| Indhold |

Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen 10/2001

Sælger-kundevejledning til udarbejdelse af en produktmiljøprofil

Indholdsfortegnelse

Forord

Projektet "Sælger- og kundevejledning til udarbejdelse af en produktmiljøprofil" er gennemført med støtte fra Miljøstyringsordningen, der administreres af Miljø- og Erhvervsfremme Styrelsen. Projektet er gennemført i perioden april 1999 til december 2000.

Projektet er 3. fase i Grafisk Arbejdsgiverforening (GA)'s miljøledelsesstrategi for den grafiske branche. Projektet er en overbygning på "Branchepakke til miljøstyring i små og mellemstore grafiske virksomheder" gennemført i perioden oktober 1996 til december 1998.

Projektet er udført af GA´s miljøafdeling www.ga.dk/miljo. Projektleder har været Ninna Johnsen.

Til projektet har været tilknyttet en følgegruppe, der i alt har afholdt 4 møder. Gruppen bestod af:

Til projektet har yderligere været tilknyttet en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har været en vigtig faglig diskussionspartner og har samtidig virket ved løbende at evaluere resultaterne i projektforløbet. Gruppen har bestået af fem repræsentanter fra grafiske virksomheder samt projektleder ingeniør Ninna Johnsen, keming/cand. scient Anette Møller, afdelingschef Carsten Bøg, Grafisk Arbejdsgiverforening.

1. Indledende bemærkninger og baggrund

Denne arbejdesrapport beskriver baggrunden for de overvejelser, der ligger til grund for genemførelsen af projektet "Sælger- og kundevejledning til udarbejdelse af en produktmiljøprofil", herefter kaldet "MiljøNET" samt det værktøj, som er et resultat af dette.

Projektet er gennemført som led i en strategi udarbejdet af Grafisk Arbejdsgiverforening i 1995, som sigtede på, inden for en overskuelig årrække, at udvikle en række værktøjer til etablering og drift af miljøledelse i grafiske virksomheder. Disse værktøjer skulle være konkrete og præsise i forhold til målgruppen og skulle i princippet kunne bruges af både små og store virksomheder uden anvendelse af store administrative ressourcer eller store udgifter til ekstern konsulenthjælp.

Første fase af strategien i 1995 var at gennemføre et forprojekt til afdækning af eksisterende erfaringer med miljøledelse i branchen samt behov for udviklingsinitiativer. Ålborg Universitets Center forestod den del af undersøgelsen, hvor en række grafiske virksomheder, både med og uden miljøledelseserfaring, gav udtryk for erfaringer, behov og ønsker.

Forprojektet er afrapporteret og findes på www.mst.dk/udgivelser "Arbejdsrapport nr. 74, 1996 "Forundersøgelse – Miljøstyring i grafisk branche". Konkret gav forprojektet anledning til iværksættelse af en række samlede aktiviteter, igansat i oktober 1996, under projekttitlen "Branchepakke for miljøstyring i små- og mellemstore grafiske virksomheder". Projektet har 4 hovedelementer, som er udgivet på www.mst.dk/udgivelser/publikationer :

Miljøprojekt nr. 548, 2000 "Nøgletalsprojekt"

Miljøprojekt nr. 549, 2000 "Kom-i-gang"-værktøj"

Miljøprojekt nr. 550, 2000 "Målrettede værktøjer – Guide til miljøledelse i grafiske virksomheder"

Miljøprojekt nr. 551, 2000 "Netværks- og uddannelsesprojekt".

I perioden 1997-1999 blev der etableret en lang række miljøledelsessystemer i grafiske virksomheder. I dag anslås det, at mere end 70 grafiske virksomheder har et certificeret miljøledelsessystem under ISO 14001 standarden eller EMAS. I ca. 50 af disse virksomheder har værktøjer udviklet under branchepakken været anvendt.

Statistisk andrager gruppen af grafiske virksomheder med miljøledelse, målt som enkelt-virksomheder, kun en lille del af det samlede antal grafiske virksomheder i Danmark. Til gengæld forholder det sig sådan, at disse 70 virksomheder har en betydelig andel af både produktionen af ark-offset tryksager og arbejdskraften. Som følge deraf har miljøudviklingen i disse virksomheder bidraget væsentligt til det generelle niveau i branchen.

Anden fase i GA's strategi var at udvikle værktøjer til at understøtte miljøledelsesvirksomhedernes konkrete bestræbelser på at produktorientere deres miljøledelsesarbejde.

For grafiske virksomheder har det altid været et primært mål at tilføre produktet de kvaliteter markedet måtte efterspørge. Disse har traditionelt været ydre kvaliteter som pris, levering, fleksibilitet og rådgivning samt brugskvaliteter som funktion, holdbarhed, design og budskaber i al almindelighed.

De grafiske virksomheder, som først tog initiativ til miljøledelse, forudså, at markedet ville komme til at efterspørge andre og nye typer produktkvaliteter, såsom miljømæssige kvaliteter.

De miljømæssige kvaliteter, der tilføres et grafisk produkt i fremstillingsprocessen, adskiller sig fra de førnævnte synlige kvaliteter ved at være "skjulte" kvaliteter. Det er en kvalitet, der må informeres om, og som ikke umiddelbart fremgår af udseendet på tryksagen.

De fleste grafiske virksomheder har fra etableringen af deres miljøledelsessystem, i miljøpolitikken, fremhævet, at de vil kunne give information om produktets miljørelationer i et livscyklusperspektiv. Dette har imidlertid til dels været vanskeligt af flere årsager. For det første, fordi miljøledelsessystemet typisk har været opbygget med baggrund i varetagelse af virksomhedens egne indre produktionsforhold, og for det andet, og måske langt det vigtigste forhold, at der generelt i branchen har manglet en samlet analyse af det grafiske produkts miljørelationer set i et livcyklusperspektiv. Baggrunden for nærværende projekt skal ses i dette lys.

Projektet har med udgangspunkt i eksisterende viden om miljøforhold for papir, prepress, tryk, færdiggørelse og bortskaffelse beskrevet produktionsprocesserne og miljøpåvirkningerne fra fremstilling til bortskaffelse. Den viden, der er indhentet, bygger på såvel almindelige kvalificerede data, som på data baseret på viden om livscyklus tilvejebragt efter anerkendte metoder (UMIP).

Værktøjet er grundlæggende en faglig redigering af den viden, der er frembragt gennem miljøudviklingsprojekter, artikler m.v. i de sidste 10-12 år. Værktøjet tjener flere primære formål. Det giver generelt alle med interesse en mulighed for at tilegne sig viden om miljøforhold ved tryksager. Det giver grundlag for at opkvalificere sælgere og kunder og dermed danne grundlag for en bedre dialog om de muligheder, der er for at tage størst mulige miljøhensyn. Desuden giver det de grafiske virksomheder og GA muligheden for at styrke uddannelsen af medarbejdere generelt omkring miljøforhold.

Værktøjet er udformet som et manuskript til et IT-værktøj. Viden om de enkelte procestrin i det grafiske produkts livscyklus gives i flere niveauer (lag). Indledningsvis vil det være muligt for hver af de beskrevne procestrin at få oplysninger om "væsentlige fakta", "produktionsbeskrivelse", "miljøpåvirkninger" og "fremtidsperspektiver". De sidstnævnte tre områder beskrives yderligere i underliggende "lag", hvor emner uddybes og detaljeres mere og mere, lag for lag.

I de følgende kapitler redegøres der for de undersøgelser, der ligger til grund for den brugerorienterede redigering og evaluering af værktøjet, og den deraf anvendte metode til opbygning og brug af indhold. Der redegøres endvidere for de perspektiver som værktøjet, MiljøNET, giver, hvis værktøjet bliver tilgængeligt som web-baseret værktøj og den formidling, der skal sikre størst mulig udbredelse og anvendelse.

1.1 Forundersøgelse, resultater og konklusioner af interview med sælgere og kunder

For at sikre, at form og indhold i det værktøj, der skulle etableres gennem projektforløbet, ville afspejle de behov og ønsker, der måtte være i den primære målgruppe, blev der foretaget en undersøgelse hos tre af GA's medlemmer og syv af deres kunder.

De grafiske virksomheders sælgere og kunders miljøinteresser m.h.t. værdier, dialog og produkt blev valgt som omdrejningspunktet for interviewundersøgelsen.

Dette kapitel beskriver essensen af undersøgelsen, herunder analyser og konklusioner.

1.1.1 Procedure og metode

Der blev valgt at anvende en dybdeinterview-metode med inspiration fra S. Kvale: "Interview - en introduktion til det kvalitative forskningsinterview", Hans-Reitzels Forlag A/S, Kbh. 1994. I stedet for at lave en undersøgelse, der involverer mange mennesker, og hvor man kun når at spørge om relativt lidt (kvantitaiv undersøgelse), har GA valgt at bruge mange ressoucer på relativt få personer (kvalitativ undersøgelse).

Indledningsvist blev en række overordnede spørgsmål formuleret. Disse havde til formål at kortlægge undersøgelsesfeltet. Spørgsmålene er angivet herunder.

Sælgerne og ledelsen:

Hvor meget ved sælgerne om miljø?
Hvor mange ordrer kommer fra reklamebureauerne, og hvor stor indflydelse har trykkeriet på tryksagens udformning?
Hvordan forholder sælgerne sig umiddelbart til værktøjets udformning?

Kunderne:

Produktet

Hvilke miljøforhold, knyttet til produktet, er interessante for kunderne?
Hvorfor stilles der krav til miljø ved køb af produktet?

Dialogen

Hvad forventer kunden af virksomheden m.h.t. miljøinformation?
Er der behov for en "dybere" miljødialog?
Har kunderne vilje til at bruge værktøjet (i den udformning vi fremlægger det)?
Hvorledes ønsker kunden værktøjet og kundepjecen udformet?

Værdier/grundholdninger

Hvilke værdier/grundholdninger har kunden på miljøområdet?
Hvilken betydning har værdier i købssammenhæng?

Generelt

Hvilke gevinster ser kunden i værktøjet?
Hvad vil kunden få ud af værktøjet?

Ud fra disse overordnede spørgsmål blev de egentlige spørgeskemaer til kunde samt sælger og ledelse udviklet. Skema til sælgerne findes som bilag 2 "Spørgsmål til virksomhedens ledelse og sælgere". Skema til kunderne findes som bilag 3.

Næste trin var en samtale med sælgerne på de respektive virksomheder.

Spørgsmålene i bilag 1 blev anvendt her. I denne sammenhæng blev trykkerierne opfordret til at finde 2-3 kunder, som kunne tænkes at ville deltage i et interview.

Det blev desuden besluttet, at spørgsmålene til kunderne også kunne stilles til de respektive sælgere. D.v.s. på en sådan måde, at den enkelte sælger skulle give sit bud på, hvordan kunden ville svare. Herved ville det blive muligt at se, hvorvidt sælgerens billede af kunden er i overensstemmelse med virkeligheden. Disse spørgsmål, der omhandler kendskab til kunden, findes som bilag 3.

Efter samtale med sælgerne (otte sælgere er udspurgt) blev syv kunder interviewet. Spørgsmålene er ikke blevet fulgt slavisk. Ofte viste det sig, at kunden ved besvarelse af et spørgsmål også besvarede andre spørgsmål senere i interviewet. Andre gange har uddybende spørgsmål været nødvendigt.

1.2 Resultater/analyser

1.2.1 Interview med sælgere og ledelse

De tre virksomheder, som blev valgt til undersøgelsen, blev udvalgt på baggrund af, at de ikke indbyrdes var i konkurrence med hinanden. Virksomhederne repræsenterer arkoffset, heat-set rotation og kartonnageindustrien. De tre virksomheder var alle virksomheder, der igennem flere år har arbejdet med miljø, EMAS eller ISO 14001. Ved at inddrage netop disse virksomheder i projektet, vurderede GA, at deres svar ville kunne danne grundlag for, hvad andre virksomheder vil bestræbe sig på at opnå inden for miljøområdet i nær fremtid.

Analyse af sælgernes kendskab til kunderne

Der synes at være forskel på, hvor stort et kendskab sælgerne har til de enkelte kunders miljøholdninger. Undersøgelsen har vist, at kendskabet varierer fra virksomhed til virksomhed og fra sælger til sælger. Denne variation gør, at de generelle betragtninger skal tages med et vist forbehold. Betragtningerne er gengivet herunder:

Hvad er sælgere og kunder enige om?

Der må anses at være flere grunde til, at miljødialogen er begrænset i dag. For det første peger undersøgelsen på, at kundernes kendskab til miljøforholdene i den grafiske branche er begrænset. For det andet gav flere sælgere udtryk for, at de mangler viden på miljøområdet.

Forskelle på sælgernes og kundernes svar

Generelt viser undersøgelsen, at de adspurgte sælgerne ikke har et fuldt ud nuanceret billede af deres kunder på miljøområdet. Dette giver generelt sælgerne anledning til at tro, at kundens passivitet på dette område i salgssituationen er ensbetydende med manglende interesse. Der findes uden tvivl mange eksempler på kunder for hvem miljø ikke spiller nogen rolle i købssituationer, men denne undersøgelse viser dog, at en overvejende del af de adspurgte kunder ønsker at have en mere kvalificeret dialog og ønsker svar og information, som de ikke altid får i dag.

Undersøgelsen giver flere eksempler på, at sælgeren ikke konkret ved, om kunden ønsker at stille krav om miljøvenlige tryksager, eller hvorfor miljøvenlige tryksager vælges. En sådan situation kan enten karakteriseres som et uudnyttet kundepotentiale.

Flere af de adspurgte sælgere vidste ikke, om kunden havde en miljøpolitik. Kunden havde ikke på eget initiativ tydeliggjort dette i salgsdialogen, og sælgeren havde valgt ikke at give dette område opmærksomhed.

I hvilket omfang kunden tager hensyn til miljø, når der handles, var ofte også uklart for sælgeren. Her blev givet så forskellige svar som "aldrig" (sælger), "altid" (kunde)! Undersøgelsen viser en tendens til, at kunderne opfatter sig selv som mere orienterede mod at inddrage miljø i købssituationen, end sælgerne opfatter dem som værende.

Opsummering og afrunding

Det kan også anbefales at bruge interviewspørgsmål til sælgere om kendskab til kunder, bilag 3.

Ved at sammenholde kundernes svar med sælgernes giver undersøgelsen adgang til en en forholdsvis enkel analyse. Metoden giver sælgeren en mulighed for at registrere, hvorvidt hans billede af kunden er i overensstemmelse med virkeligheden og resultatet vil være, at der lægges op til en diskussion/vurdering, der kan føre til en mere bevidst og dermed kvalificeret miljødialog ud fra den enkelte kundes ønsker og behov, som i sidste ende kan være en gevinst for begge parter.

Ved at deltage i en sådan undersøgelse kan kunden se sin fordel i, at sælgeren i fremtidige salgssamtaler vil kunne sikre et højere serviceniveau. Det forekommer naturligt at ville give information,- særligt når den skal bruges til at servicere en selv bedre.

Under interwievundersøgelsen af sælgerne og kunderne blev der givet udtryk for en række forventninger til værktøjet og givet ideer til opbygningen. En vigtig konklusion var, at værktøjet skulle opbygges lagvis, og det øverste lag af viden skulle være en kortfattet beskrivelse af fakta om hvilke miljøparametre, der er de væsentligste inden for det givne område.

Med baggrund i de ønsker, som den primære målgruppe for projektet havde, blev det besluttet at udarbejde et manuskript til en web-baseret IT model. På forhånd havde GA yderligere det kendskab til målgrupperne, at værktøjet ikke alene skulle være en beskrivelse af miljø på forskellige niveauer, men også beskrivelser af produktionsteknisk viden.

1.3.1 Anvendt metode til research og kildevurdering

Der blev foretaget en meget omfattende research af den litteratur, der behandler miljøforhold og grafisk produktion og dennes beslægtede områder. Referencer og øvrige kilder fremgår af værktøjet. Alle kilder er læst og vurderet, men den systematik, der anvendes, gør, at ikke alle kilder refereres med henvisning i teksten. Det er besluttet alene at lade referencer optræde i teksten, hvor der enten gengives egentlige påstande, klare statisktistiske data, oplysninger givet af personer, eller hvor kilden kan betegnes som primær ophavskilde.

Der er derfor gengivet kilder uden, at disse efterfølgende bærer en henvisning til referencelisten. Disse er i litteraturlisten betegnet "Øvrige kilder". Forfatterne har fundet det legitimt i relation til målet med værktøjet, som er at redigere mange års viden om miljøforhold i grafisk industri og gengive dette i en formidlingsegnet form.

1.3.2 Opbygningen af værktøjet

Værktøjet indholder produktionsbeskrivelser og viden om tryksagens miljøbelastning i et livscyklusperspektiv.

Værktøjet er udformet som et manuskript til et IT-værktøj. Viden om de enkelte procestrin i det grafiske produktslivscyklus gives i flere niveauer (lag). Indledningsvis vil det være muligt ved hver af de beskrevne procestrin at få oplysninger om "Væsentlige fakta", "Produktionsbeskrivelse", "Miljøpåvirkninger" og "Fremtidsperspektiver". De tre sidstnævnte områder beskrives yderligere i underliggende lag, hvor emnerne uddybes.

Nedenfor er vist et eksempel på, hvordan værktøjet er opbygget for hvert procestrin. Eksemplet her dækker processen "Trykfarver". Opbygningen er vist i form af en sitemap, der viser en oversigt over, hvorledes manuskriptet er struktureret i forskellige lag samt forbindelserne mellem disse lag. Desuden er vist en "menu-oversigt" over indholdet i hele værktøjet.

Værktøjet, der er tænkt som et dialog-værktøj, har i bund og grund det formål at give sælger og kunde mulighed for at kommunikere på samme vidensniveau og på et så kvalificeret niveau, som det ønskes.

En tryksag er sjældent et produkt, der købes som en hyldevare modsat andre industriprodukter som vaskemaskiner og lignende, hvor kunden beser et færdigt produkt og derfra tager stilling til køb. Typisk designer trykkeriets sælger tryksagen sammen med kunden i ordre/købssituationen. Tryksagens design influerer på parametre som papir, kemikalier og færdiggørelse. Parametre, der vægter ganske tungt miljømæssigt.

Ideen er, at der under designfasen udarbejdes en miljøprofil for produktet som en oversigt over, hvordan produktet fremstilles og hvilke råvarer, der anvendes.

Nedenfor er vist en model for, hvorledes værktøjet tænkes anvendt i dialogen mellem sælgerne og kunderne.

Miljøprofilen giver brugeren oplysninger om, hvor i IT-værktøjet der findes oplysninger, der relaterer sig til en tryksag med det pågældende design, så de miljømæssige konsekvenser af det design, der er valgt, synliggøres. Oplysningerne kan således bruges i dialogen mellem sælger og kunde under designfasen.

Nedenfor er vist et forslag til, hvordan miljøprofilen kan opbygges. Ideen er, at når værktøjet IT-baseres, skal profilen indarbejdes som en integreret del af dette.

Den færdige miljøprofil kan ikke alene bruges som vejledning til at søge konkrete produktions- og miljøoplysninger, men også som en dokumentation for valg af miljørelationer i det købte produkt.

1.4 Evaluering og konklusion

Formålet, som er beskrevet i den oprindelige ansøgning, vurderes at være opfyldt. Målet var at udvikle et værktøj, som kunne understøtte de grafiske virksomheder i at fokusere direkte på og arbejde mere kvalificeret med de produktorienterede elementer i miljøledelsessystemer. Arbejdsgruppen har løbende været brugt som sparringspartner, og deltagerne har afsluttende givet udtryk for, at det er deres opfattelse, at værktøjet vil kunne anvendes til at kvalificere en vurdering og formidling af produktrelaterede miljøforhold.

Endvidere blev der opstillet det mål, at værktøjet skulle udvikles i tæt samarbejde med grafiske virksomheder, leverandører og deres kunder for at sikre, at værktøjet ville blive tilpasset behov og ønsker. Der blev på denne baggrund, i den indledende projektfase, gennemført en interviewundersøgelse af en række sælgere i udvalgte grafiske virksomheder og kunder udvalgt af disse sælgere. De grafiske virksomheder udpegede de kunder, som de ønskede skulle deltage i undersøgelsen. Interviewet blev gennemført af medarbejdere fra GA's miljøafdeling.

Undersøgelsen afdækkede, at de grafiske sælgere har et ikke-fuldstændigt billede af, hvad deres nøglekunder har af ønsker til samarbejdet på miljøområdet. Kunderne efterspurgte generelt mere information og mere dialog omkring miljøforhold, når de handler. Sælgerne mente, at kunderne fik den information de ønskede. De efterlyste dog begge mere dialog om miljø, ligesom de mente, at der skal være viden til stede til at kvalificere denne samtale eller dialog.

Kunderne svarede endvidere, næsten samstemmende, at de ønsker saglig information. Det blev udtrykt, at sælgeren skulle virke sandfærdig i sine formuleringer. Dette kan tolkes som at sælgere skal være parate og "klædt" på til at gå dybere ind i emner som f.eks. papir og skovbrug. Måske ikke alene på det mundtlige niveau, men også understøttet af skriftlig information og dokumentation.

Et af de indtryk, interviewundersøgelsen efterlader, er, at der blandt sælgere og deres kunder er en forskel mellem, hvad sælgerne tror, kunder ønsker, og hvad kunder forventer, men ikke får. Potentielt er dette forhold uhensigtsmæssig for en virksomhed, da der er et uudnyttet loyallitetspotentiale mellem kunde og leverandør.

De fremhævede konklusioner kunne efterlade det indtryk, at de deltagne virksomheder og deres sælgere ikke arbejder seriøst og kvalificeret med miljøforhold. Dette er ikke nødvendigvis tilfældet. De virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, har i flere år haft enten ISO 14001 og/eller EMAS, licens til svanemærkning af tryksager osv. De sælgere, der har deltaget i undersøgelsen, er erfarne sælgere, der alle er velvidende om, hvad det indebærer at have miljøledelse eller licens til svanemærkning af tryksager.

