4) Omfatter slagger, som anvendes til anlægsformål. Det bemærkes, at der i de sammenfattende vurderinger og i resumé ikke skelnes mellem deponering og anvendelse til anlægsformål. De angivne mængder er opløseligt aluminium. Omsætningen af aluminium med mineraler til deponi og anlægsformål med fx. byggeaffald anslås jf. afs. 3.3.4 at være i størrelsen 100.000-300.000 tons.

5) Restprodukter fra jern- og stålfremstilling og sekundær-aluminium produktion er medregnet under "deponering" og indgår derfor ikke særskilt i sammenregningen. Angivelsen omfatter kun omsætningen af metallisk aluminium.

Aluminium erstatter overvejende stål i motor, karosseri, gearhus og brændstoftank mv.

I tabellen nedenfor er opsummeret hvilke egenskaber, der udnyttes i de enkelte anvendelser. I de tilfælde, hvor der kan peges på en enkelt egenskab, som alene er afgørende for materialevalget, er denne fremhævet med fed.

4.1.3 Substitutionsmuligheder

Der er i dette kapitel nævnt en række materialer, som kan substituere for aluminium. Det er dog generelt kendetegnende, at aluminium anses for et bedre egnet materiale end substitutterne til de beskrevne anvendelser. Det er derfor ikke realistisk at tro på en nedgang i brugen af aluminium som følge af substitution.

Omvendt har det ikke været muligt at finde eksempler på anvendelser, hvor aluminium ikke bruges i dag, men potentielt kunne substituere andre materialer.

Udviklingen i brugen af aluminium vil derfor forventeligt ske indenfor de produktområder, hvor aluminium anvendes i dag. Generelt kan der forventes en stigning i brugen af aluminium indenfor alle beskrevne produktgrupper. Særligt stor fremgang i forbruget kan man forvente til konstruktion af personbiler og busser samt i byggevarer.

4.2 Muligheder for ændrede produktdesigt og genanvendelsekredsløb

Tab af aluminium forekommer dels i form af mængdemæssige tab, dels som kvalitetstab. Som det ses nedenfor, er det ofte vanskeligt at begrænse de mængdemæssige tab gennem ændrede produktdesign. Der ligger derimod et potentiale i at hindre de kvalitetsmæssige tab.

Med få undtagelser bliver aluminium i genanvendelseskredsløbet genbrugt som støbelegeringer, hvilket ofte betyder en kvalitetsmæssig forringelse. Støbelegeringer har ofte et større indhold af legeringsmetaller, end det materiale smelteværkerne modtager fra produkthandlerne. Dette skyldes, at produkthandlerne og smelteværkerne kun har ringe mulighed for at genkende og separere de enkelte legeringer og derfor bruger genbrugsmaterialet i højt legerede produkter.

Aluminium fra biler genanvendes i stor udstrækning, men materialet undergår en kvalitetsforringelse i forbindelse med genanvendelsesprocessen. Dette skyldes, at det ikke er muligt for autoophuggerne at genkende de enkelte legeringer. Legeringer fra personbiler og busser er således eksempler på relativt kostbare legeringer, som i Danmark går delvis tabt i forbindelse med materialegenanvendelse. Måder at bevare disse legeringer på kan være, at

brugte køretøjer returneres til producenternes demonteringsanlæg,

følge det tyske eksempel og forpligte danske værksteder til at sortere udskiftede reservedele med henblik på at levere disse tilbage til producenternes demonteringsanlæg, producenterne udstyrer danske autoophuggere med demonteringsvejledninger, udrangerede køretøjer ikke shreddes, men demonteres, produkterne mærkes med, hvilken legering de består af.

Flere andre produkttyper er ligeledes forbundet med tab af materialeegenskaber ved genanvendelse. Det kan eksempelvis dreje sig om dåser og visse bygningselementer, hvor en demontering ikke kommer på tale forud for omsmeltningen. Her vil det være oplagt at mærke produkterne med sammensætningen af legeringerne for ad den vej at skabe et semilukket kredsløb for de enkelte legeringer.

4.2.2 Mængdemæssige tab af aluminium

Mængdemæssige tab af aluminium begrænser sig til forholdsvis få produkttyper, som er kendetegnet ved, at aluminium forekommer i små mængder pr. produktenhed, at aluminiumet er tilsmudset efter brug, eller at aluminiumet er indbygget i større komplekse produkter.

Det helt dominerende ressourcetab sker i forbindelse med brugen af folier og i mindre grad i forbindelse med aluminium i beholdere og i elektroniske produkter.

Da de dominerende tab af aluminium finder sted for emballagerne og elektroniske produkter, er det største potentiale for reduktion i aluminiumtabet også forbundet med disse produkter. Der vil i dette afsnit derfor blive fokuseret på disse to produktgrupper.

Emballage

Emballagerne er den enkeltstående produktgruppe, som foranlediger det største tab af aluminium. De vigtigste årsager til dette store tab er at der ikke er rettet en systematisk indsamlingsindsats mod disse produkter, at aluminiumet efter brug ofte er forurenet med madrester, at det forekommer i meget små enheder, som ofte ikke vejer mere end nogle få gram, at aluminium forekommer i produktsammenhænge, hvortil der ikke eksisterer genanvendelsesmuligheder i Danmark (fleksible emballager, kartoner o.a.).

olier Aluminiumemballager i form af tynde folier egner sig ikke til genanvendelse. Efter brug er disse produkter ofte tilsmudsede med fødevarerester og kræver rengøring, før de kan omsmeltes. Endvidere er en meget stor del af aluminiumfolierne laminerede med forskellige plasttyper, lak, lim og andre organiske materialer og endelig vejer aluminiumet i den tomme emballage sjældent mere end et par gram.

Derimod er disse produkter velegnede til termisk genanvendelse, da de har en stor specifik overflade og derfor forbrænder godt. Derved løses også det bakteriologiske problem forbundet med madresterne.

Ved forbrændingen genvindes 10-20% af fremstillingsenergien for materialet. Forbrænding af 1,0 ton aluminium vil give 1,9 ton aluminiumoxid i slaggen.

Fleksible emballager, juice- og vinkartoner samt tynde og eventuelt laminerede folier er alle emballagetyper med meget tynde aluminiumlag (typisk 7-12 mm). Genanvendelsesraten for aluminium i folier kan ikke øges gennem ændrede produktdesign, men tabet kan mindskes ved substituering. I stedet for husholdningsfolie kan anvendes plastfilm, og for flere typer fødevareemballering gælder det, at hele produktionen emballeres i forhold til de partier, der stiller størst krav til emballagens barriereegenskaber.

Genanvendelse af aluminium fra emballagerne kan indgå i overvejelser omkring en generel genbrug af materialer fra kartoner mm, hvor det største potentiale vil ligge i genbrug af kartonfraktionen.

Tykke folier

De lidt tykkere folier anvendes primært til bakker og dåser af aluminium til fødevareemballering. Disse har en så høj stykvægt, at genanvendelse må anses for at være en potentiel mulighed. Genanvendelse vil kræve, at emnerne rengøres i en grad, så der ikke opstår mikrobielle arbejdsmiljøproblemer ved håndteringen af emnerne.

Emballagebeholdere

Emballagebeholdere i form af dåser og andre beholdere er tungere pr. enhed end folieemballagerne og er derfor principielt bedre egnet til genindsamling. En forbedring af genanvendelsesraten for disse produkter stiller snarere krav til genvindingsteknologien end til produktdesignet.

Generelt kan det siges, at emballagerne ved bortskaffelse så vidt muligt skal kunne adskilles i rene fraktioner for hvert indgående materiale.

En forhøjelse af genanvendelsesraten for disse produkter vil derfor snarere stille krav til indsamlingssystemerne end til produktdesignet. Som det er nu, skal borgerne samle sammen i adskillige måneder for at få et kg aluminium med en handelsværdi på et par kroner.

Indsamling af aluminium sammen med øvrige metaller er en mulig måde at forøge genindsamlingen af aluminium fra husholdningerne på. Dette vil forudsætte, at metallerne efterfølgende sorteres på indsamlingsstationerne eller hos skrothandleren. Dette er praktisk muligt.

Det antages ikke at være realistisk at opnå høje genanvendelsesrater for aluminiumbeholdere med systemer, der alene er baseret på aluminiumindsamling.

En mulighed kan være at foretage en generel indsamling af metaller fra husholdningerne i stedet for en indsamling målrettet efter aluminium. Dette vil give borgerne en fornemmelse af, at deres indsats betyder noget volumenmæssigt. En blandet metalfraktion kan efterfølgende adskilles manuelt eller automatisk i de enkelte hovedmetaller.

Elektroniske produkter

De to største problemer i forbindelse med genanvendelse af aluminium fra elektroniske produkter og andre komplekse varer er, at aluminiumet ofte er for vanskeligt at få ud af apparatet, og at det ofte er "forurenet" med bøsninger, skruer og spåner af andre metaller, hvor især jern er uønsket.

Fra flere sider er der enighed om, at komplekse varer skal samles med klik-samlinger fremfor med lim, lodninger, svejsninger, skruer og nitter, som tilfældet er i dag. Det vil lette arbejdet betydeligt på demonteringsanlæggene og formentlig mindske andelen af produkter, som skilles ad i shredderanlæg. Ved shredding vil størstedelen af aluminiumet genvindes i en blandet fraktion. Demontering giver i modsætning hertil mulighed for at separere i forskellige fraktioner efter kvalitet og overfladebehandling af aluminiumet. Demontering bevarer derfor flere af materialets egenskaber, end tilfældet er for shredding.

Der er ikke fremkommet forslag til måder, hvorpå man kan undgå at lave bøsninger i aluminiumet. Det er blot ønskeligt, at disse så vidt muligt undgås.

4.3 Udviklingstendenser i brugen af aluminium

Der er i dette kapitel og bilag 1 peget på en række alternative materialer til aluminium. Brugen af aluminium er dog generelt i fremgang og der ses en stigende tendens inden for alle produktgrupper.

Til brug i elektroniske produkter, kabler, emballager og transportmidler har tendensen entydigt været, at aluminium i stigende grad substituerer for en række andre materialer. Dette skyldes, at aluminium har en række forskellige attraktive egenskaber, som gør det konkurrencedygtigt i forhold til mange kriterier. Disse kan bl.a. være kriterier om lav vægt, prisbillighed og barriereegenskaber.

Som erstatning for aluminiumfolierne i kartoner og brikker til drikkevarer er der foreslået enkelte alternative materialer: EVOH og X-board. Disse produkter har ifølge emballageproducenterne et ringere forhold mellem kvalitet og pris end aluminium har og giver desuden emballagerne et mindre attraktivt udseende. Det kan derfor ikke forventes, at markedskræfterne vil føre til brug af disse materialer.

Også for visse typer emballagebakker fremstillet af aluminiumfolier er der foreslået substitutter. Disse er forskellige typer plast (PET, PP og PS), pap, og kombinationer af plast og pap samt brug af tallerkener. Der kan ikke drages generelle konklusioner vedrørende hvilke materialer der bør foretrækkes til denne anvendelse da det i høj grad vil være afhængig af dimensionerne på bakkerne samt bortskaffelsesmetoden.

5. Sammenfattende vurdering

5.1 Forbruget af aluminium i Danmark.
5.2 Bortskaffelse og tab af aluminium til omgivelserne
5.3 Massebalance for aluminium.

5.1 Forbruget af aluminium i Danmark.

De foreliggende oplysninger om forbruget af aluminium er sammenfattet i tabel 5.1

Det samlede forbrug i 1994 kan på basis af tabellen opgøres som følger:

Metallisk aluminium

Metallisk aluminium anvendes til mange formål og optræder i små mængder i en stor del af alle industriprodukter, og der er ingen enkeltanvendelser, som udgør en overvejende del af forbruget.

De væsentligste enkeltanvendelser af aluminium som metal er:

• Personbiler (incl. reservedele): 13% af forbruget som metal
• Facadeplader og inddækninger: 10% af forbruget som metal
• Elektriske ledere: 8% af forbruget som metal

Forbruget af aluminium med kemikalier udgjorde kun 0,5% af det samlede forbrug. De vigtigste anvendelser var med fældningskemikalier, flammehæmmere, slibemidler, vaskemidler og papir, der hver udgjorde mindre end 0,1% af det samlede aluminiumforbrug. Det samlede forbrug med kemikalier svarer til kun 2% af forbruget af aluminium som metal.

Aluminium udgør omkring 8% af jordskorpen og omsættes således i meget store mængder med mineraler. I denne analyse er kun medtaget de dele af omsætningen med mineraler, hvor produkterne i sidste ende kan ende i spildevand, affaldsforbrænding eller deponi. I praksis vil det sige, at analysen indeholder en opgørelse af omsætningen med lermineraler, kalk og kridt. De største bidrag kommer fra ler til tegl, ler til letklinker, lermineraler i papir (kaolin) og kalk til cement. I store træk vil produkterne bortset fra papir efter tilsigtet anvendelse ende på deponi eller genanvendes til opfyldningsmaterialer i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder.

Aluminium omsattes som følgestof primært med kul, hvor omsætningen er estimeret til 60.000-169.000 tons Al.

Der foreligger ingen tidligere opgørelser af aluminiumforbruget i Danmark, som det er muligt at sammenligne med. Forbruget af råvarer og halvfabrikata af aluminium, som anvendes til produktion i Danmark, steg i perioden 1983 til 1993 med ca. 35% (af forbruget i 1983) //. Forbruget med færdigvarer må formodes at have fulgt samme udvikling, og der ses et stigende forbrug af aluminium indenfor de fleste anvendelsesområder. Aluminiumproduktionen i hele verden steg i perioden 1960 til 1990 med en faktor 4. Det danske forbrug må forventes i store træk at være steget tilsvarende.

Tabel 5.1 Se her!
Forbrug af aluminium i Danmark, 1994.

5.2 Bortskaffelse og tab af aluminium til omgivelserne

Bortskaffelse af aluminium til deponier og tab af aluminium til omgivelserne er sammenfattet i tabel 5.2.

Det er i en beskrivelse af strømmene til jord, vand og deponier hensigtsmæssigt at adskille, hvorvidt der er tale om anvendelse af aluminium som metal eller kemikalie eller anvendelse af aluminium i mineraler.

Det samlede tab til deponier, hvis der ses bort fra deponering af mineraler og restprodukter fra kulfyring, udgjorde 14.000-27.000 tons Al. Af dette skønnes det, på basis af opgørelser af kilder til aluminium i fast affald, at metallisk aluminium udgjorde i alt 11.300-22.000 tons. Tab af metallisk aluminium fremgår i øvrigt af tabel 5.3.

Emission til luft

Emission af aluminium til luft vil ske i forbindelse med afbrænding af kul og andre brændsler, støbning af aluminiumstøbegods, affaldsforbrænding, samt fremstilling af cement, tegl, sekundær-aluminium, jern og stål.

Der er ingen vejledende grænseværdier for aluminium i røggas og stort set ingen tilgængelige målinger.

Aluminium i kul repræsenterer omkring 1/3 af den samlede aluminiumomsætning i Danmark. Der har ikke kunnet fremskaffes konkrete emissionsmålinger fra danske kraftværker, men på baggrund af litteraturværdier anslås emission at være i størrelsen 30-170 tons Al/år.

Denne emission vil sammen med emissionen fra affaldsforbrænding, som også er estimeret på baggrund af litteraturværdier, formentlig udgøre langt den væsentligste del af emissionen fra danske kilder. At der skives "formentlig" skyldes, at det ikke har været muligt at fremskaffe data vedrørende emission af aluminium fra fremstilling af tegl og cement, hvor der omsættes betydelige mængder aluminium med mineraler.

Tab af aluminium til jord er helt domineret af det indirekte tab via spildevand til slam, som spredes på landbrugsjord. Med slam vil der spredes i størrelsen 570-800 tons Al i form af opløselige forbindelser. De væsentligste kilder til opløseligt aluminium i spildevand vurderes at være aluminiumholdige fældningskemikalier, som anvendes i renseanlæg, og aluminiumholdige zeolitter i fosfatfrie vaskemidler.

