| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøteknologi på affaldsområdet - Danske styrkepositioner og potentialer

4 Analyse af potentialer for udvalgte affaldsteknologier ud fra en kredsløbsbetragtning

• 4.1 Det organiske kredsløb
  • 4.1.1 Organisk husholdningsaffald og lignende affald
  • 4.1.2 Husdyrgødning
  • 4.1.3 Halm
  • 4.1.4 Andre specielle typer organisk affald
  • 4.1.5 Alternativer for behandling af biologisk affald
• 4.2 Det teknologiske kredsløb
  • 4.2.1 Affaldsforebyggelse og kildesortering
  • 4.2.2 Forsortering af det forbrændingsegnede affald
  • 4.2.3 Farligt affald
  • 4.2.4 Bygge-anlægsaffald
  • 4.2.5 Andre affaldsfraktioner
  • 4.2.6 Restprodukter fra forbrænding af affald
• 4.3 Sammenfatning

I dette afsnit analyseres dele af den danske affaldssektor i lyset af den opstillede model for affaldsteknologier i en kredsløbstankegang.

De enkelte potentielle teknologier og alternative behandlingsmetoder beskrives kort og vurderes i forhold til hinanden som et bidrag til udpegningen af de fremtidige indsatsområder i affaldspolitikken. I vurderingen tages der udgangspunkt i de syv grundelementer for regeringens affaldspolitik, med vægt på reduktion i tabet af ressourcer og reduktion i den samlede miljøbelastning fra affald^[22]. Visionen er – med reference til Figur 6 – undgå åbne kredsløb (som blandt andet medfører deponering af affald) og i stedet søge at lukke alle stofstrømmene og betjene os af kredsløb, hvor stofferne/materialerne gentagne gange recirkuleres, hvilket har store miljø- og klimamæssige fordele, blandt andet i form af mindre brændselsforbrug og bevarelse af næringsstoffer og forbedring af jordlagets bonitet.

Det skal understreges, at analysen i dette projekt ikke på nogen måde er tilstrækkelig for valg af fremtidige behandlingsteknologier for de forskellige affaldsfraktioner. Intentionen har alene været at pege på nogle potentielle udviklingsretninger og mulige områder for udvikling af dansk miljøteknologi. Som nævnt i afsnittene 4.1og 4.2, bør der gennemføres videregående analyser - herunder eksempelvis LCA^[23], energi- og næringsstofbalanceanalyser samt samfundsøkonomiske analyser for at belyse alternativerne bedst muligt.

Analysen foretages som en kvalitativ analyse med udgangspunkt i eksisterende viden, rapporter, undersøgelser o.l., hvor det er muligt. De enkelte teknologier vurderes med henblik på evne til at lukke stofkredsløbene, affaldspotentiale, teknologiens modenhed, referenceanlæg, etc.

4.1 Det organiske kredsløb

I dette afsnit beskrives mængden og delvis sammensætningen af de vigtigste dele af det biologiske affald fra husholdninger og delvis fra landbruget mv. Hensigten er, at bestemme den nuværende affaldsbehandling i forhold til modellen om åbne og lukkede kredsløb, og om muligt at pege på muligheder for og teknologier til eventuelt at omdirigere affald fra åbne til mere lukkede kredsløb.

Nogle alternative behandlingsteknologier for det biologiske affald er antydet i afsnit 4.1.5.

4.1.1 Organisk husholdningsaffald og lignende affald

Husholdningsaffald består af dagrenovation, storskrald, haveaffald og andet. Mængden af dagrenovation udgør ca. halvdelen af husholdningsaffaldet. Affald fra husholdninger udgør ca. 21 % af de samlede affaldsmængder. De samlede mængder i 2006 ses af følgende tabel:

Mængden af dagrenovation svarer til ca. 13 % af de samlede affaldsmængder i Danmark. Ud af denne mængde forbrændes langt størstedelen, nemlig omkring 86 %, mens 13 % genanvendes og ca. 1 % deponeres.

Af de samlede mængder husholdningsaffald (i alt 3,3 millioner tons) behandles ca. 61 % ved forbrænding, 33 % genanvendes, mens ca. 6 % deponeres.

Af dagrenovationen udgør det biologiske affald forstået som uforarbejdet og forarbejdet vegetabilsk affald, animalsk affald, haveaffald (ikke separat indsamlet), snavset papir og aftørringspapir (tissue) 55-60 %. De genanvendelige mængder udgør ca. 20 %, mens resten udgør 25 %, herunder udgør farligt affald under 1 %^[25]. Det betyder, at der produceres omkring 1 million tons biologisk affald årligt alene fra dagrenovationen. Det kan antages, at langt den største del af dette affald forbrændes, idet der kun er ganske få mængder, der behandles på andre måder, f.eks. i biogasanlæg^[26].

Det indsamlede haveaffald (indsamlingsordninger og genbrugsstationer) udgør omkring 18 % af de samlede mængder husholdningsaffald. Næsten hele denne mængde behandles ved kompostering^[27] og indgår således i den genanvendte mængde.

Lægges hertil en mindre mængde bioaffald fra storskrald^[28], kan den samlede mængde bioaffald i husholdningsaffaldet bestemmes til omkring 1,65 millioner tons årligt, hvoraf omkring 1 million tons forbrændes.

Med hensyn til at etablere flere lukkede kredsløb kan denne million tons biologisk affald i princippet omdirigeres fra forbrænding til andre behandlingsmetoder, hvor næringsstoffer bevares og tilbageføres til dyrkningsjord sammen med eventuelle uomsatte organiske forbindelser under samtidig udnyttelse af det kemisk bundne energiindhold i affaldet. De nærmere praktiske, miljømæssige og økonomiske forhold for dette bør således undersøges nærmere.

4.1.2 Husdyrgødning

Landbrugsbedrifter producerer en lang række affaldstyper, eksempelvis farligt affald, plastic, bygge- og anlægsaffald, udtjente maskiner, døde dyr, mv. Ud over disse mere almindelige affaldstyper produceres husdyrgødning og halm.

Husdyrgødning^[29] udgør ifølge Risøs rapport^[30] ca. 32 mio. tons årligt, hvoraf ca. 40 % er svinegylle, ca. 40 % kvæggylle og resten anden husdyrgødning. Bioenergipotentialet af dette husdyrgødning er meget stort, men udnyttelsen kan være vanskelig, og i dag udnyttes kun en meget lille del, cirka 4 % af potentialet. Fødevareministeriet opstiller i en rapport^[31] et scenario, hvor der kan udvindes 20,2 PJ fra dyregødning, svarende til at 75 % af al gødning fra dyr, der var på stald i 2003, udnyttes til biogas. Til sammenligning kan siges, at der for nuværende samlet set forbrændes ca. 3,7 mio. tons affald på forbrændingsanlæg. Med en gennemsnitlig brændværdi på 10,5 GJ/ton bidrager dette med omkring 38 PJ (brutto) til energiforsyningen i Danmark^[32]. Anvendes al husdyrgødning til biogas kunne der altså produceres energiydelser svarende til over halvdelen af den samlede produktion fra affald.

En lang række teknologier er udviklet eller er under udvikling til behandling af husdyrgødningen, herunder forskellige teknikker til separering af faste og flydende fraktioner, udvinding af biogas og eller kompostering samt produktion af mere eller mindre koncentrerede gødningsprodukter. Teknologiernes gennemslagskraft begrænses af en lang række forhold, herunder

• afregningspriser for strøm
  
  
• varmemarkedets regulering
  
  
• omkostninger ved transport fra produktionssteder til centrale anlæg
  
  
• alternative omkostninger for opbevaring og udspredning af ubehandlet gylle
  
  
• alternative priser for kunstgødning
  
  
• regulering af og sanktioner for overtrædelse af harmonikrav og gødningsplaner i øvrigt
  
  
• prisen på selve behandlingen.

Ved en samtidig omlægning af strategien for behandling af husholdningsaffald og husdyrgødning, hvor store mængder biologisk husholdningsaffald tilføres landbrugsjorden i stedet for forbrændingsanlæg og sambehandles med husdyrgødning i anlæg til udvinding af eksempelvis biogas (eller til fremstilling af bioethanol eller diesel) kan det samlede energiudbytte fra disse affaldstyper sandsynligvis øges kraftigt i forhold til i dag.

4.1.3 Halm

Halmproduktionen i Danmark er ca. 5,5 mio. tons per år. Af den samlede mængde halm i Danmark bruges kun ca. 32 %, eller ca. 1,8 mio. tons, som brændsel i kraft- og varmeværker samt i gårdfyr. Resten bruges inden for andre dele af landbruget. Omkring 2 mio. tons bjærges ikke. Det samlede brutto-energiindhold i halmen er ca. 55 PJ.

Halm, som udnyttes til rene fyringsformål, producerer energiydelser med stor effektivitet. I kraftvarmeværker udnyttes ca. 85 % af energiindholdet, mens effektiviteten er mindre i rene varmeproducerende kedler og mindst i små gårdanlæg. Samtidig udnyttes kun en del af næringsindholdet i halmen, idet aske fra røggasrensning indeholder tungmetaller, som stammer fra kunstgødning (kadmium), som begrænser udspredning af asken.