Når der alligevel kan afdækkes forhold, der påpeger så forskellige opfattelser mellem to parter om den samme situation, kan én af årsagerne være, at der selv blandt erfane sælgere endnu er en tendens til at vægte forholdet økonomi/kvalitet tungere end miljø. Dermed overses den kendsgerning, at mange kunder i dag forventer og rent faktisk får høj traditionel produktkvalitet og tilnærmelsesvis samme pris, når de handler hos konkurrenter og derfor i stigende omfang, mere eller mindre bevidst, efterspørger andre kvalitetsparametre som miljø.

En vigtig konklusion, der afsluttende er værd at fremhæve igen, er, at sælgere og kunder samstemmende ønsker mere infomation, fordi de ønsker at bruge denne information til yderligere at kvalificere samarbejdet om miljøforhold. De giver generelt udtryk for at ville bruge og inddrage værktøjet i samarbejdet.

1.4.1 Værktøjet

Valg af metode til opbygning af værktøjet vurderes at have været hensigtsmæssig i forhold til det andet hovedformål for projektet. Indkøbere, sælgere og kunder skal hurtigt, overskueligt og på et fagligt kvalificeret niveau kunne hente oplysninger om en given miljøbelastning, såvel når produktype vælges, som når de enkelte valg i det konkrete produkt skal besluttes.

Arbejdsgruppen primært, men også følgegruppen, har aktivt og løbende evalueret udviklingen af de enkelte del-værktøjer i projektet. Der har været mange konstruktive og udviklende kommentarer i forløbet.

Det foreliggende manuskript (værktøj) vurderes at være egnet til at kunne opfylde de mål, der er til en kvalificering af såvel de grafiske virksomheders miljøarbejde, som de enkelte personer der arbejder med indkøb, salg og køb.

Værktøjet er endvidere egnet til at kunne vurdere et givent design på en tryksag eller til evaluering af valg af tryksagens design. Den til værktøjet tilknyttede vejledningsfacilitet ("produktmiljø profil"), hvortil der kan søges konkrete oplysninger om specifikke valg gør, at der bliver tale om en form for "interaktiv produkt miljødeklaration". Kunden tilbydes den facilitet at kunne deltage aktivt i opstilling af produktprofilen før produktion gennem elektronisk kommunikation.

Med det forhold in mente, at netop salgs/købssituationen er en af de væsenligste for de miljøbelastninger en tryksag forårsager i sin livscyklus, vurderes værktøjet generelt at kunne bidrage til at optimere miljøhensyn ved produktion og brug af tryksager. Det gælder, hvad enten tryksager vurderes i et samfundsmæssigt perspektiv eller indsatsen ses ud fra nye indsatsområder i den enkelte virksomheds miljøledelsessystem.

1.4.2 Research og kildevurdering

Med så stort et tilgængeligt materiale, som der forefindes på det grafiske område, er der naturligvis risiko for, at ikke alle relevante aspekter synes dækket. Derfor kan det ikke udelukkes, at alle vigtige informationer er medtaget, når prioriteringer af relevant litteratur til fordel for ikke relevant litteratur har måttet foretages.

Det forhold, at værktøjet er tænkt som et IT-værktøj, gør dog, at løbende revisioner og kommentarer i almindelighed kan indarbejdes nemt og hurtigt.

Emnet arbejdsmiljø er løbende, og på linje med miljø, søgt indarbejdet. Arbejdsmiljø, set i et perspektiv der så at sige følger produktets livscyklus, er ikke mindre vigtigt at beskrive, vurdere og handle ud fra end miljøforhold. Når det ikke har været muligt inden for dette projekts rammer at fuldføre en tilstrækkelig kvalificeret litteratursøgning og redigering af arbejdsmiljøforholdene, skyldes det, at der på dette område forefindes mindst lige så megen litteratur som på miljøområdet.

Arbejdsmiljøet er dog indpasset i hvert værktøj og er, hvor der måtte mangle oplysninger, forberedt til dette. Det Grafiske Branchearbejdsmiljøråd (Grafisk BAR) har udarbejdet mange vejledninger om arbejdsmiljø og udarbejder løbende materiale derom, hvorfor det vil være oplagt at foreslå dette råd at forestå en opdatering af værktøjet på arbejdsmiljøområdet.

1.5 MiljøNET projekt Del II

1.5.1 Etablering af IT-værktøj

Projekt Del II vil være at udvikle en web baseret IT-udgave af det vidensværktøj, der er udviklet under projektet "Sælger-kunde vejledning til opstilling af en produkt miljøprofil", og som p.t. foreligger som papirmanual.

Ved valg af databaseværktøj og systemprogrammering kan reproducerbarhed til brug i andre brancher indgå som parameter.

Projektet vil kunne indeholde følgende aktiviteter:

1.5.3 Formidling og anvendelse

Når projektet foreligger i en IT-bruger udgave, kan der generelt blive informeret om idé, indhold og brug gennem GA's nyhedsmedier. Dette vil være gennem nyhedsbreve, De Grafiske Fag, cirkulære, som ved foredrag i interessegrupper, kredsforeninger og ERFA-grupper.

GA's nyhedsbrev bliver sendt til alle medlemmer. Tilbagemeldinger fra medlemmer viser, at der opnås en god formidlingseffekt gennem dette medie.

De Grafiske Fag er GA's månedlige fagblad. Det udkommer i 9000 eksemplarer og sendes, udover til GA´s ca.1000 medlemmer, til mange af branchens kunder.

GA har endvidere en meget omfattende aktivitet på interesse- og ERFA-gruppe området.

Der tænkes udarbejdet en generel pjece, som beskriver ideen bag og brugen af værtøjet. Pjecen kan bruges dels overfor de grafiske virksomheder, dels overfor andre vigtige målgrupper som brancheforeninger, forbund, interesseorganisationer i almindelighed, forbrugere osv.

Desuden tænkes der udarbejdet en pjece om de 20 virksomheders erfaringer om, hvorledes vidensdatabasen kan bruges osv. Pjecen vil både beskrive de grafiske virksomhedes erfaringer samt kundernes. Pjecen er altså målrettet til grafiske virksomheder samt indkøbere af grafiske produkter.

Der vil blive udarbejdet et ét-dagskursus under GA's kursustilbud. Det kan endvidere indgå som et modul under salgsdiplomuddannelsen, der er en egentlig uddannelse for sælgere af grafiske ydelser.

Der vil blive udarbejdet et kursus, hvor virksomheder kan deltage med deres kunder. Dette kursus kan også udbydes som et virksomhedskursus, hvis virksomhederne ikke ønsker at deltage sammen med konkurrenter. Kurset kan ligeledes udbydes til kunder alene.

Desuden vil der blive afholdt en fælles temadag for brancheforeninger.

Værktøjet vil med titlen MiljøNET kunne blive offentlig tilgængelig på GA's hjemmeside, www.ga.dk/MiljoNET

1.5.4 Vedligeholdelse og opdatering

Vedligeholdelse af oplysninger i vidensdatabasen kan ske gennem GA's miljøafdeling i det første år fra introduktionen af det "færdige" værktøj. Erfaringerne med vedligeholdelse af vidensdatabasen vil herefter blive evalueret.

På baggrund af dette besluttes, om vidensdatabasen skal gøres til genstand for en vis brugerbetaling eller alternativt reklamefinansieres under kontrollerede former (f.eks. af leverandører af miljømærkede produkter).

Resultaterne af nye udviklingsprojekter og øvrig ny viden vil løbende kunne formidles gennem MiljøNET. Derved sikres en kontinuitet og fastholdelse af det produktorienterede miljøperspektiv i et værktøj (formidlingsmedie).

Ideelt set vil der kunne skabes mulighed for at opsamle og bearbejde ny viden og kommentarer i relation til MiljøNET.

Bilag 1

Spørgsmål til virksomhedens ledelse og sælger

Ledelse

1) Salgsstrategi. Arbejder I med kundeprofiler / kundesegmentering? Hvordan analyserer I kundernes behov? Hvordan følger I kunderne?

2) Hvilken indflydelse har I på produktets udformning? Hvor i processen kan I få indflydelse? Hvor meget bestemmer reklamebureauerne? Hvor mange ordrer kommer fra reklamebureauerne?

3) Hvordan og i hvilket omfang følges kundens miljøinteresser?

4) Har arbejdsmiljø en særlig prioritet (både med hensyn til virksomhedens egen indsats og værktøjets indretning)?

Sælger

1) Hvor interesseret oplever I, at kunderne er i miljø?

2) Hvor meget fylder miljø i en salgssituation i dag?
Hvor lang tid bruges på miljø? Hvilke miljøargumenter bruger I? Er det altid de samme argumenter? Skal man kunne svare på alle kundens spørgsmål?

3) Hvilke miljøspørgsmål/krav møder I hos kunderne i dag? Oplever I, at der er nogle tendenser i forhold til fremtiden?

4) Hvem bringer miljø ind i samtalen (sælger / kunde)? Skal kunden altid selv spørge til miljø?

5) Hvad mener I, der skal til, hvis salgssamtalen skal indeholde mere miljø?

6) Føler I jer "klædt på" til en salgssamtale, der (i højere grad end i dag) indeholder miljøforhold knyttet til tryksagens "livsprocesser"?

7) Der skal laves et CD-rom værktøj ud fra "vugge til grav -princippet" (forklaring).
Har I umiddelbart nogle idéer til, hvordan et sådant værktøj skal udformes for være interessant og for at blive brugt?

8) Hvor meget har I hidtil haft brug for kendskab til tryksagers produktionsprocesser og miljøforhold?

9) Vil det være hensigtsmæssigt at udforme CD-rom værktøjet som et slags leksikon, der sætter sælgeren i stand til at 1) finde relevante oplysninger hurtigt, 2) udbygge sin viden om processer og miljø samt 3) give kunden relevante anbefalinger?

10) Hvor detaljeret bør værktøjets informationsbase være?

11) Er det en god idé at værktøjets svar er differentieret i forhold til forskellige kundetyper med anbefalinger på forskellige niveauer?

12) Har I idéer til skrivestil og opsætning?

13) Hvilken indflydelse har I på produktets udformning? Hvor i processen kan I få indflydelse? Hvor meget bestemmer reklamebureauerne? Hvor mange ordrer kommer fra reklamebureauerne?

Bilag 2

Kundeinterview

Hvilke produkter fremstiller I?

Hvilke tryksager får I fremstillet hos trykkerierne?

Hvorfor bruger I trykkeri X?

Gør I brug af et reklamebureau, når I får lavet tryksager (kartonage)?

Værdier / grundholdninger.

1) Stiller I krav om grønne tryksager (miljøvenlig kartonage)? Hvorfor?

2) Har I egen miljøpolitik / miljøledelse?

3) Hvor længe har I været interesseret i miljø?

4) Hvilke kriterier bruger I, når I vælger samarbejdspartnere?

5) Hvor ofte tager I hensyn til miljøet, når I handler (altid, ofte, sommetider, sjældent, aldrig)?

6) Kan belastende miljøforhold hos dem I handler med være årsag til, at I opgiver samarbej-det med pågældende virksomhed?

7) Kan man forestille sig, at I vil skifte leverandør/underleverandør, hvis andre virksomheder kan vise bedre miljøresultater?

8) Hvilken betydning har værdigrundlaget hos de virksomheder, I handler med?

Dialog

1) Hvordan oplever I miljødialogen i dag?

2) Hvilke resultater forventer I at få ud af miljødialogen med virksomheden (er det jeres ideelle ønsker)?

3) Er det tilstrækkeligt, at samtalen indeholder oplysninger om mærkning (svanemærkning) og miljøledelse (EMAS / ISO 14001) ?

4) Mener I, at I sammen med sælger vil gøre brug af CD-rom værktøjet?

5) Kan I forestille jer, at samtalen med sælger også omfatter information om papirtype, tryksagens format, laktype?

6) Vi forestiller os, at vi skal lave en pjece til brug i designfasen, således at I i fællesskab med sælgerne kan designe tryksagen, så den lever op til jeres behov, og samtidig beskriver produktets miljøprofil. Hvad mener I den skal indeholde, for at den kan blive brugbar? (Eksempelvis: checkliste, beskrivelse af tryksagen fra vugge til grav, omtale af de væsentligste miljøbelastninger)

Produkt

1) Hvorfor har I valgt at stille bestemte miljøkrav til tryksagen?

2) Kan I forestille jer, at I vil være rede til at ændre tryksagens udformning, hvis det gør en miljømæssig forskel?

3) Er der nogle faser i produktets livscyklus, I interesserer jer specielt for?

4) Er der nogle miljøområder, I er særlig interesseret i (arbejdsmiljø, affald, kemikalier, energiforbrug m.m.)?

5) Har I en særlig interesse i arbejdsmiljø, når I køber tryksager?

6) Hvilke kvaliteter ved produktet lægges der vægt på, når I køber tryksager?

7) Hvordan vil I prioritere de forskellige kvaliteter?

8) Hvorledes vil I vægte følgende kvaliteter ved køb af et produkt (vis papir)?

Produktkvalitet

Prisniveau

Serviceniveau

Teknologisk stade
(udviklingen følges i forhold til de teknologiske muligheder for at optimere virksomhedens produktion)

Etik

Miljødialog
(I lægger vægt på, at der er en miljøkommunikation med virksomheden. D.v.s. i form af samtale og information)

Miljøhensyn
(I lægger vægt på, at virksomheden har taget miljømæssige initiativer)

9) Tror I, at miljøbetragtninger får større, mindre eller uændret betydning for virksomhedens valg af tryksager i fremtiden?

Bilag 3

Spørgsmål til sælger vedrørende kendskab til kunden

Hvilke produkter fremstiller kunden?

Hvilke grafiske produkter får kunden fremstillet hos jer?

Hvorfor bruger kunden jer?

Gør kunden brug af et reklamebureau, når han får lavet grafiske produkter?

Værdier / grundholdninger

1) Stiller kunden krav om grønne grafiske produkter og i givet fald hvorfor?

2) Har kunden egen miljøpolitik / miljøledelse?

3) Hvor længe har kunden været interesseret i miljø?

4) Hvilke kriterier bruger kunden, når der vælges samarbejdspartnere?

5) Hvor ofte tager kunden hensyn til miljøet, når der handles (altid, ofte, sommetider, sjældent, aldrig)?

6) Kan I forestille jer at belastende miljøforhold hos jer kan være årsag til, at kunden opgiver samarbejdet med jer?

7) Kan I forestille jer, at kunden vil skifte leverandør/underleverandør, hvis andre virksomheder kan vise bedre miljøresultater?

8) Hvilken betydning for kunden har værdigrundlaget hos de virksomheder, som kunden handler med?

Dialog

1) Hvordan oplever kunden miljødialogen i dag?

2) Hvilke resultater forventer kunden at få ud af miljødialogen med virksomheden?

3) Er det tilstrækkeligt set fra kundens synspunkt, at samtalen indeholder oplysninger om mærkning (Svanemærkning) og miljøledelse (EMAS / ISO 14001) ?

4) Tror I, at kunden er interesseret i at CD-rom værktøjet tages i brug i salgsdialogen?

5) Kan I forestille jer, at kunden ønsker, at samtalen med sælger omfatter information om kartontype, fraskær, limtype, laktype m.m. i relation til miljø (nuancer, der går længere end f.eks. Svanemærkning)?

6) Vi forestiller os, at vi skal lave en pjece til brug i designfasen, således at I i fællesskab med kunderne kan designe tryksagen, så den lever op til deres behov, og samtidig beskriver produktets miljøprofil. Hvad tror I den skal indeholde, for at den kan blive brugbar for kunden? (Eksempelvis: checkliste, beskrivelse af grafiske produkter fra vugge til grav, omtale af de væsentligste miljøbelastninger)

Produkt

1) Hvorfor har kunden valgt at stille bestemte miljøkrav til grafiske produkter?

2) Kan I forestille jer, at kunden vil være rede til at ændre det grafiske produkts udformning, hvis det gør en miljømæssig forskel?

3) Er der nogle faser i produktets livscyklus, kunden interssererer sig specielt for?

4) Er der nogle miljøområder kunden er særlig interesseret i (arbejdsmiljø, affald, kemikalier, energi m.m.)?

5) Har kunden en særlig interesse i arbejdsmiljø, når han køber grafiske produkter?

6) Hvilke kvaliteter ved produktet lægges der vægt på, når kunden køber grafiske produkter?

7) Hvordan vil kunden prioritere de forskellige kvaliteter?

8) Tror I, at miljøbetragtninger får større, mindre eller uændret betydning for kundens valg af grafiske produkter i fremtiden?

9) Hvorledes tror I kunderne vil prioritere følgende kvaliteter ved køb af et produkt?

Produktkvalitet

Prisniveau

Serviceniveau

Teknologisk stade

(udviklingen følges i forhold til de teknologiske muligheder for at optimere virksomhedens produktion)

Etik

Miljødialog
(kunden lægger vægt på, at der er en miljøkommunikation med virksomheden. D.v.s. i form af samtale og information)

Miljøhensyn
(kunden lægger vægt på, at virksomheden har taget miljømæssige initiativer)

2. Ordliste

Acrylat: Fællesbetegnelse for produkter afledt af acrylsyre. Til UV-hærdende trykfarver og visse fotopolymere trykforme anvendes reaktive acrylater, hvoraf nogle er tungtflygtige opløsningsmidler, medens andre er tyktflydende bindemidler. Det reaktive viser sig ved, at molekylerne ved belysning med ultraviolette stråler (UV-stråler) er i stand til at "danne" store netværk, hvorved stoffet hærder. Mange reaktive acrylater er kendte allergene stoffer, således at der ved kontakt med huden vil være stor risiko for at udvikle allergi.

Additiver: Fællesbetegnelse for forskellige tilsætningsmidler eller hjælpestoffer til at fremme visse egenskaber af et produkt. Findes f.eks. i trykfarver for at fremme tørringen, reducere afsmitning eller få farven til at trykke mere skarpt. Anvendes også i papirs bestrygningsmasse, i fotokemikalier, lime, lakker, plast, m.v.

Adressering: Tryksager kan med specialudstyr påføres navn og adresse. Adresseringen kan også ske på selvklæbende etiketter, som efterfølgende påklæbes tryksagen. Påtrykningen af adressen sker som regel med inkjet, hvor farven overføres til papiret ved, at det sprøjtes ud gennem små mundstykker. Inkjet-farven kan være baseret på vand eller organiske opløsningsmidler.

Algemiddel: Se Biocider.

Alkyder: Tyktflydende, syntetiske bindemidler i trykfarver. Tørrer ligesom linolie ved kemisk reaktion med luftens ilt (oxidationstørring). Fremstillet ved kondensation af glycerol, phthalsyre og tørrende olier.

Ammoniumthiosulfat: Fikser indeholder thiosulfater, der fungerer som fikseringsmiddel og kompleksdanner. Ammoniumthiosulfat bidrager til spildevandet med én ikke ubetydelig mængde kvælstof (som aminer eller ammonium).

Animalsk: Stammer fra dyr.

Animalsk baseret varmlim: Er en vandig naturlim, som udvindes af animalsk hud, hove og knogler. Disse lime tørrer ved afkøling og fordampning af vand. De anvendes i begrænset omfang mest til fremstilling af kassetter og beklædning af bogomslag og kasser med papir.

Aromater: En gruppe af stoffer som består af kulbrinter og som indeholder en såkaldt benzenring. Aromater er flygtige og svære at nedbryde i naturen.

Artsdatabasens rødliste: Er en del af en artsdatabank, der arbejder med kundskab om biologisk mangfoldighed. Artsdatabanken bedømmer arternes status og opretter såkaldte rødlister, der omfatter truede vækster og dyr. Arterne kategoriseres efter, hvor truede de er. Sveriges rødliste kan findes på: http://www.dha.slu.se/rodlist.htm

Atom: Mindste del af et grundstof.

Base: Det modsatte af en syre. Kemisk definition: En base kan optage brint-ioner, baser kan neutralisere syre, baser har høj pH-værdi (over 7).

Basiske: Se base.

Bestrygning: Papir, der fortrinsvis skal anvendes til trykning af farvebilleder, er ofte bestrøget, dvs. at der på papiroverfladen er lagt et bestrygningslag eller bestrygningsmasse, der gør overfladen mere jævn. Der findes både blankt og matbestrøget papir. Ofte anvendes den engelske betegnelse "coated" i stedet for "bestrøget".

Bestrygningslag: Se bestrygning.

Bestrygningsmasse: Se bestrygning.

Bestrøget: Se bestrygning.

Bindemidler: Stoffer i farve, lakker, lime, bestrygningsmasse, fotoemulsioner, kopihinder o.l., som dels binder komponenterne sammen, dels binder produkterne til den overflade, de skal sidde fast på. Bindemidler er normalt stormolekylære stoffer, f.eks. forskellige typer harpiks, plast, alkyder eller tørrende olier.

Biocider: Bakterie- og svampedræbende midler. Biocider tilsættes fugtevand og vandbaserede farver, lakker og lime for at hindre bakterie- og svampevækst. Biocider kan give problemer i biologiske rensningsanlæg, da de kan dræbe de bakterier, som renser spildevandet.

Biodiversitet: Den biologiske mangfoldighed af planter og dyr kaldes for biodiversitet. Biodiversitet beskriver både variationen blandt levende organismer og de økologiske sammenhænge, de indgår i. Et andet ord, der dækker nogenlunde det samme, er "artsrigdom".

Bionedbrydelig: Stoffer og materialers evne til at nedbrydes i forskellige naturlige miljøer, f.eks. vand og jord.

Bæredygtig: Bæredygtighedsbegrebet omfatter tre centrale elementer; nemlig økonomiske, økologiske og sociale aspekter. Begrebet er et abstrakt begreb, men bruges i daglig tale, når miljø og ressourceforbrug ved produktion vurderes i forhold til de miljømæssige aspekter.

Bæredygtigt skovbrug: Der er ikke truffet globale beslutninger om en definition af og kontrol med, hvad bæredygtigt skovbrug er. Bæredygtighedsbegrebet omfatter tre centrale elementer; nemlig økonomiske, økologiske og sociale aspekter. De overordnede mål er at bevare skovens biodiversitet samt at sikre genressourcerne.

Bølgelængde: Lyset kan dels opfattes som bølger med forskellige bølgelængder og dels som partikler. Korte bølgelængder, f.eks. UV-stråling, har kortere afstand mellem 2 bølgetoppe end det synlige lys og den mere langbølgede IR-stråling.

