| Forside | | Indhold | | Forrige |

En effektiv affaldssektor

12 Bilag

• I. Problemnotat: Aktuelle udfordringer og problemer på affaldsområdet
• II. Bidrag fra undergrupper
  • II.i. Ansvar
  • II.ii. Genbrugspladser
• III. Parternes anbefalinger om den fremtidige organisering af affaldssektoren
  • III.i Anbefalinger fra Dansk Industri, Dansk Byggeri, Handel- Transport og Serviceerhvervene, samt Dansk Transport og Logistik
  • III.ii Supplerende anbefaling fra Dansk Byggeri
  • III.iii. Supplerende anbefaling fra Dansk Transport og Logistik
  • III.iv. Anbefalinger fra KL, Københavns kommune, Reno- Sam, affald danmark og KTC
• IV. Bilag på Internettet
  • I. Faglige rapporter
  • II. Faglige input fra parterne til arbejdsgruppens drøftelser
• V. Noter

I. Problemnotat: Aktuelle udfordringer og problemer på affaldsområdet

Problemnotatet er udarbejdet af Miljøstyrelsen som grundlag for nedsættelsen af arbejdsgruppen om organisering af affaldssektoren.

Indledning

Affaldsområdet har været debatteret livligt i offentligheden, bl.a. har Professor Jørgen Grønnegård udgivet "Affaldssektorens politiske organisering". Grønnegård gennemgår affaldssektorens organisering, økonomi og incitamentsstruktur. Han og andre debattører konkluderer bl.a., at der er en uhensigtsmæssig sammenblanding af drift, administration og tilsyn på affaldsområdet, og at gebyrerne ikke er gennemsigtige, dvs. gebyret ikke tydeligt afspejler den ordning, service og kvalitet man får. Endelig har der også været offentlig debat om, hvorvidt affaldssektoren var omkostningseffektiv. Finansministeriet har vurderet, at der formentlig er et vist effektiviseringspotentiale i sektoren begrundet med erfaringer fra andre "hvile-i-sig-selv" sektorer, bl.a. energiområdet¹⁷.

Aktuelle problemfelter

Nedenfor findes en kort beskrivelse af de mest aktuelle problemfelter på affaldsområdet.

Uklarhed om kompetencer gennem sammenblanding af myndigheds- og driftsherrerollen

Der er, som refereret i indledningen, set tilfælde af en manglende adskillelse mellem kommunernes drifts- og myndighedsopgaver på affaldsområdet. Dette kan give anledning til en sammenblanding af kompetencer, bl.a. tilsyn, regulering, dispensations- og tilladelsespraksis samt den praktiske varetagelse af affaldsordningerne. Dette afstedkommer formentlig forskelligartede konkurrencebegrænsende og samfundsøkonomiske effekter, der ikke er tilstrækkeligt begrundede i det overordnede miljøhensyn.

Selvom kommunerne formelt har kompetencen med hensyn til regeludstedelse og tilsynsmyndighed, så er det i mange tilfælde reelt affaldsselskaberne, der både er regeludsteder, driftsherre og tilsynsmyndighed, hvilket – i forskelligt omfang – giver megen kasket-, konkurrence- og kompetencediskussion.

Sammenblandingerne af kompetencer sker også på forskellige organisationsniveauer. Sammenblandingen af kommuners, affaldsselskabers og interessentselskabers kompetencer giver uklare og uigennemskuelige offentligretlige og forvaltningsretlige retstilstande.

Manglende gennemsigtighed i gebyrfastsættelsen

Der er store forskelle mellem de forskellige kommuners renovationsgebyrer. Der er lavet en del undersøgelser af bl.a. Finansministeriet, Konkurrencestyrelsen og KL/DI, som har skullet forklare forskellene i gebyrerne, men ingen analyser har kunnet give en tilstrækkelig forklaring på de fundne afvigelser i gebyrerne.

Det seneste projekt om "Gennemsigtighed i de kommunale renovationsgebyrer" forventes afsluttet i marts. Den forventede konklusion er bl.a., at der ikke er den tilstrækkelige gennemsigtighed i renovationsgebyrerne, og at kommunerne hverken er i stand til at adskille omkostningerne for de forskellige affaldsordninger, eller for husholdninger og erhverv. Det har derfor heller ikke været muligt at be- eller afkræfte en systematisk sammenhæng mellem gebyrer, omkostninger, serviceniveau og kommunale karakteristika og anvendte regnskabsprincipper. Endelig fremgår det af baggrundsdata i dette projekt, at gebyrerne tilsyneladende kan være politisk fastsatte.

Det er således nødvendigt at skabe større gennemsigtighed i gebyrerne og sikre en sammenhæng mellem faktisk ydelse og betaling. Der bør derfor tages initiativ til en generel gennemgang af gebyrreguleringen. Dette kunne bl.a. indeholde:

• Vurdering af, hvor udbredt krydssubsidiering er. Ved krydssubsidiering forstås f.eks., at husholdninger betaler for erhvervsvirksomheders affaldsbortskaffelse,
• en præcisering af gebyrbestemmelserne i Miljøbeskyttelsesloven,
• vurdering af virkningen af samlegebyrer,
• overvejelse om indførelse af mere ensartede regnskabsprincipper for kommuner, affaldsselskaber og behandlingsanlæg. Forbrændingsanlæggene laver p.t. flere forskellige regnskaber.

Denne gennemgang af problemerne på gebyrområdet bør følges op af forslag til, hvordan problemerne afhjælpes, f.eks. gennem principielle udmeldinger, vejledninger eller lovændringer.

Ændret organisering af affaldssektoren?

Effektiviseringspotentiale på forbrændings- og deponeringsanlæg

Miljøstyrelsen har afsluttet benchmarkingprojektet, som sammenligner omkostninger og miljøforhold på henholdsvis deponerings- og forbrændingsanlæg. Det analyseres, om der er et effektiviseringspotentiale på forbrændings- og deponeringsanlæg i Danmark.

Analysen viser, at der er et relativt lille effektiviseringspotentiale på forbrændingsområdet, men et relativt stort potentiale på deponeringsområdet. Forbrændingsanlæggene kan i gennemsnit spare 8-10% af de samlede omkostninger (svarer til 135-155 mio. kr.), mens deponeringsanlæggene i gennemsnit kan spare 25-40% af de samlede omkostninger (svarer til 55-90 mio. kr.). Analysen peger på, at forbrændingssektoren stort set er effektiv, målt i forhold til de bedste anlæg i Danmark.

Til gengæld viser undersøgelsen at mange deponeringsanlæg ikke drives effektivt. Dette hænger sammen med at de deponerede affaldsmængder har været faldende. For at fastslå, om det vil være fornuftigt at lukke mange deponeringsanlæg, vil det være nødvendigt med en samfundsøkonomisk analyse, hvor der – udover benchmarking – bl.a. skal tages hensyn til transportarbejde, lugt, støj, risiko for grundvandsforurening, arbejdsmiljø og beskæftigelse.

Fordele og ulemper ved liberalisering af affaldsforbrænding og – deponering

Som opfølgning på benchmarkingprojektet er det planlagt at undersøge, om der er behov for at ændre organiseringen af affaldssektoren. Det analyseres i projektet "Forudsætninger for og konsekvenser af en liberalisering af affaldsforbrænding og deponering". Projektet forventes udbudt i løbet af foråret 2002.

I projektet skal det vurderes, om der i de organisatoriske forhold er barrierer, der hindrer en effektiv udnyttelse af ressourcerne i affaldssektoren. Derudover skal der ske en analyse af de økonomiske, miljømæssige og kapacitetsmæssige konsekvenser ved at tillade en mere konkurrenceudsat affaldsbehandling. Dette vil ske gennem en samfundsøkonomisk analyse af forskellige grader af markedsåbning på forbrændings- og deponeringsområdet. Erfaringer med konkurrence i affaldssektoren i andre lande vil blive inddraget.

Resultaterne af liberaliseringsprojektet er en vigtig del af grundlaget for at vurdere den fremtidige organisering af sektoren.

Offentligt – privat samspil på affaldsområdet

Et væsentligt problemfelt i forbindelse med privates varetagelse af affaldsbehandlingen er spørgsmålet om kapacitet. I en sektor hvor der sker et offentligt privat samspil skal det sikres at det er klar hvem der har ansvaret for kapacitetsplanlægningen.

Et væsentligt problem i affaldsbehandlingssektoren er, at private virksomheder ikke udvikler og etablerer oparbejdningsanlæg, selvom der eksisterer tilgængelige behandlingsteknologier.

Miljøstyrelsen har bedt konsulentfirmaet McKinsey om at undersøge, hvorledes samspillet mellem offentlige og private aktører kan fremmes, så der sker en udvikling og etablering af nye behandlingsanlæg for at fremme miljørigtig behandling af specifikke affaldsstrømme, samt at sikre sektoren en stærk konkurrencemæssig position internationalt.

Hovedkonklusionerne af første del af analysen, er at markedskræfterne på sigt kan løse opgaven med at sikre oparbejdning af affald, som i dag hovedsageligt deponeres. Dette er dog betinget af eksistensen af tilstrækkelig regulering, således at relevant affald ikke deponeres eller behandles ved en ikke miljømæssig acceptabel metode. Endelig har danske virksomheder gode muligheder for at etablere positioner på markedet, men udviklingen kan accelereres gennem bedre vidensdeling og fokuseret kompetencestøtte i forbindelse med etableringen af oparbejdningsanlæg i industriel skala.

I anden del af analysen skal det vurderes, hvilke reguleringsmæssige initiativer, som skal til for at styrke incitamenterne til at benytte oparbejdningsanlæg, samt at opstille en organisatorisk model for en enhed, som skal fremme en miljørigtig håndtering af kritisk affald. Det forventes, at anden del af analysen påbegyndes i foråret 2002.

Erfaringer fra en konkurrenceudsat sektor – genanvendelsessektoren

Det generelle billede er at kommunerne alene har anvisningsordninger for det genanvendelige affald fra erhverv. Anvisningen sker således til en bestemt behandlingsform men ikke til et specifikt anlæg. Dette betyder at virksomhederne selv kan vælge transportør og affaldsbehandler så længe der leves op til de krav som er fastsat af myndighederne. I forbindelse med diskussionen af hvilket reguleringsregime, der skal anvendes i affaldssektoren, er det vigtigt at anvende de erfaringer, som allerede eksisterer for områder, som allerede fungerer under markedsmæssige betingelser. En analyse af genanvendelsesområdet kunne således omfatte en vurdering af den eksisterende regulering og prisstrukturerne, samt incitamentsstruktur i forbindelse med miljømæssig kvalitet af behandlingen og sikring af behandlingskapacitet.

