Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i kunstige negle og neglehærdere

5 Lovgivning

Kunstige negle og neglehærdere er omfattet af kosmetikbekendtgørelsen (BEK nr 422 af 4/05/2006) (1). I forbindelse med markedsføring af kosmetiske produkter er den markedsføringsansvarlige i EU ansvarlig for, at produkterne er mærkede i forhold til de regler, der gælder for kosmetiske produkter, at produkterne ikke indeholder ingredienser, som der ikke er tilladt at anvende i kosmetiske produkter samt at det færdige kosmetiske produkt ikke udgør en risiko for forbrugerne ved normal anvendelse eller ved anvendelse, som med rimelighed kan forudses.

5.1 Krav til mærkning af produkter

Produkterne skal være mærket med følgende på beholder og emballage:

  • Firmanavn og adresse eller hovedsæde for den virksomhed der er ansvarlig for markedsføringen af produktet.
  • Vægt/volumen af produktet.
  • Holdbarhedsdato, hvis holdbarhed for produktet i uåbnet stand er mindre end 30 måneder.
  • Med holdbarhed over 30 måneder, angives holdbarhed efter åbning med angivelse af symbol for åben dåse.
  • Sikkerhedsforskrifter for hvordan kunden bruger kosmetikken rigtigt – herunder særlige hensyn for kosmetiske produkter, som bruges til erhverv.
  • Fabrikationsseriens nummer (batchnummer), evt. kun på beholder.
  • Midlets funktion.
  • Indholdsdeklaration. Ingredienser skal opgives med INCI (International Nomenclature of Cosmetic Ingredients) navn og listes efter aftagende vægt i produktet.
  • Parfumerende og aromatiske forbindelser og deres råmaterialer skal stå som "parfume" eller "aroma".

5.1.1 Vurdering af mærkning

De indkøbte produkter er gennemgået for eventuelle mangler i mærkningen. Generelt kunne der konstateres mange mangler i mærkningen, især ved akrylprodukterne til fremstilling af kunstige negle. For de indkøbte produkter går følgende forhold igen som mangler på mange af produkterne:

  •      Manglende oplysninger om holdbarhed
  •      Brugsanvisninger
  •      Ofte er mærkningen på andet sprog end dansk (engelsk, tysk, fransk)
  •      Manglende batchnummer
  •      Forkert eller ingen INCI liste

For flere af produkterne var funktionen af produktet ikke klar, og indholdsdeklarationen fulgte ikke reglerne i kosmetikbekendtgørelsen. For neglehærdere blev der konstateret færre mangler i mærkningen i forhold til produkter til opbygning af kunstige negle.

5.2 Klassificering af indholdsstoffer

Klassificeringen af indholdsstoffer i de indkøbte og analyserede negleprodukter er undersøgt i henhold til kemikalielovgivningen og kravene i forhold til kosmetiklovgivningen. Det er vigtigt at pointere at denne klassificering gælder for produkter markedsført under kemikalielovgivningen og ikke for kosmetik. Klassificeringen kan dog give gode indikationer for, om produkterne indeholder sundhedsfarlige stoffer. Lime til påsætning af kunstige negle tilhører et såkaldt ”borderline” område, hvilket betyder, at de enten klassificeres som kosmetik eller som kemiske produkter afhængigt af produktets formål, anvendelse og hvordan det præsenteres for forbrugerne. De i kortlægningen indkøbte lime (se afsnit 3.3.1) til fastlimning af negletipper, er af Miljøstyrelsen vurderet til at være kemiske produkter og skal derfor mærkes i forhold til kemikalieloven.

5.2.1 Klassificering af formaldehyd

Formaldehyd indeholdes i neglehærdere som set i analyserne udført på 6 forskellige neglehærdere på det danske marked. Klassificeringen af formaldehyd ses i tabel 5.1.