Cellulose: Et såkaldt polysaccarid eller kulhydrat, som udgør væggen i plantefibre, herunder træfibre. Når træ skal bruges til papirfabrikation, findeles det, og uvedkommende stoffer kan fjernes ved en kemisk proces, så der kun bliver cellulose tilbage.

Coated: Papir, der fortrinsvis skal anvendes til trykning af farvebilleder, er ofte bestrøget, dvs. at der på papiroverfladen er lagt et bestrygningslag eller bestrygningsmasse, der gør overfladen mere jævn. Der findes både blankt og matbestrøget papir. Ofte anvendes den engelske betegnelse "coated" i stedet for "bestrøget".

Coatemasse: Se coated.

Coating: Se coated.

Centralnervesystemet: Omfatter hjerne og rygmarv, som udgør nervesystemets overordnede del.

CH₄ (metan): En gasart, som bl.a. dannes ved forrådnelse af organisk materiale, og som bidrager til drivhuseffekten.

Chlorerede opløsningsmidler (chlorerede carbonhydrider): Er en gruppe af opløsningsmidler, der består af grundstofferne carbon, hydrogen og chlor. Denne gruppe giver anledning til sundhedsskadende effekter og forsøges derfor substitueret i arbejdsmiljøet. Chlorerede opløsningsmidler virker desuden nedbrydende på ozonlaget i stratosfæren.

CMYK: Engelsk betegnelse for de fire farver, der anvendes til 4-farvetrykning. Se evt. også Europa-farver.

CO₂ (kuldioxid): En gasart, som dannes ved enhver form for forbrænding, f.eks. af kul, affald og andre stoffer. Atmosfærens indhold af CO₂ er ca. 0,03%, men er stadigt stigende. CO₂ betragtes ikke som en egentlig luftforureningskomponent, når man måler luftforureningen fra virksomheder, men den bidrager til drivhuseffekten.

CTPaper: Computer-to-print eller Computer-to-paper, CTPaper, er en anden betegnelse for digital trykning. CTPaper dækker over et antal tryk- eller kopimetoder, hvor data fra computeren overføres direkte til papir i en printer eller andet udstyr. Da der ikke fremstilles film eller en statisk trykform, kan teksten ændres fra tryk til tryk. Digital trykning anvendes både til prøvetryk og til egentlig produktion af tryksager.

CTPress: Computer-to-press, CTPress, er en ny og endnu ikke særlig udbredt teknologi. Princippet i CTPress er, at tekst (data) overføres direkte fra en computer til trykformen, som er monteret i trykmaskinen. Der fremstilles således hverken film eller plader i traditionel forstand. Trykbilledet brændes ind på trykpladen med elektroder eller IR-laserdioder, som fjerner en silikonebelægning og eksponerer en polyesterbase, som vil tiltrække trykfarve. Trykningen sker i vandfri offset.

Damptryk: Damptrykket for et produkt eller stof angiver, hvor stort et tryk der skal til, før produktet/stoffet fordamper. Damptrykket angives ved en temperatur, ofte 20° C.

De-inking: En proces, som har til formål at rense genbrugspapiret for farve og lak samt fjerne lim og andre urenheder, således at nyt papir kan fremstilles af fibrene i stedet for at anvende jomfruelige fibre. De-inking af papir kan foretages efter 2 hovedprincipper: vaskning og flotation. De indledes begge med, at papiret opslemmes i rigelige mængder vand under mekanisk (og kemisk) påvirkning. Under denne proces frasorteres plast, hæfteklammer og andre større urenheder.

Der blaue Engel: Er et statsligt tysk miljømærke. Den første "blå engel" blev uddelt i 1978. I dag har ca. 3.500 varer i Tyskland fået mærket.

"Den blå engel" sættes på varer, der – i sammenligning med andre varer inden for varegruppen – er de mest miljøvenlige. Reglerne for at få mærket er fastlagt med udgangspunkt i en vugge-til-grav analyse.

Miljømærket gives til producenter af papir/karton baseret på returfibre, der er tale om indsamlet betrykt papir, som kan afsværtes. Andelen af returpapir skal minimum udgøre 95%, mindst 51% heraf skal være middel- og undersorter. "Den blå engel" stiller også krav om, at der ikke må benyttes optiske blegemidler i papirproduktionen eller klor til fiberproduktionen. Endvidere må der ikke anvendes tungmetaller, skadelige eller kræftfremkaldende stoffer i papirproduktionen. Til blækfjernelse er stoffet EDTA ikke tilladt.

Derivat: I kemi betegnelsen på et stof, der er afledt af, det vil sige dannet ud fra, et andet stof.

Derivatiseret: Afledt af.

Detergenter: Kaldes også emulgatorer - eller "i daglig tale" sæber. Detergenter er overfladeaktive stoffer, der anvendes til at fjerne fedt og snavs pga. deres evne til at nedsætte væskers, f.eks. vands, overfladespænding.

Dextrin-lim: En vanding naturlim, det vil sige lim, hvor bindemidlerne findes i naturen. Bindemidlet er modificeret stivelse, som indeholder mere tørstof og leder til, at limen hurtigere sætter sig og har et højere vådklæb end stivelseslim.

Dioxiner: Fællesbetegnelse for en række chlorholdige, cykliske organiske stoffer. Nogle af stofferne er meget giftige og klassificeret som kræftfremkaldende.Stofferne nedbrydes meget langsomt i miljøet. Kan dannes ved nogle industrielle produktioner og kan også opstå ved forbrænding eller ophedning af materialer, der indeholder chlor selv i små mængder. Kilder med emission af dioxiner er f.eks. trafikudstødning, kul- og affaldsforbrænding, stålproduktion og småskibsmotorer.

Divalente metalioner: En ion er en elektrisk ladet atom. Ved divalente metalioner menes, at metalionen er dobbeltladet. Blandt divalente metalioner findes calcium og magnesium, der udgør "hårdheden" i vand.

DP-farver: Såkaldte DP-farver ("Dansk Presse") anvendes ofte til trykningen af aviser.

Drivhuseffekten: Stigningen i koncentrationen af forskellige gasser, som CO₂ og metan i atmosfæren, hæmmer varmestrålingen væk fra jorden, så temperaturen stiger omkring jorden. Dette kaldes drivhuseffekten.

DTPA: Forkortelse for diethylentriaminpentaacetat, kompleksdanner, der kan binde metalioner.

ECF: Forkortelse for "Elementary Chlorine Free". Udtrykket anvendes til at betegne papir, der er fremstillet uden blegning med grundstoffet klor (= klorgas). Normalt er der i stedet anvendt en iltforbindelse af klor: klordioxid.

EDTA: Forkortelse for ethylen diamine tetra acetid acid. EDTA-salte findes bl.a. i filmfremkaldere og anvendes også i forbindelse med papirfremstilling. EDTA er en komplexdanner, der også anvendes i vaskemidler m.v. EDTA er uønsket i vandmiljøet af flere årsager: EDTA-forbindelser indeholder kvælstof, de er langsomt nedbrydelige, og de kan mobilisere, dvs. "medrive"/frigive tungmetaller, som er bundet f.eks. i slam. Det har betydning ved rensningen af spildevand for metaller, hvor tilstedeværelse af EDTA kan betyde, at tungmetaller ledes ud i vandmiljøet i stedet for at blive fældet (bundet) i slammet, som deponeres. Når tungmetallerne er gjort vandopløselige, kan de lettere optages i vandlevende organismer.

Elektrolyse: Metode hvor stoffer i en væske deles/skilles ved, at der ledes elektrisk strøm gennem væsken. De partikler, der er positivt ladede, "fanges" på den negativt ladede elektrode ("ledning"), mens de negativt ladede partikler fanges på den positivt ladede elektrode. Anvendes bl.a. til at rense skyllevand fra filmfremstilling for sølv-ioner (som er negativt ladede).

EMAS: Forkortelse af Environmental Management and Audit Scheme, som er en fælles frivillig EU forordning for virksomheder, der har indført miljøledelse på højt niveau. Formålet er at fremme løbende miljøforbedringer i industrien. EMAS skal stimulere virksomhederne til at udforme en miljøpolitik og forpligte sig til at leve op til den. For at deltage i EMAS skal virksomheden indføre miljøledelse. Virksomhedens miljøledelse og miljøforhold beskrives i en miljøredegørelse, som vurderes af en uafhængig ekspert. Deltagende virksomheder forpligter sig til stadige miljøforbedringer, men EMAS stiller ikke specifikke miljøkrav, udover at virksomheden skal overholde loven. Der stilles krav om en miljøredegørelse, hvilket der ikke gøres til ISO 14001.

Emulsion: 1) En blanding af to ikke-blandbare væsker, hvor den ene er findelt som dråber i den anden , f.eks. mælk, der er en emulsion af fedt i vand. 2) Det lysfølsomme lag øverst på en fotografisk film eller en lysfølsom trykplade.

Enzym: Et stof, der regulerer kemiske processer i levende organismer. Kan dog også fungere uden for levende systemer, f.eks. i vaskemidler eller som blegemiddel ved papirfabrikation.

Epoxy: Er kemiske stoffer i hvillke der indgår en ring sammensat af to carbonatomer og et oxygenatom. En fælles egenskab hos de fleste epoxider er, at de er allergifremkaldende og mange af dem er kræftfremkaldende. Ved arbejde med epoxyforbindelser skal medarbejderne gennemgå et særligt epoxykursus.

Estre: Produkter som kan dannes af reaktion mellem syrer og alkoholer. Estre findes vidt udbredt i naturen i fedtstoffer, aromastoffer m.m. De forskellige estre anvendes til mange formål, bl.a. som opløsningsmiddel.

EUGROPA: Papir- og kartonfabrikker kan anvende EUGROPA genbrugsmærkning, hvis deres produkt indeholder mindst 50% genbrugspapir/-karton. Genbrugsandelen må ikke indeholde papir eller karton, som stammer fra fabrikkens spildprodukter produceret af nye cellulosefibre. EUROGRA miljømærkningen er resultatet af samarbejde mellem europæiske papir- og kartongrossister.

Europa-farver: Betegnelse for kulører i et 4-farvesæt (gul, magenta, cyan og sort) i henhold til en oprindelig fælles europæisk standard (CEI-standard). Er i dag erstattet af en international standard (ISO).

Eutrofiering: Næringssaltbelastningen i vandmiljøet betegnes "eutrofiering". Tilførsel af næringssalte fører til en øget produktion af bl.a. planktonalger, som igen kan føre til iltsvind. Eutrofiering og iltsvind fører til en generel forringelse af vandmiljøets dyre- og planteliv.

Falsning: En falsning vil sige, at arkene bukkes, således at de får den færdige størrelse. Arbejdet udføres i falsemaskiner og foregår efter renskæring af arkene.

Faremærke: Et symbol, der skal være synlig på produktet, og som angiver produktets farer. Der findes forskellige symboler og de skal være udfærdiget nøjagtigt som vist i bilag 3 i klassificeringsbekendtgørelsen. Faresymbolerne skal være med sort tryk på orangegul baggrund (orangegul=Pantone 165C eller Dansk Standard 735 nr. 20).

Fedtsyrer: Organiske syrer, som udgør en vigtig del af voksarter og fedtstoffer.

Flotation: Ved flotationsprocessen tilsættes papirmassen forskellige kemikalier, der bl.a. bevirker en opsvulmning af cellulosefibrene, som derved "afstøder" farverne. Papirmassen gennembobles af luft, der ved hjælp af overfladespændingen binder de afstødte farve- og lakpartikler til sig og fører dem til overfladen, hvor de afskummes. Processen er væsentlig mere vandsparende end vaskeprocessen og lader samtidig en del af papirets fyldstoffer tilbage i papirmassen.

Processen kan gentages et passende antal gange i efterfølgende flotationskar for at opnå et tilfredsstillende resultat.

Flotationsprocessen fjerner partikler på 2-100 µm, selvom nye undersøgelser antyder større effektivitet. UV-flagerne på 50-100 µm burde således kunne fjernes ved flotationsprocessen, men praksis viser, at flagerne er meget vanskelige at få trukket ud af papirmassen.

Flygtige organiske opløsningsmidler (VOC): Fællesbetegnelse for flere grupper af organiske, tyndtflydende, letfordampelige væsker, bl.a. kulbrinter, alkoholer, ethere, estere m.fl., der kan anvendes om opløsnings- og fortyndingsmiddel i visse farver, lakker og lime samt afvaskere. Dampene fra organiske opløsningsmidler er generelt brandfarlige, sundhedsskadelige og skadelige for miljøet.

Fornyelig ressource: Eksempel på fornyelige ressourcer er vand og træ. Se desuden definitionen for "Ikke fornyelige ressourcer".

Forsuring: Forsuring af jorden medfører, at jordens pH-værdi falder. Forsuring skyldes tilførsel af mere syre end jorden har kapacitet til at neutralisere. Syren "bytter plads" med næringsstoffer i jorden, som f.eks. kalcium, magnesium og kalium, og jorden mister vigtige næringsstoffer.

Fotosyntese: Fotosyntese er den proces, hvor lysenergi fra solen indfanges og omdannes til en energiform, der kan udnyttes af levende organismer. Processen udføres i grønne planter, alger og nogle få baktier. I selve fotosynteseprocessen omdannes CO₂ og vand til sukkerstof og ilt. Den biokemiske formel for fotosyntese er 6CO₂+6H₂O+lysenergi Õ C₆H₁₂O₆+6O₂.

Forvitring: Nedbrydning under indflydelse af vind, vand, sollys og forurening.

Fotoinitiator: Lysfølsomme stoffer som ved belysning med UV-stråler bliver aktive og starter polymeriseringen (dannelsen af polymerer).

Fotokemisk ozondannelse: Begrebet dækker over en række kemiske processer i den jordnære del af atmosfæren. Overordnet indgår flygtige organiske forbindelser (VOC), kvælstof-oxider (NO og NO₂ ), kemisk reaktive iltforbindelser (bl.a. hydroxyradikaler) i en kemisk dannelse af ozon (O₃) ved jordoverfladen.

FSC: (Forest Stewardship Council) FSC er en international paraplyorganisation med omkring 200 organisationer og firmaer som medlemmer. FSC er et internationalt mærke, hvis formål er verden over at støtte skovbrug, der er til gavn for både skovnaturen; de mennesker, der bor og arbejder i skoven; skovens gæster, og for skovejeren. De 10 overordnede principper kan findes på hjemmesiden http:/www.fsc.dk/fsc_10prin.html. Omkring 0,3% af verdens skovareal er FSC-certificeret og størstedelen heraf tilhører de store svenske skovindustrier og visse polske statsskove.

Genetisk: Forhold, der har med arvelighed at gøre. Arvemassen = generne.

Glitning: Papiroverflader gøres glatte ved glitning i en kalander. Processen kaldes også kalandrering. Der findes både matglittet og blankt glittet papir, samt flere mellemliggende glitningsgrader.

Glitningsgrader: Se glitning.

Glittet: Se glitning.

Gramvægt: Vægten i gram af en kvadratmeter af et givet papir. Papir fås i mange forskellige tykkelser, men det er dog ikke så almindeligt at sætte tal på tykkelsen. I stedet benytter man gramvægten, hvilket vil sige papirets vægt pr. m². Papir til telefonbøger eller aviser har lave gramvægte på 35-45 g/m². Til bøger anvendes karakterisktisk papir med gramvægt omkring 70-80 g/m², til finere reklametryksager typisk omkring 100-135 g/m². Karton er papir med høj gramvægt, typisk 170-250 g/m².

Humus: Et organisk materiale dannet ved delvis forrådnelse af døde plantedele.

Hydroquinon: Hydroquinon indgår ofte i fotografiske fremkalderbade. Det tilsættes bl.a. også visse UV-lakker, idet det forhindrer, at der foregår en utilsigtet polymerisering (f.eks. ved udsættelse for dagslys). Støv og dampe af hydroquinon virker stærkt irriterende på hud og øjne. Dyreforsøg tyder på, at hydroquinon er kræftfremkaldende. Bakterie- og celleforsøg har vist, at hydroquinon kan ændre arveanlæggene samt at det i store doser kan påvirke formeringsevnen hos dyr.

Hærder: En hærder er et stof, som tilsættes til 2-komponentsystemer (lime, lakker, specialtrykfarver) for at få dem til at hærde. Meget ofte er der et vist indhold af organiske opløsningsmidler i hærderen. Eksempler på stoffer, der kunne anvendes som hærdere, er formaldehyd, isocyanater, peroxider og en del amider og aminer (f.eks. diethylentriamin, dipropylentriamin og triethylentetriamin).

Ikke-fornyelig ressource: Er ressourcer, der er begrænsede eller "knappe" og som ikke gendannes i samme tempo, som de bruges. Ikke-fornyelige ressourcer kan derfor ikke udnyttes uden, at fremtidige generationers muligheder forringes. Eksempler på ikke-fornyelige ressourcer er kul, olie, naturgas og de fleste metaller, mens eksempler på fornyelige ressourcer er vand og træ.

Intensitet: En gennemtrængende kraft eller styrke.

Ion: Et atom eller en atomgruppe, der har en elektrisk ladning; (+) eller (-).

Ionbytning: Metode, hvor stoffer i en væske deles/skilles ved udveksling af ioner med et fast, uopløseligt stof, kaldet en ionbytter, der "fanger" modsat ladede ioner. Anvendes bl.a. til at fjerne kalk (calcium-ioner) fra postevand, så vandet bliver "blødt".

IR-stråler: Infrarødt lys. Anvendes bl.a. til belysning (eksponering) af CTP-plader.

IR-tørring: Tørring ved hjælp af infrarød bestråling. Anvendes i stor udstrækning i arkoffset, hvor man ved hjælp af særlige IR-lamper opvarmer papirarkene med trykfarve umiddelbart efter trykøjeblikket, hvorved tørreprocessen af farver fremmes. Der er tale om en opvarmning, som cirka halverer tørretiden.

ISO standard: Standard, som er vedtaget af International Standardization Organisation. Omfatter fastsættelse af mål, vægt, egenskaber, afprøvninger, fremgangsmåder, m.v. for produkter, processer, metoder, m.v.

ISO 14001: I 1996 har "the International Standardization Organization" (ISO) udarbejdet en række miljøledelsesstandarder. ISO 14001 kan opnås af alle typer af virksomheder. Det er producenten selv, der bestemmer, hvilke miljøkrav virksomheden skal leve op til, men man forpligter sig til løbende at forbedre sig miljømæssigt og at dokumentere sine forbedringer. Forholdene skal vurderes af en uafhængig ekspert. Ved ISO 14001 er der ikke krav om, at der skal udarbejdes en miljøredegørelse, som der stilles krav til i EMAS.

Jomfruelige fibre: Jomfruelige fibre stammer fra nyt træ. Papir kan fremstilles ud fra nye træfibre (jomfruelige fibre) eller genbrugsfibre (returfibre). Ved returfibre genvindes fibre fra forskellige typer indsamlet og genindvundet papir.

Kacherbar: Betegnelse for et tryk eller en trykfarve, som kan tåle kachering, dvs. overtrækning med en tynd plastfolie uden, at farven beskadiges (f.eks. afbleges). Betegnelsen er noget upræcis, idet der er flere metoder til at udføre kachering, medens farverne normalt kun er testet for ægthed over for de opløsningsmidler, der findes i traditionelle kacheringsklæbere.

Kachering: En kachering betyder lagvis sammenklæbning. Processen foregår f.eks. ved, at en lim smøres på en plastfolie, som under tryk og varme samles med de trykark, der skal kacheres. Man taler også om kachering, hvor en papirliner klæbes sammen med et bæreark - enten bølgepap eller massivpap.

Kacheres: Se kachering.

Kaolin: Lerjord. Finkornede, aluminiumsilikater, der blandt andet anvendes til produktion af fajance og som fyldstof i papir. Kaolin findes som mineral i naturen.

Katalysator: Et stof, der fremmer hastigheden af en kemisk proces uden selv at blive forbrugt ved processen. Eksempler på katalysatorer i grafisk industri er sikkativer i trykfarver, der fremmer den oxidative tørring af linolie og alkyder.

Kulbrinter: Kaldes også carbonhydrider eller hydrocarboner. Omfatter de organiske stoffer, der alene består af kulstof og hydrogen. Kulbrinter kan efter deres kemiske opbygning inddeles i hovedgrupperne alifatiske, aromatiske og cykliske kulbrinter. De aromatiske kulbrinter antages i almindelighed at være de mest sundhedsskadelige. Kulbrinterne kan være mere eller mindre flygtige. De flygtige kulbrinter afgiver dampe, der er brandfarlige, sundhedsskadelige og miljøbelastende.

Lakerbar: Betegnelse for et tryk eller trykfarve, som kan tåle lakering uden at bløde eller blive afbleget. Betegnelsen er noget upræcis, da der anvendes mange meget forskellige laktyper til tryksager, medens laboratorieprøver normalt kun giver oplysning om farvernes modstandsdygtighed mod organiske opløsningsmidler i traditionelle lakker.

Laminering: Laminering af tryksager er en proces, hvor et tryk på papir eller karton svejses inde mellem to lag plastikfilm. Herved opnås en endnu bedre beskyttelse af trykket end ved kachering. Ved laminering fremkommer et ret stift produkt, hvor trykket er beskyttet mod selv meget kraftige mekaniske påvirkninger og fugt. Plastfilmene, der bruges til laminering, købes på rulle eller i lommer i forskellige formater. De kan være både matte og blanke og findes i forskellige tykkelser. Laminerede tryksager er som regel ikke-vandopløselige, og tryksager med laminering vil i returpapirvirksomhederne blive frasorteret under grovsorteringen og således ikke indgå i returfiberfremstillingen. Laminering af tryksager anvendes f.eks. til ID-kort, plakater, menukort og udstillingsplancher.

Lavtflygtige organiske opløsningsmidler: En gruppe væsker, som p.g.a. deres høje kogepunkt ikke afdamper særligt let. P.g.a. deres egenskaber i form af at de kan opløse en lang række kemiske stoffer, anvendes de i stor udstrækning indenfor industrien, f.eks. som opløsningsmiddel i trykfarver til arkoffset.

Lignin: Højmolekylært, meget tungt opløseligt organisk stof, der findes i træ, hvor det binder fibrene sammen.