Aktuelle udfordringer – data på affaldsområdet

Dataindberetning – transportørregistreringer

Affaldsbehandlerne skal årligt indberette oplysninger til ISAG (Miljøstyrelsens affaldsdatabase) om transportører, behandlede mængder opgjort på affaldsfraktion, affaldstype, affaldets geografiske og erhvervsmæssige kilde, samt behandlingen af affaldet.

Affaldstransportører skal føre register over transporterede affaldsmængder, affaldsfraktion og -type, affaldets producent og afleveringssted. Der er fra centralt hold ikke fastsat formkrav til registret. Det betyder, at hver kommune i regulativerne kan fastsætte egne krav til indberetning og registrets udformning. For transportører, der transporterer affald i flere kommuner, kan det betyde, at de skal indberette oplysningerne på flere forskellige måder.

Der er tilfælde, hvor en virksomhed både er transportør og affaldsbehandler og derfor både skal føre register som disse og eventuelt indberette oplysninger til en eller flere kommuner og til ISAG. Det er ikke nødvendigvis de samme oplysninger, der registreres hos transportør og behandler.

KL har sidste år opfordret kommunerne til at ensarte registrene ved at anvende den samme terminologi baseret på ISAG – koder. Miljøstyrelsen har givet tilsagn om at arbejde mod et ensartet fælles datasystem. De seneste ændringer i ISAG vil betyde, at disse data bliver mere anvendelige til at dække kommunernes behov, så anvendelse af transportørregistreringer til planlægningsformål mindskes. Kommunerne har dog stadig behov for transportøroplysningerne i forbindelse med tilsynsforpligtelsen.

Producentansvar

I Danmark er der indtil videre ikke indført producentansvar, som indebærer, at producenten (fremstiller eller importør) pålægges ansvaret for indsamling, behandling og nyttiggørelse af kasserede produkter.

Producentansvar er anvendt i "direktiv om udrangerede køretøjer" og i "forslaget til direktiv om affald i form af elektriske og elektroniske produkter". Karakteristisk ved producentansvaret er, at ansvaret for både finansiering og en betydelig del af de organisatoriske opgaver i forbindelse med affaldshåndteringen overdrages til producenterne. Disse direktiver skal implementeres i Danmark, og der skal således gennemføres regler, som pålægger producenterne et ansvar for indsamling og affaldsbehandling.

I Danmark har Oliebranchen etableret en frivillig ordning for indsamling af spildolie, hvilket må betegnes som den eneste ordning, hvor en branche frivilligt har etableret et producentansvar.

I Danmark er der tradition for, at affaldshåndtering, finansiering og regulering hovedsageligt sker i kommunalt regi. Producentansvaret bryder med det eksisterende system, idet finansiering af affaldshåndteringen her varetages af de virksomheder som producerer produkterne. I det tilfælde hvor producentansvar implementeres for forskellige produkter vil det formentlig medføre, at der opstår parallelle affaldshåndteringssystemer. Dette vil forhindre en effektiv affaldssektor og vil være dyrere end det nuværende system. Til gengæld er der nogle potentielle miljøfordele, idet producenten formodes at optimere sit produkt i forhold til affaldsdannelsen, hvis han har ansvaret for at tage produktet retur. Jo flere producenter og jo mere komplekse produkter, der er tale om, jo sværere bliver det at sikre disse miljøfordele.

Manglende gennemsigtighed i affaldstransportører og -mægleres rolle

Affaldsproducenten har som udgangspunkt ansvaret for det affald som fremkommer. På genanvendelsesområdet har mange kommuner anvisningsordninger for det genanvendelige affald fra erhverv. Dette betyder at virksomhederne selv kan vælge transportør og affaldsbehandler så længe der leves op til de krav som er fastsat af myndighederne. Der findes naturligt nok en udbredt brug af affaldstransportører og affaldsmæglere. I nogle tilfælde behandles affaldet i mange led, inden det er slutbehandlet. Dette kan betyde, at det er ikke altid er klart hvor affaldet slutbehandles.

Som sektoren er organiseret i dag er det i høj grad prisen på affaldsbehandlingen, der er afgørende for, hvilken behandlingskvalitet der vælges. Der er således behov for at få analyseret transportørernes og affaldsmæglernes rolle og incitamentsstruktur i forbindelse med affaldsbehandlingen samt forskellene i behandlingspriser på forskellige anlæg.

II. Bidrag fra undergrupper

II.i. Ansvarsplaceringen i den kommende organisering af affaldssektoren – genanvendeligt erhvervsaffald

Indledning

Nærværende notat er et forslag til, hvorledes ansvaret for affaldet kan placeres i den fremtidige organisering af affaldssektoren.

Forslaget er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra KL, Affald Danmark, RenoSam, Københavns Kommune, KTC, Dansk Byggeri, Dansk Transport og Logistik og Dansk Industri. Arbejdsgruppen er nedsat i regi af "Ministerens arbejdsgruppe vedrørende organiseringen af affaldssektoren", og forslaget skal behandles af medlemmer i Affaldsarbejdsgruppen.

Til grund for nærværende forslag til ansvarsplacering ligger projekter udarbejdet med henvisning til "Ministerens arbejdsgruppe vedrørende organiseringen af affaldssektoren".

Den endelige udformning af et forslag til placering af ansvar for affaldet vil afhænge af, hvorledes andre dele af organiseringen af affaldssektoren falder ud, i og med at de enkelte delelementer er indbyrdes afhængige af hinanden.

Nærværende forslag er udtryk for en enighed om de brede linier til en ny opgave- og ansvarsfordeling om det genanvendelige erhvervsaffald. I forbindelse med en konkret implementering vil der være problemstillinger og snitflader, der skal afklares yderligere for at skabe sammenhængende og hensigtsmæssige affaldsløsninger.

Afgrænsning og forudsætninger

Forslaget omhandler alene erhvervsaffald til genanvendelse. Det skal overvejes, om anbefalingen også skal dække farligt affald. Hvis ikke, skal der findes en alternativ særskilt ansvarsfordeling for farligt affald.

Forslaget forholder sig til placeringen af det offentligretlige ansvar for affaldet, herunder hvilke krav, der skal stilles til de forskellige aktører, og på hvilket reguleringsniveau kravene skal fremgå. Endelig indeholder dette notat forslag til myndighedernes tilsyns- og kontrolindsats.

Gruppen har opnået en fælles forståelse for, at affaldsproducenterne skal have mulighed for at vælge frit mellem registrerede transportører, godkendte indsamlere og godkendte modtageanlæg af de genanvendelige affaldsfraktioner. Der er enighed om, at håndteringen af genanvendeligt affald fra affaldsproducenten til modtageanlæg i udstrakt grad skal styres på grundlag af markedsøkonomiske principper.

Det er et krav, at den nye model, der foreslås, ikke må medføre miljømæssige forringelser.

Da genanvendeligt affald efter EU-retten er omfattet af frihandelsreglerne med visse modifikationer, og der tillige er bred enighed om, at håndteringen af genanvendeligt affald fra affaldsproducent til modtageanlæg i udstrakt grad skal styres på grund af markedsøkonomiske principper under hensyntagen til miljøet, er dette udgangspunkt valgt.

På ovenstående baggrund er der formuleret følgende præmisser for den fremtidige organisering af det genanvendelige erhvervsaffald:

• Organiseringen skal som minimum sikre en miljømæssig standard, som den er i dag.
• Affaldsproducenten skal sikres frit valg mellem godkendte indsamler og registrerede transportører.
• Affaldsproducenten og godkendte indsamlere skal sikres frit valg mellem godkendte modtageanlæg.
• Affaldsproducenten er ansvarlig for, at affaldet kommer frem til en korrekt behandling, jf. regler i affaldsbekendtgørelse.
• Affaldsproducenten kan overdrage ansvaret for, at affaldet kommer frem til korrekt behandling til en godkendt indsamler.
• Affaldsproducenten skal have mulighed for at aflevere mindre mængder affald til genbrugspladserne.
• Der skal sikres en bedre styring af affaldsstrømmene ved at stille nationale genanvendelses-, sorterings- og materialekvalitetskrav i et klart og let tilgængeligt regelsæt.
• Krav om kildesortering rettes mod affaldsproducenten. Kravet om kildesortering fastsættes for visse fraktioner i nationale regler. Fraktioner, der ikke er reguleret nationalt, kan reguleres lokalt – i disse tilfælde udstyres affaldsproducenten med en administrativ klagemulighed over kommunens klassificering af affaldet.
• Der skal stilles ensartede nationale krav til de data om genanvendeligt erhvervsaffald, som indsamlere skal indberette til miljømyndigheden.

Der er i nærværende arbejdsgruppe enighed om, at det er en forudsætning, at der skal udvikles mekanismer, der kan iværksættes, når og hvis markedet svigter herunder, såfremt miljømålene ikke opnås. Det mest hensigtsmæssige kunne evt. være et nationalt ansvar kombineret med en kommunal initiativret i tilfælde af, at der opstår akutte affaldsproblemer. Hvordan mekanismerne til håndtering af markedssvigt skal udformes er ikke drøftet nærmere/endeligt afklaret.

Ansvarsplacering hos aktørerne

Ansvarsplaceringen tager udgangspunkt i princippet om, at det er forureneren, der skal betale. Den oprindelige affaldsproducent er derfor som udgangspunkt ansvarlig for, at affaldet når frem til korrekt behandling.

Affaldsproducentens ansvar overgår, når affaldet modtages af et godkendt modtageanlæg.

Modtageanlæg skal godkendes efter ensartede nationale regler. Herunder krav til genanvendelsesgrad af fraktioner.

Det foreslås også, at ansvaret kan overgå, når affaldet indsamles af en godkendt indsamler. Ved en indsamler forstås en virksomhed, der af den nationale myndighed har opnået godkendelse til under respekt af kravene til affaldsproducenten om kildesortering, at afhente og behandle affaldet – for eksempel at sammenblande ensartede kildesorterede fraktioner fra forskellige affaldsproducenter i en komprimatorbil – og transportere det til godkendte modtageanlæg.

Forskellen mellem en godkendt indsamler og en transportør er, at indsamleren på grund af sin myndighedsgodkendelse kan overlades ansvaret for affaldet herunder retten til at vælge mellem godkendte modtageanlæg. Transportørens ansvar er derimod principielt begrænset til at transportere affald mellem to punkter på vegne af en ordregiver. En transportør er en fysisk eller juridisk person, der transporterer gods for fremmed regning.

