sande Vidundere paa det af dem dyrkede Areal. Fra en almindelig Mark er Parcellen nu forvandlet til en Mængde hyggelig Smaahaver, der bugner af Køkkenurter og Blomster. Største Parten af Parcellisterne, have desuden opført mere eller mindre smagfulde Lysthuse på deres Havelodder, hvor Familien kan hente den nødvendige Styrke og Kraft, til at møde det ofte sundhedsnedbrydende Arbejde i Fabriker og Værksteder, eller opholdet i mindre heldige Boliger."

Småhaverne, der kom til at fungere både som rekreation fra de usunde arbejdsforhold og som kompensation for de dårlige boligforhold, blev drevet kollektivt med egen bestyrelse, der varetog den daglige drift med generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, regnskaber m.m.. "Arbejderhaverne" blev en af byens seværdigheder og mange af landets købstæder begyndte at interessere sig for fænomenet.

Kolonihaveforbundet for Danmark

I 1908 blev "Kolonihavelejernes forbund" dannet i København for bedre at kunne styre oprettelsen og udlejningen af haver. Det havde indtil nu været praksis at enkeltpersoner lejede et jordstykke af kommunen eller af privatpersoner og der var en tendens til at lejen blev for høj og at mange haver kunne opsiges med 14 dages varsel. I 1915 blev der taget kontakt til foreningerne i provinsen og i den forbindelse til Landstingsmand Berthelsen, og i 1916 kunne der dannes et landsforbund, der fik navnet "Kolonihaveforbundet for Danmark", hvor Berthelsen blev udnævnt til præsident.

Kolonihaveforbundet havde i 1922 375 foreninger med 21.000 medlemmer tilsluttet. Antallet af tilsluttede foreninger steg støt igennem årene, og antallet af tilsluttede kolonihaver kulminerede omkring 1950 med ca. 62.000 haver af i alt ca. 100.000 haver i Danmark. I år 2001 er der lige under 40.000 tilsluttede haver af i alt ca. 60.000. Der er nedlagt en del haver, bl.a. ved anlæg af veje, som ved etableringen af vejen til Sverige på Amager.

En af årsagerne til at der ikke er blevet oprettet nye haver i et antal svarende til de nedlagte haver er at der ofte stilles store krav, når der skal oprettes nye foreninger, bl.a. om kloakering hvilket er med til at fordyre byggemodningen af et område ganske betydeligt.

Dagens kolonihaver

Selv om der også i dag er mange der bruger kolonihaverne til at levere et tilskud til det daglige forbrug af grønsager, er der langt fra den moderne kolonihave til tidligere tider, hvor dyrkningen kunne være afgørende for livets opretholdelse. Den økonomiske dimension med at alle uanset indkomst skal kunne have en kolonihave er dog stadig afgørende for bevægelsen. Kolonihaverne har desuden ofte tætte netværk, hvor man hjælper hinanden og udveksler erfaringer.

Det mærkes dog ved forsøg på etablering af nye haveforeninger, at vi i Danmark har fået et alt mere reguleret samfund. Tidligere blev der stillet et stykke jord til rådighed, hvorefter nogle friske medlemmer tog fat på at sætte pæle i jorden og trække snore så folk kunne finde ud af, hvilket jordlod der skulle være deres kolonihave. I dag skal kommunen udarbejde en lokalplan, en landskabsarkitekt skal tegne foreningen, en landmåler skal sætte haverne af. Der bliver stillet en masse krav til opførelse af husene, hvilke farver der må anvendes, m.m. således, at der sker en stækkelse af det frie spil, som kolonihavefolket er så kendt for, hvor det er op til kolonihavefolkets fantasi og kreativitet at udfylde rummelige rammer.

Der bliver også i flere tilfælde stillet krav om kloakering af eksisterende foreninger, hvilket er så stor en økonomisk byrde, at mange medlemmer ikke har råd til at beholde haven. Lejeaftalernes længde er ligeledes af afgørende betydning for foreningerne, og det engagement som den enkelte lægger i livet i kolonihaven. Kolonihaverne er en del af byernes grønne områder, og burde gives en beskyttelse, der kendes fra en række andre områder som parker, vandhuller m.m. Der er i dag brug for lovgivning der på den ene side sikrer kolonihavernes fortsatte eksistens, og på den anden side ikke umuliggør den kreative og ofte anderledes udfoldelse, som i dag har vanskelige kår i det regulerede samfund.

Et vigtigt skridt er netop taget med vedtagelse af lovforslag L 203 "Lov om kolonihaver" af 1. juni 2001, hvor de eksisterende kolonihaveområder blev gjort varige, hvis der ikke af ejeren senest 1. november 2001 blev gjort skriftlig indsigelse til Miljø- og Energiministeriet. Formålet med loven var at sikre, at koloniområder kunne forblive en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden (Havebladet nr. 5/2001).