Livscyklusanalyse: Begrebet anvendes om vurdering af en given produktionsproces, hvor såvel produktion af råvare, selve produktionen af produktet, distribution, brug og bortskaffelse er vurderet. Der findes ikke nogen egentlig standard. I Danmark er den mest kendte og udbredte standard UMIP (Udvikling af Miljøvenlige Industri Produkter).

Livscyklusvurdering: Se livscyklusanalyse.

Lysægthed: Betegnelse for den grad af modstandsdygtighed (resistens), som et tryk eller en trykfarve har over for belysning. Opgives efter laboratorieforsøg i henhold til den internationale ildskala fra 1 til 8, hvor 8 er den bedste karakter.
Normalt betegnes et tryk med lysægthed 6 eller derover som lysægte. Det svarer nogenlunde til, at det vil kunne tåle udendørs belysning i fint sommervejr i mindst 6 måneder.

MAL-kode: Den danske arbejdsmiljølovgivning stiller krav om angivelse af MAL-koder for visse produkter, herunder afvaskere. MAL-koden består af to tal adskilt af en bindestreg. Jo højere tallene er, des større er sundhedsfaren ved arbejdet med produktet. Tallet før bindestregen er et udtryk for produktets flygtighed og kan være fra 00 op til 5. Tallet efter bindestregen kan være fra 1 op til 6 og angiver hvilke personlige værnemidler (f.eks. handsker), der skal anvendes ved arbejdet.

Marktryk: Det tryk på skovbunden, som en skovbrugsmaskine påfører jorden. Jo tungere skovbrugsmaskinen er, jo større bliver marktrykket og sammenpresningen af jorden. Ved for hård en sammenpresning af jorden kan nye frø have svært ved at slå rod og dermed betyde, at nyvækst har vanskeligt ved naturligt at finde sted.

Miljøledelsessystemer: Se EMAS og ISO 14001.

Mineralolie: Olieprodukter, som er udvundet af jordolie ved raffinering, f.eks. dieselolie, fyringsolie og de fleste smøreolier. Særligt rene typer anvendes som opløsningsmidler i farver og afvaskere til offset.

Mineralsk: Betegnelse på stoffer, der findes i jorden og udvindes ved minedrift eller boring.

Modificerede vegetabilske olier: Olier, som er fremstillet af vegetabilske olier ved ændring af disses molekyler ved kemiske processer. Ofte foretager man en såkaldt omesterificering, hvorved de vegetabilske oliers molekyler opdeles, og olien derved bliver tyndere.

Modificeret: Givet noget en anden form eller indhold, dvs. man har ændret eller tilpasset noget.

Molekyler: En gruppe af atomer, der tilsammen danner den mindste del i en kemisk forbindelse.

Monomerer: Kemiske stoffer som er sammensat af en enkelt molekyl-enhed(mono = enkelt). Udtrykket anvendes om grundmaterialer til fremstilling af plast, som betegnes som polymerer (poly = mange), dvs. består af mange monomerer, der er bundet sammen i kæmpemolekyler, som bliver til polymerer. Restmonomerer har som oftest kun sundhedsskadende effekter, når der er risiko for, at disse kommer i direkte eller indirekte kontakt med kroppen.

NAPM: (The National Association of Paper Merchants). Papir og kartonfabrikker kan anvende NAPM genbrugsmærkning hvis deres produkt indeholder mindst 75% genbrugspapir/karton.

Genbrugsandelen må ikke indeholde papir eller karton, som stammer fra fabrikkens spildprodukter produceret af nye cellulosefibre.

Naturnært skovbrug: Naturnært skovbrug er en samlebetegnelse for mere skånsomme former for skovdrift, hvor bl.a. anvendelsen af naturlig foryngelse og vedvarende skovdække tilstræbes fremfor renafdrift.

Ved at arbejde i retning af mere naturnært skovdrift, hvor der bl.a. anvendes naturligt forekommende træarter, vil man fremme variationen i skovene og sandsynligvis få en bedre sundhedstilstand og en større biodiversitet. Naturnært skovbrug er et eksempel på bæredygtigt skovbrug.

Naturskov: Skov, som ikke er påvirket af menneskelig aktivitet.

Nitrogenoxider (NO_x): Er typiske kemiske stoffer, der kommer fra kraftværker og fra trafiksektoren direkte fra bilernes udstødning. Typiske potentielle miljøpåvirkninger til disse stoffer giver anledning til er: ozonlagsnedbrydning, forsuring, næringssaltbelastning og fotokemisk ozondannelse.

Nøglebiotop: "Biotop" betyder et levested for bestemte plante- og dyrearter, der kræver de samme levevilkår. En nøglebiotop er derfor et vigtigt levested, der har en særlig økologisk betydning (eksempelvis med specielle livsvilkår for sjældne arter).

Omvendt osmose: Metode til behandling af vand, hvorved kalk m.m. fjernes.

Opacitet: Uigennemskinnelighed. Anvendes f.eks. til at karakterisere i hvor høj grad en papirkvalitet kan skjule det, som er trykt på bagsiden eller på næste ark.

Optisk hvidt: Farvestof, der fluorescerer hvidt, dvs. at det opsuger ultraviolette stråler fra lyset og omdanner energien i dem til hvidt lys. Energien i den ikke-synlige del af dagslys bliver altså herved til lysenergi. Papir med optisk hvidt er "hvidere end hvidt".

Organisk: Betyder oprindelig stoffer, der stammer fra levende organismer, men dækker også nedbrydningsprodukter fra forhistoriske planter og dyr, dvs. kul, olie og naturgas, som er råmaterialer for den organisk kemiske industri. Fælles for alle organiske stoffer er, at de indeholder grundstoffet kul.

Oxidation: Kemisk proces, hvor et stof afgiver elektroner. Anvendt i processer, hvor stoffer reagerer kemisk med oxygen (ilt), f.eks. når kul brænder eller metal nedbrydes (ruster).

Oxidationstørring: Se oxidativ tørring.

Oxidativ tørring: Kemisk proces, hvor visse bindemidler (tørrende olier, f.eks. linolie, eller alkyder) optager ilt fra luften og denne ilt danner broer mellem bindemidlets molekyler, som bindes sammen i et solidt netværk.

Ozon: En giftig, farveløs gas, som dannes ved forskellige reaktioner, f.eks. ved elektriske udladninger eller ved kraftig ultraviolet belysning. Den kemiske betegnelse for ozon er 0₃. Normalt nedbrydes ozon hurtigt. Det meste ozon i luften befinder sig i ca. 20 km's højde i det såkaldte ozonlag i stratosfæren. Her har det en gavnlig virkning ved at absorbere solens farlige ultraviolette stråler.

Pantoneâ : Integreret amerikansk system for kommunikation og blanding af kulører til trykfarver. Systemet bestod oprindeligt af 9 grundkulører plus sort og hvid, hvoraf man kan fremstille et større antal blandingsfarver. Antallet af grundfarver stiger jævnligt med nye udgaver af systemet. Til systemet hører prøvebøger og computerprogrammer m.v.

PEFC: Er en forkortelse af Pan European Forest Certification. Forvaltningen og brugen af skovene og skovjorden skal dyrkes på en måde, hvor biodiversiteten, produktiviteten, regenerationskapaciteten, vitaliteten og deres potentiale til at opfylde relevante økologiske, økonomiske og sociale funktioner ved både lokale, nationale og globale niveauer opretholdes og ikke forårsager skade på andre økosystemer. Ordningen bygger på seks kriterier for bæredygtigt skovbrug.
De seks overordnede kriterier kan findes på hjemmesiden www.pefc.org/technic.htm

Petroleumsdestillater: Se petroleumsprodukter.

Petroleumsprodukter: Produkter, som er fremstillet af jordolie (mineralolie) ved destillation, dvs. "kogning" hvor olien adskilles i fraktioner efter kogepunkt. Nogle fraktioner er flygtige, som benzin, mens andre er lavtflygtige eller ikke-flygtige produkter. Petroleumsprodukter er bl.a. flaskegas, benzin, petroleum, smøreolier og brændselsolier.

pH-værdi: Talværdi for surhedsgraden af en opløsning eller et materiale. pH-skalaen går fra 0 til 14, hvor 0-7 er det sure område, 7 er neutral, og 7-14 er basisk.

Phthalater: Er en gruppe af kemiske stoffer, der bl.a. anvendes som blødgøringsmidler i plastprodukter. Visse af phthalaterne kan give anledning til miljø- og sundhedsskadelige effekter, og andre mistænktes for at have tilsvarende effekter. Stofferne er desuden under mistanke for at have østrogenligende effekter.

Pigment: Meget finkornede, uopløselige farvestoffer. I trykfarver normalt syntetisk fremstillede, organiske produkter.

Pletter: Pletter er fagbetegnelsen for synlige farvede flager i genbrugspapir. Hvis returpapiret vanskeligt lader sig disintegrere, kan det resultere i mange store pletter i papiret, det vil sige en kraftig kvalitetsforringelse af papirproduktet.

Plukhugst: Betegnelse, der anvendes i skovbrug, når de enkelte træer fældes efterhånden, som de opnår rette størrelse og alder.

Polymerer: Kemiske stoffer, som består af et meget stort antal molekyl-enheder (monomerer), der er bundet sammen i lange kæder eller store netværk.

Polymerisering: En kemisk proces, hvor de enkelte molekylenheder (monomerer) kædes sammen til en sammenhængende kæde eller netværk.

Polymerisation: Se polymerisering.

Polyurethan lim (PUR): Hovedbindemidlet i de fleste hotmelt lime er plasttypen ethylenvinylacetat copolymer. Men der findes også andre typer f.eks. polyurethan hotmelt lime (PUR). Polyurethan indeholder isocyanater, hvilket kræver, at limen faremærkes, og medarbejderne skal gennemgå en særlig uddannelse ifølge arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 199 af 26. marts 1985 om epoxyharpikser og isocyanater mv. Polyurethan forekommer både som én-komponent lim og to-komponent lim. Anvendes kun meget sjældent til grafiske produkter.

Præpolymerer: Stofferne har gennemgået en begyndende hærdning. D.v.s. de enkelte molekylenheder er kædet sammen til noget større kæder på vej til at blive egentlige polymerer.

Pulp: Opslemning af papirfibre i vand, eventuelt også indeholdende fyldstoffer, lim og farver. Pulpen er den opslemning, der bliver doceret til papirmaskinen ved papirproduktionen.

Raffinering: Industriel proces, hvor stoffer, f.eks. olier, renses, bleges, adskilles ved destillation og eventuelt modificeres kemisk for at opnå de ønskede egenskaber.

Rasterfinhed: Antal rasterpunkter i et billede pr. løbende cm (ln/cm). I engelsktalende lande, i Sverige og i computer-sprog måles rasterfinhed normalt i lines per inch og betegnes ofte med symbolet #.

Renafdrift: Ved renafdrift fældes alle træer i en bevoksning på én gang og derefter plantes nye træer.

Reproduktionsskadende: Betegnelsen anvendes om kemiske stoffer og andre miljøfaktorer, der kan skade den menneskelige forplantning på følgende tre måder: 1. Sterilitet, 2. Genetiske skader, følgerne kan blive aborter, misdannelser eller medfødte misdannelser hos fostret. 3. Fosterskader kan opstå, hvis den gravide udsættes for et skadeligt stof. Følgerne kan blive aborter, misdannelser, vækstforstyrrelser eller mental tilbageståenhed.

Restmonomerer: I polymere materialer findes ofte restmonomerer, dvs. monomerer som ikke sidder i polymerkæden. Grunden til, at de findes dér, kan skyldes en ikke fuldstændig polymerisation under fremstillingen af polymeren, eller at polymeren nedbrydes. Restmonomererne har som oftest kun sundhedsskadende effekter, når der er risiko for, at disse kommer i direkte kontakt eller indirekte kontakt med kroppen.

Skæring: Når arkene er færdigtrykte, renskæres de i en skæremaskine. Det papirspild, der opstår ved renskæringen, kan minimeres ved bl.a. at vælge tryksagens format svarende til standard papirformater.

Smog: Smog skyldes luftforurening, f.eks. fra trafik og fyringsanlæg. Smog dannes, når kulbrinter og kvælstofforbindelser udsættes for sollys og kan føre til fotokemisk ozondannelse.

Sprøjtepulver: Pulver, der sprøjtes på nytrykte tryksager, hvor pulveret lægger sig som en fin "hinde" på arket, hvorved afsmitning på det efterfølgende ark undgås.

Stickies: Stickies er fagbetegnelse for klæbende partikler. Stickies stammer primært fra lim (latex, dispersionslim, hotmelt osv.) Stickies forårsager huller i papiret, og dermed kassation under papirproduktion, samt fejl i efterfølgende trykprocesser, fordi partiklerne sætter sig i trykkerimaskinen.

Stivelseslim: En naturlim, dvs. lim, hvor bindemidlerne kommer fra kartofler, hvede, majs og lign. Disse bløde, hvide, let flexible lime bruges primært til fremstilling af papirposer, bølgepap og lignende, hvor papir limes mod papir.

Stratosfære: Lag af jordens atmosfære umiddelbart over troposfæren. Det strækker sig fra ca. 10 km til 80 km’s højde.

Svanen: Nordisk Ministerråds miljømærke, som har eksisteret siden 1989. Danmark tilsluttede sig mærket i 1997. Svanemærket viser, at varen er blandt de mest miljøvenlige inden for sin varegruppe. Mærket skal signalere, at der stilles miljøkrav i alle faser af produktets livscyklus; fra råvarer til bortskaffelse af produkter. Kravene revideres hvert 3. år.

Reglerne for mærket er fastlagt ud fra en vugge-til-grav analyse og opdateres ca. hvert 3. år. Reglerne udarbejdes i et samarbejde mellem repræsentanter fra stat, forbruger- og miljøorganisationer samt handel og industri.

I Danmark administrerer Miljømærkesekretariatet reglerne for mærket. Svanemærket er en frivillig ordning, hvor producenten betaler gebyr for retten til at bruge mærket. Der findes mulighed for at svanemærke en lang række produkter, bl.a. tryksager og papir. Kriterierne, som skal opfyldes, findes på www.ecolabel.dk

Svanemærket: Se Svanen.

Symbiose: Når to arter lever af/med hinanden, og det er til gensidig fordel.

Syntetiske: Betegnelse for stoffer, der er fremstillet af den kemiske industri i modsætning til naturstoffer, f.eks. vegetabilske og animalske.

Syre: Definition: En syre kan afgive brint-ioner. Syrer har lav pH-værdi (under 7).

Sølv: Sølv er et halvædelt metal, hvis salte anvendes som lysfølsom bestanddel af fotografisk film. Sølv er meget svært opløseligt og ophobes i levende organismer som planter, dyr og mennesker. Der er fastsat grænser for udledningen af sølv til det ydre miljø, da sølv vurderes som et miljøfarligt stof, der er giftigt for organismer i vandmiljøet. Undersøgelser tyder på, at ophobning af sølv i organerne kan give forskellige skader.

TCF: Totally chlorine free. Betegnelse for papir, som er fremstillet af fibre, der ikke er bleget med chlor eller chlorholdige kemikalier.

Tensider: Er stoffer, som mindsker overfladespændingen hos væsker, kaldes heraf også overflade aktive stoffer. Tilsætning af tensider gør det muligt at blande olie og andre vandskyende stoffer i vand, idet der dannes emulsioner. Denne egenskab gør, at tensider bl.a. anvendes i fugtevandstilsætninger, vaskemidler og rengøringsmidler. Kationiske tensider er meget miljøbelastende, svært nedbrydelige og giftige overfor vandlevende organismer.

Termofolie: En plastfolie, der anvendes til kachering. Termofolien er fra leverandørens side forsynet med lim. Ved kachering opvarmes termofolien, hvorved limen smelter, og termofolien klæber sig til trykarkene.

To-komponent lime: Disse lime bliver hårde ved tilsætning af en hærder. Almindelige typer kan være epoxy-, carbamid-, phenol-, resorcinol- og polyurethanlim PUR.

Treating: En overfladebehandling med flammer eller elektriske udladninger, som gør, at overfladen gøres tryk- eller lakerbar i en sådan grad, at farven/lakken hæfter ordentligt. Treating anvendes primært før trykning på polyethylen og andre plastfoiler eller plastbehandlet karton.

Troposfære: Den nederste del af atmosfæren hvor temperaturen falder med stigende højde. Strækker sig fra ca. 8 km til 16 km's højde afhængig af breddegraden.

Træfrit papir: Burde mere korrekt kaldes "ligninfrit papir". Papir fremstillet af kemisk papirmasse. Lignin i træet er fjernet ved kemiske processer og tilbage er de rene cellulosefibre.

Træholdigt: Burde mere korrekt kaldes "ligninholdigt papir". Papir, der indeholder mekanisk træmasse, dvs. at lignin ikke er blevet fjernet ved papirproduktionen.

Ubestrøget papir: Papir, som ikke er bestrøget (coated).

Udstansning: Anvendes når formen på en tryksag ikke kan opnås ved almindelig skæring af papiret eller kartonen. Arkene indføres i en stansemaskine, hvor stanseforme udstanser emnerne. Derefter sker en afrensning af arket for overskydende papir.

Udvaskning: Jorden mister vigtige næringsstoffer ved udvaskning, hvor jordens næringsstoffer opløses i nedsivende regnvand og siver ned til grundvandet eller føres til søer og åer, hvor kvælstof og fosfor kan forårsage problemer med overproduktion af alger.

Urskov: Skov som ikke har været berørt af mennesker. Ofte bliver begrebet "urskov" brugt synonymt med "tropisk regnskov", hvilket er for enkelt, da der også findes oprindelig, uberørt skov andre steder i verden end i troperne. Da skovarealet i Europa og Danmark blev mindre i 1700-tallet, som følge af menneskelig aktivitet, svandt de naturlige skovområder nogenlunde, som det sker i udviklingslandene i dag. Ved rydningerne blev den store artsrigdom i skovene formindsket, fordi levemulighederne forsvandt for en række dyr og planter. I dag er der kun få uberørte skove i Europa.

UV-farver: Farver, der hærder ved ultraviolet bestråling. Farverne indeholder fotoinitiatorer, der ved UV-bestråling sætter en polymerisation af bindemidlerne i gang. Bindemidlerne er reaktive akrylater. Hærdeprocessen forløber nærmest momentant.

UV-flager: For at fjerne UV-flagerne fra papirmassen har man eksperimenteret med centrifugering, en forøgelse af papirmassens pH-værdi samt en forøgelse af procestiden, men uden resultat. Tilsætning af natriumhydroxyd reducerer derimod partikelstørrelsen, men ødelægger samtidig cellulosefibrene og kan derfor ikke anbefales. Knusning eller varmepåvirkning af UV-flagerne efterfulgt af en vaskning og/eller blegning af papirmassen kan benyttes for at opnå en tilstrækkelig hvidhed i papiret.

UV-stråler: Se UV-stråling.

UV-stråling: Har bølgelængder på 100-400nm; mellem røntgenstråler og den violette ende af det synlige spektrum. Er en naturlig del af solens stråler, der desuden består af synligt lys og IR-stråling. Der skelnes mellem UV-A, UV-B og UV-C stråling, hvor UV-C har de korteste bølgelængder og er mest sundhedsskadelig. UV-stråler kan medføre skadevirkninger på menneskets helbred (direkte forbrænding, stigning i antallet af hudkræfttilfælde, flere øjensygdomme og en generel forringelse af immunsystemet).

Vandfri offset: kaldes også tøroffset. I trykmaskiner indrettet efter vandfri offset-princippet, anvendes ikke fugtevand.

Vandopløselig hotmelt lim: Der stilles krav til, at laboratorieanalyser viser, at hotmelt limen er vandopløselig og uden problemer kan indgå i returfiberfremstillingen.

Vegetabilsk: Stammer fra planter.

Vegetabilske olier: Olier fra frø og frugter, f.eks. olivenolie, linolie (fra hørfrø), rapsolie og kokosolie.

Viskositet: Mål for, hvor tyktflydende en væske er. Sirup er f.eks. højviskos, mens vand er lavviskos. Farver til arkoffset har relativ høj viskositet, mens farver til offsetrotation har medium viskositet. Farver til flexografi og dybtryk er relative lavviskose. Viskositeten kontrolleres på farvefabrikken ved hjælp af forskellige typer viskosimetre.

VOC: Se flygtige organiske opløsningsmidler.

3. Beskrivelse af fremstillingsprocessen

En tryksags liv

Man kan betragte et hvilket som helst produkts "liv" som opdelt i en række faser; et livscyklusforløb. Det gælder også for en tryksag. Det kan illustreres som på nedenstående figur:

"Før fødsel" – der opdyrkes træ, som anvendes til fremstilling af papir; den væsentligste råvare i tryksagen

"Fødsel" – tryksagen layoutes/sættes op, kaldes prepress (før tryk)

"Opvækst" – tryksagen trykkes og færdiggøres

"Liv" – tryksagen "bruges" efter sit formål; læses og smides hurtigt ud eller gemmes i kortere eller længere tid, alt efter hvad det er for en tryksag – og bruger!

"Død" – tryksagen bortskaffes. En del tryksager anvendes til fremstilling af nyt papir, og dermed sluttes ringen; cyklus.

Hver af disse faser giver anledning til påvirkninger (belastninger) af miljø og arbejdsmiljø. Det er ikke muligt at producere uden, at der bruges energi og oftest også kemikalier og vand. Ligeledes vil al produktion betyde, at der - ud over selve produktet - dannes affald, som kan være fast, flydende (spildevand) eller på luftform (luftforurening). Og dertil kommer påvirkning af arbejdsmiljøet, f.eks. støj og anvendelse af kemikalier.

Visse påvirkninger optræder i alle faser, mens andre hører til én bestemt fase. F.eks. vil der i alle faser blive brugt energi. Da energi typisk fremstilles ved afbrænding af fossile brændsler som kul og olie, påvirkes miljøet ved brug af ikke-fornyelige ressourcer.

Hvis man ønsker at nedsætte den samlede belastning, som en tryksag giver anledning til, skal man se på hver fase og vurdere, hvor der er mulighed for at foretage ændringer, som kan nedsætte miljøpåvirkningerne. Det kan f.eks. være at anvende en anden type kemikalie, som er mindre belastende for arbejdsmiljøet eller, at tryksagen er lettere at genanvende til nyt papir.