Anvendes halm derimod til fremstilling af bioethanol eller andre biobrændstoffer, vil det kunne ske på en sådan måde, at energiindholdet (ved hjælp af enzymer og bakterier) frigives i form af flydende brændstof samtidig med, at der kan produceres både foder og et jordforbedringsmiddel alternativt brændsel til kraftvarmeproduktion. En sådan mere avanceret anvendelse af halm kunne medvirke til øget produktion fra vedvarende/fornyelige energikilder samtidig med, at jordbrugets næringsstofbalance kunne forbedres.

Begrænsningerne for udbredelse af teknologierne (se 4.1.5) er blandt andet:

• Det teknologiske udviklingsstade for produktion af flydende brændstoffer af blandt andet halm,
  
  
• Herunder prisen herfor
  
  
• Transportomkostninger til centrale anlæg
  
  
• Prisen for alternative anvendelser af halmen
  
  
• Reguleringsmæssige forhold i øvrigt, f.eks skærpelse af det nugældende forbud mod afbrænding af halm på marken til også at omfatte afbrænding af uforarbejdet halm i kedler!

4.1.4 Andre specielle typer organisk affald

Slam fra renseanlæg

Der produceres ca. 1 mio. ton spildevandsslam årligt i Danmark med et tørstofindhold på omkring 10 %. Slammet stabiliseres inden videre anvendelse ved udrådning i rådnetank (med produktion af biogas) eller ved mineralisering. Af slammet udspredes omkring halvdelen på landbrugsjord^[34] for udnyttelse af slammets gødningsværdi og jordforbedringsegenskaber. Resten forbrændes på forbrændingsanlæg og ved medforbrænding i forbindelse med cementproduktion^[35]. Den producerede biogas anvendes til intern kraftvarmeproduktion på renseanlæggene.

Generelt har behandlingen af spildevandsslam indenfor de sidste 10-15 år ændret sig i retning af lidt mindre genanvendelse og øget forbrænding. Afgiftsændringen, der træder i kraft fra 2010, kan dog medføre større ændringer i slutdisponeringen af slammet, idet det fremadrettet bliver (næsten) afgiftsfrit at forbrænde slam. Det vil betyde større tab af næringsstoffer fra landbrugsjorden.

Den mest simple form for genanvendelse af slam er direkte udspredning efter behandling i biogasanlæg. Denne behandlingsmetode kan begrænses af blandt andet:

• Indhold af miljøfremmede stoffer i slammet og muligheder for at fjerne disse i behandlingsleddet
  
  
• Mulighederne for at forbygge forurening af spildevandet med miljøfremmede stoffer
  
  
• Slammets gødningsværdi eller handelsværdi, det vil sige prisen for den kunstgødning, som slammet kan erstatte

Restprodukter fra bryggerier

Af restprodukterne fra bryggerier og maltfabrikker anvendes 85-90 % til foder. De resterende 10-15 % er kiselgurresten, der i dag anvendes som filterhjælpemiddel til slamafvanding, komposteres eller deponeres på losseplads. Kiselguren kan ikke anvendes til foder, men kan muligvis anvendes til biogasproduktion^[36].

Andre kilder

Der er en lang række andre kilder til organiske affalds- og restprodukter, herunder slagterier, fiskeindustrien, konsumfisk, muslingeindustrien, fiskemel- og fiskeolieindustrier, spritfabrikker, medicinalindustrien, mejerierne, kartoffelindustrien, pektin- og carregenanfabrikker, oliemøller og margarinefabrikker, møllerier og bagerier, sukkerindustrien, frugt- og grøntindustrien, garverier, mv.

I en ældre opgørelse over organiske rest-/biprodukter i Danmark er det opgjort, at der pr. år produceres i alt ca. 8,5 mio. tons rest-/biprodukter som vådvægt og ca. 1,2 mio. tons rest-/biprodukter som tørstof i Danmark^[37]. De eksakte tal kan være uaktuelle, men størrelsesforholdet er antagelig stadig korrekt. Kun en mindre del af dette opstår som egentligt affald, idet omkring halvdelen anvendes som udgangspunkt for andre produktioner eller som foder. Den anden halvdel af rest/biprodukterne anvendes dog som gødning/jordforbedringsmiddel enten direkte eller efter bioforgasning. Kun en meget lille andel af de organiske rest/biprodukter behandles ved forbrænding eller deponeres.

Som udgangspunkt er en meget stor del af disse affaldsmængder derfor etableret i mere eller mindre lukkede kredsløb. Der kunne dog være mulighed for at udnytte energiindholdet i affaldet bedre gennem øget anvendelse i biogasanlæg eller andre tilsvarende energianlæg (ikke forbrænding), som bevarer næringsstoffer til jordbrugsanvendelse.

Madaffald fra storkøkkener

Den samlede mængde madaffald fra storkøkkener skønnes at udgøre mellem 20.000 og 25.000 tons årligt. Det indsamlede madaffald blev indtil 2003 oparbejdet til primært grisefoder (madpulp) samt til kød-/benmel og mel/fedt. Denne oparbejdning er ikke længere lovlig jf. bekendtgørelse nr. 355 af 19. maj 2003 om bortskaffelse og forarbejdning af animalske biprodukter.

Affaldsmængden - som er en mindre mængde - kan anvendes til biodieselproduktion eller andre tilsvarende teknologier.

4.1.5 Alternativer for behandling af biologisk affald

For alle ovenstående affaldstyper findes der en række behandlingsmuligheder/teknologier. Alle teknologier er ikke lige velegnede til alle affaldstyper, ligesom nogle affaldstyper og teknologier ikke harmonerer. Nedenfor er vist en matrix (Tabel 6) med angivelse af anvendelse, råvarer for teknologien, foreløbig vurdering af energieffektivitet, restprodukter og teknologisk niveau.

For de fleste anvendelser gælder, at der foruden det primære produkt kan være biprodukter med andre anvendelser. Eksempelvis vil produktion af et flydende brændsel give et restprodukt, som kan anvendes til foder, til produktion af biogas, eller som plantenæringsstof.

Klik her for at se: Tabel 6 Teknologier til behandling af bioaffald^[38]

Noter til Tabel 6:

• De enkelte teknologier er ikke opstillet i rangorden. I en kredsløbstankegang er de teknologier, som både befordrer bevarelse af næringsstoffer og tilbagefører disse til dyrkningsjorden og som samtidig udnytter et kemisk bundet energiindhold i affaldet, at fortrække
  
  
• Termen energieffektivitet er ikke nærmere defineret her. Anvendelse relaterer sig til en vurdering af i hvor høj grad den kemisk bundne energi i affaldet udnyttes i den givne proces og en vurdering af det interne brændselsforbrug til at holde processen kørende. Emnet er ikke udtømt og bør være genstand for nærmere undersøgelser
  
  
• Med hensyn til bioforgasning af eksempelvis husdyrgødning, så kan denne efter eller før udrådning separeres i en flydende og en fiberfraktion. Fiberfraktionen indeholder uomsat organisk materiale og en vis mængde næringsstoffer, som i en kredsløbstankegang bør tilbageføres dyrkningsjorden. En direkte afbrænding kan være på tale, hvilket vil give et udbytte i form af sparede fossile brændstoffer, men på bekostning af tab af organisk materiale og næringsstoffer.
  
  
• Direkte afbrænding af eksempelvis vådt organisk husholdningsaffald vil ikke i sig selv bidrage til kraftvarmeproduktionen med mindre røggasserne kondenseres, hvilket normalt ikke er tilfældet i almindelige forbrændingsanlæg
  
  
• I bioethanolanlæg anvendes bakterier/gær til produktion af alkohol ud fra glukose. I biogasanlæg anvendes bakterier til produktion af metan. I begge typer anlæg kan man gøre brug af enzymer i forbehandlingen. I 2.generations bioethanolanlæg er dette nødvendigt og i biogasanlæg kan enzymbehandling forøge udbyttet betragteligt ved at gøre ligninholdige produkter mere tilgængelige for bakterierne. Enzymbehandling, som det eksempelvis kommer til udtryk i teknologier som ReneScience betragtes ikke som selvstændige behandlingsteknologier, men som effektiviseringstiltag på de nævnte typer behandlingsanlæg
  
  
• Teknologierne beskrives mere detaljeret i Bilag 1 og Bilag 3.

En endelig vurdering af teknologierne er ikke foretaget i denne rapport. En sådan bør foretages for hver affaldstype separat ud fra en helhedsbetragtning omfattende mindst følgende:

• Samlet energieffektivitet for en bestemt teknologi/anvendelse i forhold til alternativerne
  
  
• Graden af omsætning af det organiske materiale og balance for dette
  
  
• Samlet balance af næringsstofferne, dvs. om der er tab af de enkelte næringsstoffer enten til atmosfære eller til miljøet udenfor dyrkningsjorden
  
  
• Øvrige miljøforhold
  
  
• Teknologisk stade, herunder kommerciel tilgængelighed
  
  
• Behandlingspris, herunder omkostninger til transport af råmateriale og restprodukter til og fra anlæg
  
  
• Strukturelle og organisatoriske forhold, altså om teknologien kan indpasses i eksisterende infrastruktur på affalds- og energiområdet
  
  
• Barrierer for og mulige incitamenter for øget udbredelse af teknologien
  
  
• En konklusion på beskrivelsen af teknologierne i det biologiske kredsløb er, at teknologier, der sikrer høj energiudnyttelse og samtidig mulighed for tilbageføring af næringsstoffer og uomsat biologisk materiale til dyrkningsjorden i en kredsløbstankegang er at fortrække. Dette vil fremhæve biogasteknologier, 2. generations biodiesel- og bioethanolteknologier.