I det tilfælde, at affaldsproducenten anvender en transportør eller selv kører affaldet til et godkendt modtageanlæg, har denne ansvaret for affaldet, indtil dette kommer frem til korrekt behandling.

Visse fraktioner af erhvervsaffald indsamles i dag via kommunale ordninger for husholdningsaffald. Der skal i det videre arbejde tages stilling til, hvordan ansvaret skal afgrænses i forhold til disse ordninger.

Ansvaret for affaldet påhviler i dette forslag den aktør, som er indehaver af affaldet, dvs. ansvaret overflyttes fra affaldsproducent til en godkendt indsamler eller godkendt modtageanlæg, og fra godkendt indsamler til godkendt modtageanlæg.

Affaldsproducenten

Ved affaldsproducent forstås enhver person, hvis aktivitet frembringer affald.

Affaldsproducenten har ansvaret for at:

• opbevare, kildesortere, klassificere, mærke og emballere affald i henhold til de til en hver tid fastsatte regler
• sikre, at affaldet bortskaffes til et modtageanlæg, der er godkendt til at modtage den pågældende affaldsfraktion. Affaldsproducenten har dog mulighed for at opfylde denne forpligtelse ved at overlade opgaven til en indsamler, der er godkendt af myndigheden
• placere det genanvendelige erhvervsaffald korrekt i indsamlingsudstyret stillet til rådighed af indsamleren

Det afklares nærmere, hvornår ansvaret for affaldet overgår fra affaldsproducenten.

Krav til dokumentation

Kontrollen med, at affaldsproducenten har afleveret affaldet til et godkendt modtageanlæg eller en godkendt indsamler, skal bestå i, at affaldsproducenten på anmodning kan fremlægge kvittering på, at affaldet er afleveret lovligt.

Det forudsættes, at der lovgivningsmæssigt stilles krav om, at fakturaen indeholder oplysninger om affaldsfraktioner og mængder. Affaldsproducenten verificerer oplysningerne, når han betaler regningen. Data sammenholdes af myndigheden med henblik på kontrol med godkendte indsamlere og godkendte modtageanlægs indberetninger.

Krav til sortering af affald

Affaldsproducenten skal kildesortere sit affald. Kravene om kildesortering fastsættes i nationale regler for visse fraktioner f.eks. med udgangspunkt i de fraktioner, der omtales i Regeringens Affaldsstrategi 2005-2008. Fraktioner, der ikke er reguleret nationalt, kan reguleres lokalt – i disse tilfælde udstyres affaldsproducenten med en klagemulighed over kommunens klassificering af affaldet.

Kildesortering hos affaldsproducenten er et generelt krav. Det skal afklares om, hvornår og under hvilke betingelser krav til kildesortering kan fraviges. Som et eksempel kan nævnes, hvis det af hensyn til lokale forhold f.eks. pladsmangel eller små mængder ikke er muligt/hensigtsmæssigt at kildesortere, kan tilsynsmyndigheden dispensere fra krav om kildesortering.

Kildesorteret affald må dog ikke sammenblandes med henblik på transport.

For at sikre smidigheden i systemet, kan de nationale sorteringskrav udmøntes i krav til sortering i forhold til nedre vægtgrænser for, hvornår de pågældende affaldsfraktioner skal udsorteres. Dette kan sammenlignes med miljøstyrelsens vejledende vægtgrænser for sortering i dag.

Sorteringskravene skal i denne model suppleres af nationale krav til kvaliteten af genanvendelsesprodukterne (modtageanlæggenes output) og nationale krav til genanvendelsesprocenter for udvalgte fraktioner for modtageanlæggenes output.

Miljøkvaliteten sikres ved, at godkendte modtageanlæg er stillet over for genanvendelsesmål, hvori kvaliteten af genanvendelsesprodukterne beskrives samtidig med, at der over for affaldsproducenten stilles sorteringskrav.

Mærkning, emballering og klassificering

Affaldsproducenten har ansvar for, at affaldet er klassificeret, emballeret og mærket korrekt. Det foreslås, at krav til mærkning mv. af emballage fastsættes på nationalt niveau. Herved undgås fejl f.eks. ved, at mærkning – som tilfældet er i dag – kan have forskellig betydning i kommunerne. Herved opnås en administrativ og miljømæssig gevinst.

Affaldsproducenten har ansvaret for, at han giver fyldestgørende og korrekte oplysninger om indholdet af affaldet. Affaldsproducenten er endvidere ansvarlig for, at affaldet placeres korrekt i indsamlingsmateriel, stillet til rådighed af indsamleren.

Opbevaring

Affaldsproducenten er ansvarlig for at opbevare affaldet korrekt. Regler for opbevaring skal være nationale.

Tilsyn

En ændring af ansvarsfordelingen vil få konsekvenser for tilsynsopgaverne. Parterne er enige om, at tilsynet er en vigtig opgave og en forudsætning for en ændret organisering af det genanvendelig erhvervsaffald. Parterne lægger derfor vægt på, at der er de nødvendige ressourcer og instrumenter til at kunne føre et effektivt og konsekvent tilsyn.

Parterne har formuleret 2 mulige løsningsforslag:

• en enstrenget model, hvor det er kommunerne, som fører tilsyn med alle affaldsproducerende affaldsproducenter
• en model, hvor affaldstilsynet føres af miljøgodkendelsesmyndigheden, som både kan være lokal og national

Transportøren

Transportøren udfører alene opgaver på ordregivers ansvar. Transportørens ansvar er derfor principielt begrænset til at transportere affald mellem to punkter på vegne af en ordregiver. En ordregiver kan f.eks. være en affaldsproducent eller et godkendt modtageanlæg. En transportør er således en fysisk eller juridisk person, der transporterer gods for fremmed regning.

Transportøren har ingen rådighed eller dispositionsbeføjelse over affaldet og har heller intet ansvar for, om affaldet svarer til det mellem afsender og modtager aftalte. Selv om affaldsproducenten ved privatretlig aftale med transportør kan aftale, at transportøren disponerer for affaldsproducenten, er det i så fald som affaldsproducentens fuldmægtig og sker for affaldsproducentens ansvar.

Transportøren skal have en vognmandstilladelse iht. bekendtgørelse nr. 64 af 25. januar 2000 af lov om godskørsel og bekendtgørelse nr. 188 af 20. marts 2000 om godskørsel. Lovgivningen gælder for al godskørsel med biler over 3,5 tons tilladt totalvægt. Transportøren er ligeledes omfattet af ADR- regler.

Affaldsrammedirektivets krav om registrering skal opfyldes. Det foreslås, at registreringen er national.

Transportøren pålægges ingen affaldsspecifikke krav.

For uddybning af de gældende krav til vognmanden henvises til bilag 2.

Godkendt indsamler

Ved en godkendt indsamler forstås en virksomhed, der af den nationale myndighed har opnået godkendelse til under respekt af kravene til affaldsproducenten om kildesortering, at afhente og behandle affaldet – for eksempel at sammenblande ensartede kildesorterede fraktioner fra forskellige affaldsproducenter i en komprimatorbil – og transportere det til godkendt modtageanlæg.

En godkendt indsamler kan på grund af sin myndighedsgodkendelse overlades ansvaret for affaldet herunder retten til at vælge mellem godkendte modtageanlæg.

En godkendt indsamler kan være opbygget med udgangspunkt i en transportørvirksomhed, eller et godkendt modtageanlæg med tilkoblede transportører.

Godkendelsesordningen skal være national, og registreringen af indsamlerne skal ske i et nationalt register. En forudsætning for en godkendelse er, at indsamleren har den fornødne, faglige, tekniske og finansielle kapacitet. For særlige typer affald kan den nationale myndighed indføre særlige uddannelseskrav, f.eks. vedrørende fast og flydende affald.

Det kan overvejes, om og under hvilke betingelser en godkendelse kan gøres tidsbegrænset.

En godkendt indsamler foreslås tillige omfattet af det strengere ansvar efter miljøerstatningsloven. Endvidere skal den nationale myndighed have mulighed for at tilbagekalde indsamlerens godkendelse, hvis denne ikke lever op til lovgivningens krav eller på anden måde ikke lever op til sine forpligtelser.

Godkendt indsamler, har ansvaret for, at indsamlingsmateriel, der stilles til rådighed for affaldsproducenten, er mærket korrekt.

Hvis affaldsproducenten benytter en godkendt indsamler, er det den godkendte indsamlers ansvar, at afhente affaldet og sikre, at de forskellige fraktioner genanvendeligt erhvervsaffald afleveres til behandling iht. krav om genanvendelse mv., som er fastsat i lovgivningen.

Data

Indsamleren skal have pligt til at indberette data til myndighederne, hvor der forudsættes en central database, hvorfra der kan krydstjekkes oplysninger fra godkendte indsamlere og godkendte modtageanlæg, der alle rapporterer til samme database. Derved forstærkes de kommunale tilsynsmyndigheders muligheder, når de har mulighed for at sammenholde data fra godkendte indsamlere og godkendte modtageanlæg uden for kommunen med data fra kommunens affaldsproducenter. Der henvises til dataprojektet, som er udarbejdet for miljøministerens arbejdsgruppe om organisering af affaldssektoren.

Tilsyn

Det er en forudsætning for en ny organisering af en ny ansvarsfordeling, at der gennemføres en effektiv og konsekvent håndhævelse over for godkendte indsamlerne.

Selve tilsynet af godkendte indsamlerne skal være lokalt. De lokale myndigheder har afgørelses- /håndhævelseskompetencen i langt de fleste tilfælde. Dette vil betyde, at kommunerne inden for egne kommunegrænser påser, at indsamleren overholder både lokale og nogle nationale krav. For at sikre en ensartet praksis kan fratagelse af indsamlerens godkendelse dog kun foretages på nationalt niveau. Hvis der konstateres en overtrædelse, der kan medføre fratagelse af godkendelse, skal kommunen lave det sagsforberedende arbejde, og herefter er det den centrale myndighed (som også har godkendt indsamleren), der træffer afgørelse i sagen. På denne måde sikres det, at afgørelsen om fratagelse af godkendelsen tager højde for de tilfælde, hvor en godkendt indsamler agerer i mere end en kommune.

Grænsen mellem den lokale håndhævelse og den nationale håndhævelse skal fastlægges klart og entydigt i lovgivningen.