Tabel 5.1. Klassificering af formaldehyd i neglehærdere

Kemiske navn CAS nr. Antal prod.a Klassificering Kosmetikbekg.
og andet
Formaldehyd 50-00-0 6 T;R23/24/25, C;R34 CARC3;R40 R43 Tilladt i neglehærdere op til 5 %

Ifølge kosmetikbekendtgørelsen (1) må neglehærdere indeholde op til 5 % total formaldehyd. Derudover skal alle færdige produkter, der indeholder formaldehyd eller stoffer, der kan fraspaltes formaldehyd (se afsnit 3.4.2), være forsynet med teksten: »Indeholder formaldehyd«, på etiketten såfremt koncentrationen af formaldehyd i det færdige produkt overstiger 0,05 %. Ved analyserne af de 6 neglehærder produkter ses det, at ingen af produkterne overstiger denne grænse på 5 %, mens et produkt (produkt nummer 20) ikke deklarerer formaldehyd, selvom koncentrationen overstiger grænsen for deklaration på 0,05 %.

Hvis formaldehyd er tilsat som konserveringsmiddel er den tilladte koncentration max. 0,2 %.

5.2.2 Klassificering af akrylforbindelser

Akrylforbindelser findes i et udvalg af produkter til fremstilling af kunstige negle indkøbt på det danske marked. Der er søgt oplysninger for de fundne akrylforbindelsers klassificering for at få indikationer på stoffernes toksiske effekter. Disse oplysninger er søgt i listen over farlige stoffer. Yderlig er der fundet information vedrørende indholdsstoffernes regulering i kosmetiske produkter (tabel 5.2).

Som det ses i tabel 5.2 er 5 ud af de 6 analyserede akrylforbindelser klassificerede. De 5 stoffer er klassificeret for allergi ved hudkontakt (R43). Denne klassificering skal fremgå af mærkningen på produktet, hvis produkterne mærkes i henhold til kemikalielovgivningen, mens kosmetiklovgivningen ikke foreskriver en sådan mærkning. Derimod skal samtlige ingredienser, med undtagelse af parfume og aromastoffer, være anført på ingredienslisten på kosmetiske produkter.

Tabel 5.2. Klassificering af de analyserede akrylater

Kemiske navn CAS nr. Antal prod.a Klassificering Kosmetikbekg. og andet
Ethylakrylat 140-88-5 3 F;R11 Xn;R20/21/22 Xi;R36/37/38 R43 Ikke tilladt når stoffet anvendes som duftbestanddel
Ethylendimethakrylat 97-90-5 8 Xi;R37 R43 -
2-Hydroxyethylakrylat 818-61-1 7 T;R24 C;R34 R43 -
2-Hydroxypropylakrylat 999-61-1 4 T;R23/24/25
C;R34 R43
-
2-Hydroxypropylmethakrylat 27813-02-1 3 - -
Triethylenglycoldiakrylat 1680-21-3 3 R43 (konc < 20 % og > 1 %) -

a Antallet at produkter som akrylforbindelsen findes i

5.2.3 Klassificering af screenede indholdsstoffer i produkter til fremstilling af kunstige negle

Der er søgt oplysninger for de fundne indholdsstoffers klassificering. Disse oplysninger er søgt i Listen over farlige stoffer samt i Miljøstyrelsens vejledende liste til selvklassificering. De data, der er hentet fra den vejledende liste, er mærket med ’*’. Yderlig er der fundet data vedrørende indholdsstoffernes tilladelse til brug i kosmetiske produkter.

Tabel 5.3. Klassificering af de indholdsstoffer som er identificeret ved GC-MS SCAN af 21 negleprodukter. Data hentet fra Miljøstyrelsens vejledende liste til selvklassificering er mærket med ’*’. Yderlig er der fundet data vedrørende indholdsstoffernes tilladelse til brug i kosmetiske produkter.