4.2 Det teknologiske kredsløb

I dette afsnit beskrives mængden af vigtige, udvalgte affaldstyper fra det teknologiske kredsløb i Danmark. Hensigten er at bestemme den nuværende affaldsbehandling i forhold til modellen om åbne og lukkede kredsløb og om muligt at pege på muligheder for og teknologier til eventuelt at omdirigere affald fra åbne til mere lukkede kredsløb.

Affald fra husholdninger, handel og institutioner udgør omkring 5,3 mio. tons på årsbasis. Ud af dette bliver ca. 2,8 mio. tons forbrændt, 2 mio. tons genanvendes, mens resten (0,5 mio. tons) bliver deponeret, behandlet særligt eller oplagret.

Af den forbrændte mængde er 1,9 mio. tons fra husholdninger mens 0,9 mio. tons er fra serviceerhverv. Af den genanvendte mængde på ca. 2 mio. tons, stammer de ca. 0,8 mio. tons alene fra haveaffald, 0,3 mio. tons stammer fra dagrenovation og storskrald fra husholdninger og 0,9 mio. tons stammer fra serviceerhverv.

Som nævnt i fodnote 93 er det nu antaget, at ca. 41 % af affald tilført affaldsforbrænding ikke er bionedbrydeligt. Det betyder i forhold til ovenstående, at omkring 1,1 mio. tons affald, der for nuværende tilføres forbrændingsanlæg fra husholdninger og serviceerhverv, ikke er bionedbrydeligt. Det antages, at dette affald derfor består af plastic, glas, metal og andre mineralske stoffer, idet det forudsættes at papir/pap, træ mv. er bionedbrydeligt. Hvis det samtidig antages, at papir/pap udgør 20 % af den samlede mængde til forbrænding og dermed en tredjedel af det bionedbrydelige affald, kan der tillægges op imod 0,5 mio. tons papir/pap. Den samlede mængde af fraktionerne ikke-bionedbrydeligt affald og papir/pap, der for nuværende forbrændes, er derfor i størrelsesordenen 1,6 mio. tons årligt.

Genanvendelsen af affald fra husholdninger og serviceerhverv omfatter 1.2 mio. tons ekskl. haveaffald. Denne mængde omfatter 0,6 mio. tons papir/ pap, 0,09 mio. tons glas, 0,025 mio. tons plastic.

Det kan derfor konkluderes, at den genanvendte mængde affald fra husholdninger og serviceerhverv i teorien kunne mere end fordobles, hvis alt ikke-bionedbrydeligt affald samt alt papir/pap blev frasorteret fra forbrændingsanlæggene og genindsat i det teknologiske kredsløb.

For industriaffald og affald fra bygge-anlægssektoren er situationen anderledes, idet kun en mindre del af affaldet herfra forbrændes, men en del affald fra disse sektorer deponeres.

I det følgende afsnit beskrives et udvalg af teknikker, som kan bidrage til frasortering af genanvendelige materialefraktioner fra forbrændingsanlæggene til indsættelse i det teknologiske kredsløb. Desuden beskrives nogle forhold omkring andre affaldstyper, som i dag betragtes som problematiske.

4.2.1 Affaldsforebyggelse og kildesortering

Affaldsforebyggelse er naturligvis den bedste vej til mindre affald og dermed mindre ressourceanvendelse og mindre miljø- og klimapåvirkning. Som nævnt fokuserer blandt andet det nye EU affaldsrammedirektiv på forebyggelse, og det er det første grundelement i Regeringens affaldspolitik.

Forebyggelse kan ske på to måder: Reduktion af affaldsmængden gennem kvantitativ reduktion af forbrug af affaldsdannende produkter, processer og serviceydelser (”vi bruger mindre”) og kvalitativ ændring af produkter og processer således, at disse genererer mindre affald eller bedre kan genanvendes (”vi bruger smarte produkter og processer”).

En reduktion af affaldsmængden gennem en kvantitativ reduktion af forbrug er ikke direkte på dagsordenen, selvom det kan opleves under økonomiske kriser.

Derimod er kvalitativ produktudvikling og ændring af produktionsprocesser i høj på dagsordenen, da dette ud over de miljø- og klimamæssige aspekter ofte også har positive økonomiske virkninger for virksomhederne: Renere produkter og renere produktionsteknologier med mindre affaldsdannelse, mindre miljøskadeligt affald og mindre klimapåvirkning nyder og bør nyde fremme på flere forskellige måder, bl.a. gennem forsknings- og udviklingsprogrammer. Emnet berøres ikke yderligere her^[40].

Når der som i denne rapport fokuseres på det affald, der er dannet, så er mulighederne for sortering allerede ved kilden af betydning. I forhold til sortering senere i affaldets livsfaser, har kildesortering ofte den fordel, at affaldet forbliver renere og i bedre kvalitet, hvilket letter den efterfølgende forarbejdning og dermed genanvendelse. I hvor høj grad der skal anvendes kildesorteringssystemer frem for systemer (mekanisk eller andet) til udsortering af forskellige affaldsstrømme af den blandede affaldsmængde et senere sted i forløbet, bliver en afvejning af praktiske, økonomiske, miljømæssige samt andre forhold.

Systemer/teknik til øget kildesortering:

For husholdninger, serviceerhverv og lignende kan anvendes følgende systemer for kildesortering:

• Optibag-systemer, det vil sige systemer, hvor forbrugerne placerer det sorterede affald i to eller flere farvede plasticposer, som lukkes og placeres i en og samme opsamlingsbeholder (spand eller sæk). Sidstnævnte tømmes og de lukkede poser sorteres i et system, som virker ved farveseparering. Siden lukkes poserne op og indholdet forarbejdes videre. Poserne kan indeholde enkeltfraktioner (f.eks. papir/pap, organisk) og/eller blandet affald (f.eks. til forbrænding eller til videresortering)
  
  
• Fler-spande systemer, som udfylder sammen funktion som ovenstående, men hvor affaldet holdes skarpt adskilt igennem hele forløbet fra forbruger over indsamling til forarbejdning og endelig genanvendelse
  
  
• Nærgenbrugsstationer, det vil sige en samling af beholdere (som ovenstående fler-spande system), til opsamling af de forskellige affaldsfraktioner. Disse beholdere placeres ikke hos den enkelte forbruger (husstand). I stedet opstilles de fælles for et antal husstande, eksempelvis en karré, en del af en boligforening eller et mindre boligkvarter
  
  
• Egentlige genbrugsstationer, som er det samme som ovenstående nærgenbrugsstationer, men hvor der er et større antal opsamlingsbeholdere, som dækker flere affaldsfraktioner, et større geografisk område og betjener et større antal forbrugere, hvorfor stationerne er større

Ovenstående systemer udelukker ikke gensidigt hinanden, tværtimod: Et integreret indsamlingssystem bør omfatte tre af ovennævnte systemer til kildesortering.

For erhvervsaffald etableres tilsvarende et antal separate opsamlingsbeholdere svarende til de frembragte affaldsmængder. Disse beholdere kan variere i udformning og størrelse i forhold til affaldstype og -mængderne og de tømmes separat^[41].

Virkemidler til opnåelse af øget kildesortering i husholdninger, i servicesektoren og i industrien mv. omfatter:

• forbud, eksempelvis igennem lovgivning eller lokale regulativer
  
  
• påbud i lovgivning eller lokale regulativer,
  
  
• anden regulering, eksempelvis pantsystemer, aftaler med brancheorganisationer
  
  
• økonomiske incitamenter gennem differentierede takster, afgifter, belønningssystemer
  
  
• sanktioner for ikke-ønskelig adfærd: Bøder, smilieys, o.lign.
  
  
• holdningsmæssige incitamenter: Uddannelsesprogrammer, rollemodeller
  
  
• etc.

Virkemidlerne bør anvendes overfor lokale myndigheder såvel som overfor den enkelte forbruger.

I Danmark er ovenstående systemer og virkemidler udbredt i forskellige former og i forskellig udstrækning. De tekniske systemer er gennemprøvede, men paletten af incitamenter er ikke fuldt afprøvet og udnyttet.

4.2.2 Forsortering af det forbrændingsegnede affald

Sorteringsanlæg til genanvendelige materialer

Formålet med sorteringsanlæg til genanvendelige materialer er at sortere blandede, genanvendelige affaldsfraktioner ud i fraktioner. Disse affaldsfraktioner kan enten viderebehandles eller direkte anvendes i den videre genbrugsproduktion. De udsorterede fraktioner bliver herefter afsat til materialegenanvendelse og energiudnyttelse. Sorteringsanlæg bliver ofte i udlandet kaldet MRF – Material Recovery Facility – og af navnet fremgår det, at formålet er at generhverve genanvendelige materialer til efterfølgende genvinding.

Affaldsinput

Der er to hovedtyper af sorteringsanlæg:

• en type modtager blandet affald til forbehandling (inkl. brændbart og organisk dagrenovation)
  
  
• en type som kun modtager kildesorterede genanvendelige materialer til fraktionssortering (blandede og rene fraktioner)

Forbehandlingsproces

Sorteringen kan sammensættes af flere enhedsprocesser, som hver har til formål at adskille fraktionerne. Anlæggene består oftest af en forbehandlingsproces, som har til formål at åbne plastposer og/eller neddele affaldet. I tabellen nedenfor ses en række af de mest almindelige forbehandlingsteknologier, som findes forud for separation af materialer.