Det er hensigten at lave en enkel og ensartet godkendelse af indsamlere, der samtidig skal muliggøre en effektiv og konsekvent håndhævelse.

Godkendt indsamler vs. Transportør

En vognmand, der er godkendt som indsamler, kan samtidig agere på markedet som transportør. På det tidspunkt hvor affaldet overgives til vognmanden, skal det være klart, om vognmanden i det enkelte tilfælde agerer som transportør eller godkendt indsamler. Der stilles krav om skriftlighed, såfremt en vognmand skal agere som godkendt indsamler før påbegyndelse af transporten. Karakteren af vognmandens rolle (godkendt indsamler eller transportør) kan ikke ændres under transporten af affaldet.

Godkendt modtageanlæg

Et godkendt modtageanlæg er en affaldsbehandler, en genbrugsplads eller et sorteringsanlæg, jf. bilag 6B i affaldsbekendtgørelsen – bortset fra R1, forbrænding (hovedanvendelse som brændsel eller anden middel til energifremstilling).

Krav til et godkendt modtageanlæg, der ikke har nogen tilknytning til de lokale forhold, skal fastsættes generelt i en bekendtgørelse og således være gældende i hele landet. Generelle krav til modtageanlæg bygger enten på EU-regler eller på en afvejning mellem de teknologiske muligheder med overordnede samfundsøkonomiske hensyn (BAT).

Graden af genanvendelse for de enkelte fraktioner fastsættes nationalt. Kravene skal fremgå som mål for outputtet.

Krav til godkendte modtageanlæg med betydning for lokaleforhold fastsættes i tillæg til virksomhedernes godkendelse. Modtagerens godkendelse skal udvides til også at omfatte fraktioner, som denne må modtage og behandlingsform (der henvises til affaldsdirektivets art. 10 og 11).

Data

Godkendte modtageanlæg skal have pligt til at indberette data til myndighederne. Data skal indberettes til en central database.

Tilsyn

Der henvises til afsnit om tilsyn med godkendte indsamlere.

Mindre mængder erhvervsaffald – Kommunale genbrugspladser

Affaldsproducenter skal have adgang til genbrugspladserne med mindre mængder genanvendeligt affald.

En selvstændig gruppe under miljøministerens arbejdsgruppe arbejder med problemstillingen – der henvises til dette arbejde.

Kommunale anlæg til behandling af genanvendeligt affald

Denne ansvarsmodel forudsætter, at der findes en løsning på, at erhvervsvirksomheder får adgang til kommunale modtageanlæg på markedsmæssige vilkår. Det vil blandt andet sige, at det forudsættes, at der ikke sker krydssubsidiering.

Fremtidige kommunale opgaver samt finansiering heraf

Det forudsættes i ansvarsmodellen, at den kommunale rolle nærmere defineres, og at der findes en hensigtsmæssige finansieringsmodel herfor.

Eksempler på opgaver kunne være at:

• føre tilsyn med og evt. håndhæve, at affaldsproducenten håndterer, sorterer, klassificerer, mærker og opbevarer affaldet i henhold til de til enhver tid fastsatte regler
• informere, vejlede og føre dialog med affaldsproducenter om klassificering, behandling, opbevaring mv. af genanvendeligt erhvervsaffald
• føre tilsyn med at godkendte modtageanlæg opfylder de miljømæssige krav i deres miljøgodkendelse, og at de f.eks. ikke behandler affald, som de ikke har godkendelse til
• føre tilsyn med, at affaldet kommer frem til korrekt miljømæssig behandling (på baggrund af de af godkendte indsamlere og godkendte modtageanlæg indberettede data)
• foretage et aktivt opsøgende tilsyn på baggrund af de indberettede data. Udvælge virksomheder til kontrol/dialog på baggrund af data

Bilag 1 til ansvarspapir

Skema over den offentligretlige ansvarsfordeling mellem affaldsaktørerne, regulering og tilsyn, som følge af forslag til ny ansvarsfordeling:

Bilag 2 til ansvarspapir: Krav til transportører

Transportøren pålægges i forslaget ingen affaldsspecifikke krav. Nærværende notat redegør overordnet for de krav, som transportørerne er stillet overfor i dag gennem anden lovgivning end affaldslovgivningen.

Tilladelse til kørsel for fremmed regning

Hvis en dansk virksomhed vil transportere gods for andre med en lastbil eller et vogntog med en samlet totalvægt over 3,5 tons, kræves en vognmandstilladelse – populært kaldet en grøn tilladelse (liste over virksomheder med vognmandstilladelse findes på www.fstyr.dk).

For at få en vognmandstilladelse skal følgende krav være opfyldt:

• Det faglige skal være i orden,
• økonomien skal være på plads,
• ansøger må ikke have betydelig gæld til det offentlige, og
• ansøger må ikke være straffet for grove overtrædelser af lovgivningen i forbindelse med transport, specielt vejtransport- narko- skatte- eller miljølovgivningen.

Virksomheder, der har fået tilladelser, skal opfylde kravene til god skik, vandel, egenkapital og restancer i hele tilladelsernes gyldighedsperiode (max 5 år). Det betyder bl.a., at virksomheder der dømmes for f.eks. grove eller gentagne overtrædelser af vejtransportlovgivningen, herunder godskørselsloven, færdselsloven, reglerne om overlæs og køre- og hviletidsbestemmelserne kan få frataget tilladelserne. Der er også hjemmel til at tilbagekalde tilladelserne, hvis miljølovgivningens regler overtrædes.

Færdselsstyrelsen undersøger ved stikprøver, om kravene er opfyldt. Er de ikke det, vurderer styrelsen, om tilladelserne skal tilbagekaldes. Der kan også ske det, at virksomheden får en advarsel eller, at den får en frist til at rette op på forholdene. Hvis tilladelsen tilbagekaldes, er styrelsen, hvis virksomheden anmoder om det, forpligtet til at lægge sag an ved domstolene.

Vejtransportrådet har aftalt med Færdselsstyrelsen, at styrelsens stikprøvestrategi strammes, og at der skal ske en skærpelse af praksis for tilbagekaldelse af tilladelser. Vejtransportrådet er udpeget af Trafikministeren – Færdselsstyrelsen er sekretariat for rådet.

Reglerne om vognmandstilladelser står i bekendtgørelse nr. 64 af 25. januar 2000 af lov om godskørsel og bekendtgørelse nr. 188 af 20. marts 2000 om godskørsel. Lovgivningen gælder for al gods kørsel med biler over 3,5 tons tilladt totalvægt. Der er 2 former for godskørsel:

• Firmakørsel er kørsel med eget gods. Det er også firmakørsel, hvis der køres med gods, som den, der er bruger af køretøjet, lejer, udlejer, låner, udlåner eller har i sin besiddelse med henblik på køb, salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation.
• Firmakørsel kræver ikke tilladelse (hvorimod ADR-regler for transport af farligt gods både gælder firmakørsel og godskørsel for fremmed regning).

Godskørsel for fremmed regning er transport af gods mod betaling af enhver art, hvor godset ikke er knyttet til køretøjets bruger på samme måde som ved firmakørsel. Godskørsel for fremmed regning kræver vognmandstilladelse. "Gods" i godskørselslovens forstand er alt, hvad der kan transporteres på en lastbil med undtagelse af mennesker.

Skal vognmandsvirksomheden drives som A/S, ApS eller interessentskab, skal vognmandstilladelserne ansøges af og udstedes til selskabet. Selskaber skal have ansat en ansvarlig leder, som reelt skal stå for den daglige ledelse af vognmandsvirksomheden. Det er den ansvarlige leder, der underskriver ansøgningsskemaet. Den ansvarlige leder skal have som minimum 15.000 kr. om måneden som vederlag, med mindre vedkommende er eneejer eller selskabet er i gang med et generationsskifte. Den ansvarlige leder skal dokumentere, at de faglige og vandelsmæssige krav er opfyldt. Desuden skal den ansvarlige leder opfylde kravet om ikke at have betydelig gæld til det offentlige.

Faglig baggrund

Inden for de seneste 10 år skal ansøgeren have været beskæftiget i mindst 3 år i en vognmandsvirksomhed, et speditionsfirma eller en anden dermed beslægtet vejgodstransportvirksomhed – for eksempel med firmakørsel.

Ansøgeren skal også have gennemgået et kursus, der er godkendt af Færdselsstyrelsen. Kurset består af 120 lektioner og afsluttes med en skriftlig prøve. Kurset omfatter blandt andet:

• Borgerlig ret
• Handelsret
• Arbejdsmarkeds- og sociallovgivning
• Skattelovgivning
• Virksomhedsledelse i erhvervsmæssig og finansiel henseende
• Markedsadgang
• Teknisk og driftsmæssige forhold
• Færdselssikkerhed

Det er muligt at blive fritaget fra kravet om kursus, hvis man kan dokumentere, at man igennem de seneste 5 år har haft en stilling med overordnede funktioner i en godsvognmandsvirksomhed, men man skal under alle omstændigheder op til en prøve. Der er stillet forslag om, at 3-års kravet bortfalder mod at uddannelseslængden fordobles. Der er ikke krav om "opfriskningskurser".

Økonomien

Virksomheden skal have en vis egenkapital. Størrelsen bestemmes af, hvor mange tilladelser, der ønskes. Rådes der ikke over den fornødne egenkapital, kan der i stedet stilles sikkerhed af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab.

Kravet om egenkapital/sikkerhedsstillelse gælder i hele tilladelsesperioden. Egenkapitalen/sikkerhedsstillelsen skal være 150.000 kr. for de to første tilladelser, og herefter 40.000 kr. for hver ekstra tilladelse. Der arbejdes i øjeblikket på et forslag om stramning af egenkapitalkravet.

Der kan ikke udstedes en vognmandstilladelse, hvis virksomheden har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover. For virksomheder i drift er grænsen på 100.000 kr. medmindre der er aftalt en afdragsordning.

Vandel og god skik

Ansøger skal være vandelsmæssigt kvalificeret. Det betyder i praksis, at ansøger ikke må være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde fare for nye overtrædelser i forbindelse med driften af vognmandsvirksomheden.

Ansøger skal desuden sandsynliggøre, at vedkommende kan drive virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Med henvisning til dette krav kan Færdselsstyrelsen nægte at udstede en tilladelse, hvis ansøger tidligere:

• har drevet vognmandsvirksomhed, der har været under konkurs eller har anmeldt betalingsstandsning, og årsagerne til de økonomiske vanskeligheder ikke er undskyldelige, eller
• har været skyldig i et eller flere strafbare forhold, eller groft har overtrådt gældende overenskomster. Det kan for eksempel være grove eller gentagne overtrædelser af vejtransportlovgivningen, herunder godskørselsloven, færdselsloven, reglerne om overlæs og køre- og hviletidsbestemmelserne.