Papir

Ved skovbrug, altså dyrkning og fældning af træet, er det især ved en skånsom udnyttelse af skovarealet, man kan reducere miljøbelastningerne.

Ved papirfremstilling, hvor træet bearbejdes og omdannes til papir, kan der være muligheder for at reducere miljøpåvirkningerne ved at fokusere på f.eks. områderne energiforbrug, spildevand og de kemikalietyper, der anvendes.

Klik her, hvis du vil vide mere om papir

Prepress

"Forarbejdet" før trykning kaldes prepress. Der foretages layout, hvor tryksagen sættes op på computer til det ønskede udseende. Afhængig af hvilken teknik, der er til rådighed, fremstilles film og plader eller CTP-plader.

Mulige områder for at nedsætte miljøbelastningerne ved prepress er især de kemikalier, der anvendes, vandforbrug og spildevand.

Klik her, hvis du vil vide mere om prepress

Trykning

Når trykfarve i en trykmaskine skal føres på papiret, anvendes fugtevand, og efter trykningen vaskes maskindelene af med afvaskere.

Der kan være mulighed for at nedsætte miljøbelastningerne ved trykning ved at ændre i de typer af kemikalier, der anvendes, og se på vandforbrug og spildevand.

Klik her, hvis du vil vide mere om trykning

Færdiggørelse

Færdiggørelse af tryksagen kan bestå i mekaniske processer, som renskæring og klammehæftning og/eller processer, hvor der anvendes kemikalier som folietryk, lakering, limning og kachering.

Færdiggørelsen kan have betydning for, hvor gode muligheder der på et senere tidspunkt er for at genanvende tryksagen til fremstilling af papir. Det skyldes, at nogle af de kemikalier, der anvendes, f.eks. visse limtyper, kan give produktionstekniske vanskeligheder hos de returpapirforbrugende virksomheder. Den teknologi, de returpapirbearbejdende virksomheder benytter sig af, har naturligvis også betydning for, om tryksagen kan genavendes. Nogle kan have svært ved at bearbejde nogle tryksager, andre ikke. Spørgsmålet kan være, hvor god en teknologi de benytter.

Klik her, hvis du vil vide mere om færdiggørelse

Bortskaffelse

Når tryksagen kasseres kan den blive genanvendt, brændt eller deponeret.

Miljøbelastningerne afhænger af, hvordan tryksagen bortskaffes. Uanset hvor tryksagen ender, skal den transporteres, hvilket giver anledning til miljøbelastninger.

Klik her, hvis du vil vide mere om genanvendelse af tryksager

4. Papir (Indledning)

Næsten alle tryksager i arkoffset er fremstillet af papir. Kun i specielle tilfælde trykker man på andre materialer, f.eks. metal og plast. Papiret udgør omkring 98% af tryksagens vægt, og set i miljøsammenhæng udgør papiret den væsentligste del for det grafiske produkt, både i forhold til ressourceforbrug og miljøbelastning /1/.

Den primære råvare til fremstilling af papir er træ eller genbrugsfibre.

Papir kan opdeles efter type i henhold til anvendelse, f.eks. avispapir, magasinpapir, bogpapir, offsetpapir (bestrøget), offsetpapir (ubestrøget), kontorpapir, emballagepapir, osv.

Regnet efter tonnage spiller avispapir den største rolle. Papiret leveres i ruller. Avispapir har lav pris, lav gramvægt (ca. 45 g/m²) og høj sugeevne.

Magasinpapir leveres i ruller. Der er især tale om tyndt glittet SC-papir (super calendered) til dybtryk og LWC (light weight coated) til heatset. Nogle typer kan indeholde en vis mængde returfibre eller mekanisk træmasse.

Bogpapir omfatter en lang række kvaliteter, både træholdige, træfri, bestrøgne og ubestrøgne. Valget af papir til bøger afhænger i høj grad af bogens art, indhold (tekst og/eller billeder), pris og forventet levetid.

Bestrøget offsetpapir (coated) anvendes primært til reklametryksager, hvor specielt farvefotos skal gengives med høj kvalitet. Bestrygningslaget giver mulighed for at trykke skarpt med høj rasterfinhed og opnå høj farveintensitet og glans. Der vælges ofte papir med ret høj gramvægt, primært for at give læseren indtryk af kvalitet. Bestrøgne kvaliteter forefindes både med blank, halvmat og mat overflade.

Ubestrøget offsetpapir findes i mange glitningsgrader, dog oftest som matglittede typer til f.eks. bøger, informationsmateriale, og rapporter, især hvor teksten er dominerende. Papirerne har ofte god opacitet. Det er også ubestrøget papir, der i en gramvægt omkring 80 anvendes til printere og kopimaskiner.

Læs mere her:

Genanvendelse af tryksager

5. Skovbrug

Vores hovedleverandører af træ er landene omkring os - Sverige, Finland, Tyskland samt Danmark selv. Derfor omhandler materialet her skovbrug i disse lande.

Læs mere her:

Væsentlige fakta

Produktionsbeskrivelse

Miljøpåvirkninger

Fremtidsperspektiver

Væsentlige fakta

Renafdrift medfører ofte, at der sker en forsuring samt udvaskning af jorden, hvilket vil sige, at jorden udpines, da der ikke tilbageføres tilstrækkelig næring tilbage til jorden, da både nyfældede træer og dødt træmateriale fjernes fra skoven. At både træer og dødt træmateriale fjernes medfører desuden, at vækstbetingelserne for mange plante- og dyrearter forringes betydeligt.

Der er ikke altid en direkte sammenhæng mellem bæredygtigt skovbrug og fremstilling af papir. Nogle af de anerkendte miljøstandarder og mærker handler om bæredygtigt skovbrug, andre lægger vægt på selve fremstillingen af papiret, men stiller ikke krav til, hvordan skovene er dyrket. Herunder er nævnt nogle standarder og mærker med fokus på bæredygtigt skovbrug:

FSC
Bra Miljöval
PEFC
WG 2 Forestry management TR 14061

Produktionsbeskrivelse

Papir er fremstillet af træ. Finland og Sverige er blandt verdens største papirproducenter og eksportører. Træ til papirfremstilling, "cellulosetræ", er typisk forholdsvist ungt træ, som må fældes for at tynde ud i skoven. Bestemte træsorter er særligt velegnede til papir, som f.eks. nåletræerne fyr og gran. Der bruges ikke træ fra regnskovene.

Træ, som fældes i Danmark til papirfabrikation, eksporteres (hovedsagelig til Sverige), da vi ikke selv har anlæg til fremstilling af papir af jomfruelig masse.

Klik her, hvis du vil vide mere om skovbrugsmetoden, renafdrift

Klik her, hvis du vil vide mere om skovbrugsmetoden, bæredygtigt skovbrug

Renafdrift

I Sverige og Finland er den mest almindelige drift af skov renafdrift. Det vil sige, at alle træer fældes i et større, sammenhængende område. Skovbrugets mekanisering og effektivisering har medført, at store terrængående maskiner og skovkøretøjer bruges til at fælde træerne, afgrene dem, skære dem op og transportere dem bort.

Den renafdrift, der fandt sted i 1960'erne og 1970'erne kunne omfatte flere tusinde hektarer. P.g.a. forandringer i lokalklimaet på de store åbne områder og kritik fra flere sider, der har interesse i miljøet, er gennemsnitsarealet af den enkelte renafdrift blevet reduceret.

Træ opsuger store mængder vand. Det betyder, at når man fjerner træerne, er der risiko for, at vandet står tilbage i det ryddede skovterræn. Dette fjernes ved at grave grøfter.

Genvæksten sikres enten ved, at skovejeren selv planter træer ud eller ved naturlig frøspredning, hvor et vist antal træer bevares på arealet (selvforyngelse). I de nordiske lande er det hovedsagelig gran- og fyrretræer, der plantes, hvilket også er de træarter, der er den oprindelige skovtype her.

Hovedproduktet ved skovbrug vil normalt være tømmer, der anvendes som konstruktionstræ til møbler m.m. Under dyrkning af dette træ foretages løbende udtynding. Det er som regel dette udtyndingstræ, som bruges til papirmassefremstilling.

Træerne fældes.

Bæredygtigt skovbrug

Træ- og papirindustrien har i 1990'erne mærket et øget behov for at dokumentere sine miljøforhold overfor bl.a. kunder, myndigheder og naboer. Dette har medført, at flere og flere skovbrug har indført miljøledelse. Ved at indføre miljøledelsesssystemer i skovbruget nærmer man sig begrebet bæredygtigt skovbrug.

Der findes ikke én definition af begrebet bæredygtighed, men begrebet omfatter tre centrale aspekter, nemlig de økonomiske, økologiske og sociale aspekter.

Bæredygtigt skovbrug omfatter både skovenes træproduktion, skovdriftens påvirkning af natur- og kulturværdier, skovdriftens udledninger og ressourceforbrug samt arbejdsmiljø. I bæredygtigt skovbrug forsøges at tilstræbe også at være imødekommende overfor publikums interesse. Ofte laves en overordnet landskabsplan, således at skovens skønhed sikres indefra og udefra. Der forsøges at bruge varierende træarter og aldre, som kan skabe bedre levevilkår for et artsrigt fugle- og dyreliv, hvor også en righoldig skovflora har mulighed for at blomstre. Også urskov, gammel skov og skovområder af stor miljømæssig, social eller kulturel betydning bevares.

Der findes i dag maskiner med lavt energiforbrug, lavt marktryk og stor fleksibilitet overfor forhindringer i terrænet. Der kan derfor udtyndes og fældes med høj effektivitet og med minimale skader. Herved undgås også, at jordbundsstrukturen ødelægges. Ved renafdrift er det ikke ualmindeligt, at stort set hver eneste kvadratmeter jord får kontakt med tunge maskiner.

I bæredygtig skovbrug foretages som regel ingen jordbearbejdning.

Mange skovejere har opstillet miljømål til minimering af mængden af sprøjtemidler. F.eks. ved etablering af behovsbestemt sprøjtning efter et overvågningsprogram eller ved brug af alternative ukrudtsbekæmpelsesmidler eller ved mekanisk renholdelse /4/.

Der opbygges blandede og strukturelt varierede skove, hvor træarterne vælges efter voksestedets beskaffenhed.

Lokale forhold er udgangspunktet for skovdriften. Iagttagelse af naturen og påskønnelse af de oprindelige naturlige processer i lokalområdet er det første skridt mod et bæredygtigt skovbrug.

Naturlig foryngelse betyder, at skovens egne træer på naturlig vis leverer frø til reproduktion. Der kan eventuelt suppleres med plantning. Foryngelse hentyder til, at træsammensætningen "gøres yngre" ved, at man fælder nogle gamle træer og lader nye gro op.

Ved skærmforyngelse efterlades en hel del store træer, der giver læ og beskyttelse mod bl.a. frost og tørke for de nye plantede eller selvsåede træer.

Miljøpåvirkninger

Ved dyrkning af skoven bruges de naturlige ressourcer, der er på stedet: solenergi, CO₂, vand og næringsstoffer. Selve skovdriftens miljømæssige påvirkning afhænger af de anvendte skovdyrkningsmetoder, dvs. træartsvalget, brugen af kemikalier f.eks. sprøjtemidler og gødning.

Nye skovbrugsmetoder søger at råde bod på de uheldige påvirkninger, som kommer fra renafdrift ved at drive en form for bæredygtigt skovbrug.

Klik her, hvis du vil vide mere om generelle miljøpåvirkninger ved skovbrugsproduktion:

CO₂
Skovbrugsmaskiner
Kemikalier (gødning, sprøjtemidler)

Klik her, hvis du vil vide mere om de miljøpåvirkningerne, der typisk knyttet sig til renafdrift:

Få plante- og dyrearter
Forsuring og udvaskning
Ændringer af landskab og naturtype

CO₂

Skovbruget påvirker, som alle planter, dannelsen og bindingen af CO₂.

Ved at plante flere træer end der fældes eller går til grunde, opnås en positiv indvirkning på CO₂ -balancen (kuldioxidbalancen) og derved også drivhuseffekten.

Klik her, hvis du vil vide mere om CO₂ (kuldioxid) og drivhuseffekten

CO₂ og drivhuseffekt

Klimaet på jorden bestemmes overordnet af forholdet mellem indkommende solstråling og udgående varmestråling. En række gasser, såsom CO₂ (kuldioxid) og CH₄ (metan) holder på varmen i atmosfæren og kaldes derfor drivhusgasser og medvirker til drivhuseffekten.

Drivhuseffekten er en forudsætning for liv på jorden, men forøges den naturlige drivhuseffekt, kan jordens varmebalance ændres. En stigning i indholdet af drivhusgasser i atmosfæren menes at være medvirkende årsag til, at klimaet har forandret sig de seneste 100 år. Bl.a. er jordens middeltemperaturen steget med 0,6 grader siden 1860 /3/.

Der er mange naturlige processer, der danner CO₂, og den naturlige udskillelse er langt større end den industrielle CO₂-emission. Men den naturlige udskillelse modsvares af en lige så stor CO₂-optagelse hos planterne og træerne ved fotosyntesen. Naturen sørger altså for en vis balance, således at CO₂-koncentrationen kunne holdes næsten konstant, hvis der ikke var den menneskeskabte påvirkning.

Binding af CO₂

Skovbrugsmaskiner

Hvis man vil drive skovbrug, skal der med jævne mellemrum transporteres store mængder træ ud af skoven - uanset driftform og transportmiddel. Hvis dette skal ske forsvarligt for miljøet, kræver det især:

1. At man forsøger at forebygge de skader, man kan påføre jordbunden og de øvrige træer i bevoksningen under arbejdet. Sammenpresning af jordbundens materiale kan have betydning for træernes vækstmuligheder og kan lave skade på skovøkosystemernes funktionsdygtighed.

2. Derudover bør skovbrugsmaskinernes energiforbrug, karakteriseret ved brændstofforbruget, være så lavt som muligt.

Klik her, hvis du vil vide mere om_, at det ikke nødvendigvis er bedre at fælde træerne manuelt end at bruge skovbrugsmaskiner

Skovbrugsmaskiner

Herunder er en sammenligning af miljøbelastningen ved manuel fældning med motorsav og brug af skovbrugsmaskiner. Det viser sig, at manuel høst af træ samlet kan medføre et højere brændstofforbrug og en større påvirkning af skovbunden end maskinskovning.

Skovbrugsmaskiner anvender som gennemsnit 15 l diesel/time og skover fra 12-20 m³/time, mens en mand med en motorsav kan fælde ca. 1 m³ / time ved et benzinforbrug på ca. 1 l. Dette giver ca. samme brændstofforbrug pr. m³ fældet træ. Forskellen kommer ved arbejdet med at køre træet ud af skoven. En skovarbejder må nemlig ikke bære træstykker over 50 kg, men kun enkelte træstykker mellem 25 og 50 kg. Hvis træet opsaves i stykker på over 25 kg, skal skovarbejderen altså normalt lade træet ligge og lade udkørselsmaskinen samle den op. Dette giver en del mere kørselsarbejde. Skovningsmaskinen kan stable træstykkerne i bunker ved køresporet, hvor udkørselsmaskinen kan læsse dem uden at skulle køre udenfor sporene. Manuel høst af træ kan altså samlet medføre et højere brændstofforbrug og en større påvirkning af skovbunden end maskinskovning /3/.

Kemikalier (gødning, sprøjtemidler)

Skovbruget anvender meget lidt sprøjtemiddel og gødning i forhold til forbruget i landbruget. Der er højst tale om anvendelse i ganske få år i begyndelsen af en bevoksnings samlede drift. Man arbejder på at forbedre og udbrede metoder til mekanisk ukrudtsbekæmpelse til erstatning for den kemiske. Anvendelse af gødning og sprøjtemidler er aftaget markant i de senere år /3/.

Klik her, hvis du vil vide mere om kemikalier og miljøpåvirkninger

I det finske skovbrug anvendes en begrænset mængde sprøjtemidler, især til ukrudtsbe-kæmpelse i nyplantede områder. I 1990-1994 blev der anvendt mellem 25-70 tons aktivstoffer pr. år i skovbruget, svarende til mellem 2 og 5% af Finlands samlede forbrug af sprøjtemidler (aktivstoffer) /3/.

Kun 0,1% af det samlede forbrug af sprøjtemidler i Sverige i 1994 blev anvendt til skovbruget (regnet som aktivstoffer) /3/.

I korte træk er miljøproblemerne med anvendelsen af gødning, at en del kvælstof og fosfor udvaskes af jorden og udledes til havet via vandløbene. For vandmiljøer betegnes næringssaltbelastningen "eutrofiering". En berigelse af vandmiljøet med næringssalte fører til en øget produktion af planktonalger og højere vandplanter, som igen kan føre til iltsvind. Eutrofiering og iltsvind fører til en generel forringelse af vandmiljøets dyre- og planteliv. En anden problematisk miljøeffekt er, at der kan sive nitrat ned til grundvandet. Hvis grundvandet har høje koncentrationer af nitrat, er det sundhedsskadeligt at drikke. Da man endnu ikke har udviklet tekniske løsninger til fjernelse af nitrat, som er økonomisk rentable, lader man i dag være med at bruge grundvandet til drikkevand eller fortynder sig ud af problemet.

Der er vurderet, at der i svenske skove anvendes mere gødning end i dansk skovbrug. Men forbruget er faldende /3/.

Jordbunden i Finland er generelt mere mager end den danske. I 1970'erne blev store dele af det finske skovareal gødet. I 1980'erne aftog gødskningen væsentligt og i første halvdel af 1990'erne var det stort set ophørt /3/.

Få plante og dyrearter ved renafdrift

Grunden til, at man finder færre plante- og dyrearter i skove, der dyrkes som renafdrift, er bl.a., at alt træ fjernes fra skoven (både de nyfældede træer og dødt træmateriale). Det betyder, at man ikke finder rådnende stammer, hvor svampe, mosser, bregner, lav og forskellige buske og urter kan vokse på. Der er ingen døde træer, hvori spætter kan hakke deres rede, og hvor flagermus og små pattedyr som mår og mus kan finde husly. Mange fugle (f.eks. tjurhøns, sortspætter, ugler og havørne) behøver gammelt groft træ. Grove døde træer er også de mest værdifulde for insekter og svampe. Med andre ord medfører renafdrift fattigere betingelser for den variation af plante- og dyrearter, som findes i naturskove (de upåvirkede skove).

Klik her, hvis du vil læse mere om, at der findes 75% færre arter i en produktionsskov end i en naturskov

Få plante og dyrearter ved renafdrift

Skovbrug dyrkes på store udstrakte arealer, men i modsætning til landbruget, hvor der høstes, og hvor man udnytter jordens frugtbarhed fuldt ud hvert år, står en produktionsskov ca. 40 år, og dyrkelsen af jorden er ikke nær så intensiv. Alligevel er resultatet af skovdriften: en skov, hvis struktur og sammensætning af plante- og dyrearter langt fra ligner den oprindelige urskov.

Ifølge den svenske naturfredningsforening er mere end 600 truede arters eksistens i Sverige afhængige af dødt træ, hvilket er en tredjedel af de over 1900 skovdyrarter, der findes på Artdatabasens rødliste /2/.

Flere produktionsskove betyder mindre plads til alsidig natur. I 1950erne var 25% af skovhugsten i Sverige renafdrift; i dag er tallet 54%. Siden begyndelsen af 1970erne er mængden af dødt træ i skoven faldet med en tredjedel. Der findes 75% færre arter i en produktionsskov end i en naturskov. Dette gælder, selvom det samlede skovareal i Skandinavien øges løbende.

I Finland er renafdrifterne i dag i gennemsnit under 2 ha, dvs. ret små områder f.eks. 100x200 m, svarende til hvad vi kan se i danske skove. Dette giver mulighed for, at der i skovene som helhed eksisterer leveområder for forskellige dyre- og planteliv. Mangel på rig underskov, dødt ved m.m., betyder dog stadigvæk, at der ikke er betingelser til stede for den artsmangfoldighed man finder i naturskove /3/.

Forsuring og udvaskning ved renafdrift

Forsuring

I en skov, som er under opvoksning, bliver jorden mere sur, jo ældre træerne bliver (den såkaldte pH-værdi falder). Dette skyldes, at træerne optager næring i form af bl.a. kalium,- kalcium- og magnesiumioner, der er positivt ladede partikler. En planterod, der optager en sådan partikel (en ion) må samtidig afgive en anden positiv ion til jorden. Oftest bliver dette en brintion, d.v.s. den aktive "bestanddel" i en syre. En skov, der vokser til, vil således trække flere og flere næringsstoffer ud af jorden. Samtidig bliver jorden mere og mere sur, jo ældre træerne bliver. Efter fældningen føres en del af næringsstofferne tilbage til jorden, fordi efterladte kviste m.m. fra træfældningen nedbrydes. Derved elimineres også en tilsvarende mængde brintioner, så jorden bliver mindre sur (d.v.s. pH-værdien stiger igen). Men i det træ, som føres bort, findes der næringsstoffer. Tilbageførslen af næringsstoffer bliver altså ikke fuldstændig, og fjernelse af træ forårsager en nettoforsuring af jorden.

Det skal dog bemærkes, at luftforurening (stammende fra industrielle processer) giver det største bidrag til forsuring af skovarealet /2/.

Udvaskning af næringsstoffer

Det har længe været kendt, at renafdrift giver store tab af næringsstoffer i form af udvaskning. Når der ikke er trærødder fra nabotræer til at holde på stofferne, som der er ved plughugst, er der risiko for at dræn og overfladevand fører dem væk fra området.

De stoffer, som forlader skovøkosystemet opløst i det nedsivende regnvand, siges at blive udvasket fra systemet. På denne måde mister skoven vigtige næringsstoffer. Næringsstofferne siver ned til grundvandet eller føres til søer og åer, hvor kvælstof og fosfor kan forårsage problemer med algevækst (eutrofiering).