Fraktionssortering

Sortering af forskellige materialer kan ske ved flere processer eller som en kombination af flere processer tilpasset sit særlige materiale. Tabellen nedenfor viser de mest almindelige separationsteknologier.

Da sorteringsanlæg ofte er sammensat af flere sorteringsprocesser, kan der opstå flere affaldsstrømme. De mest almindelige genanvendelige materialer, som udsorteres er jern, andre metaller, papir samt plastmaterialer. Værdien af de genanvendelige materialer afhænger meget af renheden af de udsorterede materialer. Derfor bør der ikke tilføres blandet affald med et indhold af bioaffald, men kun tørre genanvendelige materialer.

Teknologiudbredelse og erfaringer

Sorteringsanlæg har i mange år været anvendt i USA, England Holland, Østrig og Tyskland. Mange anlæg er meget arbejdsintensive, da en stor del af sorteringen sker med håndkraft. Nye teknologier har dog gjort, at flere fraktioner kan sorteres ud automatisk.

Ved valg af udstyr til udsortering af genanvendelige materialer, skal man være opmærksom på, at visse af de nyudviklede maskiner til sorteringen har en relativ lav kapacitet, så det samlede sorteringsanlæg skal designes under hensyntagen til dette. Desuden vil det være en fordel, hvis man kan designe indsamlingssystemerne og kildesorteringen under hensyntagen til de opstillede sorteringslinjer på sorteringsanlægget.

Renescience

En ny type forsorteringsanlæg er udviklet gennem Renescience-teknologien. Teknologien er som nævnt primært udviklet for enzymbehandling af organisk affald med henblik øget udbytte i biogasprocesser, men da processen frembringer en homogen pulp af det organiske affald, er det simpelt at frasigte andre dele af affaldet, der efterfølgende kan vaskes, tørres og sorteres i et separat anlæg.

Da omkostningen til behandling i et renescience-anlæg sandsynligvis vil være ganske påvirket af anlægget kapacitet, vil det dog være bedre om affaldet ikke sammenblandes, før det biologiske affald behandles ved processen. Dette understøttes også af, at ikke-biologisk affald, der efterfølgende skal oparbejdes til genanvendelse, først skal vaskes og tørres, førend yderligere sortering kan foretages. Dette medfører potentielt miljø- og ressourcebelastning. Til gengæld kan der spares i indsamlingsleddet i form af ekstra beholdere til separat indsamling. Brugen af Renescience som sorteringsanlæg skal altså vurderes nøje.

4.2.3 Farligt affald

Der er i dag udviklet flere metoder til oparbejdning af forskellige fraktioner af farligt affald, således at materialer oparbejdes til nye materialer. I nedenstående liste er nævnt de affaldsfraktioner og deres behandlingsmetoder, der allerede benyttes eller er blevet benyttet i Danmark og Sydsverige.

• Blyakkumulatorer - genvinding af bly på Boliden-Bergsøes anlæg i Landskrona.
  
  
• Fotokemikalier - udvinding af sølv fra fotografiske fremkalderbade og fikserbade hos bl.a. Foxdal og DAN-RENS A/S.
  
  
• Oparbejdning (rensning og destillation) af frostsikringsvæske til ethylenglykol af f.eks. Jysk Miljørens
  
  
• Spildolie - oparbejdning af hydraulikolie til baseolie, f.eks. Dansk Olie Genbrug.
  
  
• Kommunekemi – andre farlige affaldsfraktioner og eksempelvis anlæg til behandling af halmaske

Den største udfordring for oparbejdning af farligt affald i Danmark er de små affaldsmængder, hvilket gør, at det ikke er økonomisk rentabelt at etablere et behandlingsanlæg for den enkelte fraktion i Danmark. Dette gælder bl.a. for blyakkumulatorer, der oparbejdes i Sverige og spildolie, der i en periode har været sendt til oparbejdning i Tyskland.

Eksisterende metoder i udlandet til behandling af farligt affald omfatter:

Syre- og base-affald

ZEA Iserlohn (Zentrale Entsorgungsanlage iserlohn)^[42] har siden 2004 oparbejdet følgende typer af affald, og virksomheden modtager også affald fra Danmark.

• kromsyreaffald - der udvindes en renset og opkoncentreret kromsyre.
  
  
• olieemulsioner - udvinding af olie med mindre end 20 % vand.
  
  
• cyanidholdige opløsninger -afgiftning af cyanid, udskillelse af ædle metaller.
  
  
• oparbejdning af legeringsbade - udvinding af metalholdigt slam, hvor metaller kan genindvindes.
  
  
• oparbejdning af svovlsyre, salpetersyre, salpeterflussyre og fosforsyre, samt udvinding af ædle metaller fra filterslam
  
  
• genanvendelse af jernholdige saltsyrebejdser som fældningsmiddel i deres eget spildevandsbehandlingsanlæg.

Tungmetalholdige batterier

Miljøstyrelsen har i Miljøprojekt 1009 "Behandlingsteknologier for batterier" belyst hvilke behandlingsanlæg, der eksisterer for batterier, deriblandt NiCd og NiMH batterier.

Følgende virksomheder i Europa oparbejder NiCd-batterier og NiMH-batterier:

• S.N.A.M., Frankrig^[43]
  
  
• SAFT NIFE AB, Oskarshamn, Sverige^[44]
  
  
• ACCUREC GmbH, Tyskland^[45]

Flere virksomheder i Europa oparbejder kviksølvholdige knapceller. Deriblandt er Batrec (Schweiz), Citron (Frankrig), NQR og Trienekens (Tyskland).

Trykimprægneret træ

Miljøstyrelsen har i 2002 iværksat en miljø- og samfundsøkonomisk-analyse af metoder til behandling af trykimprægneret træ. Analysen^[46] blev publiceret i 2008 og inkluderede følgende 4 behandlingsmetoder:

• deponering
  
  
• forbrænding
  
  
• forgasning, Kommunekemi
  
  
• ekstraktion, RGS90 Watech

Analysen viste, at forbrænding og Kommunekemis metode ekskl. oparbejdning af metaller er de billigste metoder, når miljøeffekterne (eksternaliteterne) inkluderes. De samlede samfundsøkonomiske omkostninger er i analysen opgjort til mindre end 200 kr./ton.

I den nye Affaldsbekendtgørelse fra 13. januar 2010, stilles der nu krav om at metalimprægneret træ ikke må deponeres, men skal energiudnyttes på en måde hvor restprodukterne hvori tungmetallerne er opkoncentreret, kan håndteres separat. Det betyder at det trykimprægnerede træ f.eks. kan energiudnyttes på dedikerede forbrændingsanlæg eller forgasningsanlæg, hvor der ikke samtidig bliver behandlet andet affald.

Plast fra WEEE-affald

Stena Metall Group (Sverige) har udviklet en metode til sortering af plast fra elektronikskrot (WEEE) i to fraktioner, én med og én uden bromerede flammehæmmere. Med den nye sorteringsmetode er det muligt at genanvende metallerne og en stor del af plasten i elektronikaffaldet^[47].

Genanvendelse af LCD-paneler

Det svenske forskningsinstitut Swedish LCD Center og genanvendelsesvirksomheden Hans Andersson Metal har udviklet en proces til genanvendelse af LCD-paneler i fladskærme^[48].

Med den nye proces er det muligt at separere bl.a. polariserende film, glassubstrat, farvefilter, transparente elektrode-lag og flydende krystal fra LCD-paneler. De enkelte genanvendte komponenter kan anvendes til fremstilling af nye fladskærme.

4.2.4 Bygge-anlægsaffald

De samlede mængder affald fra bygge- og anlægssektoren er opgjort til omkring 6,1 mio. tons, jf. Tabel 7. Af dette genanvendes omkring 95 % (5,8 mio. tons/år ), mens resten forbrændes, deponeres mv. (0,312 mio. tons/år). Dette er en høj genanvendelsesprocent, også i international sammenhæng, som blandt andet skyldes en kombination af affalds- og råstofafgifter samt kommunale krav til bygge-anlægsaktiviteter.

Sten- og glasuld

Stenuld skal ifølge bekendtgørelse om sortering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald^[49] udsorteres i forbindelse med nedrivning eller renovering af bygninger.

Der foretages ikke særskilte opgørelser over mængden af sten-, glas- og mineraluld i Danmark, da disse mængder indgår i den samlede opgørelse over bygge- og anlægsaffald. I miljøprojekt 1107, 2006^[50] estimeres der i 2008 at være 10.000 tons stenuldsaffald. Det har ikke været muligt at finde et potentiale på den samlede mængde mineraluldsaffald (både glasuld og stenuld) i Danmark.

Nogle mineraluldstyper er opført på listen over farlige stoffer grundet affaldets kræftfremkaldende egenskaber. Mineraluld produceret efter 2000 har ikke kræftfremkaldende egenskaber.

De to eneste producenter i Danmark er Rockwool A/S, der producerer stenuld, og Isover A/S, der producerer glasuld. Mineraluld fra nedrivningsprojekter deponeres i vid udstrækning. Ifølge egne oplysninger tilbagetager Rockwool A/S årligt 1200 ton stenuld til brug i nyproduktionen, hovedsageligt fra byggepladser og gartnerier. Firmaet har gennemført et større LIFE-finansieret udviklingsprojekt, som resulterede i udvikling af teknik til dette. På europæisk plan genanvender firmaet omkring 400.000 tons på årsbasis^[51], hvilket sparer store mængder råvarer og brændsler.

