Forundersøgelse af madspild i Danmark

8 Vurdering af potentialer for at forebygge madaffald og behov for yderligere analyser

8.1 Vurdering af potentialer for at forebygge madaffald

Gennemgangen af danske og udenlandske undersøgelser har vist, at der hos alle de 5 aktører, som er gennemgået i kapitel 2-6, findes et potentiale for at reducere mængden af madspild.

Det er vanskeligt at kvantificere potentialet fra de forskellige aktører, da antallet af de gennemførte analyser er lavt, af ældre dato og kvalitet af data meget svingende. F.eks. har det været nærmest umuligt at finde undersøgelser vedrørende engrosleddet (tabel 18).

Tabel 18: Et meget foreløbigt skøn over mængderne af madaffald og madspild hos de forskellige danske aktører.
  Skøn over mængden af madaffald
(tons)
Skøn over andelen af madspild Skøn over mængden af madspild
(tons)
Fødevareproducenter Ukendt 1-5 % Ukendt
Grossist og Engros Ukendt 100 % Ukendt
Detailhandel Min. 46.000 95 % Min 43.700
Storkøkkener Min. 21.000 40-75 % Min 8.600 – 15.750
Husholdninger Ca. 475.000 50 % Ca. 237.000

Hos fødevareproducenterne er der et potentiale for at forebygge både madaffald og madspild f.eks. gennem ændrede produktionsmetoder. Den samlede mængde af madaffald er stor. Der forefindes dog ikke data til at belyse den præcise mængde (tabel 18). Andelen af madspild er dog lille, da størstedelen af madaffaldet er uspiseligt.

For detailhandlen og i grossist leddet må det formodes, at størstedelen af madaffaldet er spiseligt og dermed potentielt kan forebygges. Andelen af madspild er skønnet til at ligge tæt på 100 %, da der her er tale om fødevarer, som potentielt kunne være solgt til slutbrugerne.

For husholdningerne og storkøkkenerne vil det være vanskeligt at reducere mængden af uspiseligt madaffald. Her udgør madspildet potentialet, som kan forebygges.

Andelen af madspild fra storkøkkener er afhængig af mængden af halvfabrikata, der bliver brugt i køkkenet, samt udnyttelsesgraden af de indkøbte råvarer. Madspildet er derfor skønnet til 40-75 % af madaffaldet.

For husholdninger skønnes det ud fra udenlandske undersøgelser at andelen af madspild er ca. 50 %. Potentialet målt i tons er derfor stort hos husholdningerne (tabel 18).

I vurderingen af potentialer for forebyggelse af affald bør det også tages i betragtning, hvor stor mængden er hos den enkelte aktør. Mængden hos den enkelte husholdning er lille i forhold til mængden hos den enkelte virksomhed eller butik.

Selvom det er behæftet med store usikkerheder at sætte mængder på potentialerne for de forskellige danske aktører, kan der ud fra de udenlandske undersøgelser udledes noget kvalitativt, om hvor der er interessante potentialer under danske forhold.

I husholdningerne og for detail- og engrosleddet er der et potentiale for at forebygge madspildet af frisk frugt, grøntsager og brød.

8.2 Behov for yderligere analyser

Gennemgangen af de danske data har vist, at der mangler opdaterede data for mængden af madaffald for alle danske aktører. Data er 8- 20 år gamle. For engrosleddet findes der ingen nationale data overhovedet. For fødevareindustrien findes ingen samlede data over madaffald.

De tidligere danske analyser har ikke fokuseret på mængden af affald, som kunne forebygges og derfor er der ikke gennemført analyser af mængden af madspild i de tidligere analyser i Danmark.

Der er umiddelbart behov for opdaterede data for mængden af madaffald for alle 5 aktører. For især husholdninger og storkøkkener vil det være vigtigt at få analyseret mængden af madspild for at kunne bestemme forebyggelsespotentialet.

 



Version 1.0 Maj 2010, © Miljøstyrelsen.