Kemiske navn CAS nr. Antal prod.a Klassificering Kosmetikbekg. og andet
Benzophenon 119-61-9 1 - -
Benzaldehyd 100-52-7 2 Xn; R22 -
Benzenamin-N,N,4-trimethyl 99-97-8 2 T;R23/24/25 R33 R52/53
(konc > 25%)
-
Benzenamin-N,N,2-trimethyl 609-72-3 3 T;R23/24/25 R33 R52/53
(konc > 25%)
-
Benzyl benzoat 120-51-4 1 Xn;R22 Skal angives når konc. over-stiger 0,001 % for produkter, der ikke afrenses
Biphenyl 92-52-4 6 Xi;R36/37/38 N;R50/53 -
2-Butenoic acid, methyl ester 4358-59-2 12 - -
Butylmethakrylat 97-88-1 9 R10 Xi;R36/37/38 R43 -
Butyleret hydroxytoluen 128-37-0 2 Xn;R22 N;R50/53* -
Diethylphthalat 84-66-2 1 - -
2-Ethoxy-methylmethakrylat 2370-63-0 1 R43 R52/53* -
Ethyl crotonat 623-70-1 11 - -
2-Ethylhexyl-p-methoxycinnamat 5466-77-3 1 N;R50/53* På listen over godkendte UV-filtre. Max 10 %
Ethylmethakrylat 97-63-2 3 F;R11 Xi;R36/37/38 R43 -
d-Limonen 5989-27-5 1 R10 Xi;R38 R43 N;R50/53 Skal angives når konc. overstiger 0,001 % for produkter, der ikke afrenses
Mequinol 150-76-5 2 Xn;R22 Xi;R36 R43 Max. konc: 0,02 % (efter blanding til brug)
Kun til erhvervsmæssig brug
Brugsanvisning skal indeholde følgende:
Kun til erhvervs-mæssig brug
Undgå kontakt med huden
Læs brugsanvisning omhyggelig
Oxybenzon 131-57-7 1 R43* På listen over godkendte UV-filtre. Max 10 %
1,1-oxybis-2-propanol 110-98-5 1 - -
2-Phenoxyethanol 122-99-6 1 Xn;R22 Xi;R36 Højeste tilladte konc: 1,0 %
Må kun anvendes i produkter der skylles af
Phenyl benzoat 93-99-2 5 R43 N;R51/53* -
Phenylethylalkohol 60-12-8 1 - -
2-Phenyl-1,2-propandiol 4217-66-7 1 - -
Propanenitrile 2,2-azobis-2-methyl 78-67-1 1 E;R2 F;R11 Xn;R20/22 R52/53 -
1-propanol, 2-
(-hydroxypropoxy)
106-62-7 1 - -
2-Propenoic acid 79-10-7 1 R10 Xn;R20/21/22 C;R35 N;R50
(konc. > 25 %)
-

a Antallet af produkter hvor det pågældende indholdsstof er identificeret ved GC-MS SCAN

* Data fra vejledende liste til selvklassificering

Som det ses i tabel 5.3 er mange af de screenede indholdsstoffer i produkterne til fremstilling af kunstige negle klassificerede i henhold til kemikalielovgivningen. For flere af stofferne er der også krav i henhold til kosmetiklovgivningen – bl.a. hvad angår deklaration. F.eks. er d-limonen ikke deklareret på produkt nummer 30 eller benzyl benzoat på produkt nummer 12.

Flere af stofferne findes formentlig i produkterne som urenheder. I kosmetiske produkter skelnes mellem ingredienser og urenheder. Ingredienser er aktivt tilsatte stoffer, der skal deklareres på emballagen. Hvilke stoffer der lovligt må tilsættes, og i hvor høje koncentrationer de må tilsættes, bliver reguleret gennem bekendtgørelsen om kosmetiske produkter (1). I modsætning til ingredienser bliver urenheder ikke aktivt tilsat. Urenheder kan forekomme i lave koncentrationer i de anvendte råvarer, eller de kan blive introduceret under den industrielle forarbejdning af produktet. Sådanne urenheder skal ikke deklareres, men bør dog så vidt muligt undgås, og det er altid producentens ansvar, at det færdige produkt ikke er til skade for menneskets sundhed.

 



Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.