I 2006 har Miljøstyrelsen og Rockwool A/S gennemført en undersøgelse^[52] for at klarlægge genanvendelsesmulighederne for stenuld. Undersøgelsen viste, at det er muligt at kildesortere mineralulden (på nedrivningspladser) så den er af tilstrækkelig kvalitet til at den kan anvendes i nyproduktionen. Det vurderes endvidere, at det er forholdsvist enkelt at etablere et genanvendelsessystem for brugt stenuld. Der er miljømæssige fordele og ulemper ved genanvendelse (eksempelvis øgede påvirkninger fra transport, men besparelse af deponeringskapacitet). Ovenstående konklusioner er under forudsætning af tilstrækkelige mængder og kvaliteter af brugt stenuld. Der vil være behov for, at Rockwool A/S foretager investeringer til brug for udvikling mv. af værktøjer til styring af det affald der skal modtages i nyproduktionen.

Ovnene til glasuldproduktionen er meget følsomme overfor urenheder/forurening, og genanvendelsespotentialerne for glasuld vurderes derfor at være begrænset^[53].

Gips

Gips skal ifølge bekendtgørelse om sortering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald udsorteres i forbindelse med nedrivning eller renovering af bygninger.

Der foreligger ingen nyere opgørelse af mængder af gipsaffald i Danmark. I 2000 blev gipsaffaldsmængden fra bygge- og anlægsbranchen opgjort til 71.500 ton^[54], og det må forventes, at mængden er steget væsentlig i den efterfølgende periode.

Den danske virksomhed Gips Recycling A/S har udviklet et koncept for genanvendelse af gipsaffald, og der genanvendes nu samlet 60 % af den samlede mængde i Danmark, hvilket er et flot resultat set i europæisk sammenhæng. Genanvendelseskonceptet er nu indført i Sverige, Norge, England, Irland, Holland og USA^[55].

Genanvendelsessystemet omdanner gipsaffaldet til nedknust gipspulver, som anvendes direkte i nyproduktion af gipselementer (se endvidere 0).

Det vurderes, at der potentielt kan genanvendes 80 % af den samlede mængde gipsaffald i Danmark, mens de resterende 20 % må deponeres på grund af urenheder og forurening af affaldet. Genanvendelse af gipsaffald medfører både ressourcebesparelse og forlængelse af deponeringsanlæggenes levetid.

Danmark er i europæisk sammenhæng førende mht. behandling af gipsaffald til genanvendelse, og har udvidet konceptet til andre lande. Det vurderes, at Danmark på dette område har en styrkeposition.

Pladsproblemer på byggepladser kan medføre manglende udsortering til genanvendelse. I det centrale London har der være gode erfaringer med en såkaldt "mosquito fleet" metode, som består i at samle gipsaffaldet i bunker på jorden, hvorefter en vognpark af små pickups afhenter affaldet, og kører det til genanvendelse. Dette har medført at genanvendelsen øgedes fra 0 til 70.000 ton over en 4 års periode, og mængden er stigende^[56].

I forbindelse med det kommende arbejde med højere kvalitet i genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, bør krav om genanvendelse af gips overvejes.

Tagpap

Der forefindes ingen opgørelser over den samlede mængde tagpapaffald i Danmark. Sorteringsundersøgelser^[57] har dog vist, at blandet affald til deponering gennemsnitlig indeholder ca. 4 % tagpap. Det må derfor antages, at der er ganske betydelige mænger tagpap, der i dag deponeres.

Tagpap bortskaffes evt. også til forbrænding, men da ikke alle forbrændingsanlæg kan modtage tagpap, kan der være lokale og regionale forskelle i affaldsbehandlingen^[58] i Danmark.

Op til 80 % af tagpap består af mineralsk baserede produkter, bl.a. bitumen og tjære. Der er derfor interesse i at få tagpap indsamlet og behandlet særskilt.

I Danmark har et nyt patenteret koncept for genanvendelse af tagpap til asfaltproduktion netop set dagens lys. Konceptet er udviklet af Tarpaper Recycling, og behandlingsmetoden er nyudviklet og konstrueret således, at tagpap neddeles i smågranulat og anvendes i genbrugsasfalt til produktion af ny asfalt^[59]. Projektet er støttet af Life+ programmet. Det har ikke været muligt at finde oplysninger om eksisterende teknologier i udlandet^[60].

Barrierer for genanvendelse af tagpap er manglende tradition for udsortering af tagpap, og begrænsninger i kapaciteten på behandlingsanlægget og i aftagningsleddet.

I forbindelse med det kommende arbejde med højere kvalitet i genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, bør krav om genanvendelse af tagpap overvejes.

Mursten

Mursten skal ifølge bekendtgørelse om sortering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald udsorteres i forbindelse med nedrivning eller renovering af bygninger.

Der foreligger ingen særlige opgørelser på mængden af mursten der bortskaffes som affald. Mængden af mursten der bortskaffes som affald indgår i en samlet mængde bygge- og anlægsaffald der bortskaffes (primært til genanvendelse).

Mursten bortskaffes i dag til genanvendelse med henblik på nedknusning til brug for erstatning for primære råstoffer i bygge- og anlægsprojekter. Genanvendelsen for mursten er - sammen med beton og tegl - generelt meget høj.

Der er en pæn efterspørgsel på de nedknuste produkter, og det har medvirket til effektive maskinelle løsninger på markedet i ind- og udland.

Ved den nuværende form for genanvendelse af bl.a. mursten foregår der en ressourcebesparelse af de primære råstoffer. Til gengæld skal der nyproduceres mursten til nye byggerier, hvorved mursten som selvstændigt produkt ikke genbruges.

I 2002 udviklede virksomheden Gamle Mursten v/OCB APS en maskinel behandlingsmetode til rensning af teglmursten. Ved rensningen bevares mursten som råvare. Med denne metode kan mursten i princippet anvendes flere gange inden den må bortskaffes som knust tilslagsmateriale eller erstatning for stabilgrus. Det vurderes, at der hovedsagelig vil være marked for genbrug af mursten inden for restaureringsområdet ^[61] og ved byggerier, hvor gamle mursten ønskes anvendt grundet det særlige visuelle udtryk.

En indsats for øget direkte anvendelse af mursten som ovenfor vil møde forhindringer i forhold til væsentlige transportudgifter, og problemer med at få tilstrækkelige mængder til behandling, så der kan opnås en velfungerende og økonomisk behandlingsløsning. Da affaldsmængden samtidig anses som mindre betydningsfuld, både miljømæssigt og i mængde, og der allerede sker engangs-genanvendelse, vil der nok ikke være et stort potentiale i denne affaldstype.

PCB-forurenet byggeaffald

Brug af PCB-holdige byggematerialer har været forbudt siden 1. januar 1977.

PCB-holdig fugemateriale skal ifølge bekendtgørelse om sortering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald identificeres og håndteres særskilt i forbindelse med kildesortering af natursten, tegl og beton, samt blandinger af disse. Termoruder, der ikke er egnet til genanvendelse, bl.a. fordi de indeholder PCB, skal destrueres eller deponeres. Byggeaffald som indeholder PCB må ikke genanvendes.

PCB-holdige fugemasser blev anvendt i perioden 1950-1977, hvorfor bygningsmassen fra denne periode kan være PCB-belastet^[62]. Bygninger fra denne periode udgør ca. 30 % af den samlede danske bygningsmasse^[63]

Ifølge Orientering nr. 1, 2009^[64] findes der bygninger i Danmark, hvor ophold gennem mange år kan indebære en forringet sundhedstilstand hos brugere af bygninger, som følge af PCB i indeluften. Det er endvidere med stor usikkerhed vurderet, at restmængden af PCB i danske bygningsfuger er på 6-12 ton PCB, samt at PCB-holdig byggeaffald ikke altid bortskaffes korrekt.

Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at foretage et sikkert skøn over, hvor udbredt PCB er i danske bygninger, og et mere solidt fagligt grundlag vil være nødvendigt for at vurdere, om der er et behov for en særlig indsats mod PCB i forhold til indeluft, arbejdsmiljø eller affaldshåndtering.

De største restmængder af PCB i Danmark skønnes pt. at være til stede i de elastiske murfuger samt i termoruder, og det er uvist, hvor store mængder PCB, der resterer i danske bygninger. Relevante myndigheder arbejder på at kortlægge problemets omfang, med henblik på at vurdere, om der er et behov for en særlig indsats mod PCB i forhold til indeluft, arbejdsmiljø eller affaldshåndtering.

Kommunekemi har sammen med Vestforbrænding og Amagerforbrænding etableret et system, der håndterer termoruder fra før 1975^[65].

Sverige har gennem en årrække arbejdet med sanering af PCB-holdige bygningsfuger og gulvmasse, som indeholder mere end 500 ppm PCB. Det vurderes, at der pr. 2005 er saneret 10-15 % af bygningsmassen, og det skønnes, at der fortsat er 80-90 ton PCB tilbage i fugemasser i eksisterende bygninger^[66]. I Norge er der etableret et system til mærkning, indsamling og affaldsbehandling af PCB-holdige termoruder.

Miljøstyrelsen påbegynder i 2010 et arbejde med at hæve kvaliteten af byggeaffald til genanvendelse. Dette arbejde vil bl.a. omfattet muligheden for at fastlægge et ”teknisk 0” for PCB i byggeaffald til genanvendelse. Herudover vil Miljøstyrelsens vejledning om håndtering af PCB-holdigt byggeaffald løbende blive opdateret i takt med at der foreligger ny viden.