Der findes ingen opgørelser af, hvor meget aluminium der efterlades med udtjente kabler i jorden, men mængden bliver her anslået til 20-100 tons Al. Denne mængde vil dog kunne stige meget væsentligt, hvis den nuværende praksis vedrørende udtjente jordkabler fortsætter når de aluminiumkabler, der er lagt de senere år, er udtjente.

Tabel 5.2 Se her
Tab af aluminium til omgivelserne og deponi; 1994.

Offeranoder anvendt til katodisk beskyttelse af havneanlæg og skibe var største kilde til tab af opløseligt aluminium til havmiljøet. Tabet er opgjort på grundlag af salget af offeranoder i Danmark, men da skibene kun i mindre omfang sejler i danske farvande, repræsenterer tabet således ikke tilførsel af aluminium til danske farvande.

Opløseligt aluminium i spildevand blev for ca. 97% vedkommende tilbageholdt i renseanlæggene. Udledningerne med spildevand og regnvand skyldes derfor hovedsageligt udledninger uden om renseanlæggene, som her er groft estimeret på et spinkelt grundlag.

De foreliggende oplysninger om såvel tilsigtede som utilsigtede tab af metallisk aluminium i Danmark i 1994 er sammenfattet i tabel 5.3. Det samlede tab kan opgøres til 13.600-25.100 tons.

Til sammenligning anslås, at der samlet blev indsamlet og genanvendt 27.100-37.200 tons metallisk aluminium. Baseret på middelværdierne kan det således estimeres, at tabet udgjorde ca. 38% af den samlede mængde der bortskaffes/tabes.

Tab af aluminium med emballager, der bortskaffedes til forbrænding/deponi, tegnede sig for ca. 48% af det samlede tab.

Bortskaffelse af andre produkter udgjorde i alt ca. 23% af det samlede tab. Det drejede sig især om aluminium i sammensatte produkter som elektronik, håndværkstøj, husholdningsapparater, belysningsarmaturer mm. Det skal dog bemærkes, at der kun er en meget begrænset viden om, hvorledes disse produkter faktisk bortskaffedes. For få år siden ville de være blevet bortskaffet med storskrald til forbrænding eller deponi, men i de senere år, er der sket en stigende frasortering af metalliske produkter, som bortskaffes via produkthandlere.

Affald fra fremstillingsindustri, primært fra støbeprocesser og overfladebehandling, tegnede sig for ca. 8% af det samlede tab. Affaldet fra overfladebehandling bliver i stigende omfang genanvendt til fremstilling af fældningskemikalier.

Omsætning med jern og stål i form af aluminiumdele i jern- og stålskrot og deoxideringsmetal, som tilsættes til jernsmelten, tegnede sig for ca. 9% af det samlede tab. Til disse anvendelser er der dog ikke tale om utilsigtede tab, men en tilsigtet anvendelse af aluminium som offermetal.

Anvendelsen af aluminium som offermetal ved stålfremstilling og til katodisk beskyttelse af havneanlæg og skibe tegnede sig således samlet for ca. 12% af det samlede tab.

Tab af metallisk aluminium til affald vil kunne mindskes med øget genanvendelse, men en række af tabene skyldes oxidation af metallisk aluminium og vil kun kunne mindskes gennem substitution eller ændrede produktionsprocesser. Det drejer sig om rundt regnet 3.600-4.700 tons Al, som tabes ved omsmeltning af skrot, ved overfladebehandling eller anvendes som deoxidationsmetal ved stålfremstilling eller som anoder på skibe og havneanlæg. Det producerede aluminiumoxid vil evt. kunne genanvendes til fx fældningskemikalium.

Tabel 5.3 Se her
Tab af metallisk aluminium i Danmark, 1994.

Noter:

tabet Inden for nogle anvendelsesområder er mængden, der aktuelt bortskaffes, betydeligt mindre end forbrugsmængden. Det betyder, at der med den nuværende bortskaffelsespraksis vil være et potentiale for et øget tab i fremtiden. Tabet med elektriske og elektroniske produkter, som i 1994 udgjorde ca. 11% af det samlede tab, vil potentielt kunne fordobles, men det må forventes at tabet som resultat af den planlagte regulering af bortskaffelsen mindskes. I relation til andre produkter, som udgjorde omkring 14% af det samlede tab, var bortskaffelsesmængderne i gennemsnit ca. 40% af forbrugsmængderne. Med en uændret praksis vil denne fraktion således kunne mere end fordobles. Byggematerialer udgjorde kun 1% af det samlede tab, men inden for byggematerialer vil der kunne ske en væsentlig stigning, da bortskaffelsesmængderne af sammensatte produkter, hvorfra det er vanskeligere at genanvende aluminium, aktuelt kun udgør en lille del af forbrugsmængden. Det drejer sig om beslag af aluminium (forbrug: 580-880 tons Al), vinduer af plast (forbrug: 2.500-3.700 tons Al) og lister af aluminium på fx trævinduer (forbrug: rundt regnet 100-400 tons Al).

Med en uændret praksis vedrørende udtjente jordkabler må det forventes, at mængden der efterlades i jorden vil stige (i takt med at de aluminiumholdige jordkabler kasseres). Det er ikke muligt præcist at angive hvor meget det vil kunne stige, men det anslås potentielt at kunne stige til 1.000 tons Al.

Tab fra sekundær-aluminiumproduktion må forventes at stige i takt med at mængderne, der bortskaffes, stiger. Det angivne tab på 880-1.200 hidrører fra omsmeltning af ca. 20.000 tons skrot. Hvis der regnes med at 80% af det aktuelle forbrug på et eller andet tidspunkt skal omsmeltes vil det samlede tab fra omsmeltningsprocessen være i størrelsen 3.000 tons Al.

Samlet vil tabet således potentielt med uændret forbrug og bortskaffelsespraksis kunne stige med rundt regnet 7.000-12.000 tons svarende til ca. 50% af det nuværende tab.

I et lukket genanvendelseskredsløb for metallisk aluminium vil der ske tab i forbindelse med en række processer. Tabene resulterer i, at der selv i et lukket genanvendelsessystem skal tilføres en vis mængde jomfrueligt aluminium ved hver livscyklus. Tab sker primært i forbindelse med overfladebehandling og omsmeltning af skrot og produktionsaffald.

Tabene i forbindelse med valsning og ekstrudering vil baseret på internationale opgørelser være af størrelsen 0,3-0,5%, da stort set alt affald kan recirkuleres. Ved processen vil, ligeledes baseret på udenlandske erfaringer, i størrelsen 25-30% af råvarerne ende i affald, som returneres til omsmeltning. Tabene ved denne omsmeltning vil formentlig være mindre end tabene ved fremstilling af sekundær-aluminium ud fra skrot, og det vurderes, at de samlede tab ved forarbejdningen er ca. 1% af det omsmeltede. Det samlede tab i tilknytning til valsning/ekstrudering er således på ca. 0,6-0,9% (ca. 0,3% i forbindelse med smeltning af den tredjedel som recirkuleres).

I forbindelse med overfladebehandling sker der dels et tab ved afrensnings- og bejdseprocesser. Ved afrensning og bejdsning af profiler og plader vil i størrelsen 1-2% af materialet ende i et slamprodukt, hvor aluminiummet efter oparbejdning kan genanvendes som fældningskemikalium til spildevandsrensning. //

Ved anodisk oxidation dannes der typisk et oxidlag på ca. 10-20 m m. Selv et tykt oxidlag udgør dog kun i størrelsen 0,1% af den samlede materialevægt. Oxidlaget vil i forbindelse med omsmeltning ende i slaggen og være indregnet i tabet fra denne proces.

I forbindelse med omsmeltning af aluminiumskrot sker der, hvis der tages udgangspunkt i danske erfaringer, et tab af størrelsen 5-7%, som bliver deponeret.

Samlet vil der således selv i et lukket genanvendelseskredsløb pr. generation ske et tab af størrelsen 7-10%, som skal erstattes af jomfrueligt aluminium.

Kvalitative forringelser af aluminiumressourcen sker ved, at der ved omsmeltning af aluminiumskrot sker en sammenblanding af aluminiumlegeringer, således at anvendelsesmulighederne for sekundær-aluminium - gradvist gennem gentagne omsmeltninger - vil indsnævres.

Aktuelt volder sammenblandingen kun mindre problemer, da aluminiumforbruget er steget stærkt de seneste årtier. Omsætningen af aluminium med skrot er derfor på kun ca. 30% af forbruget med nye produkter. Dette betyder, at der stadig er gode afsætningsmuligheder for sekundær-aluminium, som anvendes til støbelegeringer med et højt indhold af legeringsmetaller. For højt indhold af legeringselementerne magnesium og jern kan dog aktuelt volde problemer i relation til produktion af støbelegeringer af sekundær- aluminium. Sekundær- aluminium med højt indhold af jern og magnesium afsættes derfor til stålværker, hvor det anvendes som deoxideringsmiddel og kredsløbet aflastes på denne måde for stigende indhold af disse metaller. Forbruget af aluminium til stålfremstilling i Danmark er på ca. 1% af den samlede aluminiumomsætning.

Uheldigvis er det således, at det hovedsageligt er det reneste og mest genanvendelsesegnede aluminium, der tabes med emballage til forbrænding og med anoder til vandmiljøet. Sekundær-aluminium af blandet skrot egner sig ikke til valsede produkter eller anoder, og der er derfor ikke umiddelbart mulighed for at "aflaste" kredsløbet, ved at anvende sekundær-aluminium til emballageformål eller anoder.

Ud over rent metallisk produktionsaffald, som eksporteres til omsmeltning på primærværker, bliver stort set alt skrot enten i Danmark eller i udlandet omsmeltet til støbelegeringer eller stålværksaluminium.

g stål Aluminium anvendes som deoxideringsmiddel i forbindelse med produktion af jern og stål. Aluminium, som optræder i jern- og stålskrot, vil derfor oxideres og ende i form af oxider i slagger fra stålfremstillingen. Aluminium udgør ikke - som det er tilfældet med kobber og tin - et problem i forhold til gentagen recirkulation af stål.

5.3 Massebalance for aluminium.

På grundlag af de foreliggende oplysninger er massebalancen for Danmark for metallisk aluminium og aluminium i kemikalier illustreret i figur 5.1. I forhold til oplysningerne om tab i tabel 5.2 er tabene til deponier korrigeret for bidraget fra aluminium i mineraler og som følgestof.

Tabellen fraviger fra paradigmet vedrørende massestrømsanalyser //, ved ikke at medregne aluminium som følgestof og mineraler, men denne fravigelse er valgt for at fokusere balancen på metalliske anvendelser.

Sekundær-aluminium produktion

Produktionen af sekundær-aluminium på 18.200 tons Al er i figuren for oversigtens skyld illustreret som en recirkulation inden for landets grænser, hvilket ikke helt er tilfældet. I 1994 kom kun halvdelen af skrottet fra indenlandske kilder, mens resten blev importeret. Summen af "Nettoeksport med skrot" og "Recirkulation" udtrykker mængden af aluminium som indsamles i Danmark til genanvendelse. Den årligt indsamlede mængde er således estimeret til 27.100-37.200 tons Al, hvoraf 930-1.500 tons tabes til affald i forbindelse med oparbejdning (ikke omsmeltning) af sammensatte produkter.

Ophobning i samfundet

Forbruget af aluminium var i 1994 ca. dobbelt så stort som mængden, der fraførtes. Der skete således en akkumulation af aluminium i samfundet i størrelsen 29.800-39.700 tons. Aluminium akkumuleres i samfundet i en lang række produkter eksempelvis byggematerialer, transportmidler og elkabler. Det er ikke muligt på det nuværende grundlag, at vurdere præcist hvor meget aluminium der aktuelt er akkumuleret i samfundet. Hvis der oversigsmæssigt regnes med, at der i transportmidler er ophobet en mængde svarende til 10 års forbrug på 1994-niveauet, er der alene i transportmidlerne ophobet 200.000-300.000 tons Al. Et andet overslag kan opnås ved at antage, at halvdelen af det metalliske aluminium forbrugt i perioden 1960-1994 i 1994 var ophobet i samfundet. Dette ville betyde, at der var ophobet 500.000-1.000.000 tons i samfundet, som her skal vurderes at give et rimeligt estimat af den ophobede mængde.

Atmosfærisk nedfald

Der foreligger ingen oplysninger om atmosfærisk nedfald af aluminium og atmosfærisk nedfald er ikke omfattet af den foreliggende balance, som kun vedrører metallisk aluminium og aluminium anvendt med kemikalier.

Figur .1 Se her!
Massebalance for metallisk aluminium og aluminium anvendt i kemikalier; 1994 ¹⁾.

Referencer

1. Kaas, T., J. Larsen, C.W. Nielsen & O. Holm. Materialestrømsanalyse for aluminium. Forprojekt. COWI og DTI, Miljøteknik for Miljøstyrelsen, sep. 1995.

2. Hansen, E. & A. Boisen. 1993. Paradigma for massestrømsanalyser. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 57/1993. Miljøstyrelsen, Kbh.

3. Danmarks Statistik 1990-1994. Varestatistik for Industri og Udenrigshandelen fordelt på varer og lande.

4. Hansen, E. 1995. Miljøprioritering af Industriprodukter. Miljøprojekt nr. 281. Til projektet er der udviklet en produktdatabase med sammensætningsoplysninger. Miljøstyrelsen, Kbh.

5. World mineral production 1989-93. Preliminary Statistics. 1995. British Geological Survey, Nottingham.

6. Ecological profile report for the European Aluminium Industry. 1996. European Aluminium Association (EAA), Bruxelles.

7. Ullmann’s Encyclopedia of Industrial Chemistry, 5. reviderede oplag, 1985. VCH Verlaggesellschaft mbH, Weinheim.

8. Kirk-Othmer Encyclopedia of Chemical Technology, 4. ed., 1992. John Wiley & Sons, New York.

9. Lemkow, J., R. Crepaz & O. Hussmann. 1992. Renere teknologi i jern- og metalstøberier. Miljøprojekt nr. 191. Miljøstyrelsen, Kbh.

10. Christiansen, K., A. Grove, L.E. Hansen, L. Hoffmann, A.A. Jensen, K. Pommer & A Schmidt. 1990. Miljøvurdering af PVC og udvalgte alternative materialer. Miljøprojekt nr. 131. Miljøstyrelsen, Kbh.

11. Aluminium og Miljø, Nyhedsbrev nr. 2, 1996.

12. J. Hansen, Sekretariat for Aluminium og Miljø. Notat om forsyningsmængderne for aluminiumemballage, oktober 1995.

13. Schmidt, A., L. Hoffmann & T. Andersen. 1992. Aluminiumsbelagte kartoner. Miljømæssig belastning og genanvendelsesmuligheder. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 38. Miljøstyrelsen, Kbh.

14. Genvindingsbranchen er klar til dåser. Nyhedsbrev nr. 3, juni 1996, GenvindingsIndustrien, København.

15. P. Hye, Metalforeningen. Personlig oplysning, oktober 1996.

16. Miljøskadelige og verdifulle stoffer i elektrisk og elektronisk avfall og Elektrisk og elektronisk avfall - omsetningstall, avfallsmengder og håndtering. Hjellnes COWI AS for Miljøverndepartementet, Oslo, oktober-november 1995.

17. Legarth, J.B. 1994. Bortskaffelse af elektronikprodukter. Miljøprojekt nr. 280. Miljøstyrelsen, Kbh.

18. Søndergaard, B.N. & F.M. Christensen. 1993. Environmentally benign disposal of television sets - A study on possibilities for TV-set recycling today and in the future. DTU eksamens projekt.

19. Danwaste A/S & Rendan A/S. 1992. Skrotning af elektroniske apparater. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 18. Miljøstyrelsen, Kbh.

20. Hansen, G., A. Nielsen & K. Pommer. 1993. Elektriske og elektroniske produkter. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 53. Miljøstyrelsen, Kbh.

21. Teknologiovervågning. Sammensatte produkter. Elektriske og elektroniske produkter. Videncenter for Affald og Genanvendelse, 1994.

22. Lassen, C. og E. Hansen. 1996. Massestrømsanalyse for bly. Forbrug, bortskaffelse og udslip til omgivelserne i Danmark. Miljøprojekt nr. 327. Miljøstyrelsen, Kbh.