Færdselsstyrelsen foretager en samlet vurdering af, om vognmandsvirksomheden kan drives på forsvarlig måde.

Færdselsstyrelsen indhenter en straffeattest eller en fuld udskrift fra Kriminalregisteret. Eksempelvis kan en ansøger, der tidligere har udført ulovlig vognmandskørsel, få afslag på ansøgningen. Tidligere overtrædelser vil dog forældes efter et vist tidsrum – normalt 3-5 år.

Transport af farligt gods – ADR-regler

Vejtransport af farligt gods skal ske i overensstemmelse med forskrifterne i bekendtgørelse nr. 729 af 15. august 2001 – der findes tilsvarende regler for transport farligt gods på skinner RID.

Bekendtgørelsen følger med enkelte undtagelser den europæiske konvention om international transport af farligt gods ad vej (ADR), der i væsentligt omfang baserer sine angivelser på baggrund af anbefalinger fra FN.

I forbindelse med transport af farligt gods skal der altid ske en uddannelse af det personale, som er involveret i transporterne – det gælder både, når der er tale om såkaldt firmakørsel og kørsel for fremmed regning.

Virksomheder, der transporterer eller afsender farligt gods ad vej, eller som med henblik på en sådan transport udfylder transportdokumenter eller klassificerer, mærker, emballerer, læsser eller aflæsser farligt gods over en vis bagatelgrænse, skal jf. bekendtgørelse 665 af 18. august 1999 om sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods, skriftligt udpege en eller flere sikkerhedsrådgivere, og til Beredskabsstyrelsen oplyse navn og personnummer på den eller de i virksomheden udpegede sikkerhedsrådgivere. Sikkerhedsrådgivere skal igennem en særlige eksamen, og kan enten være ansat direkte i virksomheden eller virksomheden kan indgå aftale med en ekstern sikkerhedsrådgiver.

Godsets fareegenskaber, mængde og emballage afgør, om godset er omfattet af regelsættet. Små mængder, afhængig af fareegenskaberne, fra 0-1000 kg kan transporteres under en bagatel grænse, hvilket betyder, at der er lempelser fra kravet til uddannelse og sikkerhedsrådgivere. Derudover kan farligt gods optræde som begrænsede mængder og derved ikke være omfattet af ADR konventionen. Begrænsede mængder er typisk kemikalier som anvendes i den almindelige husholdning, og derfor er pakket i meget små emballager.

Ansvarsfordelingen i forbindelse med transport af farligt gods er meget klar. Afsenderen har ansvar for:

• At vejtransport af godset er tilladt og klassificeret i henhold til ADR
• At bruge emballage, storemballage, mellemstore bulkcontainere og tanke (tankkøretøj, aftagelige tanke, tankcontainere mv.) som er godkendt for og egnet til transport af de stoffer det drejer sig om og mærket i henhold til bestemmelserne i ADR
• At godset er mærket korrekt med faresedler og FN nummer
• Evt. supplerende mærkning og påsætning af faresedler på containere og tanke
• At ansætte eller samarbejde med en eksamineret sikkerhedsrådgiver, der rådgiver og fører tilsyn med, at firmaet overholder gældende bestemmelser om transport af farligt gods
• At udfærdige transportdokument (fragtbrev) eller skriftlig informere fragtføreren om, hvilke oplysninger transportdokumentet skal indeholde, herunder en beskrivelse af godset, herunder stoffets identifikationsnummer (FN nummer) og den officielle godsbetegnelse, evt. suppleret med den tekniske, kemiske eller biologiske betegnelse og antal og beskrivelse af kolli.
• Fremskaffe, udarbejde, og udlevere sikkerhedskort, skrevet på et sprog føreren, der skal forestå transporten, er i stand til at læse og forstå, og på afsendelseslandets, samtlige transitlandes og modtagerlandets sprog. Sikkerhedskortet skal være transportøren i hænde senest når transportordren er afgivet, og leveres til chaufføren senest når det farlige gods læsses på køretøjet
• Inden læsningen påbegyndes kontrollere, at transportøren er i besiddelse af de nødvendige dokumenter, herunder chaufførens uddannelsesbevis, køretøjet og dets udstyr, som skal anvendes i forbindelse med læsning og aflæsning
• Sikre alle personer, der er beskæftiget med opgaver i relation til transportens gennemførelse modtager passende uddannelse. Oplysninger herom skal registreres i virksomheden.

Vognmandens ansvar og pligter:

• At ansætte eller samarbejde med en eksamineret sikkerhedsrådgiver, der rådgiver og fører tilsyn med, at firmaet overholder gældende bestemmelser om transport af farligt gods
• Sikre sig, at det farlige gods som skal transporteres, er tilladt at transportere i henhold til ADR
• Skal sikre sig, at alle nødvendige oplysninger er til stede før transporten påbegyndes, herunder transportdokument, sikkerhedskort på de berørte landes sprog og på et sprog som chaufføren kan læse og forstå.
• Sikre sig, at datoen for næste prøvning af tankvogne, batterikøretøjer, UN-tanke og tankcontainere ikke er overskredet.
• Sikre sig, at køretøjet/vogntoget er forsynet med orange skilte og faresedler hvor det er foreskrevet i henhold til ADR
• Vurdere forholdene omkring transporten på baggrund af anførte oplysninger herunder, at der ikke foreligger nogen åbenbare fejl, evt. tvangsruter, sammenlæsning, adskillelse fra fødevarer, parkering, afmærkning af køretøj og sikre sig, at lastbilens indretning og udstyr opfylder de gældende krav, samt køretøjet ikke er overlæsset, heraf kan nævnes:

- Evt. krav om godkendelse af køretøjet – godkendelsesattest medbringes
- mindst en stopklods pr. køretøj af passende størrelse i forholdet til køretøjets vægt og hjulenes diameter
- to selvstående advarselsmarkeringer (f.eks. reflekterende kegler, advarselstrekanter eller blinkende gule/orange lygter, som er uafhængig af køretøjets elektriske system
- en egnet advarselsvest eller anden advarselsbeklædning til hvert medlem af køretøjets mandskab
- en gnistfri håndlygte til hvert medlem af køretøjets mandskab
- det nødvendige udstyr der er nævnt i sikkerhedskortet til at træffe yderligere foranstaltninger
- Ved transport af visse luftarter skal hvert medlem af køretøjets mandskab være forsynet med luftvejs beskyttende udstyr, der sætter dem i stand til at undslippe
- Mindst to håndildslukkere med en samlet kapacitet på mindst 12 kg pulver med mærkat om seneste dato for næste kontrol, samt være forsynet med et segl, der angiver, at de ikke har været i brug.

Færdselslovens regler om køretøjers belæsning

I forbindelse med diskussion om krav til transportører/indsamlere blev det drøftet, om der skulle stilles krav til selve transporten for f.eks. at undgå støv. Disse regler findes allerede i Færdselslovens § 82 og indgår i chaufførernes uddannelse. Det er en konkret vurdering ved den enkelte transport, hvordan godset skal sikres. Der arbejdes pt. på at udvikle Best Practices og guidelines for surring af gods.

§ 82. Personer eller gods må ikke være anbragt på en sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at manøvrere køretøjet. Gods skal anbringes således, at den tegngivning, der nævnes i § 32, stk. 2 og 3, eller påbudt lygte eller nummerplade ikke skjules.

Stk. 2. Passagerer må ikke medtages i et sådant antal eller være anbragt på en sådan måde, at der kan opstå fare for dem selv eller andre.

Stk. 3. Gods skal være anbragt således, at det ikke kan frembyde fare for personer, eller medføre skade på ejendom. Det må endvidere ikke kunne slæbe eller falde af på vejbanen, forårsage forstyrrende støvdannelse, eller lignende ulempe, vanskeliggøre færdslen eller volde unødig støj.

Stk. 4. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af last og om fastgørelse af denne samt om afmærkning af langt eller bredt gods.

Stk. 5. Trafikministeren kan fastsætte bestemmelser om transport af farligt gods, herunder om tvungen ansvarsforsikring til dækning af erstatningsansvar, der opstår i forbindelse med transport af sådant gods.

II.ii. Genbrugspladser

Konsensuspapiret om genbrugspladser er blevet til i et samarbejde mellem repræsentanter fra Affald Danmark, Dansk Byggeri, Dansk Industri, Dansk Transport og Logistik, Håndværks-rådet, Genvindingsindustrien, KL, Kommunalteknisk Chefforening, Københavns Kommune og Reno-Sam.

Konsensuspapir om genbrugspladser

Formålet med dette papir er at komme frem til nogle kortfattede overordnede principper for virksomhedernes adgang til de kommunale genbrugspladser.

Anbefalingerne i dette papir skal ses i sammenhæng med de øvrige anbefalinger som forelægges for miljøministerens arbejdsgruppe om den fremtidige organisering af affaldsområdet.

Samtlige medlemmer af undergruppen om genbrugspladser tager forbehold for nedenstående anbefalinger indtil helheden i de fremtidige opgave og ansvarsfordeling på affaldsområder er belyst/ kendt.

Der er mellem repræsentanter fra Affald Danmark, Dansk Byggeri, Dansk Industri, Dansk Transport og Logistik, Håndværksrådet, Genvindingsindustrien, KL, Kommunalteknisk Chefforening, Københavns Kommune, Reno-Sam, enighed om følgende overordnede principper for virksomhedernes fremtidige adgang til de kommunale genbrugspladser:

• Genbrugspladser er et supplement til de øvrige erhvervsaffaldsordninger rettet mod mindre mængder affald og udsortering af fraktioner
• Alle virksomheder har adgang til at aflevere mindre mængder affald på de til enhver tid værende genbrugspladser, på samme vilkår som borgerne f.eks. med køretøjer under 3.500 kg. el. lignende.
• Med mindre mængder affald menes mængder under de til enhver tid gældende sorteringsgrænser og affaldsfraktioner som ligner en husstands affaldsproduktion
• Virksomheder bør på sigt have adgang til genbrugspladser på tværs af kommunegrænser, og ikke kun til pladserne i den kommune hvor virksomheden er beliggende.
• Gebyrerne for genbrugspladserne skal være praktisk håndterbare, hvilket vil sige, at håndhævelsen og administrationen skal være enkel og at der ikke tilskyndes til uautoriseret bortskaffelse af erhvervsaffaldet.
• Et praktisk håndterbart gebyr er, at der stilles en ydelse til rådighed for potentielle affaldsproducerende brugere efter objektive kriterier med udgangspunkt i BBR, CVR registret el. lignende.
• Der bør udarbejdes en vejledning om fastsættelse af gebyrer for genbrugspladser – vejledningen skal koordineres med arbejdet angående øget gennemsigtighed i gebyrfastsættelsen.
• Det skal tilstræbes, at piktogrammerne standardiseres hvad angår ensartede fraktioner.
• Parterne anbefaler at gebyret for potentielt affaldsproducerende virksomheder og husholdninger er ens.