4.2.5 Andre affaldsfraktioner

Shredderaffald,

De samlede registrerede mængder shredderaffald i Danmark indgår som en generel mængde under farligt affald, og er ikke selvstændig registreret. Det antages dog, at shredderaffald udgør ca. 30 % af den samlede mængde farligt affald^[67]. Mængden af farligt affald udgør i 2006 knap 500.000 ton hvilket medfører, at mængden af shredderaffald i 2006 forventeligt udgør ca. 150.000 ton.

Shredderaffald bortskaffes overvejende til deponering, hvorfor det er interessant at udvikle effektive genanvendelsesbehandlingsmetoder.

Miljøprojekt nr. 1133 fra 2006⁶⁷beskriver en undersøgelse, hvor det er forsøgt eftervist om mekaniske metoder til genanvendelse af metallerne i kombination med termisk behandling kan reducere eller fjerne behovet for deponering. Det viste sig, at behandlingen ved smeltecyclon var i stand til at producere støv med tilstrækkeligt højt metalholdigt indhold til at det kunne afsættes til genanvendelse. Metoden bør undersøges nærmere mht. muligheden for at opnå en tilstrækkelig god slaggekvalitet, da dette er væsentlig for økonomien i processen.

I miljøprojekt nr. 1055 fra 2006^[68] er internationale teknologier og anlæg til behandling af affald med høje koncentrationer af tungmetaller (herunder shredderaffald) identificeret, undersøgt og sammenlignet. Procesteknologierne for shredderaffald er termisk proces (pyrolyse, forgasning, forbrænding osv.) med og uden forbehandling.

Chinook Sciences Ltd., der leverer teknologier til forgasning, er gået sammen med genanvendelsesfirmaet European Metal Recycling Ltd. om at omdanne shredderaffald fra ophugning af biler til energi og genanvendeligt metal. Projektet kaldes Innovative Environmental Solutions UK Ltd. og skal behandle 120.000 tons shredderaffald om året. I projektet vil de anvende Chinook’s forgasningsteknologi (non-incineration gasfication), også kaldet RODECS^®, som vil nedbryde skadelige forbindelser og udvinde genanvendelige materialer^[69].

Stena Metall Group har udviklet en metode til at separere plast fra WEEE affald i to fraktioner, en med og en uden bromerede flammehæmmere. Anlægget i Sverige har kørt med fuld last et år, og er nu parat til at blive anvendt på anlæg rundt om i Europa^[70].

Ved behandlingen af shredderaffald skal det sikres, at der er tilstrækkelig kvalitet i restprodukterne (output) fra behandlingen, så behandlingen af shredderaffaldet er økonomisk rentabel. Endvidere skal metoderne sikre, at genanvendelsen er tilstrækkelig til at opfylde ELV-direktivet (Direktiv om udtjente køretøjer).

En anden vej teknologisk end shredding og sortering/oparbejdning af det blandede materiale er naturligvis at stille krav til producenter om produktansvar (tilbagetagning) og nem adskillelse af køretøjer efter endt brug. Dette kan fremmes gennem forskellige virkemidler, herunder aftaler, afgifter, pantordninger, osv.

PVC

Hård PVC-affald regenereres i Danmark på Dansk Affald A/S i Vojens, men oparbejdningen til nye PVC-produkter sker fortsat i udlandet. Producenterne anvender hovedsageligt den regenererede PVC til rørproduktion, og fabrikkerne ligger fortrinsvist i Tyskland og Nederlandene. Forsøg har vist, at PVC kan genanvendes mindst 7 gange i rør uden der sker en kvalitetsforringelse^[71].

Genanvendelsen i Danmark er organiseret af branchen^[72] og affaldet indsamles på genbrugsstationerne, hvor stort set alle kommuner er repræsenteret. Desuden indsamles en stor del fra entreprenører fra bygge- og nedrivningsprojekter. WUPPI indsamlede sidste år ca. 3500 ton hård genanvendeligt PVC-affald i Danmark^[73]. Den samlede mængde PVC behandlet i forbrændingsanlæg anslås til omkring 21.000 tons/år^[74].

På europæisk plan blev der i 2008 genanvendt 194.500 ton PVC-affald^[75] ud af en samlet mængde på omkring 3 mio. tons PVC affald^[76].

Ved en total og fuldstændig recirkulering af alt PVC-materiale i samfundet ville miljøproblemerne omkring PVC primært være begrænset til produktionen (samt sundhedsmæssige forhold omkring phatelater). En fuldstændig recirkulering kan dog ikke opnås, og det må derfor forventes, at der i fremtiden ville skulle bortskaffes PVC i en ikke kendt mængde. Dette kan måske give anledning til vurdering af materialet som sådan.

Glasfiber

Glasfiber, eller rettere glasfiberarmeret plastic, er et plastbaseret kompositmateriale, som består af en armering af glasfibre, som er indlejret i epoxy- eller polyester. Produkter af glasfiber omfatter vindmøllevinger, affaldscontainere, togdele, bildele, trailere, tagbokse, småbåde, skibe og produktionsrester. Mængden af affald af plastbaseret kompositmaterialer er vurderet til at være ca. 10.000 tons om året^[77]. Mængden forventes at stige i takt med at gamle vindmølleanlæg udskiftes eller lukkes.

Det meste glasfiberaffald deponeres. Dette skyldes dels, at der typisk er tale om meget store produkter, som ikke kan håndteres på forbrændingsanlæggene og den store glasfraktion, der ikke kan brænde og som danner en stor mængde slagge. Når glasfiberprodukterne er fremstillet ved en hærdende proces kan plasten ikke smeltes om og genanvendes til nye produkter. Ved almindelig produktion af vindmøllevinge er dette også gældende^[78]. Vindmøllevinger indeholder også kernematerialer, som kan være vanskelige at skille ad fra hærdeplasten.

Ud over forbrænding, sker der i dag kun en lille genanvendelse af vindmøllevinger. Materialet kan indgå i fiberbeton eller som råstofforlænger i mursten. Det neddelte kompositmateriale anvender man desuden som byggemateriale blandt andet til plader i vådrum. Kompositbranchen støtter udviklingen i både design og materialevalg, som i højere grad gør det muligt at genanvende udtjente møllevinger og andre kompositemner. Firmaet ReFiber planlægger i samarbejde med industrielle partnere at bygge et referenceanlæg i Danmark med en kapacitet på 5000 tons/år^[79]. Der er derfor en teknologisk udvikling i gang i Danmark og internationalt med henblik på øget genanvendelse af glasfiber. Dette kunne understøttes gennem mere innovativ incitamentsregulering.

Dæk

Der indsamles årligt 54.000 ton dæk til genanvendelse^[80] i Danmark (2006-mængder). Dækkene indsamles via de kommunale genbrugsstationer og via tilskudsordningen for indsamling af dæk under dækbranchens miljøfond, der fungerer som en tilskuds- og gebyrordning.

Dæk ønskes genanvendt af hensyn til ressourcebesparelsen og da der er en række gener forbundet med deponering og forbrænding. Ved deponering er der øget brandrisiko, og dækkene har en så høj brændværdi, at de vil optage en forholdsmæssig stor forbrændingskapacitet, hvis de bortskaffes til forbrænding. Genanvendelse af dæk er ressourcebesparende, idet der benyttes forholdsmæssigt store energimængder ved nyfremstilling^[81].

Dækkene bortskaffes til genanvendelse hos Genan, der siden 1990 har oparbejdet dæk til gummi, tekstil og stål. Gummigranulatet anvendes til bl.a. kunstgræs, legepladser og i produktet Road+ som anvendes i asfaltbelægninger for at forlænge holdbarheden og mindske vedligeholdelsesomkostningerne.

Genan har siden opstart af virksomheden i Viborg i 1990 videreført teknologikonceptet med yderligere 2 virksomheder i Tyskland, der i 2010 udvides med endnu en fabrik, som ved opstarten bliver verdens største fabrik for genanvendelse af dæk^[82]. Genan arbejder med en væksstrategi, der medfører yderligere vækst i Europa, Asien og USA inden 2018^[83]. Ved gennemførelse af vækststrategien indtager den danske virksomhed en førerposition i verden indenfor genanvendelsesbehandling af dæk.

4.2.6 Restprodukter fra forbrænding af affald

Affaldsforbrænding

Ved affaldsforbrænding fremkommer slagge, ristegennemfald, kedelaske og flyveaske samt restprodukter fra røggasrensning.

Genanvendelsen af slagge til entreprenørmæssige formål er tidligere sket under relativt liberale vilkår, men i 2000 udstedtes en ny bekendtgørelse med noget mere restriktive krav, baseret på slaggens udvaskningsegenskaber. Størstedelen af slaggen genanvendes stadig til entreprenørmæssige formål.

Askerne indeholder forskellige opløselige salte samt tungmetaller i en sådan koncentration og med sådanne udvaskningsegenskaber, at genanvendelse ikke er mulig og materialet må heller ikke deponeres på danske deponeringsanlæg. I stedet eksporteres askerne til specialdeponier i Tyskland og Norge.

