Miljø- og sundhedsforhold for plastmaterialer

15 Kalandrering

Se også:

Termoplastbranchens_råvarer

Emissioner ved forarbejdning af termoplast

Kemiske belastninger i arbejdsmiljøet

Miljø- og sundhedsvurderinger

Referencer

Indholdsfortegnelse

Oversigtsfigur

15.1 Kort beskrivelse af branchen og dens råvarer

Dette kapitel bygger i al væsentlighed på rapporten ”Renere teknologi i plastindustrien. Øvrige plastprocesser, råvarebehandling og færdiggørelsesteknikker” (Plastindustrien i Danmark, 2000b).

I Danmark er der kun få virksomheder, der kalandrerer og fremstiller folier. Den vigtigste råvare er PVC-compound, mens andre plasttyper ikke anvendes i nævneværdigt omfang til kalandrering.

15.1.1 Additiver

Der anvendes DINP eller DEHP som PVC-blødgører og virksomheden compounderer selv sine råvarer.

Blødgørerindholdet udgør mellem 20 og 25 pct. af compoundmængden afhængigt af kundens behov.

I tilfælde af krav om brandhæmning anvendes der antimontrioxid samt/eller phosphatblødgørere som brandhæmmere afhængigt af kundens behov.

I forbindelse med kalandrering kan anvendes antistatiske midler samt slip- og/eller glidemiddel som stearinsyre eller calciumstearat. Herudover anvendes der altid varmestabilisatorer som f.eks. barium/zink og calcium/zink. Tidligere blev der i enkelte tilfælde, og i meget ringe grad, anvendt blyholdige pigmenter via masterbatch.

15.2 Kalandreringsprocessen

Ved kalandrering fremstilles folier ved, at blødgjort PVC-compound ekstruderes ud i en dejagtig pølse, som derefter indføres i et valseværk opbygget i sektioner med varmetromler, strækvalser, kølevalser, kontrol af folietykkelsen, skæresektion samt oprulning.

Spaltebredde mellem valserne aftager og temperaturen varierer gennem systemet, idet valserne eller tromlerne holdes varme ved brug af kogende vand under tryk. Der anvendes kogende vand og ikke olie af sikkerhedsmæssige årsager, idet en lækage såfremt der er tale om overophedet vand under tryk, “kun” vil resultere i undvigelse af kogende vanddamp på 100 °C, mens olien ville have en betydeligt højere temperatur.

Ved kalandreringen valses plastmassen ud i en folie med den ønskede tykkelse. Kanterne afskæres til opnåelse af den rigtige bredde. Under valsningen strækkes folierne både i ekstruderingsretningen og vinkelret herpå.

Materialet fra opstarten snittes sammen med de afskårne kanter og kan derefter føres direkte til ekstruderen, hvor det anvendes på lige fod med virgin PVC-plast.

Overfladen på det sidste valsepar er som regel graveret for at give folien en ønsket struktur.

15.3 Kort beskrivelse af branchens produkter

Der produceres folier i forskellige tykkelser fra 50 - 750 µm. Folierne bruges til diverse hospitalsartikler som f.eks. urinposer, til kontorartikler som f.eks. brevsamlere, til toilettasker mm.

15.4 Energiforbrug

Der er ikke fundet oplysninger om typisk energiforbrug ved kalandrering.

Energiforbruget til produktionen anvendes først og fremmest til plastificering af plastmaterialet og til opvarmning og rotation af valserne. Den valsede folie afkøles ved indirekte vandkøling, hvilket vil sige at folien valses gennem kølevalser, der via et lukket system indeholder kølevand på 20-21 °C.

 



Version 1.0 Juli 2006, © Miljøstyrelsen.