23. Informationsmateriale om Audi Space Frame, 1996.

24. Tal og fakta 1995. Hydro Aluminium Metal Products, Oslo.

25. Ny statistik om bilmarkedet 1992-1994. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 123, 1995. Danmarks Statistik, Kbh.

26. Nielsen, B. 1994. Fældningskemikaliers indhold af miljøfremmede stoffer. Miljøprojekt nr. 255. Miljøstyrelsen, Kbh.

27. Baseret på personlige oplysninger fra Sjælsø Vandværk, Skagen Vandværk og Københavns Vandforsyning.

28. Damborg, A. & F. Pedersen. 1993. Compact-vaskemidlers miljømæssige egenskaber. Tekniske meddelelser fra Forbrugerstyrelsen nr. 4/1993. Forbrugerstyrelsen, Kbh.

29. Danmarks natur. Landskabernes opståen. 1979. Politikens Forlag A/S og Gads natur forum, Kbh.

30. Bowen, H.J.M. 1979. Environmental chemistry of the elements. Academic Pres Inc., London.

31. J.J. Scott-Fordsmand & M.B. Pedersen. 1995. Soil quality criteria for selected inorganic compounds. Arbejdrapport fra Miljøstyrelsen nr. 48. Miljøstyrelsen, Kbh.

32. Råstofindvindingen i Danmark 1994. 1996. Statistiske Efterretninger, Miljø 1996:6. Danmarks Statistik, Kbh.

33. Beazley, K. 1993. Papermaking fillers - an update. Pira International, Leatherhead.

34. Drivsholm, T. J. Maag & S. Vestervang. Ressourceforbrug og miljøbelastning for tre grafiske produkter i et livscyklusperspektiv. COWI for Miljøstyrelsen. Udkast af juli 1996.

35. Dalager, S. 1987, Tungmetaller ved kulfyring, forekomst, reaktioner og udskillelse. Rapport udarbejdet for Kraftværkernes Miljøudvalg.

36. Ondov, J.M., R. C. Ragani og A.H. Bierman. 1979. Emissions and particle-size distributions of minor and trace elements at two wstern coal-fired plants equipped with cold-side electrostatic precipitators. Env. Sci. Technol. 13: 946-953.

37. Poulsen, N.B, ELSAM, Skærbæk. Personlig oplysning, maj 1996.

38. Rose, J., ELKRAFT, Ballerup. Personlig oplysning, maj 1996.

39. Faarbæk, T. & E. Hansen. Restprodukter - karakteristika, mængder og bortskaffelse. COWI for Miljøstyrelsen, upubliceret.

40. Olieberetning 1994. Oliebranchens Fællesrepræsentation, Kbh.

41. Lassen, C., T. Drivsholm, E. Hansen, B. Rasmussen & K. Christiansen. 1996. Massestrømsanalyse for kobber. Miljøprojekt nr. 323. Miljøstyrelsen, Kbh.

42. K. Müller, Genvindingsbrancherådet. Personlig oplysning, september 1995.

43. K. Bryndum, Gotthard Aluminium A/S, Kolding. Personlig oplysning, august 1996.

44. Aluminium ur energi- och miljösynspunkt. Gränges 1991.

45. Møller, P. Institut for Produktudvikling, Danmarks Tekniske Universitet. Personlig kommunikation, 1996

46. Resirkulering med valsing, ikke valsing med recirkulering. Profil nr. 14-15 1996. Norsk Hydro, Oslo.

47. K. Offer Andersen. 1992. Metallurgi for ingeniører. Akademisk Forlag, Kbh.

48. AffaldsInfo 1/1996. 1996. Diskette fra Videnscenter for Affald og Genanvendelse.

49. Det Danske Stålvalseværk A/S. 1995. Beretning og regnskab 1994.

50. Rasmussen, B. S., Det Danske Stålvalseværk A/S, Frederiksværk. Personlig oplysning, august 1996.

51. Erhvervsaffaldskontoret, Miljøstyrelsen. 1996. Notat om affaldsmængderne og affaldsbehandlingen i Danmark i 1994.

52. Nissen, B., G. Hansen, P. Høeg, A. Nielsen & K. Pommer. 1994. Dagrenovation fra private husholdninger. Miljøprojekt nr. 264. Miljøstyrelsen, Kbh.

53. Baccini, P., H. Daxbech, E. Glenck & G. Henseler. 1993. Metapolis, Güterumsatz und Stoffwechselprozesse in den Privathaushalten einer Stadt. Bericht 34A des NFP "Stadt und Verkehr", Zürich.

54. Law, S. L. & G. E. Gordon. 1979. Source of metals in municipal incinerator emissions. Environmental Science and Technology, Vol. 13 No. 4.

55. Teknologiovervågning. Sammensatte produkter. Elektriske og elektroniske produkter. Videncenter for Affald og Genanvendelse, 1994.

56. Behandlingsrester. Oversigtsnotat fra Videncenter for Affald og Genanvendelse, Okt. 1995.

57. Ludvigsen, K. & O. Hjelmar. 1992. Vurdering af slagge fra affaldsforbrændingsanlæg. Arbejsnotat til Miljøstyrelsen.

58. Hjelmar, O. & H. Thomassen 1992. Restprodukter fra røggasrensning ved affaldsforbrænding I. Eksperimentelle undersøgelser. Miljøprojekt nr. 146. Miljøstyrelsen, Kbh.

59. Hansen, J.Aa & S. Dalager (eds.) 1985. Emission fra affaldsforbrændingsanlæg. DAKOFA skrift nr. 2. Polyteknisk Forlag.

60. Refereret i Litteraturovervågning 3, juni 1996. Videncenter for Affald og Genanvendelse.

61. Hjelmar, O. 1992. Restprodukter fra røggasrensning ved affaldsforbrænding II. Eksperimentelle undersøgelser. Miljøprojekt nr. 193. Miljøstyrelsen, Kbh.

62. Blinksbjerg, P. & S. Dalager. 1994. Tungmetallers adfærd ved affaldsforbrænding. Dk-Teknik for Energiministeriets Forskningsudvalg.

63. Bald, L. et al. 1990. Aluminium und Verpackung. Zur Wiederverwertung von Aluminium, zum Verhalten in Verbrennungsanlagen und auf der Deponie. Gesamtverband der Deutschen Aluminiumindustrie ind der Wirtschaftsvereinigung Metalle e.V.

64. O. Hjelmar, Vandkvalitetsinstituttet, Hørsholdm. Personlig oplysning, 1995.

65. Dahl-Andersen, H.H. 1990. Miljøprofiler for aluminium-, PET-, PET/PAP-emballagebakker. DTI for Haustrup-Ecko Aluminium-Emballage A/S.

66. Spildevandsslam i 1994. Miljøstyrelsen. Internt notat af 18. okt. 1995.

67. Grüttner, H., J.Vikelsøe & G. Pritzl. 1996. Miljøfremmede stoffer i spildevand og slam. Miljøprojekt nr. 325. Miljøstyrelsen, Kbh.

68. U.S. Dept. of Health & Human Services. 1992. Toxicological profile for aluminium. TP-91/01. Washington D.C.

69. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 515 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg af 29. august 1992.

70. Kaas, T., J. Larsen, C.W. Nielsen & O. Holm. Materialestrømsanalyse for aluminium. Forprojekt. COWI og DTI, Miljøteknik for Miljøstyrelsen, sep. 1995.

71. Hansen, E. & A. Boisen. 1993. Paradigma for massestrømsanalyser. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 57/1993. Miljøstyrelsen, Kbh.

72. Danmarks Statistik 1990-1994. Varestatistik for Industri og Udenrigshandelen fordelt på varer og lande.

73. Hansen, E. 1995. Miljøprioritering af Industriprodukter. Miljøprojekt nr. 281. Til projektet er der udviklet en produktdatabase med sammensætningsoplysninger. Miljøstyrelsen, Kbh.

74. World mineral production 1989-93. Preliminary Statistics. 1995. British Geological Survey, Nottingham.

75. Ecological profile report for the European Aluminium Industry. 1996. European Aluminium Association (EAA), Bruxelles.

76. Ullmann’s Encyclopedia of Industrial Chemistry, 5. reviderede oplag, 1985. VCH Verlaggesellschaft mbH, Weinheim.

77. Kirk-Othmer Encyclopedia of Chemical Technology, 4. ed., 1992. John Wiley & Sons, New York.

78. Lemkow, J., R. Crepaz & O. Hussmann. 1992. Renere teknologi i jern- og metalstøberier. Miljøprojekt nr. 191. Miljøstyrelsen, Kbh.

79. Christiansen, K., A. Grove, L.E. Hansen, L. Hoffmann, A.A. Jensen, K. Pommer & A Schmidt. 1990. Miljøvurdering af PVC og udvalgte alternative materialer. Miljøprojekt nr. 131. Miljøstyrelsen, Kbh.

80. Aluminium og Miljø, Nyhedsbrev nr. 2, 1996.

81. J. Hansen, Sekretariat for Aluminium og Miljø. Notat om forsyningsmængderne for aluminiumemballage, oktober 1995.

.82 Schmidt, A., L. Hoffmann & T. Andersen. 1992. Aluminiumsbelagte kartoner. Miljømæssig belastning og genanvendelsesmuligheder. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen, 38. Miljøstyrelsen, Kbh.

83. Genvindingsbranchen er klar til dåser. Nyhedsbrev nr. 3, juni 1996, GenvindingsIndustrien, København.

84. P. Hye, Metalforeningen. Personlig oplysning, oktober 1996.

85. Miljøskadelige og verdifulle stoffer i elektrisk og elektronisk avfall og Elektrisk og elektronisk avfall - omsetningstall, avfallsmengder og håndtering. Hjellnes COWI AS for Miljøverndepartementet, Oslo, oktober-november 1995.

86. Legarth, J.B. 1994. Bortskaffelse af elektronikprodukter. Miljøprojekt nr. 280. Miljøstyrelsen, Kbh.

87. Søndergaard, B.N. & F.M. Christensen. 1993. Environmentally benign disposal of television sets - A study on possibilities for TV-set recycling today and in the future. DTU eksamens projekt.

88. Danwaste A/S & Rendan A/S. 1992. Skrotning af elektroniske apparater. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 18. Miljøstyrelsen, Kbh.

89. Hansen, G., A. Nielsen & K. Pommer. 1993. Elektriske og elektroniske produkter. Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen nr. 53. Miljøstyrelsen, Kbh.

90. Teknologiovervågning. Sammensatte produkter. Elektriske og elektroniske produkter. Videncenter for Affald og Genanvendelse, 1994.

91. Lassen, C. og E. Hansen. 1996. Massestrømsanalyse for bly. Forbrug, bortskaffelse og udslip til omgivelserne i Danmark. Miljøprojekt nr. 327. Miljøstyrelsen, Kbh.

92. Informationsmateriale om Audi Space Frame, 1996.

93. Tal og fakta 1995. Hydro Aluminium Metal Products, Oslo.

94. Ny statistik om bilmarkedet 1992-1994. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 123, 1995. Danmarks Statistik, Kbh.

95. Nielsen, B. 1994. Fældningskemikaliers indhold af miljøfremmede stoffer. Miljøprojekt nr. 255. Miljøstyrelsen, Kbh.

96. Baseret på personlige oplysninger fra Sjælsø Vandværk, Skagen Vandværk og Københavns Vandforsyning.

97. Damborg, A. & F. Pedersen. 1993. Compact-vaskemidlers miljømæssige egenskaber. Tekniske meddelelser fra Forbrugerstyrelsen nr. 4/1993. Forbrugerstyrelsen, Kbh.

98. Danmarks natur. Landskabernes opståen. 1979. Politikens Forlag A/S og Gads natur forum, Kbh.

99. Bowen, H.J.M. 1979. Environmental chemistry of the elements. Academic Pres Inc., London.

100. J.J. Scott-Fordsmand & M.B. Pedersen. 1995. Soil quality criteria for selected inorganic compounds. Arbejdrapport fra Miljøstyrelsen nr. 48. Miljøstyrelsen, Kbh.

101. Råstofindvindingen i Danmark 1994. 1996. Statistiske Efterretninger, Miljø 1996:6. Danmarks Statistik, Kbh.

102. Beazley, K. 1993. Papermaking fillers - an update. Pira International, Leatherhead.

103. Drivsholm, T. J. Maag & S. Vestervang. Ressourceforbrug og miljøbelastning for tre grafiske produkter i et livscyklusperspektiv. COWI for Miljøstyrelsen. Udkast af juli 1996.

104. Dalager, S. 1987, Tungmetaller ved kulfyring, forekomst, reaktioner og udskillelse. Rapport udarbejdet for Kraftværkernes Miljøudvalg.

105. Ondov, J.M., R. C. Ragani og A.H. Bierman. 1979. Emissions and particle-size distributions of minor and trace elements at two wstern coal-fired plants equipped with cold-side electrostatic precipitators. Env. Sci. Technol. 13: 946-953.

106. Poulsen, N.B, ELSAM, Skærbæk. Personlig oplysning, maj 1996.

107. Rose, J., ELKRAFT, Ballerup. Personlig oplysning, maj 1996.

108. Faarbæk, T. & E. Hansen. Restprodukter - karakteristika, mængder og bortskaffelse. COWI for Miljøstyrelsen, upubliceret.

109. Olieberetning 1994. Oliebranchens Fællesrepræsentation, Kbh.

110. Lassen, C., T. Drivsholm, E. Hansen, B. Rasmussen & K. Christiansen. 1996. Massestrømsanalyse for kobber. Miljøprojekt nr. 323. Miljøstyrelsen, Kbh.

111. K. Müller, Genvindingsbrancherådet. Personlig oplysning, september 1995.

112. K. Bryndum, Gotthard Aluminium A/S, Kolding. Personlig oplysning, august 1996.

113. Aluminium ur energi- och miljösynspunkt. Gränges 1991.

114. Møller, P. Institut for Produktudvikling, Danmarks Tekniske Universitet. Personlig kommunikation, 1996

115. Resirkulering med valsing, ikke valsing med recirkulering. Profil nr. 14-15 1996. Norsk Hydro, Oslo.

116. K. Offer Andersen. 1992. Metallurgi for ingeniører. Akademisk Forlag, Kbh.

117. AffaldsInfo 1/1996. 1996. Diskette fra Videnscenter for Affald og Genanvendelse.

118. Det Danske Stålvalseværk A/S. 1995. Beretning og regnskab 1994.

119. Rasmussen, B. S., Det Danske Stålvalseværk A/S, Frederiksværk. Personlig oplysning, august 1996.

120. Erhvervsaffaldskontoret, Miljøstyrelsen. 1996. Notat om affaldsmængderne og affaldsbehandlingen i Danmark i 1994.

121. Nissen, B., G. Hansen, P. Høeg, A. Nielsen & K. Pommer. 1994. Dagrenovation fra private husholdninger. Miljøprojekt nr. 264. Miljøstyrelsen, Kbh.

122. Baccini, P., H. Daxbech, E. Glenck & G. Henseler. 1993. Metapolis, Güterumsatz und Stoffwechselprozesse in den Privathaushalten einer Stadt. Bericht 34A des NFP "Stadt und Verkehr", Zürich.

123. Law, S. L. & G. E. Gordon. 1979. Source of metals in municipal incinerator emissions. Environmental Science and Technology, Vol. 13 No. 4.

124. Teknologiovervågning. Sammensatte produkter. Elektriske og elektroniske produkter. Videncenter for Affald og Genanvendelse, 1994.

125. Behandlingsrester. Oversigtsnotat fra Videncenter for Affald og Genanvendelse, Okt. 1995.

126. Ludvigsen, K. & O. Hjelmar. 1992. Vurdering af slagge fra affaldsforbrændingsanlæg. Arbejsnotat til Miljøstyrelsen.

127. Hjelmar, O. & H. Thomassen 1992. Restprodukter fra røggasrensning ved affaldsforbrænding I. Eksperimentelle undersøgelser. Miljøprojekt nr. 146. Miljøstyrelsen, Kbh.