Røgrensningsprodukterne afhænger af den valgte rensningsmetode. Ved tørre og semi-tørre processer fås et sammensat restprodukt. Restproduktet er et tørt, hygroskopisk pulver med stort saltindhold (primært kalciumklorid), stort tungmetalindhold og stor alkalinitet. Pulveret kan indeholde flyveaske. Det kan ikke genanvendes og må ikke deponeres i Danmark. I stedet eksporteres det, ligesom flyveaske, til Tyskland og Norge.

Ved våd rensning fås - foruden flyveaske - gips og afvandet hydroxidslam. Også disse restprodukter eksporteres^[84]. På nogle anlæg blander man uafvandet hydroxidslam og flyveaske, hvorved asken befugtes og gøres mindre støvende.

Der er i de senere år gennemført nogle danske forsøg til rensning af restprodukterne for at mindske behovet for specialdeponering. Hensigten er, at de rensede restprodukter skal kunne deponeres under mindre krævende forhold. De undersøgte processer består af saltekstraktion og efterfølgende stabilisering af remanensen med CO2 eller FeSO4^[85].

Mængderne af restprodukter mv fra forbrændingsanlæg ses af nedenstående Tabel 10.

Mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding afspejler naturligvis den mængde affald, der forbrændes. Som nævnt under de forskellige teknologier og affaldsstrømme, bør flere kredsløb søges lukket, hvilket normalt ikke kan ske ved termisk forbrænding. I takt med flere lukkede affaldsstrømme, vil mængden af restprodukter fra affaldsforbrænding derfor mindskes. I mellemtiden kan der fortsat ske en anvendelse af slagger og røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrænding til de nuværende formål.

Halm-aske

Ved afbrænding af halm og andre biobrændsler i kraft- og varmeværker fås tilsvarende restprodukter, dog naturligvis med en anden kemisk og materialesammensætning. Inklusiv aske fra blokvarmecentraler, individuelle kedler og brændeovne produceres årligt ca. 55.000 ton biomasseaske, hvoraf langt størstedelen er halmaske^[87]. Asken har, foruden et næringsstofindhold, også et indhold af miljøfremmede stoffer, især cadmium, som stammer fra den gødning, som blev brugt på markerne. Ved at anvende asken som gødning kan der spares dels på gødningen, dels reduceres cadmiumbelastningen. Imidlertid har tungmetalindholdet i aksen hidtil forhindret en fuldstændig genanvendelse af al aske fra halmafbrænding, herunder både flyveaske og bundaske.

Som nævnt i 0har Kommunekemi udviklet et anlæg til udvinding af gødningsindholdet fra flyveaske fra halmafbrænding, især kalium, som er et basisgødningsstof.

4.3 Sammenfatning

Organisk affaldskredsløb

Analysen af det organiske affaldskredsløb kan sammenfattes som følger:

• Omkring 1 mio. tons organisk affald fra husholdningerne behandles årligt i forbrændingsanlæg. Affaldet bidrager ikke i nogen væsentlig udstrækning til produktionen af el og varme, og affaldsstrømmen kan siges at være åben, da næringsstofferne og det organiske materiale i affaldet ikke tilbageføres til dyrkningsjord. Affaldsstrømmen kan i højere grad lukkes ved anvendelse af forskellige biologiske behandlingsmetoder, herunder især teknologier til produktion af biogas, bioethanol og biodiesel.
  
  
• Husdyrgødningen udgør omkring 32 mio. tons årligt, hvoraf kun omkring 4 % udnyttes i biogasanlæg eller på anden måde i energiforsyningen. Affaldskredsløbet er i princippet lukket, men med problemer omkring forvaltningen af næringsstofferne, især fosfor, i forhold til det yder miljø. Øget behandling i eksempelvis biogasanlæg kan forbedre dette forhold
  
  
• Halmproduktionen er ca. 5,5 mio. tons per år. En tredjedel af dette afbrændes i kraftvarme- og varmeværker samt i små gårdanlæg. En tredjedel anvendes i landbruget som foder, strøelse, mv, mens den sidste tredjedel ikke bjærges, men nedmuldes. To tredjedele af halmen indgår altså i et lukket kredsløb uden energiudnyttelse, mens den sidste tredjedel indgår i en åben strøm, hvor næringsstofferne og det organiske materiale i det store hele tabes, men energiindholdet udnyttes. Affaldsstrømmen kan i højere grad lukkes ved anvendelse af forskellige biologiske behandlingsmetoder, herunder især teknologier til produktion af bioethanol og biodiesel
  
  
• Slamproduktionen fra spildevandsanlæg er omkring 1 mio. tons per år med et tørstofindhold på omkring 100.000 tons. Energiindholdet udnyttes i vid udstrækning og omkring halvdelen af mængden udspredes på dyrkede arealer og indgår således i et lukket kredsløb. Den anden halvdel indgår i en åben stofstrøm idet slammet forbrændes med tab af næringsstoffer og det organiske materiale til følge. En mindre del af slammet er uegnet til genanvendelse pga. tungmetalindholdet. Den åbne del af stofstrømmen kan gøres mere lukket ved øget brug af biologiske behandlingsmetoder og direkte udspredning, hvis blandt andet indholdet af problematiske stoffer kan reguleres
  
  
• Andre kilder til organisk affald, primært landbruget og landbrugets forarbejdningsindustri (eksempelvis kartoffelmelsindustrien) producerer årligt omkring 8,5 mio. tons rest- og biprodukter med et tørstofindhold på omkring 1,2 mio. tons. Halvdelen af dette anvendes som foder eller som råmateriale for andre produktioner, mens den anden halvdel anvendes som gødning/jordforbedringsmiddel. Der sker en vis udnyttelse af energiindholdet. Rest- og biprodukterne indgår i det store og hele i lukkede kredsløb, men energiindholdet kunne udnyttes mere intensivt gennem eksempelvis bioforgasning eller andre biologiske metoder

Vedrørende mulighederne for behandling af det organiske affald kan analysen sammenfattes som følger:

• Flere teknologier til behandling af det organiske affald er tilgængelige på kommercielt niveau, herunder kompostering, bioforgasning, direkte forbrænding, termisk forgasning og produktion af biodiesel. Andre teknologier er næsten kommercielt færdigudviklede og udgør aktuelle alternativer for behandling af det organiske affald. Disse teknologier omfatter 2. generations bioethanolanlæg og synteseanlæg til konvertering af biomasse til flydende brændstof via forgasning. Disse teknologier adskiller sig med hensyn til energieffektivitet og med hensyn til, om de indgår i en åben stofstrøm eller om de kan udgøre et element i et lukket kredsløb.
  
  
• Her udmærker forbrændingsanlæg og termiske forgasningsanlæg sig med hensyn til udnyttelse af energiindholdet i affaldet med god effektivitet, men næringsstofferne og det organiske materiale i affaldet tabes. Generelt set kan anlæggene derfor ikke indgå som elementer i lukkede kredsløb, de behandler en åben stofstrøm
  
  
• Omvendt udmærker biogasanlæg, biodiesel- og bioethanolanlæg sig ved, at anlæggene kan indgå som elementer i lukkede kredsløb samtidig med, at energiindholdet i affaldet udnyttes ved en medium eller høj effektivitet
  
  
• Komposteringsanlæg kan indgå som element i lukkede kredsløb, men der sker ingen energiudnyttelse ved denne proces. Til gengæld kan der ske en vis opgradering af det organiske materiale, da der sker en omsætning af miljøfremmede stoffer, men ved ikke-veldrevne processer kan der ske tab af næringsstoffer.

Som nævnt i afsnit 4.1.5 bør der for hver affaldstype foretages en mere detaljeret analyse af de forskellige, mulige behandlingsteknologier med henblik på miljøforhold, næringsstofbalance, udnyttelse af organisk materiale og kulstoflagring, energieffektivitet, teknologisk stade, økonomi, strukturelle forhold og barrierer mv. som baggrund for en endelig anbefaling af behandlingsteknologi.

Teknologiske kredsløb

Analysen af det teknologiske affaldskredsløb kan sammenfattes som følger:

• 1,6 mio. tons ikke-bionedbrydeligt affald og papir/pap forbrændes i dag i forbrændingsanlæg. Dette affald udgør et potentiale for øget genanvendelse idet affaldet består af sådanne fraktioner som plast, metal, papir, pap
  
  
• Kan denne mængde inddrages, vil der være basis for mere end en fordobling af genanvendelsen af husholdningsaffaldet, især ved genanvendelse af plastfraktionen i affaldet
  
  
• En række såkaldte monoaffaldsstrømme, det vil sige specifikke affaldsstrømme, eksempelvis gips, autodæk, PVC, stenuld indsamles og genanvendes ved tilbageførelse til produktionen. Herved lukkes affaldskredsløbet med store positive miljø- og klimaeffekter. Hele mængden af affaldsstrømmen er dog endnu ikke omfattet af denne genanvendelse
  
  
• Andre monoaffaldsstrømme er stadig helt åbne, eksempelvis glasfiberarmeret plast og tagpap. Der er dog bestræbelser i gang for udvikling af genanvendelsesordninger for disse affaldsstrømme
  
  
• Mere sammensatte affaldsstrømme som eksempelvis farligt affald herunder shredderaffald indsamles og behandles separat, men indgår ikke i et lukket kredsløb. Affaldet behandles ved forbrænding og stabilisering med henblik på deponering. Disse affaldsstrømme er altså åbne
  
  
• Bygge- og anlægsaffald genanvendes i vid udstrækning i dag. Denne genanvendelse sparer råstoffer (f.eks. grus), men materialerne tilbageføres kun i mindre udstrækning til et lukket kredsløb, hvorfor affaldsstrømmene faktisk stadig er åbne
  
  
• Affald fra energisektoren, det vil sige røggasrensningsaffald, slagge og flyveaske fra forbrændingsanlæg, halmaske og lignende deponeres hovedsageligt. Visse dele af disse affaldsmængder anvendes dog som erstatningsmaterialer for eksempelvis cementproduktionen (flyveaske) og i anlægssektoren (slagge), hvorved der sker en ressourcebesparelse, men stofferne tilbageføres ikke til et lukket kredsløb, hvorfor affaldsstrømmene faktisk stadig er åbne
  
  
• Der er dog udviklet et koncept for genanvendelse af flyveaske fra halmafbrænding

Teknologierne til behandling af affaldsstrømmene i det teknologiske kredsløb er tilpasset den enkelte affaldsstrøm og er derfor meget forskellige. Forudsætningerne for at opnå en større grad af lukkede affaldskredsløb er enten sortering ved kilden af de forskellige affaldstyper og –fraktioner eller øget sortering efter indsamlingen og før den videre behandling (front-end sorteringsanlæg). En ny teknik er her Renescience, som kunne tænkes at erstatte tør sorteringsteknologi.