III. Parternes anbefalinger om den fremtidige organisering af affaldssektoren

III.i Anbefalinger fra Dansk Industri, Dansk Byggeri, Handel- Transport og Serviceerhvervene, Dansk Energi, samt Dansk Transport og Logistik

Den danske affaldssektor skal reformeres og gøres mere effektiv. En reform af sektoren og dens rammebetingelser skal skabe øget gennemsigtighed i gebyrerne, øget brug af markedskræfterne, en klarere adskillelse af kommunernes drifts- og myndighedsrolle samt landsdækkende regler for affaldshåndtering.

Undersøgelser, der er præsenteret for arbejdsgruppen, peger på et årligt effektiviseringspotentiale for forbrændingsanlæg på 135-300 mio. kr. svarende til 8-15% af de samlede omkostninger for forbrændingsanlæg. For deponeringsanlæg er potentialet 55-90 mio. kr. årligt svarende til 25-40% af omkostningerne. Det relativt store potentiale for deponeringsanlæg skyldes især, at Danmark i dag kun deponerer ca. 9% af affaldet mod tidligere 35%, uden at der er sket en tilsvarende strukturændring og effektivisering.

Organisationerne mener, at effektiviseringspotentialet kan udløses gennem øget konkurrence/liberalisering på markederne for genanvendelse, forbrænding og deponi

Ønsker til fremtiden

En samlet reform af den danske regulering på affaldsområdet bør være styret af fire gennemgående principper:

• Frit valg for erhvervslivet til at vælge mellem registrerede transportører, godkendte indsamlere og behandlingsanlæg
• Konkurrence mellem aktører på affaldsmarkedet om at levere den billigste og bedste ydelse uden at gå på kompromis med miljømålene.
• Klare spilleregler på områder, hvor offentlige aktører opererer på et konkurrenceudsat marked, så der er en fair konkurrencesituation uanset, om anlæggene er private eller offentligt ejede.
• Adskillelse af bestiller-, myndigheds- og udførerolle på det kommunale område, herunder klagemulighed i relation til kommunale afgørelser om klassificering af affald.

Genanvendelse – fra kommunalt til nationalt marked

Genanvendelsesområdet er kendetegnet ved, at der er et velfungerende marked af private virksomheder, der kan behandle og håndtere genanvendeligt affald. Der er ikke behov for, at kommuner og fælleskommunale selskaber driver genvindings- eller indsamlervirksomhed, når der allerede eksisterer en lang række private aktører med samme kompetencer.

Affaldsmarkedet er reguleret som andre markeder. Hvis der er opgaver, som ikke løftes, vil de centrale myndigheder altid have initiativret og via konkurrencelovgivningen kan der gribes ind, hvis store, dominerende virksomheder misbruger deres stilling. Den politiske opgave er at skabe rammer for et mere velfungerende, nationalt marked for håndtering af genanvendeligt affald fra private virksomheder. Det anbefales at:

• At affaldsproducenter (virksomheder) frit skal kunne vælge mellem registrerede transportører, miljøgodkendte indsamlere og miljøgodkendte behandlere.
• At der udarbejdes ét nationalt sæt regler for området.

Forbrænding – fra hvile-i-sig-selv til konkurrence

For at høste effektiviseringspotentialet på forbrændingsområdet, skal konkurrencen mellem de eksisterende anlæg øges. Det er mindre afgørende, om forbrændingsanlægget er offentligt eller privat ejet, blot økonomien er klart adskilt fra den øvrige offentlige økonomi og krydssubsidiering imellem anviste og "frie" kunder forhindres. Processen frem mod øget konkurrence på det samlede marked for affaldsforbrænding bør sikre:

• At virksomheder og kommuner frit kan vælge mellem miljøgodkendte forbrændingsanlæg.
• At "hvile-i-sig-selv" princippet ophæves og forbrændingsanlæg får mulighed for at optjene overskud.
• At virksomheder, der kan anvende affald som erstatning for andre typer brændsel, får fri adgang til at konkurrere om affaldet.
• At kommunerne bør sende håndteringen af det forbrændingsegnede husholdningsaffald i udbud.
• At der tillades import af forbrændingsegnet affald til bortskaffelse, så den danske kapacitet bliver udnyttet.

Deponering – fra massiv overkapacitet til balance

I dag anvises virksomhederne til at benytte bestemte deponier afhængigt af, hvilken primærkommune de er placeret i. Prisen for deponi varierer betydeligt fra anlæg til anlæg. Det giver anledning til en skævvridning af konkurrencen mellem virksomheder inden for samme branche. Det anbefales, at der tages initiativ til:

• At virksomheder frit kan vælge mellem deponeringsanlæg, der er godkendte til at modtage den pågældende affaldstype.
• Virksomhederne skal anvende registrerede transportører, miljøgodkendte indsamlere og miljøgodkendte anlæg.
• Det undersøges, om driften af deponeringsanlæggene i højere grad skal sendes i udbud.
• Hvis der ikke indføres frit valg for erhvervsvirksomheder, bør der udvikles modeller for økonomisk kompensation til erhverv, som forpligtes til at anvende dyre kommunale deponier.

Gebyrer for genbrugspladser

Arbejdsgruppen har drøftet forskellige modeller for betaling, herunder betaling for det faktiske forbrug kontra faste gebyrer, hvor virksomhederne pålægges betaling for ydelser, de ikke nødvendigvis benytter.

Organisationerne er tilhænger af, at virksomhederne skal betale for deres faktiske forbrug. Erhvervslivet bør ikke pålægges en generel pligt til betaling for, at en ydelse stilles til rådighed.

Hvis modellen med en et fast gebyr vælges, skal det faktiske kronebeløb for husholdninger og erhverv være enslydende – ud fra den betragtning, at der er tale om små og ensartede mængder affald.

Farligt affald – bør følge modellen for genanvendeligt affald

I dag er reguleringen baseret på kommunale beslutninger og regelsæt. det betyder, at miljøkvaliteten kan variere på landsplan. Organisationerne mener ikke, at fastlæggelsen af miljøkvaliteten er en kommunalpolitisk opgave, men bør bero på faglige ekspertise. Derfor bør behandlingsformen fastsættes i et nationalt regelsæt. Herved undgås også, at der er konkurrencemæssige uligheder mellem virksomheder i forskellige kommuner.

Dansk regulering af farligt affald skal understøtte den europæiske lovgivning. De effektiviseringsmodeller og den markedsudsættelse, som organisationerne anbefaler for al det øvrige affald til hhv. genanvendelse, forbrænding og deponi bør også benyttes for farligt affald. Affaldsproducenter skal frit kunne vælge at benytte sig af en af de godkendte aktører.

Da der er tale om affald med miljø- og sundhedsmæssige egenskaber, er der behov for en skærpet overvågning af, at det farlige affald håndteres efter forskrifterne.

Som nævnt under genbrugspladserne, er organisationerne tilhænger af, at virksomhederne skal betale for deres faktiske forbrug. Erhvervslivet bør ikke pålægges en generel pligt til betaling for, at en ydelse stilles til rådighed.

Myndighedsroller – klar adskillelse fra drift

Organisationerne lægger vægt på, at kommunerne ikke kan placere myndighedslignende opgaver i affaldsselskaber (egne eller fælleskommunale), idet selskaberne derved opnår viden om markedet for håndtering af affald som kan stille – eller som kan rejse tvivl om, at det stiller – eget selskaber bedre i konkurrence ift. private aktører. Endvidere er det afgørende, at kommunerne ikke via deres myndighedsopgave og de magtmidler, der ligger heri (fastlæggelse af regulativer, tilsyn og godkendelse) kan stille egne konkurrenceudsatte aktiviteter bedre end konkurrerende alternativer.

III.ii. Supplerende anbefaling fra Dansk Byggeri

Følgende udtalelse dækker Dansk Byggeris holdning til arbejdsgruppens anbefalinger og bedes bragt i sin helhed og ucensureret:

"Dansk Byggeri har følgende indstilling til arbejdsgruppens anbefalinger:

Arbejdsgruppens anbefalinger indebærer en væsentlig forbedring af mulighederne for, at affald vil blive genanvendt i endnu højere grad end tilfældet er med den nuværende ordning. Det indebærer en væsentlig rationalisering af det nuværende regelsæt, idet flere tusinde kommunale affaldsregulativer, der regulerer genanvendelse af erhvervsaffald, vil bortfalde og blive erstattet af ensartede landsdækkende regler. Det indebærer en stor miljøforbedring, når der skabes ensartede landsdækkende regler, der er klare og entydige, da det gør det enklere for virksomhederne at forstå og opfylde kravene, samtidig med at det vil fremme udviklingen i genbrugsindustrien, så der vil blive flere løsninger at vælge imellem end i dag. Med en central database hvor aktørerne har pligt til at indberette data, vil tilsynsmyndighederne få et effektivt redskab til at sikre, at virksomhederne opfylder deres forpligtelser. For Dansk Byggeris medlemmer vil det blive betragtet som et stort fremskridt, da 95% af alt byggeaffald genanvendes.

På det øvrige affaldsområde er arbejdsgruppens anbefalinger mere tvivlsomme. Det følger af EU's affaldsrammedirektiv, som Danmark er forpligtet til at efterleve, at der skal sondres imellem affald til nyttiggørelse og affald til bortskaffelse. Affald til nyttiggørelse omfatter genanvendelse og forbrænding af affald til energiudnyttelse, f.eks. i elektricitetsværker og cementfremstilling. Affald til bortskaffelse omfatter forbrænding af affald uden energiudnyttelse, f.eks. i affaldsforbrændingsanlæg, når det vigtigste mål med forbrændingen ikke er energiudnyttelse. Endvidere omfatter bortskaffelse deponering, som den kendes fra driften af lossepladser.