128. Hansen, J.Aa & S. Dalager (eds.) 1985. Emission fra affaldsforbrændingsanlæg. DAKOFA skrift nr. 2. Polyteknisk Forlag.

129. Refereret i Litteraturovervågning 3, juni 1996. Videncenter for Affald og Genanvendelse.

130. Hjelmar, O. 1992. Restprodukter fra røggasrensning ved affaldsforbrænding II. Eksperimentelle undersøgelser. Miljøprojekt nr. 193. Miljøstyrelsen, Kbh.

131. Blinksbjerg, P. & S. Dalager. 1994. Tungmetallers adfærd ved affaldsforbrænding. Dk-Teknik for Energiministeriets Forskningsudvalg.

132. Bald, L. et al. 1990. Aluminium und Verpackung. Zur Wiederverwertung von Aluminium, zum Verhalten in Verbrennungsanlagen und auf der Deponie. Gesamtverband der Deutschen Aluminiumindustrie ind der Wirtschaftsvereinigung Metalle e.V.

133. O. Hjelmar, Vandkvalitetsinstituttet, Hørsholdm. Personlig oplysning, 1995.

134. Dahl-Andersen, H.H. 1990. Miljøprofiler for aluminium-, PET-, PET/PAP-emballagebakker. DTI for Haustrup-Ecko Aluminium-Emballage A/S.

135. Spildevandsslam i 1994. Miljøstyrelsen. Internt notat af 18. okt. 1995.

136. Grüttner, H., J.Vikelsøe & G. Pritzl. 1996. Miljøfremmede stoffer i spildevand og slam. Miljøprojekt nr. 325. Miljøstyrelsen, Kbh.

137. U.S. Dept. of Health & Human Services. 1992. Toxicological profile for aluminium. TP-91/01. Washington D.C.

138. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 515 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg af 29. august 1992.

1. Emballage

1.1 Aluminiumfolier
1.2 Dåser, tromler og beholdere

Aluminium i emballage fordeler sig på en række forskellige anvendelser. De to vigtigste produktgrupper er folier samt dåser, tromler og beholdere af aluminium.

1.1 Aluminiumfolier

Aluminiumfolier findes både som rene aluminiumfolier og som laminerede folier. En ganske lille del af omsætningen udgør desuden selvklæbende folier med eller uden underlag.

De tynde laminerede folier, hvor aluminiumlaget er under 21 mm tykt, anvendes til fleksible emballager som f.eks. emballager til kaffe (kaffeposer), smøromslag, ostefolie og oblater. Statistikken for den danske produktion af disse folier er diskretioneret, og det har af konkurrencemæssige hensyn ikke været muligt at få oplyst omfanget af den danske produktion.

Til fleksible emballager er laminerede folier med under 9 mm tykke aluminiumlag langt de mest anvendte. Aluminiumet lamineres med en række forskellige materialer: polyurethan, polyethylen, polyester, polypropylen, voks, vandbaseret lim og to-komponent lim.

Kaffeposer, som repræsenterer en stor del af omsætningen af de tynde laminerede folier, består normalt af et udvendigt lag af polyester, et 7-12 mm tykt aluminiumlag i midten og et indvendigt lag bestående af polyethylen. I mindre målestok anvendes folier med polypropylen udvendigt, polyester indvendigt og et midterlag bestående af 7-12 mm aluminium til kaffeposer.

Kartoner med gavltop og brikker til juice og vin udgør en anden stor produktgruppe, hvor tynde laminerede folier anvendes. Disse emballager fremstilles med en tynd polyethylenfilm yderst, dernæst med et lag pap, polyethylen, surlyn, 9 mm aluminium, surlyn og inderst endnu et lag polyethylen. Surlyn er en polyethylenforbindelse, som øger svejsbarheden af de inderste lag. Det anvendes ikke i alle kartoner.

Folier uden underlag under 21 mm anvendes til en række forskellige formål som husholdningsfolie, emballagelåg og omvikling af fødevarer og chokolade.

Folier uden underlag mellem 21 og 200 mm anvendes næsten udelukkende til fremstilling af foliebakker. Størstedelen af denne produktion eksporteres, mens der i 1995 blev brugt ca. 1.500 tons til den hjemlige forsyning. Dertil kommer en import på ca. 350 tons færdige bakker til det danske marked.

Forsyningen med folier med underlag fremgår ikke af statistikkerne som vægttal, da tal vedrørende den danske produktion alene forefindes som produktionens værdi i kroner. Af import- og eksporttallene samt kendskab til værdien af den danske eksport er forsyningen i dette projekts massestrømsanalyse estimeret til at være 9.700 tons. Aluminiumindholdet er 25-35% for de tynde folier (<21 µm) og 30-60% i de tykkere folier (21-200 µm). Det giver et samlet aluminiumindhold i de laminerede folier på 2.500-3.700.

Det øvrige forbrug af aluminiumfolier udgøres overvejende af folier uden underlag. Forsyningen med de tynde folier uden underlag under 21 mm til det danske marked udgjorde i 1994 4.600 tons (aluminiumindhold: 4.500-4.600 tons), mens forsyningen af de lidt tykkere folier uden underlag mellem 21 og 200 mm i 1994 var på 9.000 tons (aluminiumindhold: 8.800-8.900 tons) (Danmarks Statistik, 1996).

Den samlede forsyning med folier udgør således 15.800-17.200 tons/år regnet som rent aluminium. En del af disse folier eksporteres igen efter forarbejdning i Danmark. Det drejer sig om 5.000-6.000 tons foliebakker årligt. Den reelle forsyning af det danske marked er derfor 9.800-12.200 tons/år.

Til emballering af fødevarer og andre forgængelige eller lysfølsomme produkter anvendes aluminium på grund af sine effektive barriereegenskaber overfor lys, luft/ilt og fugt. I emballagetyper, hvor fødevarer kommer i direkte kontakt med aluminium, er det ydermere en vigtig egenskab, at smagsstoffer ikke kan penetrere aluminiumlaget, og at aluminium i sig selv ikke afgiver smag til det emballerede indhold.

Barriereegenskaberne udnyttes både for de fleksible emballager og for kartoner og brikker til juice og vin. Papir- og kunststoflagene i disse produkter tillader passage af ilt og lys, som derfor forhindres med et spærrende aluminiumlag. Disse aseptiske emballager muliggør opbevaring og transport uden køl.

Suppe og kaffe kan opbevares i mere end et år i aluminiumholdige emballager uden at forfalde. Denne lange holdbarhed er et krav fra fødevareproducenterne. Bruges aluminium ikke, vil holdbarheden for suppe og kaffe med de nuværende alternativer falde til et par uger. Skal samme barriereegenskaber opnås med andre kendte, alternative materialer, skal de være så tykke, at der ikke længere er tale om fleksible emballager.

Ved anvendelse af aluminium til oblater i margarinebægre, til smøromslag og til indpakning af visse oste udnyttes lystætheden til at forhindre oxidation af produkterne. Oxidationsprocessen er betinget af samtidig tilstedeværelse af ilt og synligt lys. Aluminiumlaget forhindrer lysgennemtrængningen og forsinker derved oxidationen betydeligt.

For de tykkere ulaminerede aluminiumfolier, der anvendes til bakker og forme udnyttes i forbindelse med fødevareemballering de samme egenskaber som ved de fleksible emballager. Det gælder især for de lukkede fødevareemballager, hvor barriereegenskaberne er vigtige.

Dertil kommer, at aluminiums tekniske egenskaber gør det til et velegnet materiale, da det er let formbart og har en god stivhed. For en række fødevarer udnyttes disse egenskaber i aluminiumbakkers dobbelte funktion som produktionsform og salgsemballage.

Til visse anvendelser udnyttes endvidere aluminiums temperaturbestandighed. Det gælder eksempelvis for leverpostejforme og for bakker til færdigretter, hvor maden kan opvarmes direkte i bakken. For fødevarer, som skal lynfryses, har aluminium ydermere den positive egenskab, at det er stabilt ved lave temperaturer, mens plast under lynfrysning bliver skørt ved -10°C.

Brødforme fremstilles i dag af aluminium, i stedet for som tidligere af stål. Dette skyldes alene aluminiums lavere vægt, som har betydning for arbejdsforholdene for bagere, der dagligt håndterer store mængder brødforme.

Ca. 75% af det danske marked for fleksible emballager forsynes fra to danske producenter. De resterende ca. 25% importeres fra forskellige udenlandske producenter.

Aluminium i produktionsaffald og fraklip fra fremstillingen af bl.a. suppeposer, kaffeposer, oblater, smøromslag, ostefolier og chokoladeomslag, genvindes hos én producent ved pyrolyse. Herefter sælges det til virksomheder, der kan udnytte dette sekundære materiale. Der foreligger ikke oplysninger om, hvor stor en del af råvarerne, der ender som produktionsaffald.

Består produktionen alene af fleksible emballager, er det ifølge producenterne ikke muligt at udvinde aluminium fra produktionsaffaldet. Affald fra fremstillingen af fleksible emballager bliver derfor kørt til forbrænding.

Det danske marked for juice- og vinkartoner med aluminiumfolie dækkes af to aktører, hvoraf en har produktion i Danmark.

Afskær og andet produktionsaffald fra den danske fremstilling af kartoner med gavltop og brikker til juice og vin genanvendes ikke i Danmark, men sendes efter sortering og opbalning til oparbejdning i Sverige.

Ved oparbejdningen hældes materialeballerne i en pulper og opløses med en kraftig rotor i en opløsning af 10-15% emballageaffald i vand. Herved opløses papirfraktionen, som tages fra og anvendes til nyt papir.

Brugte brikker og kartoner genanvendes ikke i dag, da genbrugspapiret skal være hvidt for at være interessant i genbrugssammenhæng.

Man råder ikke over teknologier, der muliggør genanvendelse af aluminiumdelen, men der består en teoretisk mulighed for at lade den samlede polyethylen- og aluminiumfraktion indgå som råmateriale i genbrugsplast (Miljøstyrelsen, 1992).

Det var ikke muligt at afklare, hvorvidt aluminiumet kan smeltes ud ved pyrolyse sådan, som tilfældet er for produktionsaffald fra fleksible emballager.

Da aluminium alene anvendes i disse produkter på grund af sine barriereegenskaber overfor ilt og lys, skal substitutter opfylde samme egenskaber. Dette kan ske med polymeren EVOH (ethylenvinylalkohol), med X-board og med Greespro. De to sidste materialer er papirtyper.

Når disse alternativer ikke anvendes i dag skyldes det dels, at forholdet mellem pris og kvalitet ikke er så godt som ved aluminium og dels, at aluminiumkartoner har nogle bedre synlige kvaliteter. Hermed menes, at kartoner med aluminiumfolie kan produceres med en slank, kantet facon, som virker attraktiv, mens alternativerne fører til kartoner med mere runde former, hvilket giver et "billigt" udseende.

De importerede drikkeemballager er brikker, som består af et laminat bestående af polyethylen, papir og aluminiumfolie. Een brik med et rumindhold på 1 liter indeholder 1,4 g aluminium.

Produktionsaffaldet fra brikproduktionen behandles i en pulper som beskrevet ovenfor og indgår i nye emballager. Producenten mener ikke, at der i Danmark er basis for en separat indsamling og oparbejdning af brugte emballager, idet man henviser til Miljøprojekt nr. 202. Det blev i dette miljøprojekt konkluderet, at traditionel bortskaffelse ved forbrænding og deponering giver et lille samfundsmæssigt overskud på ca. 100 kr./ton emballage, mens indsamling med henblik på genanvendelse i tre scenarier giver samfundsmæssige underskud på mellem 300 og 1.900 kr./ton emballage. Man mener, at konklusionerne i dette miljøprojekt stadigvæk er valide og også gælder for bl.a. de aluminiumholdige brikker. Især lægger man vægt på, at brikkerne ikke deponeres i Danmark, men anvendes termisk, at der er lang transport til de nærmeste oparbejdningsanlæg i Norge, Sverige og Tyskland, at det formentlig ikke kan betale sig at opføre et behandlingsanlæg i Danmark, og at man i Danmark har adgang til rigelige mængder returpapirmasse og derfor ikke behøver at genudnytte denne del af brikkerne.

Som eneste emballagetype til drikke, hvor man i dag ikke anvender aluminium, men ifølge producenterne med fordel kan gøre det, nævnes emballering af carboniserede drikke.

Den indenlandske produktion af foliebakker er koncentreret hos to virksomheder, der fremstiller forskellige bakker, fade og andre produkter af 21-200 mm aluminiumfolie uden underlag.

Produktionsaffaldet fra bakkefremstillingen sælges til genanvendelse. Affaldet er umiddelbart brugbart og af høj materialekvalitet.

Brugte foliebakker ender i dag stort set udelukkende i husholdningsaffaldet. Undtaget herfra er bakker til udbringning af mad til pensionister. Indsamlingen af disse bakker er beskrevet i kapitel 4. To vigtige barrierer for genanvendelsen er, at der ikke eksisterer tilstrækkelig velfungerende indsamlingsordninger, og at fødevarerester i bakkerne kan udgøre et bakteriologisk arbejdsmiljøproblem ved håndteringen af bakkerne.

Alternative materialer til aluminium i bakker er beskrevet af Dansk Teknologisk Institut (Dahl-Andersen, 1990). Disse er PET og PET/pap. PET (Polyethylenterephtalat) har gode barriereegenskaber som aluminium, og kan i den varmebestandige krystallinske form, CPET, erstatte aluminium i bakker til direkte indsætning i ovn, når der ikke opvarmes til mere end ca. 200°C. Nettoenergiforbruget (fremstilling minus bortskaffelse) er nogenlunde sammenlignelige for de 3 emballagetyper Al, CPET og CPET/pap, ligesom de er sammenlignelige med hensyn til affaldsmængder og bortskaffelses-/genanvendelsesmuligheder.

Til brug ved fødevareemballering har det været forsøgt at anvende metaliseret plastfolie i stedet for 7-12 mm aluminiumfolier med et tyndt lag kunststof på begge sider, som hidtil har været anvendt til emballering.

Det metaliserede plast førte til problemer ved emballering af tørrede fødevarer. Helt konkret drejede det sig om, at en ladning tørrede levnedsmidler, som var eksporteret til Sydasien, sugede fugt som følge af for ringe barriereegenskaber og dermed blev ødelagt i det fugtigvarme klima. Holdbarheden er også afhængig af de eksterne opbevaringsforhold, og der vil sandsynligvis ikke være problemer ved opbevaring i tempereret klima.

Opbevaring af tørrede levnedsmidler i lamineret plast (>7 mm aluminium) og i metaliseret plast (400-500 Ångstrøm (0,04-0,05 mm) aluminium) under tempererede forhold giver en holdbarhed af levnedsmidlerne på mere end et år. Andre kendte materialer til fleksible emballager giver normalt en holdbarhed på 2-3 måneder.

I kapitel 3 er gennemgået en række uafhængige ordninger til genindsamling af husholdningsaluminium, hvilket omfatter folierne. I ingen af disse ordninger har folier betydet noget for de indsamlede mængder, hvorfor genanvendelsesraten for alle de her beskrevne folier må vurderes at være 0%.

- tynde folier generelt

I Danmark omsmeltes genbrugsaluminium ved flammesmeltning. Tynde folier, som udsættes for denne proces brænder op og ender som aluminiumoxid på smeltens overflade. Også de tykkere folier fra eksempelvis foliebakker kan forbrænde ved flammesmeltning, men ved styring af processen kan dette undgås (Bryndum, 1996).

Smeltning ved induktion, som det foretages i udenlandske værker, kan ligeledes forårsage forbrænding af tynde folier under visse procesomstændigheder.

Tynde folier (<21 mm) egner sig derfor ikke til omsmeltning ved flammesmeltning og kun under bestemte betingelser til omsmeltning i udenlandske induktionsovne.

1.2 Dåser, tromler og beholdere

Denne produktgruppe omfatter bl.a. dåser til helkonserves, dåser til drikkevarer og fødevareemballager i form af bakker, fade og dåser.

Omsætning

Der foregår en betydelig import af tomme dåser til påfyldning af øl, sodavand og andre carboniserede drikke på danske bryggerier. Disse emballager må ikke omsættes på det danske marked og eksporteres derfor efter påfyldning. Denne eksport fremgår ikke af udenrigshandelsstatistikken, da varerne registreres efter hovedkomponenten, der ved eksporten er drikkevarer.