Klik her, hvis du vil vide mere om forsuring og udvaskning

Forsuring og udvaskning ved renafdrift

Når en skov vokser til, optager træerne næring. Træernes næringsoptagelse er med til at forbruge næringsstoffer fra jorden og samtidigt tilføre syre til jorden. Hvis skoven fældes, og tømmeret føres bort, vil der være en nettoforsuring af skovbunden. Gennem vort århundrede er skovbrugets forsurende virkning tiltaget. Skovens tilvækst og dermed også dens optagelse af næringsstoffer er øget, og intervallerne mellem træfældningerne er blevet kortere. Især renafdrift kan have en kraftig forsurende virkning på jorden.

Det skal bemærkes, at nedfaldet af luftforurening dog giver det største bidrag til forsuring af skovarealet. Eksempelvis tyder beregninger på, at luftforureningen i Sydsverige har op til tre gange så stor forsurende virkning som skovbruget, mens det længere nordpå er omtrent den samme.

Mikroorganismer og svampe, der lever af at nedbryde bl.a. døde vækster, spiller en afgørende rolle i økosystemernes funktion. Man ved, at disse kan have en stor følsomhed i forhold til forsuring, men de præcise konsekvenser kendes ikke.

Forskellige træsorter har forskellig påvirkning af jordens surhedstilstand. Granskov har en kraftig forsurende virkning, mens birk og andre løvtræer forårsager en let forsuring.

Der mangler endnu forskning, som kan oplyse om mere præcise konsekvenser for vilde arter. Flere laboratorieforsøg viser, at i særlige sure miljøer (pH-værdi mindre end 4,5) frigøres aluminiumioner og andre normalt hårdtbundne ioner. Aluminium og visse tungmetaller kan være giftige for træernes rødder i større koncentrationer.

En særlig kraftig forsuring af jorden fremkommer de steder, hvor ikke bare tømmeret transporteres bort efter fældning, men også grene og kviste indsamles og bruges til brændsel. En sådan heltræsudnyttelse indebærer, at praktisk taget ingen næringsstoffer føres tilbage til jorden. Lejlighedsvis kan kraftig forsuring også forekomme ved afvanding, idet luften får mulighed for at trænge dybere ned i jorden end tidligere og kan ilte oplagrede svovl- og kvælstofforbindelser til stærke syrer.

Konsekvensen af ovenstående er, at arter, som tåler sure forhold - inklusiv et højt indhold af aluminiumioner - udbreder sig, ligesom de arter, der trives ved god tilgang til kvælstof. Til gengæld bliver der færre af dem, der kræver mere neutrale omgivelser (mindre sure forhold) og dem, der kan konkurrere i kvælstofholdige miljøer.

En svampegruppe ved navn Mykorrhiza har rodtråde, der fungerer som et forlænget rodsystem, der hjælper f.eks. et træ med at optage vand og næringsstoffer. Til gengæld får svampene kulhydrater, som træet producerer ved hjælp af sollys i sin fotosyntese (grønne planters omdannelse af vand og luftens CO₂ (kuldioxid) til kulhydrater ved hjælp af sollyset). Man siger, at træ og svamp lever i symbiose (samliv til gensidig fordel). Mykorrhiza er følsom overfor både forsuring og kvælstoftilførsel. En tilbagegang af svampene kan indbære store forandringer af floraen, eftersom et stort antal højere vækster - inklusiv alle skovtræer - har Mykorrhiza.

Jordbundens humusformer anses for at være en meget vigtig del af skovøkosystemet. Humus har blandt andet afgørende indflydelse på træernes og bundfloraens vækstforhold. Det er meget væsentligt at sikre, at næringsstofferne ikke forsvinder ud af økosystemet, da tab af disse på længere sigt betyder tilvæksttab og dermed også økonomisk tab.

Det har længe været kendt, at renafdrift giver store tab af næringsstoffer i form af udvaskning. Når der ikke er trærødder fra nabotræer til at holde på stofferne, er der risiko for at dræn og overfladevand fører dem væk fra området.

Ændringer af landskab og naturtype ved renafdrift

Renafdriften har betydet, at træerne er lige gamle og har næsten samme højde indenfor samme bevoksning. Man vil på 10-20 km's afstand kunne iagttage, at to bevoksninger støder op til hinanden og de forskellige træhøjder skaber skarpe grænseflader i landskabet.

Skove drevet ved renafdrift får sjældent lov til at blive mere end 40 år, inden en ny cyklus starter.

Nye renafdrevne områder forbliver åbne i 15-25 år, før de almindeligvis vil blive opfatte som skov. Det tager endnu længere tid, inden de vil fungere som skov i økologisk henseende.

Typisk består skoven også af træ, der er indført fra andre områder, og som kan have andre genetiske egenskaber.

Klik her, hvis du vil vide mere om ændringer af landskab og naturtyper

Ændringer af landskab og naturtype ved renafdrift

Træ opsuger store mængder vand. Ved renafdrift står vandet tilbage i jordbunden med risiko for forsumpning. Man forsøger derfor at sikre hugsten ved at grave grøfter, der leder vandet væk. Desværre kan et sådant indgreb betyde, at nærliggende mindre vandområder tørlægges.

Skovtilplantning giver mulighed for at indføre træer med andre genetiske egenskaber end de træer, som oprindeligt hører hjemme i området. F.eks. stammer mere end halvdelen af de træer, der plantes ud i det sydlige Sverige, fra Hviderusland eller andre mere sydlige himmelstrøg /1/. Ved at indføre træer med andre genetiske egenskaber kan man have nogle for-ventninger om, at de kan vokse hurtigere end de hjemmehørende træer, men de kan samtidig være mere følsomme overfor f.eks. frostskader, angreb fra insekter og svampe eller stormskader, hvis de ikke er tilpasset det nye klima. Naturskov danner en mere afbalanceret helhed, som værner bedre mod forskellige angreb udefra.

Fremtidsperspektiver

Det forventes, at det fokus, der er i dag på, hvorledes skovbrug foretages, vil medføre, at bæredygtigt skovbrug vil vinde yderligere frem. Specielt set i lystet af, at forbrugerne i dag, gennem de miljømærkeordninger, der er etableret for området, så som FSC, Bra Miljöval og PEFC, har nemmere ved at stille konkrete krav til den måde skovbrugene er drevet på.

FSC

FSC er en international medlemsorganisation, der arbejder i alle verdensdele og har hovedkvarter i Mexico. Organisationen blev stiftet i 1993 af repræsentanter for miljøorganisationer, træhandlere, skovbrugserhverv, indfødte folks organisationer, skovejere og certificeringsfirmaer. Der er i øjeblikket godt 180 medlemmer (organisationer og firmaer) fra i alt 36 lande i FSC.

Formålet med FSC er verden over at støtte skovbrug, der er til gavn for både skovnaturen; de mennesker der bor og arbejder i skoven, skovens gæster og for skovejeren. FSC fremmer sit mål ved at få certificerede skovområder, der drives på denne måde og ved at fremme udviklingen af nationale certificeringsinitiativer. Certifikatet er forbrugernes garanti for, at det træprodukt, de står med i hånden, kommer fra et skovområde drevet under særlige hensyn, uanset hvor i verden det er produceret. FSC's overordnede principper for hensynsfuld skovdrift bruges som grundlag for at lave direkte anvendelige retningslinier for skovdrift i de enkelte lande.

Den danske arbejdsgruppe under FSC blev stiftet i juni 1996 af en række organisationer med Regnskovsgruppen Nepenthes og WWF Verdensnaturfonden som initiativtagere. I dag omfatter arbejdsgruppen 17 institutioner og organisationer, hvoraf 7 er medlemmer af FSC, mens 11 har deltaget i arbejdet som aktive observatører. Medlemmerne er: BAT - Bygge-, Anlægs- og Træ-kartellet, Danmarks Naturtfredningsforening, Greenpeace-Danmark, Natur og Ungdom, Regnskovsgruppen Nephenthes, SID - Specialarbejderforbundet i Danmark og WWF - Verdensnaturfonden.

FSC er organiseret således, at bestyrelsen godkender uafhængige konsulentfirmaer, der så foretager evalueringer og certificeringen af skovområdet ved hjælp af de retningsliner, der gælder i området. Der er med andre ord en tredeling mellem dem, der udarbejder retningslinierne, dem der certificerer skovdriften, og dem der ejer skoven. Det er denne opsplitning, der sikrer uvildighed i systemet og gør ordningen troværdig.

Der er ved udgangen af 1997 certificeret over 3,7 millioner hektar skov i verden, og yderligere 6 millioner hektar er ved at blive vurderet med henblik på certificering. Der er mere end 400 forskellige FSC-mærkede produkter på markedet i Europa - dog endnu ikke i Danmark.

FSC-certificeringen vinder kraftigt frem. En del internationale koncerner har besluttet kun at handle med FSC-certificerede leverandører og kun sende FSC-certificerede varer på markedet.

Målet for FSC er at fremme miljømæssig ansvarlighed, der er socialt velgørende med økonomisk levedygtig ledelse af verdens skove. Dette gøres ved at etablere verdensomspæn-dende standarder med anerkendte og respekterede principper for skovforvaltning. Der er opstillet 10 overordnede principper og kriterier, som kan findes på www.fsc.dk

Bra Miljöval

Masse- og papirfremstillingsvirksomhederne skal kunne dokumentere miljøledelse i form af EMAS eller ISO 14001.

Ud fra 4 energinøgletal søger SNF, at papirmasseproducenterne:

1. i højere grad udnytter overskudsenergi,
2. mindsker brugen af el,
3. mindsker brugen af fossil brændsel,
4. udnytter en større andel Bra Miljöval-mærket el leverancer sammenlignet med andre producenter.

1. Papiret må højst indeholde 2 vægtprocent af organiske forbindelser med begrænset nedbrydelighed.
2. Farveforbindelser må maksimalt udgøre 1 vægtprocent af papirets vægt (de er altid svært nedbrydelige og i visse tilfælde giftige for organismer i vandet).
3. Optiske hvidmidler er ikke tilladt (de er som regel svære at nedbryde i naturen og papiret kan blive tilstrækkelig hvidt ved blegning).
4. Kun algebekæmpelsesmidler, der er godkendt af kemikalieinspektionen (KemI) må anvendes.
5. Klorholdige blegemidler må ikke anvendes.

1. Ingen regler for AOX.
2. Ved undersøgelse af BAT (Best Available Technology) er den øvre grænse for COD fastlagt til 20 kg per ton produceret papirmasse.

Organisk materiale (COD) og nærings-salte (f.eks. fosfor) giver anledning til vækst af alger og mikroorganismer i vand. Det kan medføre iltsvind, så fisk og andre dyr i vandet dør. Ved nebrydning af det organiske materiale dannes giftige gasser som methan (CH₄) og svovlbrinte, der ligeledes kan dræbe vandorganismer.

Der stilles krav til udslippet af svovloxider (SO_x) og kvælstofoxider (NO_x) til atmosfæren. Begge giver anledning til forsuring af jord og vand. Svovl forsurer mere end kvælstofoxiderne, men sidstnævnte bidrager også til overgødskning af vandløb. Det skal nævnes, at skovindustriens udslip af svovl er mindsket med mere end 90% siden slutningen af 70-erne! Det beror på, at industrien forbruger mindre olie, anvender oliekvaliteter med mindre svovl og bedre rensningsteknikker.

Der findes ikke nogle krav om affaldsmængden.

Papirproducenten skal dokumentere, at papiret egner sig til genanvendelse.

PEFC

De europæiske skovejerorganisationer (der repræsenterer de mindre private ejendomme) er i 1998 begyndt at udarbejde et system kaldet PEFC (Pan-European Forest Certification). Dette system skal gøre certificering mere økonomisk realistisk for små skovejendomme end de hidtidige systemer. En PEFC certificering skal dokumentere, at skovdriften lever op til de europæiske regeringers fælles forståelse af, hvad bæredygtig skovdrift vil sige i praksis. Denne forståelse er formuleret i de såkaldte Lissabon-resolutioner fra 1998 (som er en opfølgning på den såkaldte Helsinki-proces). Certificeringen er godkendt i Sverige, Finland og Norge i februar 2000. Ordningen er dermed ret ny, men man forventer ifølge dansk skovbrug, at en stor del af skovarealet og skovbruget i disse lande inden for dette år vil opnå at blive certificeret efter ordningen.

WG 2 Forestry management TR 14061

Den omtaler samspil mellem ISO 14001 og en række internationale og regionale konventioner, som rummer principper, betingelser (kriterier) og målestokke (indikatorer) for bæredygtigt skovdrift.

Systemcertificering er en mulighed, men produktmærkning er ikke tilknyttet, og der indgår ikke præstationsniveauer.

6. Papirfremstilling

Fremstillingen af papir omfatter først en findeling af træet og herefter en mekanisk, termisk eller kemisk behandling af fibrene, så man får den ønskede type papirmasse. Papirmassen hældes herefter ud på en papirmaskine, hvor papiret dannes som en lang bane.

Væsentlige fakta

Papirproduktion kræver mange ressourcer, både fornyelige i form af plantefibre og ikke-fornyelige i form af tilsætningsstoffer og kemikalier. Papirproduktion som omfatter både fremstillingen af papirmasse og den egentlige papirproduktion er forbundet med et meget stort energiforbrug.

En særlig del af papirfremstillingen er blegning af papirmassse, som tidligere har været forbundet med store udslip af klorholdige affaldsprodukter. Efterhånden er de fleste papirfabrikker gået bort fra blegning med klorgas og over til andre blegeprincipper. Deres papir mærkes med ECF (elementary chlorine free, dvs. ikke bleget med klorgas) eller TCF (totally chlorine free, dvs. ikke bleget med nogen klorholdige kemikalier).

Der eksisterer både papirtyper der er fremstillet af nye fibre, genbrugsfibre samt et miks af disse. Der er ikke udarbejdet livscyklusanalyser, der entydigt viser, hvorvidt det er bedst, set i et miljømæssigt perspektiv, at anvende papir fremstillet af nye fibre eller genbrugsfibre. Papirtyper mærket med "Der Blaue Engel" er fremstillet af minimum 95% genbrugsfibre, papir mærket med NAPM minimum 75% og papir mærket med EUGROPA minimum 50%. Er papiret mærket med Svanen, er dette ingen garanti for, at papiret indeholder genbrugsfibre.

Desuden findes der en række miljømærker for skovbrug.

Klik her, hvis du vil vide mere om miljømærker for skovbrug

Produktionsbeskrivelse

Papir består af sammenfiltrede plantefibre, fortrinsvis fra træ. Hertil kommer varierende mængder af fyldstoffer, limstoffer, farvestoffer, bindemidler m.v. afhængigt af, hvilken papirtype der er tale om.

Klik her, hvis du vil vide mere om råmaterialer

Fremstillingen af papir omfatter først en findeling af træet og herefter yderligere mekanisk, termisk eller kemisk behandling, så man får den ønskede type papirmasse. Herefter røres fibrene ud i vand og formales. Derefter tilsættes der evt. lim, fyldstof og farvestoffer. Endelig hældes opslemningen af papirfibre i vand (pulpen) ud på en papirmaskine, hvor papiret dannes som en lang bane med en hastighed på 50-100 km/timen.

De forskellige papirtyper adskiller sig fra hinanden ved valget af råmaterialer og deres forarbejdning på papirfabrikken. Meget af det papir, man trykker på, får en efterbehandling ved, at overfladen bliver bestrøget og/eller glittet.

Klik her, hvis du vil vide mere om papirfremstilling

Råmaterialer

De råmaterialer, der anvendes til papir kan groft deles op som vist i følgende skema:

Fiberstoffet, også kaldet papirmassen, eller bare massen, kan bestå af plantefibre fra både nåle- og løvtræer, samt fra visse græsarter, f.eks. esparto. Defibreringen (findeling i fibre) af træet kan foregå mekanisk eller kemisk eller ved en kombination af disse principper. Der er desuden tale om flere forskellige mekaniske og kemiske metoder. Ofte foregår massefabrikationen på fabrikker, som er strategisk placeret i forhold til skovbrug og adgang til billig energi.

Klik her, hvis du vil vide mere om fremstilling af mekanisk masse

Klik her, hvis du vil vide mere om fremstilling af kemisk masse

Papirmasse er oftest kraftigt farvet og må derfor bleges ved hjælp af kemiske processer. Der er flere forskellige principper for blegning af papirmasse.

Klik her, hvis du vil vide mere om blegning af papirmasse

En voksende mængde fiberstoffer er genbrugsfibre, der skal gennemgå en de-inking, dvs. at rester af trykfarve skal fjernes, inden de genanvendes til papir.

Klik her, hvis du vil vide mere om returfibre

De klassiske stoffer til limning af papir er udvundet af forskellige former for naturharpikser. De anvendes som vandige opløsninger, der fæstnes til papirfibrene ved en sur proces (sker ved lav pH-værdi).

Disse limstoffer er i stor udstrækning blevet erstattet af syntetiske limstoffer, der fæstnes til papirfibrene ved en neutral proces (sker ved neutral pH-værdi), og processen kaldes derfor neutrallimning.

Til overfladelimning af papir anvendes bl.a. forskellige typer stivelse, f.eks. fra majs eller kartofler.

Bestrygningsmasse til papir indeholder bl.a. bindemidler, som kan være af vegetabilsk eller animalsk oprindelse, men langt mere almindeligt er emulsioner af forskellige plasttyper, evt. i kombination med naturprodukter.

Fyldstoffer anvendes til at udfylde hulrummene i papiret mellem papirfibrene. De medvirker til større opacitet (uigennemsigtighed) og bedre indsugning af trykfarve. De mest anvendte fyldstoffer er kridt og kaolin. Fyldstofferne udgør også en stor procentdel af et eventuelt bestrygningslag (coating).

For at få nøjagtig samme nuance i hver produktion, justeres papirets kulør med ganske små mængder farvestoffer. Der tilsættes desuden ofte optisk hvidt, en form for farvestof, der kan omdanne lysets UV-stråler til synligt lys, som reflekteres og giver indtryk af, at papiret er "hvidere end hvidt".

I forbindelse med papirproduktionen kan man sætte små mængder af en række additiver til pulpen. De skal lette produktionsprocesserne og forbedre papirets egenskaber i forskellig retning.

Klik her, hvis du vil vide mere om fyldstoffer, bindemidler, limstoffer og farvestoffer

Mekanisk masse

Mekanisk papirmasse anvendes primært til avispapir og bestanddel af billigere bogpapirer og magasinpapir.

Træholdigt papir indeholder alle træets stoffer, både cellulose fra fibrenes vægge og lignin, som gør papiret gråligt eller gulligt, ligesom papiret bliver brunt med tiden, specielt ved belysning.

De mekaniske metoder giver et stort udbytte, ofte over 90%. Det medvirker til en god økonomi, og i mange år blev der brugt meget mekanisk træmasse til billige, såkaldte træholdige papirtyper. Imidlertid er træholdigt papir ikke særlig holdbart. Det nedbrydes ret hurtigt af lys, luft, varme og fugtighed. Desuden er både miljøforholdene og økonomien ved fremstillingen stærkt påvirket af, at processen kræver meget elektrisk energi til drift af det tunge maskineri. Det er dog værd at bemærke, at på trods af, at der kræves mere energi til fremstilling af mekanisk masse end til kemiske masse, er mekanisk masse stadigvæk billigere end kemisk masse p.g.a. det høje udbytte, der er ved fremstilling af mekanisk masse.

Mekanisk masse (RMP)

Man kan fremstille papirmasse ved mekanisk at defibrere træ. Det skete oprindeligt udelukkende ved våd slibning på en stor roterende slibesten (slibestol), og det produkt, der fremkom, blev kaldt træslib. Stammerne blev først skåret ud i passende længder og afbarket. Så blev de i store "bundter" presset hårdt mod slibestenen. En anden mekaniske metode består i, at det afbarkede træ først hugges til flis, dvs. spåner, på en flishugger. Flisen slemmes op i vand og transporteres via et rørsystem til refinere, dvs. maskiner med hurtigt roterende, riflede skiver, som findeler flisen (Refiner Mechanical Pulp, RMP). Papirmasse fremstillet ved disse metoder kaldes træslib eller slibemasse.

Mekanisk/Termisk masse (TMP)

Hvis flisen samtidig opvarmes passende, sker der en termisk blødgøring af træet, som medvirker til at lette defibreringen. Det er især stoffet lignin, der holder fibrene sammen, som blødgøres ved opvarmningen.

Hvis man benytter en kombination af varmebehandling og mekanisk behandling i en refiner, får man et produkt, der kaldes Thermo Mechanical Pulp (TMP).

Mekanisk/termisk/kemisk masse (CMTP)

CMTP (Chemi Thermo Mechanical Pulp) er papirmasse fremstillet ved kombineret kemisk, termisk og mekanisk behandling.

Kemisk/mekanisk masse (halv kemisk)

En del træaffald bliver desuden oparbejdet til såkaldt halvkemisk masse ved en kombination af kemisk og mekanisk behandling.

Kemisk masse

Træfibrene består af en væg af cellulose og et hulrum fyldt af træsaft. I træet er fibrene bundet sammen af stoffet lignin. Stoffet cellulose består af meget store molekyler, der nok kan suge vand til sig, men ikke er opløselige i vand. Der er flere typer cellulose i træfibrene. De adskiller sig blandt andet ved størrelsen af molekylerne og dermed deres forhold over for vand. En del af træfibrenes cellevægge består desuden af stoffet hemicellulose, der har lidt mindre molekyler end cellulose og kan opløses i varme basiske opløsninger.

Ren cellulose giver det stærkeste og mest hvide papir. Det er også særdeles holdbart, selvom det i lang tid udsættes for lys, varme, fugt og luft.

Skal man adskille træet i enkelte fibre, fjernes ligninen ved langvarig kogning med specielle kemikalier. Først afbarkes træet og hugges til flis. Så anbringes flisen i meget store beholdere og overrisles under tryk med meget varm kogelud.

Ved de kemiske metoder opløses næsten al ligninen, som udgør rundt regnet 40% af træets vægt. Man kan derfor maximalt regne med et udbytte på 60%, ofte under 50%. Selvom energiforbruget er mindre end ved fremstilling af mekanisk masse, er kemisk papirmasse en hel del dyrere. Papir, som fremstilles alene af kemisk masse kaldes træfrit papir, hvilket naturligvis kan misforstås – det er fremstillet af træ, men ligninen er fjernet.

Der er to dominerende processer til cellulosefremstilling, nemlig en basisk (sulfatmetoden) og en sur (sulfitmetoden).