Der vil opstå adskillige konflikter med EU's regler, hvis ikke sondringen mellem nyttiggørelse og bortskaffelse gennemføres konsekvent og overensstemmende med Traktaten, og de relevante forordninger og direktiver.

Problemet vil være markant på forbrændingsområdet, hvor arbejdsgruppens anbefalinger ikke følger denne sondring. Problemet er, at Danmark er en del af Det Indre Marked, hvor affald med forbrænding til energiudnyttelse er markedsudsat, og hvor Danmark, ganske vist i et mindre omfang, er en af markedsdeltagerne.

Grunden til problemet er, at det er i strid med Traktatens krav, når kommunerne deltager på dette konkurrenceudsatte marked samtidig med, at de har kompetence og ansvar som regulerende myndighed. På et frit marked kan en myndighed ikke samtidig være både markedsdeltager og myndighed. For myndigheden vil det naturligt medføre alvorlige habilitetsproblemer, fordi myndigheden ikke kan frigøres fra mistanken om, at dens myndighedsafgørelser vil tilgodese dens egne virksomheder på markedet.

Et eksempel og paradoks på denne problemstilling er, som det f.eks. fremgår af arbejdsgruppens anbefalinger: "Det er en udfordring at undgå, at konkurrencen om affald til anlæggene medfører, at der forbrændes mere affald end nødvendigt. Dette imødegås ved at fastholde, at det er kommunen, der afgør, om affaldet er forbrændingsegnet og ved at fastholde det kommunale tilsyn med affaldsproducenterne. En adskillelse af kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle er vigtig for at sikre, at det ikke er de økonomiske interesser, som bliver mere betydende end de miljøpolitiske målsætninger om genanvendelse af affald." Der er næppe mange danskere, der er i tvivl om, at kommunerne på affaldsforbrændingsområdet har foretaget anerkendelsesværdige og betydelige milliardinvesteringer. Da en del af affaldsforbrændingen er konkurrenceudsat ved nyttiggørelse og genanvendelse kan kommunerne ikke både være myndighed og driftsherre på denne del af markedet, der foregår i fri konkurrence. Uanset udvalget betragter det som en udfordring, er udfordringen så stor, at den ikke kan løses, da forudsætningen for løsningen er i strid med gældende lov, når den kommunale myndighedsudøvelse og driften ikke er adskilt med vandtætte skodder på dette konkurrenceudsatte marked.

Det må være et absolut krav, at kommunerne ikke tillægges myndighed på de kommunale driftsområder, hvor deres myndighedsudøvelse kan rejse tvivl om de tilgodeser egne anlæg, når disse er i konkurrence med private anlæg. Endvidere må kommunerne være afskåret fra at afgøre, om affaldet er til nyttiggørelse eller bortskaffelse, hvis der dermed kan rejses mistanke om, at de tilgodeser egne anlæg. Mistanken vil, også efter sædvanlig dansk forvaltningsret, være tilstrækkeligt til, at myndigheden må erklærer sig selv inhabil.

Et andet EU-retligt problem opstår, når Miljøstyrelsen har insisteret på at skrive følgende under "Anbefalinger om ansvar for genanvendeligt erhvervsaffald":

"Hvis affaldsproducenten vælger selv at transportere sit affald eller overlade affaldet til en transportør, har affaldsproducenten pligt til at sikre, at affaldet afleveres på et registreret og godkendt genanvendelsesanlæg eller et udenlandsk anlæg, som sikrer tilsvarende behandling,..."

Dansk Byggeri forventer, at Miljøstyrelsen, som afsendermyndighed, forhindrer eksport af danske miljøproblemer, men vi forventer også, at styrelsen bruger lovlige midler hertil: Det indebærer, at Miljøstyrelsen skal forhindre eksport i forbindelse med genanvendelse ved konkret anvendelse af forordning 259/93 (der henvises til artikel 7, stk. 4,litra a, femte led) i stedet for som her at kræve, at udenlandske anlæg skal sikre tilsvarende behandling som danske anlæg. Når Miljøstyrelsen skal udøve et skøn, har styrelsen pligt til at udøve skønnet og kan ikke som foreslået i sin anbefaling sætte dette skøn under en regel, hvilket, efter Dansk Byggeris vurdering, er i strid med gældende EF-domstolspraksis og i øvrigt også i strid med gammelkendt dansk forvaltningspraksis. Opmærksomheden henledes på, at Miljøstyrelsen er stævnet ved Østre Landsret angående dette spørgsmål, og at dommerne i landsretten om spørgsmålet har været så meget i tvivl om EF-rettens fortolkning, at de har anmodet om EF-domstolens fortolkning. Dansk Byggeri er derfor uforstående overfor Styrelsens anbefaling, når det ligger fast, at dommerne ved Østre Landsret er i tvivl om EU-retten på området. Det er ikke rimeligt over for det politiske system, at det foreholdes denne tvivl.

Dansk Byggeri forudsætter, at anbefalingerne om kommunale genbrugspladsers modtagelse af erhvervsaffald i øvrigt sker under overholdelse af gældende affaldsregler i EU's affaldsrammedirektiv, navnlig princippet om forureneren betaler og artiklerne 10 og 14, hvilket for sidstnævnte artikler indebærer, at genbrugspladserne godkendes til at modtage genanvendeligt affald, og at kommunerne fører registre med angivelse af mængde, art og oprindelse, samt hvor dette er relevant, bestemmelse, indsamlingshyppighed, transportform og behandlingsmetoden for det genanvendelige affalds bortskaffelsesform.

Dansk Byggeri noterer sig, at professor, dr. Jur Ellen Margrethe Basse og lektor, cand jur ph.d. Birgitte Egelund Olsen har følgende opfattelse af de centrale bestemmelser i Miljøbeskyttelsesloven vedrørende indsamlingsordninger: "Bestemmelserne i Miljøbeskyttelseslovens § 45, stk. 4 og 5 og affaldsbekendtgørelsen om benyttelsespligt i forhold til de kommunale affaldsordninger, som også gælder i relation til erhvervsvirksomhedernes affald, er efter vores opfattelse ikke i overensstemmelse med de af EU opstillede krav om et indre marked for erhvervsaffald til nyttiggørelse."

III.iii. Supplerende anbefaling fra Dansk Transport og Logistik

Dansk Transport og Logistik (DTL) er generelt positiv overfor rapportens samlede anbefalinger. På nogle områder er der tale om meget overordnede anbefalinger, som efter den politiske behandling skal udfyldes konkret. Den efterfølgende udmøntning af anbefalingerne for transportører og indsamlere har stor betydning for DTLs medlemmer.

DTL henviser indledningsvis til organisationernes fælles anbefalinger.

Farligt affald

I afsnittet om farligt affald er der en række positive, men meget overordnede elementer. Der vil være en række områder, der mere konkret skal udfyldes, herunder registrering af transportører og etablering af en godkendelsesordning for indsamlere.

Det er efter DTLs opfattelse vigtigt, at udgangspunktet for dette arbejde er de internationale regler for transport af farligt gods i ADR-konventionen, sammenholdt med de øvrige regler og ordninger for affald – herunder anbefalingerne for den ny ansvarsmodel for genanvendeligt affald – således, at der fra alle aktører på området opleves en sammenhæng i reglerne for håndtering af affald.

Anbefalinger dataindberetning

DTL har i mange år påpeget de mange problemer med de mange forskellige dataindberetningssystemer. Det er derfor meget positivt, at der nu anbefales et central dataindberetningssystem. Det er dog en afgørende forudsætning, at der er den nødvendige fortrolighed i systemet, så kundedata ikke er tilgængelige for konkurrenter.

Genbrugspladser

Grundlæggende er det DTLs holdning – og det mest optimale udfra hensynet til gennemførelse af forureneren-betaler-princippet – at erhvervsaffald ikke kan afleveres på en genbrugsplads, medmindre denne er indrettet med vægte, og der betales efter det reelle forbrug – differentieret alt efter, hvilken type affald der afleveres.

Hvis en affaldsproducent kan aflevere sit affald uden at betale de reelle omkostninger til behandling/bortskaffelse af affaldet, vil der ske en krydssubsidiering fra husholdninger til erhverv og private indsamlere/behandlere udsættes for en urimelig konkurrenceforvridning, da de ikke har mulighed for at tilbyde samme lave behandlingspriser.

Ved differentierede gebyrer, hvor de største kunder betaler mest, er der et stort problem for de private aktører, som forstærkes, hvis der ikke kan gives dispensation. Ingen virksomheder ønsker at betale dobbeltbehandlingsgebyr og fravælger derfor de private affaldsordninger.

DTL er derfor principielt modstander af, at kommunerne på affaldsområdet kan pålægge erhvervslivet en generel pligt til betaling for at en ydelse stilles til rådighed frem for betaling for faktisk forbrug. DTL er dog enig i, at der skal findes en løsning for de små mængder affald, hvor det er vanskeligt at skelne mellem, om affaldet kommer fra en husholdning eller en erhvervsvirksomhed, og at dette under visse forudsætninger kan gebyrfinansieres. Det afgørende er, at der er tale om små mængder husholdningslignende affald, og at dette sikres gennem en form for adgangsregulering på pladserne.

Da der alene kan være tale om små mængder husholdningslignende affald, må gebyret være ens for husholdninger og erhverv.

III.iv. Anbefalinger fra KL, Københavns kommune, Reno-Sam, affald danmark og KTC

Nedenfor følger de kommunale parters anbefalinger til "en effektiv affaldssektor" udarbejdet af arbejdsgruppen om organisering af affaldssektoren december 2004.

Anbefalinger til organisering af det genanvendelige erhvervsaffald

Det anbefales, at man gennemfører den foreslåede model med fælles nationale regler for erhvervsaffald til genanvendelse, hvor den kommunale anvisningsret erstattes af en national godkendelsesordning, samtidig med at virksomhederne kan overlade ansvaret for affaldsbortskaffelsen til godkendte indsamlere.

Det anbefales, at virksomheder med mindre mængder affald får adgang til relevante ordninger på samme måde som for husholdninger – fx genbrugsstationer – mod betaling efter enkle og objektive kriterier.

Det anbefales, at kommunerne fortsat skal kunne modtage erhvervsaffald på kommunale genanvendelsesanlæg under hensyntagen til at undgå krydssubsidiering mellem brugergrupper.