Forsyningen af det danske marked med drikkedåser kommer fra forholdsvis få producenter, hvoraf én dominerer markedet. Det skønnes, at den samlede import af dåser til påfyldning af drikkevarer ikke overstiger 6.000 tons/år aluminium. Dåserne har et indhold af mere end 75% sekundært aluminium.

Aluminiumkredsløbet for øldåser er næsten lukket. Det sekundære materiale stammer fra dette lukkede kredsløb og har derfor en høj kvalitet sammenlignet med andet sekundært aluminium.

Der er en lille import af tomme emballagebakker på ca. 350 tons/år aluminium. Hertil kommer den danske produktion, som leverer ca. 1.500 tons emballagebakker til det danske marked og 5.000-6.000 tons bakker til eksport. Bakkerne leveres i Danmark til kød- og fiskeindustrien, catering, institutionsmarkedet og til bagerier.

Konservesdåser af aluminium til fødevarer fremstilles enten af tynde aluminiumplader (>0,17 mm) eller af kopper, som presses i facon. Den danske produktion til det danske marked af dåser til helkonserves er ca. 1.000 tons dåser/år. Disse fremstilles på basis af ca. 60% sekundært aluminium og ca. 40% primært aluminium.

Desuden er der en import af færdige dåser på ca. 800 tons/år til det danske marked. Disse dåser anvendes af fødevareindustrien til forskellige formål - herunder eksempelvis ikke-alkoholiske drikke som cacaomælk.

Den samlede forsyning af det danske marked inkluderer ikke drikkedåserne til carboniserede drikke. Forsyningen er derfor ca. 3.650 tons/år.

Udnyttede egenskaber

Aluminiums lave vægt kombineret med tekniske egenskaber, som tillader produktion af tyndvæggede dåser er afgørende for materialevalget til fremstillingen af dåser til carboniserede drikke. Endvidere betragtes det som en fordel, at materialet er upermeabelt for ilt, lys og aromastoffer, samt at det ikke selv afgiver smag til indholdet. Dette er dog ikke afgørende for materialevalget, da andre materialer kan tilføres de samme egenskaber ved coating eller farvning.

Begrundelsen for valget af aluminium til produktion af emballagebakker er anført ovenfor under "folier".

Aluminium anvendes til konservesdåser dels på grund af materialets barriereegenskaber og dels på grund af prisen. For så vidt angår barriereegenskaberne er det specielt vigtigt, at materialet er upermeabelt for ilt, og at det samtidig ikke afgiver smag til indholdet. Ydermere har materialet en god formbarhed og en god stivhed/styrke i forhold til sin vægt, hvilket nævnes som yderligere årsager til valget af aluminium.

Skal de samme egenskaber vedrørende barrierer og smagsafgivelse opfyldes for dåser af jernblik, vil det stille krav til den indvendige coating, der gør jernblikdåserne dyrere end de tilsvarende aluminiumdåser.

Genanvendelse og substitution

De importerede dåser til påfyldning af øl og sodavand omsættes ikke i

Danmark og giver derfor ikke i Danmark anledning til affaldsprodukter, som skal bortskaffes eller genanvendes.

Genanvendelse og substitution for aluminiumbakker til fødevarer er beskrevet ovenfor under "folier".

Produktionsaffaldet fra fremstillingen af konservesdåser sendes direkte til omsmeltning hos Gotthard Aluminium. Affaldet er normalt lakeret. Dette medfører, at affaldet betragtes som havende en ringere kvalitet end ulakeret aluminium, men er ingen hindring for omsmeltningen.

Til anvendelse som emballage for helkonserves er der ingen vigtige substitutionsmuligheder på markedet i dag. Eneste alternativ er jernblikdåser, men disse er som nævnt ovenfor prismæssigt ikke konkurrencedygtige.

Pet-food området nævnes som et potentielt kommende marked for fabrikanter af aluminiumemballager, da producenterne af dyrefoder i stadigt højere grad får øjnene op for netop dette emballagemateriale.

I kapitel 4 er gennemgået en række enkeltstående initiativer til indsamling af aluminium fra husholdninger, hvilket bl.a. omfatter dåser og bakker. De mængder, der er indsamlet via disse ordninger, kan næppe udgøre mere end 2% af den omsatte mængde af disse produkter. Genanvendelsesraten er således ikke over 2%.

2. Byggevarer

Omsætning

Aluminium i byggevarer forekommer først og fremmest i beklædnings- og facadeplader samt i døre, vinduer og vinduesrammer. I 1994 var de skønnede omsætninger af aluminium med disse to produktgrupper 7.000-10.000 tons henholdsvis 4.800-6.500 tons. Dertil kom en omsætning på 7.300-9.300 tons aluminium i andre konstruktioner og dele dertil (Danmarks Statistik, 1996).

Typiske produkter er altså inddækning af tag og facadepartier i industribyggeri, vinduesrammer, dørtærskler og entrépartier. Endvidere bygger hele den nye glasarkitektur i stor udstrækning på aluminiumprofiler.

Udnyttede egenskaber

Anvendelsen af aluminium i byggevarer er primært betinget af egenskaber som lavt vedligeholdelsesbehov, god korrosionsbestandighed, lav vægt, god formbarhed og relativt stor styrke og stivhed i forhold til vægten. Endvidere bevarer eloxerede aluminiumoverflader deres farve under alle vejrforhold og lyspåvirkninger.

Genanvendelse og substitution

Som nævnt anvendes aluminium i bygninger i dag overvejende til døre, vinduesrammer og dørtærskler foruden facadeplader og tagplader. Dertil kommer en række anvendelser som fittings, dørhåndtag o.l., som mængdemæssigt er af ringe betydning for den samlede aluminiumomsætning.

Ved nedrivninger er det endnu relativt sjældent, at døre, vinduesrammer og dørtærskler af aluminium er blandt nedrivningsprodukterne. Det indsamlede aluminium fra nedrivningspladserne udgøres således i væsentlig grad af facade- og tagplader, ligesom større enheder af aluminium kan have betydning volumenmæssigt. Det kan eksempelvis dreje sig om tanke af aluminium.

Ved nedrivninger er det ofte således, at en produkthandler forud for nedrivningen giver et tilbud på værdien af bl.a. aluminiumet i bygningen, hvorefter entreprenøren sørger for at bringe metallet til produkthandlerens virksomhed.

Ved nybygninger står enten entreprenøren eller byggearbejderne for salget af aluminiumrester. Forskellen består alene i, hvem der modtager provenuet fra salget.

Aluminiumaffald fra småreparationer på bygninger sælges ofte til små produkthandlere med 1-2 medarbejdere, som samler sammen og sælger videre til de store produkthandlere.

Disse måder at indsamle på betegnes i branchen som gode, og det har ikke været muligt at få forslag til forbedringer af indsamlingsmetoderne. Genanvendelsesgraden for aluminium i bygninger skønnes i branchen at være 96-98%.

Hos skrothandlerne sorteres aluminiumet i ca. 20 fraktioner plus eventuelle specialfraktioner af legeringer, som går direkte tilbage til producenten i et lukket kredsløb.

Sorteringen sker efter en visuel bedømmelse af aluminiumemnerne. Denne fører til en inddeling i forskellige fraktioner, som bestemmes af hovedlegeringselementerne og af renheden af materialet i øvrigt.

Eksempler på fraktioner er: Blanke profiler, profiler med farve, spåner, støbte emner, kølere og forurenet aluminium. Kravene til fraktionernes sammensætning stilles af smelteværkerne, som ønsker at kunne anvende råstoffer så tæt på sammensætningen af den ønskede legering som muligt, således at kun små justeringer af legeringerne er nødvendige.

Aluminium betragtes i byggebranchen som et materiale, der fremover vil blive anvendt i stadig stigende omfang i forbindelse med nybyggerier og renoveringer. Man tror derfor ikke på, at udviklingen vil gå i retning af, at aluminium substitueres bort med andre materialer.

Omvendt forventes aluminium i fremtiden i stigende grad at erstatte andre materialer i de nuværende anvendelser. Aluminiumfacadeplader, -beklædningsplader og -inddækningsplader vil kunne erstatte plader af stenex, eternit, glasal, tegl, træ, plast og zink. I døre, vinduer, rammer og andre konstruktioner kan aluminium fremover erstatte stål, plast, træ og glas, som anvendes idag.

Produktionsaffald fra fremstillingen af bygningsdele i aluminium samles sammen på virksomhederne og sælges til skrothandelen, som videresælger til omsmeltning.

Det var ikke muligt at identificere nye anvendelser for aluminium i byggeri. Den forventede stigning i brugen af materialet forventes derfor at ske indenfor de kendte anvendelser.

3. El-udstyr

3.1 Kabler og ledninger
3.2 Elektroniske produkter
3.3 Elpærer

Produktgruppen "el-udstyr" omfatter en lang række af aluminiums anvendelser. Tre af de mængdemæssigt vigtigste produktgrupper er kabler og ledninger, elektroniske produkter og belysningsartikler.

3.1 Kabler og ledninger

Den dominerende anvendelse af aluminium i kabler og ledninger er forbruget til elværkernes forsyningsnet. Ledere med et tværsnitsareal over 16 mm² er i dag alle fremstillet af aluminium. Denne størrelse kabler anvendes i jord- og luftkabler samt i svære industrikabler. De mindre stikkabler er stadigvæk produceret med kobber som ledende materiale.

I perioden 1985 til 1994 er den samlede længde af kabel- og luftledningsnettet for hele landet steget fra 151.000 til 161.000 km. I samme periode er der sket en væsentlig forrykning fra forsyning via luftledninger til forsyning via jordkabler. Jordkablernes samlede længde steg i perioden således fra 58.000 km til 97.000 km (Danske Elværkers Forening, 1995). De nye jordkabler er overvejende fremstillet med aluminiumledere. I 1994 var det skønnede forbrug af aluminium til kabler 6.300-7.700 tons.

Aluminium i kabler og luftledninger anvendes udelukkende på grund af den lavere pris på aluminiumledere end på kobberledere. Kobber har en bedre ledningsevne og en højere styrke end aluminium og er derfor teknisk et bedre egnet materiale. Den mindre styrke i aluminiumledninger har først og fremmest betydning ved konstruktion af luftledninger, hvor man på de større ledninger må indbygge en stålkerne for at opnå den nødvendige bæreevne.

Luftledninger eller aluminiumtove til de store master er konstrueret med en kerne af stål og uden isolering. Mindre luftledninger er fremstillet af rent aluminium.

Kabler til nedgravning fremstilles i dag enten af rent aluminium med PET-isolering eller af aluminium og kobber med PVC-isolering. Tidligere blev disse kabler fremstillet med en leder omviklet med et lag olievædet papir og en isolering bestående af først et lag bly og uden på dette et lag jern.

Ved "jordkabler" forstås normalt den ovenfor nævnte kabeltype bestående af en leder omviklet med olievædet papir isoleret med bly og jern. PVC-isolerede kabler, som nedgraves, kaldes blot "PVC-kabler".

Luftledninger, som tages ud af drift, bliver ikke genanvendt, da luftledningsnettets længde som ovenfor beskrevet til stadighed indskrænkes. I stedet bliver de nedtagede ledninger sendt til materialegenanvendelse. Også opgravede jordkabler sendes til materialegenanvendelse.

Ifølge Danske Elværkers Forening er der ikke overblik over, hvor meget jordkabel, som er efterladt i jorden, efter det er taget ud af brug. Det skønnes dog, at langt det meste endnu anvendes (Christensen, 1996).

Med de nuværende priser på aluminium er der ikke et økonomisk incitament for el-selskaberne til at grave jordkablerne op med henblik på genbrug af materialet. Tages nyere og svære kabler (150 eller 240 mm²) ud af brug, kan det betale sig at grave dem op med henblik på direkte genbrug som kabler, men generelt tåler kablerne ikke at blive gravet op og flyttet.

Opgravede jordkabler, som er isolerede med jern og bly samt jute eller tjære og lignende, kan brændes for ad den vej at fjerne isoleringen. Lederne er oftest fremstillet af kobber, men skønsmæssigt 5% af kablerne har aluminiumledere. Den samlede årlige aluminiumomsætning i genbrugskredsløbet med disse kabler er derfor lille og formodentlig ikke over 100 tons.

Der findes kun et enkelt dansk anlæg, som har tilladelse til at afisolere kabler ved afbrænding. Under forbrændingen smeltes blyet fra, og de øvrige komponenter af isoleringen brændes væk. Kabelaluminium, som har været igennem denne proces, er næsten uden forureninger og kan kvalitetsmæssigt sammenlignes med primæraluminium.

Det brændte aluminium sælges til forskellige aftagere. Normalt sælges til forskellige produkthandlere, og noget sjældnere sælges til Gotthard Aluminium i Kolding, hvor det indgår i værkets produktion af sekundært aluminium.

Luftledninger af rent aluminium og af aluminium med stålkerne samt jordkabler og PVC-kabler kan desuden behandles ved en "kold separering".

Ved kold separering skilles kabelfraktionerne fra hinanden ved mekaniske metoder. Aluminiumledere med stålkerne hakkes i små stykker og sorteres derefter med en magnet. Disse kabler kan ligeledes deles i aluminium- og stålfraktionerne ved at trække kablet gennem et hul, som netop er stort nok til at rumme stålkernen. På denne måde skrælles aluminiumlaget af.

Samme system bruges til afisolering af jord- og PVC-kabler, hvor aluminiumlederen trækkes igennem et hul, som netop har samme diameter som lederen. Aluminium fra kabler og ledninger, som er skilt ved kold separering, har samme høje renhed som udgangsmaterialet.

Aluminium fra ledninger og kabler sælges - evt. via mellemhandlere - til aluminiumværker over det meste af verden. Her kan det indgå direkte i produktionen af rent aluminium af primær kvalitet. En mindre del af aluminiumet sælges til stålværker, hvor det anvendes som reduktionsmiddel ved stålproduktionen.

Det nævnes som en barriere for bevaring af aluminiumets høje renhed, at materialet ofte er oxideret eller afbrændt, når man modtager det. Man mener ikke, at forurening af aluminiumet kan undgås i en grad, så det er muligt at lukke kredsløbet for aluminium i kraftkabler.

I kabelgenbrugsvirksomhederne skønner man, at der årligt udvindes ca. 300 tons aluminium fra brugte kabler. Fordelingen er nogenlunde ligelig mellem luftledninger og jordkabler. Denne mængde må forventes at stige i de kommende år, efterhånden som stigningen i brugen af aluminiumledere slår igennem i genanvendelsesledet.

Potentialet vil yderligere kunne forøges, hvis nedgravede jordkabler, som tages ud af brug, bliver gravet op og genanvendt, hvilket med den nuværende pris på nyt aluminium ikke er realistisk.

Aluminium substituerer i stigende omfang kobber i kabler og ledninger. Dette skyldes alene aluminiums lavere pris. I forbindelse med større kabler er aluminiums lave massefylde en fordel, som dog ikke er afgørende for materialevalget.

Det vurderes, at aluminium i de nuværende anvendelser i ledere ikke med fordel kan substitueres med andre materialer, før udviklingen af keramiske superledere er så langt fremme, at disse er kommercielt konkurrencedygtige.

3.2 Elektroniske produkter

Denne produktgruppe omfatter kontor- og forbrugerelektronik. Det vil sige computere, printere, telefoner, stereoanlæg og fjernsyn. Elektriske produkter som eksempelvis håndværktøj og strygejern behandles i visse tilfælde på de samme affaldsbehandlingsanlæg som de elektroniske produkter, men medtages ikke her.

Hårde hvidevarer medtages heller ikke, da deres genanvendelsescyklus ikke er sammenlignelig med de elektroniske produkters. Med virkning pr. 1. januar 1997 er kommunerne pligtige til at udarbejde regulativer til bortskaffelse af CFC-holdige kølemøbler (Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 132 af 13. juni 1996). Det må forventes, at aluminium i kølemøblerne i forbindelse med denne bortskaffelse vil blive genstand for intensiveret genanvendelse.