Ved sulfatmetoden behandles træflisen under højt tryk i flere timer med en stærk og op mod 200° C varm opløsning af natriumhydroxid og natriumsulfid. Metoden har sit navn fra, at man benytter natriumsulfat til fremstilling af natriumsulfid. Det er især fyr og birk, der behandles på denne måde. Sulfatcellulose er brun og kan benyttes direkte til papir, som kaldes kraftpapir. Det bruges til emballageformål bl.a. til fremstilling af bølgepap.

Ved sulfitmetoden er kogevæsken en opløsning af calciumbisulfit og svovlsyre. De træsorter, som mest benyttes her, er gran og poppel, men man kan også bruges metoden til behandling af fyrretræ, hvis man forinden har fjernet hovedparten af dets harpiksindhold.

Størstedelen af de kemikalier, der bruges i kogeluden, bliver regenereret, og den opløste lignin afbrændes sammen med knaster, bark og andet træaffald på fabrikkens varmecentral.

Der er andre metoder til fremstilling af cellulose. Enkelte steder i Skandinavien anvendes en såkaldt magnefit-metode, der er en afart af sulfitmetoden. En del træaffald bliver desuden oparbejdet til såkaldt halvkemisk masse ved en kombination af kemisk og mekanisk behandling.

Returfibre

Papiraffald klassificeres efter kvalitet. I Danmark bruges kun de reneste kvaliteter til fremstilling af genbrugspapir. Det drejer sig f.eks. om skæreaffald og makulatur fra trykkerier og samt indsamlet papiraffald fra kontorer. Andre kvaliteter papiraffald (aviser, ugeblade) anvendes til fremstilling af støbepapemballage (f.eks. æggebakker) og billigere typer karton og bølgepap.

Returpapiret slemmes op i vand og papiret rives i stykker i enkeltfibre. Efter opslemning gennemløbes en række mekaniske renseprocesser, de-inking og blegning. Afsværtningsprocessen forløber normalt efter princippet flotation. Trykfarven løsnes her ved hjælp af en kraftig basisk opløsning. Der blæses luft gennem opslemningen, og farvepartiklerne hæfter sig til de dannede luftbobler og stiger til overfladen, hvor de kan fjernes sammen med skummet. Efter afsværtning bleges fibermassen trinvis ved hjælp af hydrogenperoxid, natriumhydroxid, natriumbisulfit, m.v.

Oliebaserede ikke-oxidationstørrende trykfarver, som f.eks. avisfarver, kan let vaskes bort fra papirfibrenes overflade. Oxidationstørrende trykfarver (arkoffset), som sidder på bestrøget papir, fjernes let sammen med bestrygningslaget. Oxidationstørrende farver trykt på ubestrøget papir vil derimod sidde mere fast, specielt hvis tryksagerne er af ældre dato. Afsværtningsprocessen kan generes af lakker og lime fra tryksagerne. Det er absolut nødvendigt at rense fibermassen grundigt for små lak- og limpartikler for at undgå problemer med "stickies", dels på papirmaskinen, dels når trykkeriet senere skal benytte papiret.

Ved oparbejdning af returfibre sker der en beskadigelse af fibrene. Genbrugspapir er derfor generelt mere porøst og mindre stærkt end papir af jomfruelige fibre. Efter 7-10 ganges genbrug er fibrene blevet så beskadigede, at de ikke kan anvendes til papirfabrikation.

Der er gjort store fremskridt mht. genbrugspapirs hvidhed og styrke, men papiret er dog stadig lidt mere gråt og noget svagere end papir af jomfruelige fibre. Hvis genbrugspapir bestryges, kan man opnå en overflade, der ligger meget tæt på jomfrueligt papir. Indsamling og oparbejdning af returpapir er forbundet med væsentlige omkostninger. Der er derfor sjældent noget direkte økonomisk incitament forbundet med at vælge genbrugspapir.

Blegning

Blegning af kemisk masse kan opfattes som en videreførsel af cellulosefabrikationen. Den brune eller gule farve af cellulose skyldes nemlig rester af nedbrudt lignin, som altså skal fjernes.

De traditionelle metoder omfatter blegning med klor, hypoklorit eller klordioxid, der ved kraftig oxidation gør ligninen opløselig i syrer eller baser, men også svækker cellulosen. For at gøre blegningen effektiv gennemføres den i flere trin, som skiftevis omfatter behandling med klor, natriumhydroxid og klordioxid. Mellem trinene vaskes fibermassen med vand.

Der er udviklet en række alternative blegemetoder. Der er f.eks. tale om blegning med en kombination af hydrogenperoxid (brintoverilte) og natriumsilikat eller oxygen (ilt) under højt tryk i en basisk opløsning. I forbindelse med blegningen anvendes nogle hjælpestoffer, f.eks. kompleksbindere (EDTA, DTPA m.fl.) /5/ . Der er også forsøgt blegning med enzymer.

Til blegning af papirtyper mærket med TCF (Totally Chlorine Free) er der ikke anvendt rent klor. Til blegning af papirtyper mærket med ECF (Elementary Chlorine Free) er der anvendt rent klordioxid som blegemiddel. Papir bleget med klordioxid er at foretrække frem for papir bleget med klor, da man herved i et ret stort omfang undgår dannelsen af de mest miljøskadelige organiske klorforbindelser (AOX).

Mekanisk papirmasse indeholder ca. 40% lignin, som ikke lader sig fjerne ved blegning, og som desuden kun er svagt gullig eller grålig i frisk papir. Diverse generende farvede bestanddele af papirmassen kan bleges med hydrogenperoxid (brintoverilte). Det samme gælder for blegning af genbrugsfibre.

Fyldstoffer, bindemidler, limstoffer, farvestoffer, m.v.

Afhængigt af papirtypen indgår der varierende mængder fyldstoffer, bindemidler, limstoffer, farvestoffer og andre materialer i papiret.

Fyldstoffer er finkornede hvide mineralske stoffer, der tilsættes pulpen primært for at forøge papirets opacitet, men de forbedrer også papirets evne til at binde trykfarve og påvirker papirets glathed og evne til at ligge plant. Endvidere kan nogle fyldstoffer give papiret større hvidhed. Fyldstoffer er normalt billigere end fibre, og tilsætningen af fyldstoffer kan derfor også have et økonomisk perspektiv. I trykpapir er det almindeligt med et indhold på 10-20% fyldstof.

Fyldstofferne indgår også enkeltvis eller som blandinger i bestrygningslaget på bestrøgne (coatede papirer). Her udgør de en meget vigtig komponent af det porøse lag, og deres samspil med trykfarve er afgørende for papirernes trykbarhed.

De mest almindelige fyldstoffer er kaolin, fældet kridt, talkum og det meget dækkende (opale) titandioxid, alle mineralske stoffer, der må betragtes som ikke-fornyelige ressourcer. Fyldstofpartiklernes form og størrelse er afgørende for deres egenskaber.

Det klassiske limstof i papir er fyrretræsharpiks. Harpiksen gøres opløselig i vand ved hjælp af natriumhydroxid, og udfældes på papirfibrenes overflade ved fiksering med aluminiumsulfat (alun), som er et surt produkt (lav pH-værdi). Limning med naturharpiks er forbundet med nogle problemer, dels ved at naturharpiks let bliver klæbrigt ved opvarmningen i papirmaskinens tørresektion, dels ved at papiret bliver surt og dermed mindre holdbart. Det sure papir begrænser også brugen af kridt som fyldstof, idet kridt angribes af syre. Set fra et miljøsynspunkt er harpiksen en fornyelig ressource.

I nutidig produktion af finere papirkvaliteter anvendes fortrinsvis neutrallimning (sker med neutral pH-værdi) med syntetiske limstoffer, f.eks. emulsioner af alkenyl ravsyre anhydrid (ASA) og alkylketon dimer (AkD), som er reaktive stoffer, der polymeriserer ved tilsætning af en aktivator. Der findes også et ASA en-komponentsystem.

Ved overfladelimning på et valsesystem, normalt i papirmaskinen, påføres opløsninger af forskellige typer stivelse, polyvinylalkohol, gelatine eller carboxymethylcellulose (CMC).

Bindemidlerne i bestrygningsmasse (coating) omfatter både traditionelle vegetabilske og animalske produkter som stivelse og casein og emulsioner af syntetiske co-polymerer som styren-butadien, butadien-acrylonitril og polyvinylacetat.

De fleste limstoffer og bindemidler i nutidig papirproduktion er fremstillet af ikke-fornyelige ressourcer.

De typer farvestoffer, der sættes til papir afhænger af fibermaterialets art og anvendelsen af papiret. Normalt anvendes syntetiske, opløselige farvestoffer, der fikseres på papirfibrene. Optiske blegemidler, der anvendes som bestanddel af næsten alle bedre trykpapirer, er normalt derivater af stoffet stilben.

Papirfremstilling

På papirfabrikken blandes de valgte fibermaterialer op med vand til en grød kaldet pulp med ca. 1% tørstof. Pulpen males i refinere, hvorved fibrenes egenskaber bliver justeret, så man opnår de ønskede mekaniske og optiske egenskaber i det færdige papir. Pulpen renses omhyggeligt for uønskede partikler. Dernæst tilsættes de ønskede fyldstoffer, lim, farvestoffer og andre additiver.

Den færdigt blandede pulp flyder gennem en slidse ud på papirmaskinen, der i grove træk består af tre sektioner: Vådpartiet, pressepartiet og tørrepartiet.

Papiret dannes i vådpartiet, idet pulpen løber ud på et endeløst net, den såkaldte vire. Her suges størstedelen af vandet fra pulpen, så fibrene danner et meget vådt papirvæv, der føres over til pressepartiet. Her presses yderligere vand ud af papiret ved hjælp af en række valser. Fra pressepartiet føres papirbanen til tørresektionen, hvor den passerer et stort antal opvarmede valser. På vejen gennem papirmaskinen kan der ved hjælp af valser være påført en tynd bestrygning, og papiret kan maskinglittes ved passage af nogle hårdt sammenspændte valser.

På papirmaskinen dannes papiret i en lang bane med en hastighed på mellem 50 og 100 km i timen. Sidst på maskinen rulles papiret op i store ruller.

På papirmaskinen er der kun mulighed for begrænset overfladebehandling i form af glitning og/eller bestrygning, idet papirbanen bevæger sig gennem maskinen med meget høj hastighed.

Derfor foretages disse behandlinger ofte på separate maskiner.

Glittet papir

Glitning kaldes også kalandrering og foretages på en såkaldt super kalander, der består af et antal valser – skiftevis hårde og bløde. Afhængigt af valsernes overfladestruktur kan man gøre papiroverfladen blank eller mat, eller man kan præge mønster i papiroverfladen.

Bestrøget papir (coated)

Bestrygningen foretages ved, at der lægges et porøst lag på papirets overflade. Bestrygningslaget består af en ret stor mængde finkornet hvidt fyldstof og et bindemiddel, oftest en syntetisk plastemulsion. Bestrygningslaget kan have meget varierende tykkelse. Ofte er der tale om flere ganges bestrygning, der desuden kan være glittet i flere grader fra mat til meget blankt.

Klik her, hvis du vil vide mere om indholdsstofferne i bestrygningslaget

Miljøpåvirkninger

Alle trin i produktionen af papir kræver megen energi, både termisk og elektrisk. Den termiske energi produceres i stor udstrækning internt på papirfabrikken som biprodukt til selve produktionen ved afbrænding af affaldsstoffer (træfibre m.m.), medens den elektriske energi produceres eksternt på kraftværker. Fremstilling af energi eksternt medfører afhængigt af produktionsmetode udslip af miljøfremmede stoffer til luft, vand og/eller jord.

Energien, der anvendes ved fremstillingen af papir, er alt efter produktions metode enten en vedvarende ressource (vand, kraft m.v.) eller en ikke vedvarende ressource (atomkraft, kul m.v.)

Klik her, hvis du vil vide mere om miljøbelastningerne ved energiproduktion

Ved masse- og pairfremstilling sker der udslip til vandmiljøet af kemikalierester, fiberrester og slam fra papirfibrene.

En del kemiske stoffer og slam fra fabrikationen af papirmasse og papir nedbrydes ved kemiske processer i rensningsanlæg eller i naturen. Disse nedbrydningsprocesser kræver imidlertid oxygen (ilt), som tages fra vandet og derfor kan medvirker til iltsvind i vandmiljøet.

Desuden vil der ved brug af klor eller klorforbindelser til blegning af papirmasse dannes miljøskadelige organiske klorforbindelser, der risikerer at slippe ud i spildevandet.

Klik her, hvis du vil vide mere om emissioner til vand ved papirfremstilling

Arbejdsmiljøforholdene ved fremstilling af masse og papir med såvel kemiske, termiske og fysiske forhold.

Klik her, hvis du vil vide mere om arbejdsmiljøforholdene ved fremstilling af papir

Råvareforbrug

Fibermaterialet til det papir, der benyttes i Danmark, kommer primært fra skovbrug i de nordiske lande, men der kommer også fibermaterialer fra andre europæiske og oversøiske lande. Desuden anvendes der genbrugsfibre udvundet af papiraffald.

En lille del – formodentlig omkring 10% af hele verdens forbrug af papirfibre – stammer fra områder nær regnskov, hvor der f.eks. dyrkes de hurtigt voksende eukalyptustræer. Der fældes ikke regnskov med henblik på fremstillingen af papirfibre. Det vil altså sige, at det papir, der anvendes i Danmark, ikke er fremstillet af træ, der kommer fra regnskove.

Udnyttelsen af træet afhænger af de metoder, der bruges til defibrering. Mekaniske metoder giver et udbytte på ca. 90%, medens kemiske metoder kun giver et udbytte omkring 50%. Tabet ved produktionen består af lignin, hemicellulose, harpiks og små fiberrester, der i stor udstrækning udnyttes som brændsel i produktionen.

For at spare på træ som råstof, kan vælges mekanisk papirmasse, men da det kræver et langt større forbrug af elektricitet i fabrikationen, taler det samlede regnestykke ikke til fordel for mekanisk papirmasse /1/.

Fyldstoffer, limstoffer, farvestoffer og diverse hjælpestoffer er overvejende udvundet af ikke-fornyelige ressourcer som mineraler og olie.

Proceskemikalier til masse- og papirfabrikation genvindes i stor udstrækning.

Emissioner til vand

Ved masse- og papirfremstilling er der udslip til vandmiljøet af kemikalierester, fiberrester og slam fra papirfibrene og biprodukter fra fabrikationen. De væsentligste forhold er:

Udslip af klorforbindelser (AOX).

Ved brug af klor eller klordioxid til blegning af papirmasse dannes der miljøskadelige organiske klorforbindelser, der risikerer at slippe ud i spildevandet.

Under den biologiske rensning af spildevandet i renseanlæg bliver de ikke nedbrudt fuldstændigt, så en del af stofferne udledes til omgivelserne. Rester af organiske klorforbindelse kan desuden findes i det færdige papir. Ved afbrænding af papir med rester af organiske klorforbindelser risikerer man dannelsen af dioxiner. Mange af disse stoffer er kræftfremkaldende, angriber det genetiske materiale, eller er giftige på anden vis. De organiske klorforbindelser har stor skadevirkning på dyrelivet i vandmiljøet. Mængden af de organiske klorforbindelser måles ved adsorption på aktivt kul i form af AOX-værdier (adsorberbart organisk halogen). Kriterierne for det nordiske miljømærke Svanen udelukker nu helt blegning med klor (klorgas), men ikke med klorforbindelser. Lave grænser for papirfabrikkernes udslip af AOX udgør på grundlag heraf et af kriterierne for tildeling af miljømærket. Kriterierne for "Der Blaue Engel" udelukker helt brugen af klor og klorforbindelser til blegning af papir.

Udslip af stoffer, der fjerner ilt fra vandet (COD).

En del kemiske stoffer og slam fra fabrikationen af papirmasse og papir vil nedbrydes ved kemiske processer i rensningsanlæg eller i naturen. Disse nedbrydningsprocesser kræver imidlertid oxygen (ilt), som tages fra vandet og derfor medvirker til iltsvind. Mængden af stoffer i spildevandet, som nedbrydes på denne måde karakteriseres ved spildevandets COD (chemical oxygen demand). Udslippet medregnes i kriterierne for Svanemærket.

Miljøbelastninger ved produktion af energi

Den energi, der anvendes ved fremstilling af masse og papir, er typisk produceret af enten fossile brændsler, vandkraft, atomkraft eller affaldsstoffer fra fremstillingen af masse- og papir.

Produktion af el med vandkraft belaster ikke som sådan miljøet, men anlæg af vandkraftværker har medført store indgreb i naturen i form af ændringer af vandløb og dannelse af kunstige søer. Det er nærmest umuligt at vurdere konsekvenserne heraf for dyre- og plantelivet eller at afgøre, om det er medvirkende årsag til oversvømmelser.

Produktion af el ved hjælp af atomkraft har været genstand for mange diskussioner. I sig selv er fremstilling af atomenergi en ren og ikke miljøbelastende proces. Der dannes dog radioaktivt affald, hvis bortskaffelse og deponering udgør en stor potentiel risiko i en meget lang fremtid. Der er også megen nervøsitet omkring de risici, som er forbundet med drift af kernekraftværker.

Ved afbrænding af affald kan man udnytte den energi, som er bundet i affaldet og samtidig undgå deponering af affald på lossepladser. Ved afbrændingen dannes der imidlertid CO₂ og varierende mængder miljøskadelige biprodukter samt aske og slagger. Der stilles store tekniske krav til forbrændingsanlæggene med henblik på at minimere miljøbelastende udslip.

Arbejdsmiljø

Det er vanskeligt at sige, om den stærke vækst i elektronisk kommunikation vil medføre en nedgang i papirforbruget. På trods af mange forudsigelser om det papirløse samfund gennem de sidste årtier viser papirforbruget i industrilandene ingen tydelige tegn på afmatning, men det kan naturligvis ændre sig.

I udviklingslandene er papirforbruget pr. indbygger meget lavere end i industrilandene. Hvis u-landenes forbrug pr. indbygger kommer til at stige, bare op til et niveau som de fattigste u-lande, vil der blive problemer med at skaffe råvarer. Imidlertid synes en sådan udvikling ikke at være lige om hjørnet, og det er en almindelig vurdering i de skovrige lande, at der vil være rigeligt med træ inden for en overskuelig årrække.

Papirmasse- og papirfabrikker har i de sidste årtier forbedret deres miljøledelse, så forureningen af miljøet er blevet kraftigt reduceret. International konkurrence på miljøparametre og strengere krav fra myndighederne vil formodentlig yderligere reducere papirindustriens miljøbelastninger.

7. Prepress (Indledning)

Prepress ("før tryk") er, som ordet antyder, betegnelsen for det arbejde, der ligger før selve trykningen, når en tryksag fremstilles. Prepress består traditionelt af layout og repro, som igen består af filmfremstilling og pladefremstilling.

Der er gennem de senere år sket en stor teknologisk udvikling på prepress-området. Digitale arbejdsprocesser har i høj grad erstattet de arbejdsprocesser, der tidligere foregik manuelt: tegning, fotografering, montage, prøvetryk og filmfremkaldelse.

Layout, hvor tryksagens udseende bestemmes, foretages i dag på computer, og processen kaldes dtp - desk top publishing.

Ved den traditionelle tryksagsproces fremstilles herefter film, som derefter overføres til plader, som sættes i trykmaskinen.

Computer-to-plate (CTPlate) er en ny teknik, hvor motivet overføres direkte fra computer til plade, dvs. uden film.

En endnu nyere teknologi er CTPress, hvor teksten overføres fra computer til trykmaskine. Der fremstilles således hverken film eller plader.

En tredie teknologi er CTPaper, hvor tekst overføres fra computer til papir. CTPaper er en anden betegnelse for digital trykning.

Den teknologiske udvikling indenfor prepress betyder, at prepress-området "fylder" mere og mere i de grafiske virksomheder, økonomisk og uddannelsesmæssigt set, da der er tale om større investeringer og ændrede arbejdsgange, som kræver ny viden at håndtere.

Læs mere her:

CTPlate

8. Filmfremstilling

Til traditionel tryksagsfremstilling skal der fremstilles film, som overføres til plader, der sættes i trykmaskinen.

Fremstilling af film og plader på traditionel vis er på mange trykkerier i dag helt eller delvist erstattet af CTPlate og det forventes, at denne udvikling vil fortsætte i de kommende år.

Hvis man anvender computer-to-plate-teknologien (CTPlate), er der ingen filmfremstilling, da tekst og billede overføres direkte fra computeren til pladen.

Miljøpåvirkninger

Fremtidsperspektiver

Væsentlige fakta

Stoffet hydroquinon findes i de fleste filmfremkaldere. Hydroquinon er mistænkt for at kunne give fosterskader, og derfor er det almindelig praksis i branchen, at gravide ikke arbejder med fremkaldere, der indeholder hydroquinon.

Der er fremkaldere uden hydroquinon på markedet, men erfaringerne med anvendelsen er forholdsvis få.

Der bruges en del vand i fremkaldelsesprocessen. Der findes forskellige anlæg, hvor vandet recirkuleres og genbruges, så vandforbruget bliver reduceret.

Det kan være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå algevækst i filmfremkaldermaskinens skyllesektion, især hvis vandet recirkuleres. Nogle algemidler nedbrydes let i naturen, mens andre indeholder stoffer, der er uønskede i naturen (vandmiljøet). Almindelig praksis er, at vand, der har været recirkuleret, ikke ledes til kloak, men opsamles og destrueres.

Produktionsbeskrivelse

Efter at layoutet er udarbejdet på computer, overføres motivet derefter til fotografisk film. Det foretages i dag i de fleste grafiske virksomheder på en imagesetter (fotosætter), som er en maskine, hvor motivet eksponeres (overføres/"udskrives") på film ved hjælp af laserlys.

Først ved fremkaldningsprocessen dannes det synlige billede. Filmen fremkaldes i en fuldautomatisk filmfremkaldermaskine, som består af et fremkalder-bad, et fikser-bad og et skyllevands-bad samt en tørresektion. Filmen trækkes ved hjælp af valser gennem de enkelte bade. Mellem hvert bad sørger afkvætsevalser for, at filmen aftørres, så overslæbet af væsker mellem de enkelte bade begrænses.