Teknikker til opnåelse af kildesortering er blandt andet optibag-systemer, fler-spandesystemer, nærgenbrugsstationer og egentlige genbrugsstationer.

Teknikker i forbindelse med central sortering omfatter forskellige metoder baseret på materialernes forskellige fysiske egenskaber.

Kildesorteringsordningerne og de centrale sorteringsteknikker udelukker ikke gensidigt hinanden. Faktisk bør der forud for ethvert centralt anlæg være en grad af kildesortering. Herved opnås større udsortering i bedre kvalitet.

I forbindelse med øget kildesortering i husholdninger, institutioner, serviceerhverv og industri er der en række virkemidler, som bør udnyttes for at opnå den størst mulige effektivitet. Disse omfatter eksempelvis forbud, påbud, aftaler, økonomiske incitamenter, sanktioner, holdningspåvirkning og uddannelse.

[22] Øvrige grundelementer for Regerings affaldspolitik: Forebygge affaldsdannelsen (både mængden og farligheden), reducere emissionerne af klimagasser fra affaldshåndteringen, sikre mest miljø for pengene, øge kvaliteten i affaldsbehandlingen, sikre en effektiv affaldssektor.

[23] LCA=livscyklusanalyse, analyse af alle miljøeffekter i hele produkternes levetid

[24]Affaldsstatistik 2006, Orientering nr. 2, Miljøstyrelsen, 2008

[25] Sammensætning af dagrenovation og ordninger for hjemmekompostering. Miljøprojekt nr. 868, Miljøstyrelsen, 2003

[26] Se f.eks. Miljøprojekt Nr. 856 2003, Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger 2001

[27] Det vides dog ikke hvor stor en mængde, der reelt tilbageføres til dyrkningsjorden og hvor meget, der deponeres i vejrabatter og lign.

[28] Miljøprojekt nr. 426 1999: Kortlægning og vurdering af storskrald

[29] Normalt opfattes husdyrgødning ikke som affald. Husdyrgødning medtages ikke i ISAG-opgørelserne

[30] Opgørelse af den danske biomasseressource til brug for fremstilling af biobrændstoffer til transportsektoren frem mod 2020, Steffen Bertelsen Blume, Henrik Hauggaard-Nielsen, Erik Steen Jensen, Risø-R-1665(DA), Risø 2008

[31] Jorden- en knap ressource. Samspillet mellem fødevarer, foder og bioenergi. Dansk potentiale i internationalt perspektiv. Fødevareministeriet 2008

[32] Energistyrelsens statistik

[33] Statistikbanken, Danmarks Statistik 2009

[34] Procentsatsen er muligvis højere da der sker eksport af spildevandsslam til jordbrugsformål i Tyskland og Sverige.

[35] MST Affaldsstatistik 2006 og Orientering nr. 3, 2009 fra Miljøstyrelsen

[36] Miljøprojekt nr. 397 1998 Organiske restprodukter i industrien

[37] Ibid. Se også Statistik for jordbrugsmæssig anvendelse af affaldsprodukter fra husholdninger og institutioner og virksomheder 2001, Miljøprojekt Nr. 858 2003

[38] Bygger på flere kilder, herunder kilder nævnt i fodnote 30, 31 og 32

[39] Affaldsstatistik 2006, Orientering nr. 2 Miljøstyrelsens, 2008

[40] Der fokuseres direkte i Affaldsstrategi 2009-12 del 2 på affaldsforebyggelse, herunder en informationskampagne

[41] Kildesorteret erhvervsaffald bliver fritstillet per 1/1-10. Derfor kan kommunerne ikke lave anvisningsordninger, men der er stadig muligheder for statslig reguleringen, eksempelvis generelle krav til indsamling, behandling samt aftaler med organisationer

[42] http://www.zea-iserlohn.de/

[43] http://www.snam.com/uk_pg1.htm

[44] http://www.saftbatteries.com/TheSaftGroup

[45] http://www.accurec.de/englisch/index.html

[46] Miljø- og samfundsøkonomisk analyse af indsamling og behandling af imprægneret affaldstræ, Miljøstyrelsen, Miljøprojekt 1208, 2008.

[47] Kilde: Waste Management World, e-update 17. april 2009: ”New process for dealing with WEEE plastics”, http://www.waste-management-world.com

[48] Kilde: http://www.lcdcenter.se

[49] Bekendtgørelse om sortering og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, nr. 20, af 11. januar 2010.

[50] MST miljøprojekt nr. 1106 og 1107, 2006 - For- og hovedprojekt om genanvendelse af brugt stenuld

[51] Oplysninger til LIFE

[52] MST miljøprojekt nr. 804, 2003 om ressourcebesparelser ved affaldsbehandlingen i Danmark

[53] Ibid. Glasuld kan anvendes som voksemedium for planter

[54] Ibid

[55] Gips Recycling A/S. Se http://www.gipsrecycling.dk/

[56] Internationalt Affaldsnyt, nummer 3, 2007

[57] MST Arbejdsrapport nr. 11, 2002 om etablering af praktisk anvendelige procedurer for accept af affald på deponeringsanlæg

[58] MST miljøprojekt nr. 593, 2001 om alternativer til blyinddækning

[59] Tarpaper Recyclings hjemmeside: www.tarpaper.dk, http://ec.europa.eu/danmark/eu politik/alle_emner/miljo/2008/081027_life-dk_da.htm og http://www.byggeteknik.dk/article/article_print.php?id=44208

[60] LIFE programmet støttede dog i 2005 et hollandsk projekt om genanvendelse af tagpap

[61] Genbrug af mursten ved maskinel afrensning, Specialerapport, Erhvervsakademiet København, 2005

[62] www.mst.dk

[63] www.ing.dk, artikel fra den 3. april 2009

[64] MST Orientering nr. 1, 2009 om sundhedsmæssig vurdering af PCB-holdige bygningsfuger

[65] www.dakofa.dk

[66] Jord, affald og renere teknologi, 3F og Det økologiske Råd, 2005 - download fra http://www.ecocouncil.dk/download/3f_jordaffald.pdf

[67] MST Orientering nr. 2, 2008 om Affaldsstatistik 2006 og MST Miljøprojekt nr.1133, 2006 om undersøgelse af mulighederne for termisk oparbejdning af mekanisk separeret shredderaffald

[68] MST Miljøprojekt nr. 1055, 2006 om metoder til behandling af tungmetalholdigt affald - fase 3

[69] Videncenter for Affald, Internationalt Affaldsnyt nr. 2, juni 2009

[70] Videncenter for Affald, Internationalt Affaldsnyt nr. 2, 2009

[71] PVC Informationsrådet

[72] WUPPI A/S, stiftet i 1998 med det formål at etablere en landsdækkende indsamlings- og genanvendelsesordning for byggeaffald af hård PVC i Danmark

[73] Videncenter for Affald, 2008

[74] Det gennemsnitlige PVC-indhold i affald til forbrænding i Danmark skønnes til 0,6 % af den samlede affaldsmængde af Ole Hjelmar, DHI – Institut for Vand og Miljø 2002

[75] Jf. VINYL 2010

[76] http://www.pvc.org

[77] Videnscenter for affald

[78] Forskningsprojektet Blade King vil udvikle en termoplastisk metode i stedet for den termohærdende proces. Højteknologifonden har for nyligt bevilget 30 mio. kr. til dette forskningsprogram, hvor LM Glasfiber arbejder sammen med Aalborg Universitet og Risø DTU (kilde: Videncenter for affald)

[79] http://www.refiber.com

[80] MST orientering nr. 2, 2008 om Affaldsstatistik 2006

[81] www.mst.dk

[82] Videncenter for Affald, Internationalt Affaldsnyt nr. 4, oktober 2008

[83] Artikel i Industriens dagblad den 4. november 2009, www.idag.dk

[84] Gips kan genanvendes fra kraftværkerne, men ikke fra affaldsforbrænding

[85] Videnscenter for affald

[86] Kilde: Affaldsstatistik 2006, Miljøstyrelsen

[87] Miljøprojekt nr. 962, 2004: Separation og genanvendelse af aske fra biobrændselsanlæg

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juli 2010, © Miljøstyrelsen.