Ifølge Legarth (1994) var de samlede skrotmængder for audio- og videoapparater, kontorudrustning samt apparater til radio- og telekommunikation i 1993 ca. 31.000 tons. Denne mængde forventes at stige til ca. 43.000 tons i 1999. Dette stemmer overens med vurderinger fra branchen, hvor man regner med, at det nuværende samlede danske potentiale er omkring 30.000-40.000 tons skrot/år.

Indholdet af aluminium i disse apparater svinger mellem 1 og 7% afhængig af apparatets type. Der er ikke danske erfaringstal for, hvad den gennemsnitlige sammensætning af elektronikskrot er. Vurderingerne ligger mellem et indhold af udnytteligt aluminium på omkring 1% i elektriske apparater og et indhold omkring 7% i skrot fra elektronikprodukter. For kontor- og forbrugerelektronik er aluminiumindholdet forholdsvis højt, hvilket skønsmæssigt vil sige mellem 4 og 7%. Det svarer til en årlig omsætning for 1993 på mellem 1.200 og 2.200 tons aluminium.

Aluminium i elektroniske produkter anvendes som printpladeafdækning, køleribber og kasser. Specielt til køleribber og kasser er aluminium meget velegnet, da det samtidig er let og har en god varmeledningsevne.

Endvidere udnyttes materialets udseende til design af apparaterne. Et eksempel herpå er en højttalerserie fra B&O, hvor kabinettet består af et aluminiumrør. Aluminium udgør 70% af disse højttaleres samlede vægt (Oppergaard, 1996).

Indtil for få år siden blev elektroniske produkter alene bortskaffet på samme måde, som andre sammensatte produkter: Produkterne endte enten i husholdningsaffaldet, blev indsamlet via storskraldsordninger, blev indleveret på genbrugsstationer eller blev tilbageleveret til detailledet.

Der foreligger ikke tal, som angiver fordelingen mellem disse bortskaffelsesmetoder. Det antages i dette projekts massestrømsanalyse, at 50-80% af elektronikskrottet indsamles som storskrald, der efterfølgende enten deponeres eller forbrændes. Den resterende mængde bortskaffes på anden vis, hvilket blandt andet omfatter behandling i shredder.

Mere end 90% af elektronikskrottet behandles stadigvæk efter dette mønster, men indenfor de sidste par år er der åbnet enkelte såkaldte produktslagterier. Her demonteres og fraktioneres produkterne overvejende manuelt.

Der findes i Danmark tre produktslagterier. Herudover behandler endnu et par firmaer små mængder elektronikskrot som en bibeskæftigelse. Det er endnu forholdsvis nyt med denne type virskomheder; landets ældste produktslagteri blev startet i 1994.

Hovedleverandørerne af elektronikskrot til produktslagterierne er forskellige kommuner, som har separat indsamling af denne type affald på deres containerpladser. Desuden kommer mindre mængder skrot fra private firmaer, der er beliggende i kommuner uden separat indsamling, men som ønsker at bortskaffe deres affald på miljømæssigt forsvarlig vis.

Demonteringen af produkterne foregår manuelt. Indholdet af aluminium i produkterne kendes ikke helt præcis, men på produktslagterierne forventer man generelt at det ligger tæt op ad 7% som angivet af Miljøstyrelsen (Miljøprojekt nr 280). I projektets massestrømsanalyse regnes på baggrund af en række kilder med et indhold på mellem 3 og 5%, hvilket synes at være en mere realistisk værdi for blandet elektronikskrot. Der går ikke aluminium til spilde ved manuel demontering. Små dele i aluminium demonteres dog ikke manuelt men shreddes sammen med de øvrige rester og sorteres herefter fra mekanisk.

Aluminiumet sorteres sædvanligvis efter anvisninger fra aftagerne, hvilket vil sige i blanke profiler, anodiserede og lakerede profiler, blank pladealuminium og lakeret eller anodiseret pladealuminium.

Som største problem i forbindelse med genanvendelsen af aluminium nævnes, at aluminium ofte er svejset, limet eller skruet sammen med andre materialer. Produkter med clips eller "klik-løsninger" er væsentligt lettere at demontere. Desuden forringer det aluminiumets kvalitet, at det ofte er forsynet med bøsninger og skruer af jern eller messing.

Skønsmæssigt bliver årligt 4.000-4.500 tons skrot fra elektriske og elektroniske produkter bortskaffet via produktslagterierne. Det svarer til godt 10% af det samlede potentiale. Langt den største del af skrottet bliver deponeret på lossepladser, forbrændt eller behandlet i shredderanlæg. Genanvendelsesraten for aluminium i elektriske og elektroniske produkter må derfor også antages at være lav og ikke over sammenlagt 50%. Det er dog sandsynligt, at der i fremtiden vil komme flere produktslagterier på markedet med en tilsvarende højere materialegenanvendelsesrate til følge.

Der forventes snarligt vedtaget en bekendtgørelse fra Miljø- og Energiministeriet vedr. oparbejdning af kasserede elektriske og elektroniske produkter. Ifølge denne skal disse apparater bortskaffes og demonteres med henblik på at sikre komponenter, som kan være til fare for miljøet. Når denne bekendtgørelse vedtages vil genanvendelsen af aluminium fra apparaterne formodentlig stige voldsomt, da salg af aluminium kan være med til at finansiere demonteringen.

Materialeværdien kan ikke alene finansiere bortskaffelsen via demontering. Kundeprisen for behandling af elektronikskrot på produktslagterierne ligger mellem 4.500 og 7.000 kroner/ton afhængig af arten og kvaliteten af det indleverede skrot.

Som alternativt materiale til kabinetter, køleribber og printafdækning kan typisk anvendes stål, som er tungere og vanskeligere at bearbejde end aluminium men til gengæld er billigere. Til kabinetterne kan endvidere anvendes konstruktionsplast (ABS, PA og POM), som allerede anvendes i dag.

3.3 Elpærer

Omsætning

Aluminium anvendes ved fremstillingen af sokler til el-pærer. De tre almindeligste typer sokler består af 1,01-1,79 g aluminium. Den samlede aluminiumomsætning med el-pærer var i 1994 30-60 tons.

Udnyttede egenskaber

Valget af aluminium skyldes en række forskellige egenskaber ved materialet: det har en god ledningsevne, det er modstandsdygtigt mod oxidering, det er formstabilt og endelig er det forholdsvis let at sammenlodde.

De samme egenskaber er begrundelsen for valget af aluminium i sokler og fatninger til neonrør, halogenpærer, energisparelamper og damplamper.

Sekundært aluminium kan bruges til disse anvendelser, men bliver det tilsyneladende ikke i særlig stor udstrækning.

Genanvendelse og substitution

Aluminium fra sokler til el-pærer genanvendes ikke. Genanvendelse er principielt mulig, men kan ud fra økonomiske betragtninger ikke betale sig. Den største barriere mod genanvendelsen er indsamlingen af brugte pærer, som vil kræve, at pærerne indsamles separat og ikke sammen med andre aluminium- eller glasfraktioner.

Messing kan substituere aluminium i soklerne men anvendes ikke, da dette materiale er for dyrt i forhold til aluminium. Ligeledes kan jern anvendes som substitut for aluminium. På grund af jerns tendens til at oxidere i fugtig luft, bruges dette materiale heller ikke.

4. Transportmidler

4.1 Personbiler
4.2 Busser

Transportudstyr omfatter en bred gruppe af produkter spændende fra cykler og barnevogne over campingvogne til biler og specialkøretøjer. Som eksempler på to typer transportudstyr, som giver en stor omsætning af aluminium, betragtes her personbiler og busser.

4.1 Personbiler

Aluminium anvendes i forholdsvis beskedent omfang i biler, men adskillige autoproducenter forsøger at gøre bilerne lettere netop ved en mere udbredt anvendelse af aluminium. De mest almindelige anvendelser i dag er i topstykker, benzintanke og gearhuse, som i mange bilmærker er udført i aluminium.

Eksempler på andre anvendelser er bremserør (Volkswagen), bundkar (Ford) og ratstamme (Toyota). Som ekstra udstyr kan købes forskellige aluminiumeffekter, hvoraf alu-fælge er den vigtigste.

Desuden er der en række eksempler på nyere bilkonstruktioner med mere udbredt anvendelse af aluminium. Enkelte af disse er nævnt nedenfor, men også andre producenter har eksperimenteret med motorer og andre dele af aluminium.

Ford har produceret en ny model Fiesta, hvor gearhuset og hele motoren er udført i aluminium (cylinderblok, bundkar, topstykke og dæksel). Mere end 50% af det anvendte aluminium til denne motor er genbrugsmateriale.

Audi har udviklet et karrosseri i aluminium til deres model A8. Det er endnu meget nyt med brug af aluminiumkarrosseri, men man regner med at kunne indføre teknologien også i mindre modeller på et senere tidspunkt. Aluminiumkarrosseriet vejer ca. 40% mindre end et tilsvarende stålkarrosseri (Audi, 1996).

Hos BMW er den seneste serie 5 udstyret med for- og bagaksel, motor, gearhus, bremsecylindre og dørbeklædning af aluminium. På en enkelt model (520i) er også kadanakslen fremstillet af aluminium (Andersen, 1996).

Det gælder generelt for aluminium i biler, at der er meget snævre krav til sammensætningen af legeringerne. Det har dog ikke været muligt at få oplyst, hvordan legeringerne er sat sammen.

Ser man på inputsiden til autoophuggerne, er det vanskeligt at gætte på den samlede omsætning af aluminium med personbiler. Volkswagen bruger meget lidt aluminium i deres biler - næppe over 10 kg pr. bil i gennemsnit. I den modsatte ende er der som nævnt Fords nye Fiesta, BMWs 5-serie og Audis nye model A8, som er konstrueret med flere hundrede kg. aluminium.

En gennemsnitsbil, som skrottes i 1996, med topstykke og gearhus af aluminium har skønsmæssigt et indhold på 40-50 kg aluminium. Der skrottes i Danmark 80.000-100.000 biler årligt, hvilket giver en omsætning på 3.200-5.000 tons aluminium/år med skrottede biler. Moderne biler indeholder gennemsnitligt omkring 60 kg aluminium pr. bil, og tendensen går imod et stadig større indhold. I fremtiden vil aluminiumomsætningen med skrottede biler derfor forventeligt stige.

Aluminium anvendes til bilkonstruktion alene på grund af den vægtbesparelse, som materialet muliggør. Enkelte undtagelser forekommer for custom-udstyr som f.eks. alu-fælge, hvor udseendet er afgørende for materialevalget. En positiv egenskab ved aluminium til bilkonstruktion er, at materialet oxiderer meget langsomt. Dette plus er dog ikke afgørende for materialevalget, da den samme egenskab kan tilføres stål ved forskellige former for galvanisering eller forzinkning. Det skal dog nævnes, at zink er en begrænset ressource og har en betydeligt kortere forsyningshorisont end aluminium. De nuværende kendte reserver af zink rækker skønsmæssigt 40 år, mens aluminiumreserverne rækker til flere hundrede års forbrug.

Den overvejende andel af brændstofforbruget til kørsel skyldes bilernes vægt. Kun en mindre del kan henføres til vindmodstand. For Audi A8 har fabrikken beregnet, at 70% af brændstofforbruget ved normal kørsel bestemmes af bilens vægt. Vindmodstanden gør altså blot rede for 30% af brændstofforbruget. En reduktion af vægten på biler vil derfor føre til en forholdsvis høj reduktion i brændstofforbruget pr. kørte kilometer.

Audi har beregnet, at det højere energiforbrug ved fremstillingen af et aluminiumkarrosseri i forhold til energiforbruget til fremstilling af et stålkarrosseri til model A8 på grund af vægtbesparelsen er tjent hjem efter ca. 60.000 km kørsel.

Der er for biler en stadig større fokus på materialegenanvendelse. For flertallet af bilmærker gælder det, at der allerede ved konstruktionen er taget højde for, at bilerne på et tidspunkt skal skrottes.

Hos en række bilfabrikker har man således siden slutningen 1980erne mærket alle plastdele i bilerne, så de senere kan separeres i de forskellige plasttyper med henblik på genanvendelse. På tilsvarende vis er enkelte fabrikker begyndt at mærke aluminiumdelene, således at de enkelte legeringer kan skelnes fra hinanden.

Flere bilfabrikker har opført anlæg til tilbagetagning og demontering af udtjente biler fra de respektive fabrikker. Det gælder bl.a. for Mercedes og BMW. På Mercedes' demonteringsanlæg bliver alle dele med en vægt over 100 g demonteret, sorteret og så vidt muligt genanvendt. På BMWs demonteringsanlæg har man opnået at kunne sende mere end 90% af en personbil til materialegenanvendelse.

Dertil kommer, at alle tyske serviceværksteder har pligt til at sortere en række typer udskiftede reservedele, så de senere af fabrikkerne kan tages retur med henblik på materialegenbrug.

Det skønnes i branchen, at en tilsvarende ordning kunne indføres i Danmark uden at være en væsentlig belastning for værkstederne (Andersen, 1996).

Der foretages ikke en systematisk demontering af biler i Danmark. Med de nuværende omkostningsforhold i branchen er der heller ikke økonomi i at eksportere udtjente biler til demonteringsanlæg i udlandet. Dette gælder også for biler, som er designet med henblik på en senere demontering. Det danske marked for skrotbiler er for lille og fordelt på for mange bilmærker til, at der er økonomi i at opstille demonteringsanlæg.

Biler, som skrottes, bliver derfor indleveret til danske autogenbrugs- eller skrotningsvirksomheder. Efter de miljøfarlige væsker og komponenter er taget ud, fjernes værdifulde dele, som senere kan sælges med fortjeneste. Det kan typisk være motor, gearkasse, drivaksler, køler, startmotor og generator.

Normalt betragtes også større enheder af aluminium som "værdifulde" og tages derfor ud hos produkthandlerne. Er delene i god stand, sælges de til værksteder, der bruger dem som reservedele. I modsat fald sælges de videre til omsmeltning i Danmark eller i udlandet (Andersen, 1996).

Resten af bilen sendes herefter til et shredderanlæg og bliver knust. Aluminiumdele, som shreddes sammen med bilerne, bliver enten sorteret og solgt til omsmeltning som en separat aluminiumfraktion, eller de indgår i en fraktion af "øvrigt metal", som er kendetegnet ved ikke at indeholde jern.

Det eneste danske anlæg, som kan frasortere aluminium, er flotationsanlægget hos H. I. Hansen. Aluminium herfra videresælges til omsmeltning i Danmark eller i udlandet.

Aluminium, som indgår i fraktionen "øvrigt metal" fra shredderanlæg uden sortering, eksporteres overvejende usorteret. Herved opnås en meget lav pris for salget af materialet.

Det har ikke været muligt at identificere initiativer, som sigter på at gå bort fra shreddning som generel behandlingsmetode, men der er i branchen generelt en tro på, at man også i Danmark i fremtiden vil gå over til, at biler bliver demonteret og ikke ophugget.

Et problem i forbindelse med demonteringen af bilerne og udtagning af aluminiumdelene er, at produkthandlerne ikke eller kun i ringe udstrækning kan få demonteringsvejledninger fra fabrikanterne. Produkthandlerne er således henvist til at gætte sig til, hvor særligt værdifulde og særligt miljøskadelige komponenter findes.

Genanvendelseskredsløbet for aluminium i biler vurderes at være velfungerende. Det skønnes således, at mindst 95% af aluminiumindholdet i skrottede biler genanvendes.

Tabet af op til 5% aluminium skyldes overvejende fejlsortering, hvorved aluminium kommer med i fraktioner, der skal deponeres eller forbrændes. 100% genanvendelse vil sandsynligvis være betinget af, at man går bort fra shreddning som adskillelsesmetode og i stedet demonterer bilerne.

Da det ikke er muligt at identificere de enkelte legeringer, bliver aluminium fra biler som regel solgt som støbealuminium. Aluminiumlegeringer til brug i biler har ofte snævre marginer for sammensætningen og er derfor relativt kostbare. Det bør derfor undgås, at aluminium fra biler efter brug indgår i en samlet fraktion af støbemateriale.