Anbefalinger til organisering af forbrændingssektoren

Det anbefales, at det lægges til grund, at vi har en velfungerende og effektiv forbrændingssektor kendetegnet ved en høj forsyningssikkerhed – og opnåelse af høje miljømål:

• Genanvendelsesprocenten på 65% er EU's højeste
• Vi er det land i EU med den største kapacitet til forbrænding af eget affald med energiudnyttelse, nemlig på 25% af al affald
• Vi er det land i EU, der deponerer færrest mængder affald, nemlig 10% af al affald
• Vi er et af de lande i EU, der har de laveste priser på forbrænding af affald

Det anbefales, at det kan sandsynliggøres, at eventuelle ændringer i organiseringen af den velfungerende og effektive forbrændingssektor vil medføre samfundsøkonomiske eller miljømæssige gevinster.

Det anbefales, at kommunernes ansvar for sikring af forbrændingskapacitet og behandling af forbrændingsegnet affald med tilhørende anvisning til behandlingsanlæg fastholdes. Forudsætningerne for en liberalisering, hvor en høj miljøstandard, forsyningssikkerhed samt et velfungerende marked sikres, er ikke til stede på nuværende tidspunkt.

Det anbefales, at det tages til efterretning, at sektoren står overfor flere store nye mulige udfordringer. Det er fx forskellige krav til behandling af affald i udlandet og i Danmark, konsekvenserne af import/eksport af affald, forskellige miljøkrav til samforbrændingsanlæg og affaldsforbrændingsanlæg, og forskellig afgiftsmæssig regulering af danske forbrændingsanlæg, anlæg til medforbrænding og udenlandske affaldsforbrænding.

Det anbefales, at det nærmere belyses og herefter stilles forslag til, hvordan man bedst kan håndtere disse udfordringer, så der fortsat kan forbrændes affald miljømæssigt forsvarligt, til en rimelig pris, uden unfair konkurrence, og med forsyningssikkerhed både på affalds- og varmeområderne. Herefter kan det nærmere belyses, hvilken fremtidig rolle dedikerede affaldsforbrændingsanlæg kan have, samt hvilke virkemidler der bedst kan understøtte en hensigtsmæssig organisationsform af sådanne anlæg.

Det anbefales, at det lægges til grund, at effektiviseringspotentialet i forbrændingssektoren, der i år 2000 blev opgjort til 8-10%, er yderst begrænset sammenlignet med andre sektorer. Dette begrænsede effektiviseringspotentiale taler for, at man overvejer incitamentsregulering for eksempel i form af benchmarking, der kan indføres uden store, nye meromkostninger for det offentlige og de konkrete anlæg som følge af selve reguleringen.

Det anbefales, at man nøje undersøger, hvilken form for incitamentsregulering, der er relevant på dette område. En undersøgelse på fjernvarmeområdet konkluderer, at man skal være meget bevidst om de svagheder, metoderne har. Undersøgelsen anbefaler, at man har fokus på de driftsområder, hvor effektiviteten kan øges, og at man overvejer, om de regulerede anlæg har reelle muligheder for at ændre på forholdene.

Det anbefales, at man skal se på det regelsæt, der sætter rammerne for kommunernes muligheder for at varetage sine interesser som ejere af de nødvendige selskaber.

Det anbefales, at det lægges til grund, at kommunerne selv får mulighed for at udføre de opgaver man får ansvar for.

Anbefalinger til organisering af deponeringsområdet

Det anbefales, at deponeringsanlæggene fortsat ejes og drives af det offentlige, idet det anses for en effektiv måde at sikre den nødvendige kapacitet på lang sigt, fx i forbindelse med placering af nye deponeringsanlæg. Området har en så lille en økonomisk betydning, at det vurderes at have begrænsede konsekvenser for den samlede affaldssektor, såfremt det afdækkede effektiviseringspotentiale ikke udnyttes fuldt ud.

Det anbefales, at kommunerne forsat kan anvise affald til konkrete anlæg.

Det anbefales, at Hvile-i-sig-selv princippet ikke ophæves med suppleres.

Det anbefales, at det lægges til grund, at det bør være en kommunal forpligtelse at sikre bortskaffelsesmuligheder for affald. Denne forpligtelse bør afspejles i en kommunal forpligtelse til at etablere deponeringsanlæg og hermed sikre, at der opbygges deponeringskapacitet. Endvidere lægger parterne vægt på en entydig ansvarsplacering i forbindelse med etablering, drift, nedlukning og evt. efterbehandling af deponeringsanlæg. Parterne lægger endvidere vægt på, at der ved et kommunalt ejerskab i højere grad sikres, at mængderne til affaldsdeponering begrænses i overensstemmelse med regeringens politik.

Anbefalinger til farligt affald

Det anbefales, at kommunerne bevarer kapacitetsansvaret for behandling af alt farligt affald, og at der skal etableres kommunalt beredskab, der sikrer en forsvarlig indsamling og behandling af mindre mængder farligt affald.

Det anbefales, at kommunerne finansierer ordninger, kapacitetsforpligtelse og beredskab for farligt affald ved et gebyr. Dette gebyr skal opkræves hos alle potentielle producenter af farligt affald uanset mængde som betaling for, at ordningen stilles til rådighed. Det anbefales, at også det farlige affald til forbrænding bliver omfattet af den nye model for ansvar.

Anbefalinger om myndighed og drift

Det anbefales, at man med inspiration i redegørelsen i projektet om adskillelse af kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle på affaldsområdet for retsteoriens nøgleord og projektets forslag til kriterier for vurdering af hensigtsmæssighed udformer nye og mere nuancerede retningslinier for, hvilket hjemmelskrav der kræves for at delegere og overføre kompetence for løsning af forskellige typer myndighedsopgaver til forskellige typer modtagende organer.

Det anbefales, at det lægges til grund, at der inden for de opgaver, som kommunen i fremtiden skal varetage, er størst mulig frihed for kommunerne til at organisere en hensigtsmæssig opgaveløsning.

Det anbefales, at det vurderes i hvilket omfang kompetencer til at klassificere, anvise, føre tilsyn, træffe afgørelser i tilknytning til fritagelser, udarbejdelse og vedtagelse af regulativer og gebyrfastsættelse kan overdrages til et fælleskommunalt selskab, forudsat at det pågældende fælleskommunale selskab ikke varetager driften af behandlingsformer, som er i direkte konkurrence med private behandlere på et marked.

Det anbefales, at opgaver som at eje og drive affaldsbehandlingsanlæg, indsamle affald i en kommune, udarbejde budget og regnskab med disse aktiviteter, forestå udbud af opsamlings- og indsamlingsopgaver, afsætte indsamlede materialer, opkræve gebyrer, føre statistik og informere borger og virksomheder om affaldshåndtering, kan kompetenceoverdrages til fælleskommunale selskaber.

Det anbefales, at der indføres en klagemulighed i de tilfælde, hvor kommunen har kompetencen til at træffe afgørelse om klassificeringen af affaldet. Klagemuligheden skal tage højde for de særlige problemer, som affaldets karakter kan medføre for eksempel for opbevaring og hygiejne.

IV Bilag på Internettet

Følgende bidrag til arbejdsgruppens arbejde kan findes på www.mst.dk.

I. Faglige rapporter

i. Fordele og ulemper ved liberalisering af affaldsforbrænding og – deponering (COWI/AKF) ii. Konkurrencen på markederne for genanvendelse af affald (Copenhagen Economics) iii. Fremme af miljørigtig håndtering af kritisk affald (McKinsey) iv. Affaldstransportørers og mægleres rolle (Teknologisk Institut, Rambøll og Dr. Jur. Peter Pagh) v. Adskillelse af kommunernes myndigheds- og driftsherrerolle (Ellen Margrethe Basse og Birgitte Egelund Olsen) vi. Gennemsigtighed i kommunale affaldsgebyrer (Price Waterhouse Coopers) vii. Forenkling af kommunale affaldsregulativer (Rambøll) viii. Samlet affaldsdatamodel (Rambøll) ix. Bilag til notat om producentansvar (Miljøstyrelsen)

II. Faglige input fra parterne til arbejdsgruppens drøftelser

x. Rapport fra Dansk Byggeri Fremtidens regulering af indsamling og behandling af erhvervsaffald
xi. Notat om rammebetingelser for affaldsforbrænding fra de kommunale parter
xii. Peer review af COWI/AKF rapporten fra Copenhagen Economics
xiii. En række indlæg fra Cowi og Copenhagen Economics xiv 2 notater om myndigheder fra KL
xv. Reno-Sam økonomiberegninger om genbrugspladser
xvi. KL økonomiberegninger om genbrugspladser
xvii. Miljøstyrelsen økonomiberegninger om genbrugspladser

V Noter

1 Jf. § 32 i Affaldsbekendtgørelsen.

2 Affaldsstrategi 2005-2008 side 14-15.

3 Affaldsrammedirektivet (91/156/EØF) artikel 5.

4 Effektiviseringspotentiale på forbrændingsanlæg og deponeringsanlæg i Danmark, Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 2 2002.

5 Jf. definitionen i anbefalingen om ansvar.

6 Jf. McKinsey projektets konklusioner om at det er nødvendigt med midler til at udvikle, modne og anvende nye teknologier.

7 Fordele og ulemper ved liberalisering af affaldsforbrænding og -deponering, Miljøprojekt nr. 946, 2004.

8 http://www.affaldsinfo.dk/user/1974/9616.xls

9 Farlig affaldsdirektivet (91/689/EØF) artikel 2.

10 Farlig affaldsdirektivet (91/689/EØF) artikel 4.

11 Begrebet registreret og godkendt behandlingsanlæg dækker et anlæg der udover miljøgodkendelsen lever op til en række nærmere centralt definerede krav til affaldsbehandlingen.

12 jf affaldsrammedirektivets bestemmelser.

13 Kilde: Kommunal benchmarking. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens benchmarkingundersøgelse af den kommunale administration af erhvervsaffaldsområdet. September 2001.

14SWOT står for Strengths, Weaknesses, Opportunities and Threats, dvs. styrker, svagheder, muligheder og trusler.

15 Kommunal benchmarking: Erhvervs- og Selskabsstyrelsens benchmarkingundersøgelse af den kommunale administration af erhvervsaffaldsområdet. Dokumentationsrapport, september 2001, afsnit 6.4.2.

16 "Vurdering af de økonomiske konsekvenser af konsensus om genbrugspladser", notat udarbejdet af Reno-Sam til arbejdsgruppen 5. oktober 2004. Vedlagt som bilag.

17 Finansministeriets miljøvurdering af finanslovsforslaget 1999.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top |

Version 1.0 Januar 2005, © Miljøstyrelsen.