4.2 Busser

Aluminium anvendes en række forskellige steder i busser. De største mængder bruges som aluminiumprofiler, -plader og spændestykker. Desuden anvendes aluminium i gearkassen, til sinapladebeklædning, til vandkøleren, til stolestel, til luftkøleren, til radiatorer, tagblæsehus og en række andre steder i små mængder.

Indholdet af aluminium i de enkelte busmærker og modeller varierer meget. Volvo og Leyland nævnes som mærker med et generelt højt aluminiumindhold.

Omsætning

Landets eneste producent af busser er DAB i Silkeborg, hvor man årligt fremstiller ca. 220 busser. Disse fordeler sig på flere forskellige modeller. I DABs Citybus Mk 3, som er den mest producerede model, er der et indhold på ca. 2.550 kg aluminium svarende til 1/4 af bussens samlede vægt. Antages denne aluminiummængde at være repræsentativ for den samlede produktion, svarer det til et årligt forbrug af ca. 560 tons aluminium til den hjemlige busproduktion. Ved produktionen af en bus produceres ca. 250 kg aluminiumaffald, som sælges til skrothandelen, der videresælger til omsmeltning. Det svarer til 55 ton aluminiumskrot om året (Færgemann, 1996).

De øvrige busser på det danske marked er importerede og med et delvist ukendt indhold af aluminium. Som det fremgår nedenfor, ophugges kun forholdsvis få busser i Danmark. Aluminiummængden i busser kan derfor betragtes som et flow gennem det danske samfund med en opholdstid på 10-20 år.

Udnyttede egenskaber

Ligesom i biler er vægtbesparelsen den afgørende årsag til, at aluminium i stigende omfang anvendes ved konstruktionen af busser. Hertil kommer positive tekniske egenskaber, som gør materialet velegnet til anvendelsen, men disse egenskaber kan også opnås med andre materialer.

Genanvendelse og substotution

Generelt skrottes kun forholdsvis få busser i Danmark. Når busserne er udtjent hos danske vognmænd eller busselskaber, bliver de oftest sat i stand og solgt til udlandet, hvilket eksempelvis vil sige Polen og Rusland.

Der er i Danmark ca. 8 autoophuggere, som bortskaffer busser. Der kan være store svingninger i, hvor mange busser der skrottes årligt, men i gennemsnit drejer det sig formentlig om i alt ca. 200 busser.

Indholdet af aluminium i busserne er en væsentlig årsag til, at det kan betale sig for autoophuggerne at skrotte busser. Hos enkelte ophuggere er det ligefrem en betingelse for at modtage bussen til ophugning, at den har et højt aluminiumindhold. De busser, der i dag skrottes, er fremstillet, før det blev almindeligt at anvende aluminium. En række funktioner, hvor man i dag bruger aluminium, er i disse busser udført i stål.

Aluminium, som kan afmonteres manuelt, sælges videre til omsmeltning direkte fra ophugningspladsen. Den resterende lille mængde aluminium genvindes fra shredderanlægget.

Det vurderes, at den samlede genvindingsrate for aluminium i busser ikke er under 95%.

Referencer

Andersen, B. (1996) Formand for Dansk Autogenbrug (brancheforening). Personlig kommunikation.

Andersen, S. (1996) BMW Import. Personlig meddelelse.

Audi (1996) Informationsmateriale om Audi Space Frame ASF.

Bryndum, K. (1996) Gotthard Aluminium, Kolding. Personlig kommunikation.

Christensen, J. (1996) Danske Elværkers Forening. Personlig meddelelse.

Dahl-Andersen, H. H. (1990) Miljøprofiler for aluminium-, PET-, PET/pap-emballagebakker. DTI Miljøteknik for A/S Haustrup-Ekco.

Danmarks Statistik (1996) Udenrigshandelsstatistikken for 1994.

Danske Elværkers Forening (1995) Elforsyningen - Ti-års statistik. Udgivet af Danske Elværkers Forening, december 1995.

Færgemann, H. (1996) DTI Miljøteknik. Personlig meddelelse.

Legarth, J.B. (1994) Miljøprojekt nr. 280 - Bortskaffelse af elektronikprodukter. Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen (1992) Aluminiumsbelagte kartoner. Arbejdsrapport nr. 38/1992.

Oppergaard (1996) Bang & Olufsen. Personlig kommunikation.

Bilag 2

Indsamlingsordninger for aluminium

I dette bilag vil der blive givet en beskrivelse af eksisterende forsøg og ordninger med indsamling af aluminium. De beskrevne ordninger retter sig først og fremmest mod aluminium fra husholdninger.

En målrettet indsamling af aluminiumdåser til øl og sodavand er ikke beskrevet i dette bilag. Den særlige problemstilling omkring en evt. indførelse af disse emballager i Danmark er udførligt beskrevet i andre rapporter.

De her beskrevne indsamlingsordninger er fundet ved en rundspørge i relevante organisationer og brancher. Det kan således ikke udelukkes, at der er taget andre initiativer på området, end de her medtagede. Blandt andet er det sandsynligt, at man i boligforeninger har indsamlingsforsøg i gang, som man ikke har kendskab til i genanvendelsesbranchen.

1. Danske indsamlingsordninger

Affaldsregion Nord

Hos Affaldsregion Nord i Vojens har man i 7 år kørt med en "3-ugers indsamling" af forskellige affaldsfraktioner (Kahl, 1996). Ordningen blev for få år siden udvidet således, at man nu indsamler i alt 6 fraktioner separat:

· aviser og ugeblade

· blød plast

· hård plast

· tøj og sko

· dåser

· pap og flamingo

Fraktionerne afhentes hos forbrugerne med 3 ugers mellemrum. Dåsefraktionen indeholder skønsmæssigt 25-30% aluminiumdåser, mens resten er ståldåser. Hele fraktionen fyldes i en container, som med jævne mellemrum sælges videre til Uniscrap i Kolding.

Dåserne udgøres primært af øl- og sodavandsdåser, som er indført over den tyske grænse. Indsamlingsresultatet er derfor ikke repræsentativt for hele Danmark. Konservesdåser o.l. findes kun i meget lille udstrækning i denne fraktion, men bliver i stedet indsamlet sammen med øvrigt blik fra de kommunale ordninger.

Uniscrap i Kolding modtager 4-5 tons dåser om måneden med et aluminiumindhold på 1,0-1,5 tons. Det svarer til 12-18 tons aluminium om året. Dette sælges videre til omsmeltning hos Gotthard eller undertiden til udlandet.

Erfaringen i Vojens viser, at borgerne gerne sorterer i de mange fraktioner.

RenoVest

I Lemvig prøver man via forskellige former for undervisnings- og informationsmateriale at gøre borgerne opmærksomme på vigtigheden af at genbruge aluminium (Klausen, 1996). Dette er fulgt op med en speciel beholder til aluminium på genbrugspladserne, hvor man har erfaring for, at borgerne bringer meget aluminium hen. Det gælder dog ikke aluminium fra den daglige husholdning i form af bakker, dåser og folier, men snarere større genstande som cykelfælge, gryder og stegepander.

Man har overfor de udenlandske sommerhusturister iværksat en særlig informationskampagne for at få indsamlet de øl- og sodavandsdåser, som de medbringer fra deres hjemlande. Denne kampagne har haft "nogen indflydelse" på turisternes adfærd.

Der er ikke overblik over udgifter og indtægter i forbindelse med ordningen, ligesom man ikke ved, hvor meget aluminium der indsamles på denne måde.

Herning kommune

I maj måned 1996 afholdt de fire Green City kommuner, hvoraf Herning er den ene, en "Grøn Uge". I forbindelSe her!med valgte man i Herning at fokusere på aluminium som et materiale, der er forbundet med stort energiforbrug og med potentiale for at spare energi (Herold, 1996).

I den anledning blev der på Herning gågade opstillet en container til indsamling af aluminium. Desuden blev der opstillet en container til aluminiumindsamling på genbrugspladsen i Herning.

Efter afslutningen på Grøn Uge blev containeren på gågaden fjernet og indholdet ført over i containeren på genbrugspladsen. Over en periode af ca. 8 uger er denne container med et volumen på 660 liter fyldt. Da containeren ikke var udstyret med anordning til komprimering af aluminiumet, svarede dette til et indhold på 18 kg.

Som en årsag til, at forholdsvis små mængder er samlet ind fra kommunens i alt ca. 57.000 indbyggere, peges på, at kommunen har en stor udstrækning, og at mange mennesker derfor har 15-20 km transport til genbrugspladsen. Den indsamlede mængde svarer til ca. 2 g aluminium pr. indbygger og år.

Indholdet i containeren består for en meget stor dels vedkommende af låg fra yoghurtbægre, foliebakker, foliefade og en del øldåser, ligesom enkelte gryder og stegepander er blandt det indsamlede.

Man regner med at kunne øge indsamlingsresultatet til et par hundrede kg. aluminium pr. år ved små justeringer af ordningen.

Desuden påtænkes opstart af en ordning med indsamling på kommunens skoler, hvor en af de ældre klasser gøres ansvarlig for administrationen af en opstillet container. Klassen får da overskuddet fra salget til eksempelvis en lejrskoleudflugt.

Der er endnu ikke overblik over omkostningerne pr. indsamlet ton aluminium, men det beskrives som tvivlsomt, om indsamlingen er lønsom set ud fra et rent økonomisk synspunkt.

Fremover vil der til aluminiumindsamlingen blive anvendt en 3 m³ container med manuel presse. Denne kan forventeligt indeholde 200 kg aluminium med en salgsværdi på 600-700 kroner. Det kan netop dække udgifterne til borttransportering af aluminiumet, men ikke til forrentning af containeren. Dette ses som økonomisk attraktivt, da udgiften til deponering eller forbrænding af det solgte aluminium er sparet.

AVV Hjørring

Affaldsselskabet AVV Hjørring dækker kommunerne Hjørring, Brønderslev, Sindal, Løkken/Vrå og Hirtshals med i alt 37.000 husstande og 87.000 indbyggere.

I de sidste 3 år har man efter et borgerønske haft en ordning med specielle aluminiumcontainere på 7 genbrugspladser i området (Gerd, 1996). Ved ordningens start var der mindst een container til aluminiumaffald i hver kommune. Siden hen er de blevet omfordelt efter befolkningstætheden i de enkelte områder.

Der har ikke været specielle informationskampagner omkring separat indsamling af aluminium. Informationen har bestået i artikler om problemstillingen i Vendsyssel Tidende, en stor annonce i samme blad og i et afsnit i den generelle informationsfolder fra affaldsselskabet.

AVV Hjørring er tilfredse med indsamlingens forløb og har ikke planer om at ændre noget ved ordningen. Der indsamles øldåser, leverpostejbakker, andre foliebakker, konservesdåser og lidt produktionsaffald fra områdets virksomheder. Det indsamlede materiale er pænt rent. Med jævne mellemrum presses indholdet af indsamlingscontainerne sammen og sælges til en skrothandler, som igen videresælger til omsmeltning hos Gotthard eller i udlandet.

Siden ordningens start for 3 år siden er der i alt indsamlet 5-6 tons aluminium i 7 containere. Det svarer til mellem 57 og 69 g aluminium pr. indbygger over en 3-årig periode. Man har ikke regnet på lønsomheden, men mener, at der er et lille overskud på indsamlingen. Dette overskud er alene muligt, fordi selskabet allerede råder over nødvendigt materiel og infrastruktur.

Odense

I Odense har man åbnet sine 8 nærgenbrugsstationer, som egentlig er beregnet til kommunens storskraldsordning, for private husholdningers aflevering af aluminium (Sørensen, 1996).

På nærgenbrugsstationernes område er opstillet små beholdere med et rumindhold på 190 liter, som er beregnet til aluminium. Det indsamlede aluminium består typisk af cykeldele, øl- og sodavandsdåser, kedler og aluminiumbakker. Når disse små beholdere er fyldt, omhældes de af personalet til en stor container med blandet metal.

Det blandede metal sælges videre til shredding og sortering hos H.I. Hansen. I 1995 var den samlede metalmængde fra de 8 stationer 2.375 tons. Det er uvist, hvor stor en del heraf aluminiumet udgjorde.

Årsagen til at man opstiller separate beholdere til aluminium og derefter blander med det øvrige metalaffald er, at man på den ene side ønsker at tydeliggøre, at det er vigtigt at indsamle netop aluminium og på den anden side alligevel sorterer aluminium sammen med de øvrige metalfraktioner.

Ordningen fungerer tilfredsstillende i sin nuværende form, og der er ikke planer om ændringer. Da aluminiumindsamlingen er integreret i et eksisterende indsamlingssystem, er den ikke forbundet med væsentlige omkostninger eller arbejdsbyrder. Man har ikke overblik over øvrige omkostninger eller indtægter i forbindelse med indsamlingen.

Midtfyns Genbrug

Kommunerne Ringe, Årslev og Ryslinge har i fællesskab oprettet Midtfyns Genbrug, som er en fælles indsamlingsordning for genanvendeligt affald (Boesen, 1996).

Ordningen består i jævnlig indsamling af forskellige affaldsfraktioner ved indbyggernes bopæle. I Årslev og Ryslinge indsamles 1 gang hver måned og i Ringe 2 gange om måneden. Affaldet indsamles med varevogne, hvor fraktionerne så vidt muligt holdes adskilte.

Det indsamlede materiale afleveres på ordningens eget genbrugscenter, hvor der sorteres yderligere i de forskellige fraktioner, som er aluminium, jern/metal, glas, pap/aviser, flamingo, indbo og møbler. Sorteringen foretages af personer i jobtilbud og af enkelte fastansatte medarbejdere. Aluminium sælges videre til skrothandler.

1995 var det første år, hvor man sorterede aluminium separat. Der blev i dette år indsamlet ca. 1 ton aluminium. I 1996 regner man med at fordoble dette tal. Oplandet har ca. 25.000 indbyggere, hvilket vil sige, at der i 1995 blev indsamlet 40 g aluminium pr. indbygger.

Genbrugscenteret er uafhængigt af de deltagende kommuners nærgenbrugsstationer.

Man har ikke overblik over omkostningerne ved indsamling af aluminium på denne måde og tør ikke gætte på, hvorvidt aluminiumindsamlingen er en nettogevinst eller -udgift.

Tønder

Tønder kommune tilbyder sine indbyggere at få indsamlet genanvendeligt affald ved deres bopæl hver 14. dag (Sørensen, 1996). Kommunen har indgået en aftale med Genbrugscenter Vest, der står for den egentlige indsamling hos de enkelte husstande.

De indsamlede fraktioner er bl.a. glas, papir, aluminium og jern/metal. Aluminiumfraktionen udgøres overvejende af øl- og sodavandsdåser, som er indført via den tyske grænse.

Desuden indsamles aluminiumbakker fra den kommunale madordning for pensionister. Maden bringes ud på aluminiumbakker, som pensionisterne rengør og afleverer enten i forbindelse med husstandsindsamlingen eller direkte til en af de fire containerpladser i oplandet. Containerpladserne er organiseret med en central plads og tre tilhørende "satelitpladser".

På containerpladserne er der opstillet separate beholdere til aluminium. Med jævne mellemrum tømmes disse, og indholdet presses sammen til baller og sælges til en produkthandler med henblik på genanvendelse.

I 1994 blev der separat indsamlet 3.200 kg aluminium, i 1995 3.400 kg og for perioden januar til ultimo maj 1996 er der indsamlet 1.800 kg aluminium separat i Tønder kommune. Kommunen har 12.700 indbyggere. Der blev således i 1995 indsamlet 268 g aluminium pr. indbygger.

Dette indsamlingsresultat er ikke repræsentativt for hele landet, da det i al væsentlighed bygger på øl- og sodavandsdåser indført over grænsen.

Indsamlingen af aluminium påvirker ikke de generelle omkostninger til indsamling af genanvendeligt affald nævneværdigt, da den fornødne infrastruktur allerede eksisterede, før man påbegyndte indsamling af aluminium. Der er ikke overblik over de præcise omkostningsforhold ved indsamlingen.

Sønderjyllands amt

I Sønderjyllands amt har de 23 primærkommuner sortering af metal på hver af deres i alt næsten 100 containerpladser (Petersen, 1996). Der er ikke tale om en egentlig indsats for at få indsamlet ekstra mængder aluminium, men derimod om en ordning til optimering af gevinsten ved salg af de metaller, der kommer ind på containerpladserne. Sorteringen på containerpladserne foregår i tre fraktioner, som er rent jern, urent letjern og ædlere metaller.

Urent letjern er en fraktion bestående af sammensatte metalprodukter, som ikke kan adskilles til rene fraktioner. Det kan eksempelvis dreje sig om metaller med påklæbet plast eller sammenloddede metaller. Metalsammensætningen er trods navnet samlet fra hele spektret af metaller.

Ædlere metaller udgøres af metaller med en højere handelsværdi end jerns. Det vil bl.a. sige kobber, zink, aluminium og bly.

Fraktionen med ædlere metaller sælges til skrothandler, fortrinsvis Uniscrap i Aabenraa, som sorterer den dels ved magnetseparation og dels efter massefylde, ved at lede metallerne gennem en luftstrøm.

Man har ikke overblik over forholdet mellem omkostninger og ekstra indtægter ved denne ordning.

Hyldespjældet

Boligbebyggelsen Hyldespjældet i Albertslund har indført en ordning, hvor man har mulighed for at sortere sit affald i omkring 40 forskellige fraktioner (Skotte, 1996). På den måde har man nedbragt mængden af affald til deponering eller forbrænding fra ca. 3 containerfulde om ugen til ca. 3 containerfulde om året.

Aluminium sorteres i en fraktion for sig. Man har erfaring for, at bebyggelsens yngre beboere kun sorterer, når de er tvunget hertil. Det vil eksempelvis sige ved bortskaffelsen af affald, som "ikke kan være under køkkenvasken". Ligeledes er det kun de færreste, som sorterer så meget i bund, at alle ca. 40 fraktionsmuligheder udnyttes. Derfor går blandt andet en del aluminium i form af folier og bakker til deponering eller forbrænding sammen med det øvrige restaffald.

Det separat indsamlede aluminium videresælges til VEGA, som igen videreformidler til materialegenbrug. Hos VEGA skønner man, at der i 1995 kom 50-60 kg separat indsamlet aluminium ind fra Hyldespjældet (Rasmussen, 1996).

Bebyggelsen har 390 husstande med hovedvægten på 1- og 2-rums lejligheder med i alt 775 beboere. Der blev således i 1995 indsamlet mellem 65 og 77 g aluminium pr. beboer. Organiseringen af opdelingen i de mange affaldsfraktioner foretages af frivillige kræfter blandt beboerne, og de nødvendige beholdere leveres af VEGA, som også forestår videresalget af de genanvendelige fraktioner.

Der er for boligselskabet derfor ikke omkostninger forbundet med indsamlingen af aluminium. Hos VEGA har man ikke overblik over forholdet mellem de udgifter, man har ved at understøtte projektet, og de indtægter, man opnår ved salg af genanvendeligt materiale.

BOFA Bornholm

BOFA på Bornholm understøtter et projekt vedr. indsamling af aluminium, som skoleelever i Østermarie står for (Malmkvist, 1996). BOFA har stillet tre containere til elevernes rådighed. Eleverne sørger løbende for at tømme containerne og sælge det indsamlede aluminium til Bornholms Produkthandel.

Hos Bornholms Produkthandel får man ca. 4 gange årligt aluminium ind fra dette projekt (Mogensen, 1996). Indholdet består først og fremmest af øldåser, og der indvejes pr. gang ca. 40 kg. Det svarer til en årligt indsamlet mængde på ca. 160 kg. Værdien heraf er ca. 500 kroner.

Da containerne stilles gratis til rådighed, har eleverne udover tidsforbruget ikke udgifter til at indsamle aluminiumet.

Et andet tilsvarende forsøg på Bornholm er gået i sig selv igen.

Foliebakker

I en række storkøkkener og kommunale madordninger for pensionister benytter man sig af aluminiumbakker til levering af maden (Nystrøm, 1996). Bakkerne er ruminddelte engangsbakker, som vejer ca. 26 g. På årsplan svarer det til 9,5 kg aluminium pr. deltager i madudbringningsordningen. Bakkerne produceres hos Plus Pack AS, som også har sat system i genanvendelsen af bakkerne. Dette arbejde blev indledt i 1987.

I ca. 35 kommuner med madordning for i alt ca. 6.000 personer har man etableret et system til tilbagetagning af alufoliebakker med henblik på genanvendelse. Systemet fungerer således, at pensionisterne afskyller bakkerne og giver dem tilbage til chaufføren ved den efterfølgende madudbringning. Chaufføren tager aluminiumbakkerne tilbage til centralkøkkenet, hvorfra de sælges til en produkthandler, der igen videresælger til omsmeltning.

I Odense, hvor en del af madudbringningen foretages med taxa, lader man taxachaufførerne håndtere tilbagetagningsordningen. Som modydelSe her!for, får taxachaufførerne provenuet fra salget af de brugte bakker.

Disse tilbagetagningssystemer er frivillige. Omkring 95% af bakkerne kommer retur, hvilket betegnes som absolut tilfredsstillende. Der omsættes årligt i de 35 kommuner 55-60 tons aluminiumbakker. Det svarer til ca. 70% af omsætningen på landsplan.

De resterende ca. 30% eller 25 tons/år omsættes i Københavns og Århus kommuner, hvor der ikke foretages indsamling af bakkerne.

I København begrundes dette med hygiejniske problemer i forbindelse med transporten af brugte bakker sammen med den friske mad. Hos Plus Pack AS er man af den opfattelse, at en supplerende grund kan være vanskeligheder med at ændre indgroede procedurer omkring madudbringningsordningen, som i København har fungeret før indsamling af aluminium blev aktuel.

I Århus bringes maden ud med frostbiler uden plads til tomme emballager. Man har derfor ikke mulighed for at tage emballagerne med retur.

Man har ikke overblik over forholdet mellem timeforbruget i forbindelse med indsamlingen og værdien af det indsamlede aluminium. Man mener dog, at indsamlingen kan betale sig, da den ekstra indsats ved indsamlingen alene består i at tage bakkerne med i madudbringningsvognen og bagefter transportere dem ud til en produkthandler.

Man har beregnet energiforbruget til produktion af en aluminiumbakke til at være 1 MJ under forudsætning af genanvendelse og 6 MJ uden genanvendelse. Anvendes tallerkener i stedet for aluminiumbakker er energiforbruget til opvarmning og afvaskning af tallerkenen ca. 1 MJ.

Som en mulig forbedring af genanvendelsen af aluminium nævnes, at kommunerne kan etablere separat indsamling af aluminium fra boligkomplekser, hvor der bor mange pensionister.

2. Tyske erfaringer

Vedtagelsen af den tyske emballageforordning i 1991 har medført et fald i det tyske emballageforbrug og en samtidig stor stigning i emballagegenbruget. Fra 1991 til 1993 faldt det samlede emballageforbrug således fra 12,8 mio. tons til 11,8 mio. tons, mens emballagegenbruget steg fra 4,9 mio. tons i 1993 til 8,2 mio. tons i 1995 (Vestergaard, 1996 og Hansen, 1996).

Emballageforordningen foreskriver, at enhver, der sender emballage på markedet, har pligt til at sørge for, at samme emballage samles ind igen og genbruges.

I praksis har det udmøntet sig i tre licenssystemer, som fritager producenter og grossister for deres tilbagetagelsespligt. For transportemballage tilbyder Interseroh AG og RESY GmbH at varetage emballageindsamlingen og -genanvendelsen, mens Duales System Deutschland GmbH tilbyder en tilsvarende service for salgsemballage.

Emballager, som er mærket med et af de tre systemers mærke, kan frit afleveres i ordningernes containere og på andre indsamlingssteder, hvorefter der vil blive taget hånd om den videre genanvendelse.

Resultaterne af indsamlingen af aluminium i salgsemballager er vist i tabel 1.

Siden 1. juli 1995 har kravet til indsamling af aluminium under det duale system (Der Grüne Punkt) været en indsamlingsrate på 72%. Dette mål er nået på nuværende tidspunkt.

Pr. 1. oktober 1996 var prisen for at få 1 kg aluminiumemballage mærket med Dem Grünen Punkt, som er Dualen System Deutschlands miljømærke, 1,5 DM. Desuden er der særlige satser for kombinationsemballager og fleksible emballager, som ikke er egnede til prissætning efter deres vægt.

Indsamlingsresultaterne i tabel 4.1 er opnået for rene aluminiumemballager, mens aluminium i eksempelvis juicekartoner og andre sammensatte materialer indgår i statistiken som kombinationsemballager. For disse var genanvendelsesraten i 1995 51%.

Man skelner i statistiken mellem den indsamlede mængde og den genbrugte mængde, da ikke alt indsamlet emballageaffald kan genbruges. De ovenfor nævnte genanvendelsesrater er de reelt genanvendte mængder.

Referencer

Boesen, H. (1996) Ringe kommune, Teknisk forvaltning. Personlig kommunikation.

Gerd, G. (1996) AVV Hjørring. Personlig kommunikation.

Hansen, G. (1996) RenDan Videncenter. Personlig kommunikation.

Herold, M. (1996) Herning kommune, Teknisk forvaltning. Personlig kommunikation.

Kahl, E. (1996) Affaldsregion Nord, Vojens. Personlig kommunikation.

Klausen, J. (1996) RenoVest, Lemvig. Personlig kommunikation.

Mogensen, K. M. (1996) Bornholms Produkthandel. Personlig kommunikation.

Malmkvist, E. (1996) BOFA Bornholm, direktør. Personlig kommunikation.

Nystrøm, I. (1996) Plus Pack AS. Personlig kommunikation.

Petersen, B. (1996) Sønderjyllands amt, leder af Industriafdelingen. Personlig kommunikation.

Rasmussen, R. P. (1996) VEGA. Personlig kommunikation.

Skotte, L. (1996) Boligbebyggelsen Hyldespjældet, beboerrepræsentant. Personlig kommunikation.

Sørensen, C. (1996) Odense Renovationsselskab. Personlig kommunikation.

Sørensen, P. (1996) Tønder kommune, Teknisk forvaltning. Personlig kommunikation.

Vestergaard, F. (1996) Grænseoverskridende konsekvenser af den tyske affalds- og genbrugslovgivning. Udgivet af det Tysk-Danske Handelskammer, Børsen, København.

Bilag 3

Estimat af forsyning, produktion, import og eksport af aluminium som færdigvarer for 1994

I tabellen er givet et estimat over forsyning, produktion, import og eksport af aluminium med færdigvarer i 1994. Der er anvendt følgende fremgangsmåde ved opstilling af tabellen.

1. Ud fra data indhentet i forbindelse med MPI-projektet i 1992 er der udskrevet en liste over varegrupper og tilhørende varenumre der indeholder aluminium, samt procenten af aluminium i de pågældende varegrupper.

2. Listen er fremsendt til Danmarks Statistik, der har konverteret de pågældende varegrupper og varenumre fra 1992 til 1994 og udskrevet en liste over forsyning, produktion, import og eksport for 1994.

53 varegrupper fra MPI, som indeholdt <5% Al og i MPI var registreret med en forsyning på mindre 100 tons aluminium, blev dog ikke opdateret med samlet i en gruppe "ikke opdateret" med en samlet forsyning i 1992 på 1.087 tons.

I de tilfælde, hvor der ikke forekommer vægt i produktionen (ca. halvdelen) har Danmarks Statistik estimeret en produktionsvægt efter samme fremgangsmåde som i MPI-projektet, dvs. estimeret vægten af produktionen ud fra værdien af produktion samt forholdet mellem vægt og værdi af eksporterede varer. For varegruppe 85062, isolerede ledninger og kabler, forelå der på opdateringstidspunktet ikke statistiske data. Denne varegruppe er derfor senere manuelt opdatering ud fra Udenrigshandelsstatistikken og Varestatistik for industrien. Aluminiumindholdet i varegruppen er i øvrigt blevet revideret i MPI.

Enkelte varenumre, hvor et eller flere tal er diskretioneret, er samlet i en fælles varegruppe kaldet 99999.

3. I den konverterede liste over varegrupper og varenumre er der herefter foretaget en frasortering af varenumre i kap. 76 som skønnes at være råvarer eller halvfabrikata jf. tabel 1.

Hvis der i tabel 2 kun er angivet en varegruppe jf. MPI, betyder det at alle varenumre, der tilhører denne gruppe er medtaget. For varegrupper, hvor der er foretaget en frasortering, er der angivet hvilke varenumre jf. DS der er medtaget.

4. Mængden af aluminium i færdigvarerne er herefter beregnet ved hjælp af den Al-procent der var fundet for varegrupperne i 1992.

For varegruppe 99999 over diskretionerede varenumre, anvendes et aluminiumindhold svarende til gennemsnittet for de varegrupper, som de disketionerede numre indgår under i MPI. Se her!

Bilag 4

Firmaer, der har været kontaktet som led i denne undersøgelse

Affaldsregion Nord, Vojens

AGA AS, København

Alcan Deutchland GmbH, Brøndby

Alumeco Metalhandel A/S

Amagerforbrænding, København

Audi, København

Automobilhandlerforeningen i Danmark, DAF

AVV, Hjørring

BAC Bergsøe Anti Corrosion A/S, Hvidovre

Bang & Olufsen, Struer

BMW Import, Kolding

BOFA, Rønne

Boliden Bergsøe A/S, Glostrup

Bornholms Produkthandel, Rønne

Corona Packaging AS, Ishøj

Danapak A/S, Slagelse

DanaPak R og D, Holte

DanaPak, Horsens

Danisco A/S, Kbh

Danisco Flexible Rackmann, Horsens

Danish Computer Recycling, Roskilde

Dansk Autogenbrug (brancheforening), Glostrup

Dansk CFC-Genvinding, Århus

Dansk Papir-industri A/S, Aabenraa

Dansk Shell A/S, Fredericia

Danske Elværkers Forening, Frederiksberg

Det Danske Stålvalseværk A/S, Frederiksværk

DISA, København

Drewsen Silkeborg Papirfabrik A/S, Silkeborg

Egetæpper A/S, Herning

Elektro Miljø A/S, Vejle

Eurogran, Kalundborg

Falck, København

Foamtex A/S, Ikast

Ford Service, Vordingborg

Fredericia Bryggeri, Fredericia

Frese Metal- og Stålstøberi A/S, Slagelse

GenvindingsIndustrien (brancheforening)

Gotthard Aluminium A/S, Kolding

Gränges Danmark, Brøndby

H.J. Hansens Genvindingsindustri A/S, Odense

Haldor Topsøe A/S, Grenå

Hals Metalsmelteri, Hals

Hydro Aluminium Tønder A/S, Tønder

Hydro Gas AS, Oslo

J.C. Hempel’s Skibsfarve-fabrik A/S, Lyngby

Jydsk Aluminium Industri A/S, Herning

Kemira Miljø A/S, Esbjerg

Kvistgaard Jern & Metal A/S, Helsingør

NESA, Hellerup

NKT Kraftkabler A/S, Stenlille

NKT Kraftkabler, København

NKT, Asnæs

Nordisk Aluminat A/S, Kalundborg

Odense Renovationsvæsen A/S, Odense

Phillips Lys A/S, København

PLM, fabrikken Fosie AB, Sverige

Plus Pack A/S, Odense

RenDan AS, Søborg

Roskilde Jernværk A/S, Roskilde

Royal Copenhagen A/S, København

Sapa A/S, Grenå

SCHOUW Packing A/S, Århus

SEAS, anlægsafdelingen, Haslev

SkanAluminium, Oslo, Norge

Skanem A/S, Skive

Skjern Papirfabrik A/S, Skjern

Stora Papyrus Dalum A/S, Odense

Sun Chemicals, Køge

Technoworld Aps, København

Tetra Pak, Lyngby

Uniscrap A/S, Kolding

Uniscrap A/S, København

Uniscrap A/S, Aabenraa

VEGA, Taastrup

Vestjysk Industrilakering A/S, Skjern

Vita-emballage A/S, København

Aalborg Portland A/S, Aalborg