Til fremkaldelsen anvendes fotokemikalier; fremkalder og fikser. Fremkalderen indeholder et fremkaldende stof, ofte hydroquinon. Fremkalderen indgår en kemisk proces med de sølvkorn, som sidder på filmens overflade, så disse korn får farve (bliver mørke). Fikserens funktion er at stoppe denne proces, så billedet gøres permanent.

Fikser og filmfremkalder mister effekten efter en vis tid. Fremkalderens effekt nedsættes ved reaktion med luftens ilt (oxidation), og fikseren nedbrydes, når små mængder fremkalder føres med over i fikser-badene. Fremkalderens holdbarhed kan forlænges ved regenerering, hvor der sker en rensning (filtrering) og løbende tilsætning af friske komponenter. Fikserens levetid kan forlænges ved at sikre en god justering af valserne i fremkaldermaskinen, så mindst mulig fremkalder føres over i fikseren, og ved at tilslutte en såkaldt "sølvmine", hvor fikseren løbende renses ved elektrolyse.

Det kan være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå mikroorganismer (alger og bakterier) i filmfremkaldermaskinen, især hvis skyllevandet recirkuleres. I nogle systemer til vandbesparelse anvendes UV-stråling til at forhindre væksten af mikroorganismer. Hyppig rensning af vandkar og fremkaldermaskinen kan hindre væksten, men det medfører et øget vandforbrug.

Til rengøring af maskiner og udstyr anvendes vand og sæbe samt forskellige kemikalier i meget små mængder.

Filmene kan være positive eller negative. I Danmark er positive film mest udbredt til arkoffset-trykning. På en fremkaldt positiv film er det de belyste, dvs. de sorte, områder, der danner motivet.

Hvis motivet er i farver, foretages farveseparation, hvor motivet separeres i de fire farver, som der oftest trykkes med i arkoffset-trykkerier. Farverne er: gul, magenta (rød), cyan (blå) og sort (CMYK-farver).

Der fremstilles én film for hver farve.

Ud fra de separerede film kan man ikke umiddelbart vurdere, hvordan det færdige tryk kommer til at se ud. Derfor laves ofte et prøvetryk, så kunden - og den grafiske virksomhed - kan vurdere resultatet. Der findes flere forskellige systemer til filmprøvetryk, og de kan opdeles i fotografiske og digitale.

Klik her, hvis du vil vide mere om prøvetryk

Hvis filmen ikke er korrekt, kan der foretages manuel retouchering af filmen, men ofte vælges elektronisk retouche med efterfølgende fremstilling af en ny film.

Med en fotosætter kan fremstilles færdigudskudte film. Hvis filmen har et mindre format end trykpladen, monteres filmen med tape på store folier. Dette benævnes arkmontage. Der kan fremstilles korrekturtryk af arkmontagen, før pladen fremstilles. Dette korrekturtryk kaldes blåkopi, fordi trykket er blåligt, og det kan således ikke bruges til kontrol af farverne. Til fremstilling af blåkopi anvendes lysfølsomt papir, ozalid-papir, som fremkaldes med en ammoniak-opløsning. Fremstillingen skal foretages i et lukket system, så ammoniakdampe ikke spredes i produktionslokalet.

Prøvetryk

Matchprint og Cromalin er eksempler på prøvetrykssystemer, hvor der fremstilles fotografiske farvekopier af de færdige separationsfilm. Ved fremstilling af cromalin overtrækkes specialpapir med en lysfølsom og klæbrig hinde, som ved eksponering gennem en af farvesættets fire film mister klæbrigheden dér, hvor lyset rammer. Arket indstøves med farvepulver svarende til filmen, og farven sætter sig i de klæbrige punkter. Herefter overtrækkes arket med endnu en lysfølsom hinde og næste farve pålægges. Når alle fire farver er pålagt, overtrækkes arket med en beskyttende hinde. Til Matchprint anvendes farvede folier og pulveret undgås. Der benyttes en fremkalder til folierne.

Digital trykning, også kaldet CTPaper, kan anvendes til såvel decideret produktion som prøvetryk. Nogle benævner denne form for prøvetryk for elektronisk prøvetryk, fordi et elektronisk system styrer en printer/plotter. Der er forskellige metoder til overføring af farven fra computeren til papiret; xerografi med tør toner, xerografi med våd toner (laserprint), inkjet (med vandbaserede eller opløsningsmiddelbaserede farver) eller digital kopiering.

Også farveprintere anvendes til fremstilling af prøvetryk.

Miljøpåvirkninger

Filmfremstilling af film giver anledning til påvirkninger af miljø og arbejdsmiljø, som beskrives herunder. Imidlertid findes der ikke tilstrækkelig viden til at prioritere de forskellige påvirkninger, så nedenstående tekst fortæller ikke noget om, hvor miljøbelastningen er størst.

Det kan være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå mikroorganismer (alger og bakterier) i filmfremkaldermaskinen, især hvis skyllevandet recirkuleres. Nogle algemidler nedbrydes let i naturen, mens andre indeholder stoffer, der er uønskede i naturen (vandmiljøet). Algemiddel kan have samme effekt i rensningsanlæg og i naturen som i fremkaldermaskinen; det dræber alger, hvilket også går ud over de "gode" alger i vandmiljøet, som kan rense vandet og/eller være føde for andre organismer. Oftest opsamles og destrueres det vand, der har været recirkuleret i stedet for at blive ledt til kloak.

Der bruges en del vand i fremkaldelsesprocessen. Der findes forskellige anlæg, som kan sluttes til filmfremkalderen, hvor vandet recirkuleres og genbruges, så vandforbruget bliver reduceret. De mest simple anlæg består af et kar, hvor skyllevand recirkuleres, renses og genbruges et antal gange. De mere avancerede anlæg er kombineret med reduktion af sølvindholdet ved hjælp af elektrolyse eller ionbytning.

De forskellige anlæg er nærmere beskrevet i /10/.

Ved filmfremstilling opstår følgende affaldstyper: brugte (kasserede) film, brugt fikser, brugt fremkalder, spildevand samt eventuelt brugte filtre fra fremkaldermaskine og vandbehandlingsanlæg.

Brugte (kasserede) film og fikser indeholder sølv. De bør derfor sorteres fra øvrigt affald og afleveres til særlige affaldsbehandlere, så sølvet kan udvindes og genbruges.

Sølv i film og papir udvindes ved, at filmen brændes af, og sølvet findes i asken, hvorfra det oprenses ved elektrolyse. Herefter kan det genbruges.

Sølv i fikseren kan udvindes ved elektrolyse og kemisk fældning.

Brugt filmfremkalder skal sendes til destruktion hos særlige affaldsbehandlere. Hos nogle affaldsbehandlere består destruktionen i, at fremkalderen renses, f.eks. i industrirenseanlæg, og derefter ledes til havet. Fikser, som er afsølvet, kan blandes i fremkalderen og renses sammen med den.

Hvis fotokemikalierne sendes til Kommunekemi, består destruktionen i afbrænding, så vandet fordamper, og metaller m.m. opsamles i asken/slammet, som deponeres.

Brugte filtre destrueres ved afbrænding, enten i almindelige forbrændingsanlæg til blandet brændbart affald eller hos særlige affaldsbehandlere, f.eks. Kommunekemi.

Stoffet hydroquinon findes i de fleste filmfremkaldere. Hydroquinion er mistænkt for at kunne give fosterskader, og det er derfor almindelig praksis i branchen, at gravide ikke arbejder med fremkaldere med hydroquinon.

Filmfremkalderen indeholder basiske væsker, og syrer findes i fikseren samt i nogle midler til rengøring af fremkaldermaskinen.

Klik her, hvis du vil vide mere om indholdsstofferne i de kemikalier, der anvendes ved filmfremstilling

Sølv i skyllevand

I den danske miljølovgivning (spildevandsvejledningen) er der fastsat en maksimal tilladt udledning af sølv på 0,25 mg/liter spildevand /13/.

I kriterierne for det nordiske miljømærke, Svanen, sættes kravet om maksimal udledning af sølv i spildevand i forhold til arealet af fremkaldt film; max. 10 mg sølv pr. m² film /11/.

Virksomheden kan overholde kravet om sølvudledning ved hjælp af forskellige renere teknologier, som beskrives herunder. I kriterierne for Svanen er teknologierne tildelt point efter den miljøbelastning, de vurderes at udgøre, således at lavest point svarer til lavest miljøbelastning.

Teknologien tildeles 1 point i Svanen /11/.

Alternativt kan skyllevandet opsamles, uden først at blive recirkuleret, og sendes til destruktion på Kommunekemi. Der udledes altså ikke skyllevand til kloak, men det kan være en større mængde vand, der skal transporteres. Det er en økonomisk dyr løsning, da virksomheden betaler for såvel forbruget af vand og for destruktionen.

Teknologien tildeles 2 point i Svanen /11/.

Teknologien tildeles 1 point i Svanen /11/.

Hvis virksomheden ikke har indført en af disse renere teknologier, men udleder skyllevandet til kloak, kræver det, hvad man kan kalde "en god husholdningspraksis" at overholde kravet om udledning af sølv. Opkoncentreringen af sølv i fikseren skal kontrolleres. En metode hertil er beskrevet i en pjece fra Miljøkontrollen i København /14/. Metoden går ud på, at man finder sammenhængen mellem overslæb af sølv fra fikserbad til skyllevandsbad og løbende kontrollerer udledningen ved at måle sølvindholdet i fikseren med såkaldte "sølvstrips", som måler g/liter.

Brug af kemikalier

Der anvendes forskellige kemikalier til filmfremstillingen. Brugen af kemikalier vil altid have en påvirkning af arbejdsmiljøet. Påvirkningen kan man begrænse væsentligt ved at håndtere kemikalierne med omtanke, dvs. holde beholdere lukket, tørre spild op straks og anvende egnede personlige værnemidler som handsker.

Et led i processen, hvor god håndtering af kemikalier er særlig vigtig, er blanding af fotokemi. Tidligere kunne man udelukkende få fotokemikalierne leveret i dunke, enten brugsklar men oftest til videre opblanding med vand. Indenfor de senere år er der udviklet pulverbaserede fotokemikalier, hvilket betyder mindre emballagemængde og mindsket transport både hen til virksomheden og internt i virksomheden. Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at ved blanding af de pulverbaserede fotokemikalier skal pulveret tilsættes vand for at undgå støv fra kemikaliepulveret.

Indholdsstoffer

Hydroquinon

Hydroquinon findes i de fleste filmfremkaldere, hvor det er selve fremkalderstoffet. Hydroquinon kan virke stærkt irriterende på hud og øjne. Ved stuetemperatur er hydroquinon et fast stof, men der kan være små vandbårne partikler (aerosoler) i luften f.eks. ved kemikalieblanding, påfyldning og aftapning samt ved rengøring af fremkaldermaskine. Direkte hudkontakt med hydroquinon kan give eksem og permanent blegning af huden. For at mindske udsættelsen for hydroquinon skal man derfor anvende handsker ved håndtering af filmfremkalderen og sikre god udsugning.

Dyreforsøg tyder på, at hydroquinon er kræftfremkaldende. Bakterie- og celleforsøg har vist, at hydroquinon kan ændre arveanlæggene, samt at det i store doser kan påvirke formeringsevnen hos dyr. Gravide kvinder bør derfor ikke arbejde med filmfremkaldere med hydroquinon, men det er også vigtigt at være opmærksom på håndtering af fremkalderen, hvis man påtænker at blive gravid.

Baser

Fremkalderen indeholder stærke baser, som kan give hudirritation og alvorlige øjenskader i tilfælde af kontakt. Derfor skal man undgå direkte kontakt med filmfremkalderen ved at bruge handsker og briller ved håndtering af fremkalderen.

Syrer

Til grundig rengøring af fremkaldermaskinen kan bruges stærke syrer. Desuden indeholder fikseren syrer (eddikesyre og borsyre) til regulering af pH-værdien. Syrer virker irriterende eller ætsende, og man skal undgå direkte kontakt ved at bruge handsker og briller ved håndtering. Også her er god ventilation vigtig for at mindske påvirkningen af arbejdsmiljøet under brug og håndtering af kemikalierne.

Fremtidsperspektiver

Der er i det seneste årti foregået en stor teknologisk udvikling indenfor prepress på det elektroniske område, både hvad angår computer- og scannerteknologi.

Der er udviklet såkaldt kemikaliefri film eller "termofilm". Filmen belyses med laserstråle, som frembringer sværtning (fremkaldelse) af områder med motiv.

Udbredelsen af de kemikaliefrie film må dog betegnes som at være "overhalet indenom" af CTP, computer-to-plate-teknologien, hvor man både undgår filmkemikalier og film, da originalmotivet via computer overføres direkte til trykpladen. Det skal dog bemærkes, at der er andre miljøpåvirkninger, som knytter sig til anvendelse af CTPlate.

Klik her, hvis du vil vide mere om CTPlate

Ved anvendelse af de nyere teknologier CTPress (computer-to-press) og CTPaper (computer-to-paper) er der ingen filmfremstilling.

Også på kemikalieområdet foregår der en udvikling. F.eks. er der udviklet en fremkalder uden hydroquinon baseret på ascorbinsyrederivater. Den er dyrere end almindelige fremkaldere med hydroquinon pga. større produktionsomkostninger, men er til gengæld mere "drøj" i brug. Nogle virksomheder er meget tilfredse med fremkalderen; på enkelte virksomheder har man set problemer i forhold til udstyret (valser mv.) afhængig af valsetyper og brugsmønstre /7/.

9. Pladefremstilling

Ved den traditionelle trykproces skal der efter layout og filmfremstilling fremstilles plader, som sættes i trykmaskinen. Der fremstilles én plade for hver farve, der skal trykkes med.

Til langt størstedelen af arkoffset trykning anvendes aluminiumsplader belagt med en tynd hinde af lysfølsom emulsion. Plader til vandfri offset er belagt med silikone ovenpå emulsionen.

Fremstilling af film og plader på traditionel vis er på mange trykkerier i dag helt eller delvist erstattet af CTP, og det forventes, at denne udvikling vil fortsætte i de kommende år.

Læs mere her:

Fremtidsperspektiver

Væsentlige fakta

Der bruges vand, pladefremkalder og energi i fremkaldelsesprocessen. Der findes forskellige anlæg, der kan tilsluttes pladefremkaldermaskinen, hvor henholdsvis vand og pladefremkalder recirkuleres, renses og genbruges, så forbruget bliver reduceret.

Nyere fremkaldermaskiner har automatisk styring, så der kun bruges vand, når der skal fremkaldes en plade i modsætning til "gamle" fremkaldermaskiner, hvor der var en konstant gennemstrømning af vand, bl.a. af hensyn til køling af maskinen.

Det er oftest nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå algevækst i pladefremkaldermaskinen, især hvis vandet recirkuleres. Nogle algemidler nedbrydes let i naturen, mens andre indeholder stoffer, der er uønskede i naturen (vandmiljøet). Almindelig praksis er, at vand, der har været recirkuleret, ikke ledes til kloak, men opsamles og destrueres pga. indholdet af algemiddel.

Produktionsbeskrivelse

Der fremstilles én plade for hver farve, der skal trykkes med.

Pladerne fremstilles ved at kontaktkopiere en udskudt filmmontage over på en lysfølsom plade. Det foregår i en kopiramme (kopiboks), hvor filmen belyses (eksponeres) med UV-lys, hvorefter pladen fremkaldes.

Fremkaldelsen er forskellig, alt efter om pladen skal anvendes til trykning i den traditionelle vådoffset eller i vandfri offset.

Klik her, hvis du vil vide mere om plader til vådoffset

Klik her, hvis du vil vide mere om plader til vandfri offset

Positive plader, dvs. plader der belyses med positive film, er de mest udbredte i ark offset-trykning, fordi det er mest praktisk at anvende til flerfarve-arbejde, da montage og udskydninger er baseret på positive film. Normalt holder pladerne til ca. 200.000 tryk, men hvis de hærdes ("bages") ved en relativt høj temperatur, kan de holde til det dobbelte antal /15/.

Der findes også negative offsetplader, men de anvendes hovedsageligt ved avisrotation og kun sjældent i arkoffset, og er derfor ikke omtalt nærmere her.

Vådoffset

Til langt størstedelen (anslået ca. 90% /16/) af professionel vådoffset anvendes monometalplader, som består af en aluminiumsplade belagt med en tynd hinde af lysfølsom emulsion.

Når en positiv film kopieres til en vådoffset plade, rammer lyset gennem de lyse/"hvide" områder ned på pladen, hvorved den lysfølsomme hinde nedbrydes. Ved fremkaldelse af pladen udvaskes den uhærdede, eksponerede hinde. De mørke, ikke-belyste områder på pladen er pladens farvebærende lag og er i trykprocessen dér, hvor farven vil sætte sig og dermed afgive farve på papiret; dvs. danne motivet.

Fremkaldelse af pladen sker i fuldautomatiske pladefremkaldermaskiner. Der sprayes pladefremkalder på pladen, som derpå bearbejdes mekanisk med roterende børster for at fjerne den uhærdede hinde, skylles med vand, gummieres med et gummieringsmiddel og tørres i en tørresektion. Imellem hvert af disse procestrin passerer pladen mellem valser/rakler og kvætses, dvs. fremkalder eller vand klemmes væk fra pladen. Overskydende fremkalder føres retur til fremkaldersektionen.

De fleste kommunale tilsynsmyndigheder tillader, at skyllevandet ledes urenset til kloak, fordi det ikke indeholder skadelige stoffer.

Vandforbruget kan reduceres væsentligt ved at tilslutte et vandspareranlæg til pladefremkaldermaskinen. I anlægget bliver vandet renset med filtre og recirkuleret (genbrugt). Det kan være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå vækst af mikroorganismer, men i nogle systemer til vandbesparelse hindres væksten ved brug af UV-stråler. Hyppig rensning af vandkar og fremkaldermaskinen kan hindre væksten, men det medfører et øget vandforbrug.

Fremkalder til positive vådoffset plader er en vandbaseret, svagt basisk opløsning; typisk en 5-10% ikke-fordampende, vandig silikatopløsning, som består af vand, alkalisalte, uorganiske baser m.m.

Pladefremkalderen mister effekten efter en vis tid pga. reaktion med luftens ilt (oxidation). Fremkalderens holdbarhed kan forlænges ved regenerering, hvor der sker en løbende tilsætning af friske komponenter.

Hvis der er fejl på pladen, kan der foretages manuel retouch med korrekturvæske (retouchmiddel). Hvis det er en større fejl, skal der eventuelt fremstilles en ny plade og eventuelt først en ny film.

Efter endt brug sælges pladen til aluminium-genindvinding eller arkiveres på virksomheden til brug for senere genoptryk. Før arkivering vaskes pladen af med pladerens og "konserveres" ved, at den med en svamp påføres gummieringsmiddel, som hindrer oxidation ("udtørring") af pladen.

Vandfri offset

Plader til trykning i vandfri offset er aluminiumsplader belagt med en lysfølsom emulsion af fotopolymer og øverst et lag silikone samt en tynd beskyttelsesfilm.

Når positive plader til vandfri offset belyses med UV-stråler, trænger lyset gennem de ikke-motivbærende områder af filmen og gennem det øverste lag af silikone ned på pladens fotopolymerlag. Fremkaldelse af pladen sker i lukkede fremkaldermaskiner ved hjælp af en fremkalder, roterende børster og skylning med vand. Under fremkaldelsen fjernes silikonelaget i de ubelyste (trykbærende) områder. På den færdige plade er der således silikonehinde på de trykfarveafvisende områder, mens det fritlagte polymerlag danner de trykbærende områder.

Fremkalder til positive vandfri offsetplader består typisk af en forbehandlingsvæske med alkohol (90% polypropylenglykol og 10% 1-butoxy-2-propanol) samt en efterbehandlingsvæske med 10-30% vandig opløsning af diethylenglykoldirivater /17/. Forbehandlingsvæsken er lavt-flygtig og har lav MAL-kode (0-1), og efterbehandlingsvæsken vurderes af leverandøren til ikke at være omfattet af mærkningsreglerne.

Der kan foretages korrektur ved at påføre silikone, som er opløst i flygtige organiske opløsningsmidler, på de steder, hvor trykbilledet skal fjernes.

Pladerne gummieres ikke før arkivering. Pladeproducenten har udviklet et produkt til beskyttelse af pladerne, men det anvendes ikke i de danske trykkerier med vandfri offset; praksis er blot at rense pladerne og lægge et beskyttelsespapir på, før de arkiveres /17/.

Vandfri offset plader kan ligesom plader til vådoffset omsmeltes og aluminiumet genbruges.

Miljøpåvirkninger

Fremstilling af plader giver anledning til påvirkninger af miljø og arbejdsmiljø, som beskrives herunder. Imidlertid findes der ikke tilstrækkelig viden til at prioritere de forskellige påvirkninger, så nedenstående tekst fortæller ikke noget om, hvor miljøbelastningen er størst.

Når pladen skylles som en del af fremkaldeprocessen, kan små rester af kemikalier ende i skyllevandet - for vådoffset plader drejer det sig om pladefremkalder, fotoemulsion og gummieringsmiddel; for vandfri offset plader er det pladefremkalder og silikonerester, som dog kan fjernes med filter. "Overslæb" af kemikalier til skyllevandet kan begrænses ved bl.a. god vedligeholdelse og justering af valser i fremkaldermaskinen.

Der er foretaget en grundig vurdering af stoffer, som udledes til spildevand. Kemikalier til positive vådoffset plader vurderes således: emulsion tildeles laveste miljøfarlighedsscore (Cp), fremkalder og gummieringsmiddel tildeles mellemste score (Bp), fordi de kan indholde overfladeaktive stoffer (detergenter), og korrekturmiddel tildeles ligeledes scoren Bp. Kemikalier til vandfri offset er ikke vurderet i rapporten /16/.

I praksis er mængderne af kemikalierester i skyllevandet så små, at der generelt ikke stilles krav fra de kommunale miljømyndigheders side om opsamling af skyllevandet til destruktion.

Tilsvarende stilles der ikke krav vedrørende udledning af spildevand fra fremstilling af almindelige, ikke-sølvholdige offsetplader i kriterierne for det nordiske miljømærke, Svanen /11/.

Det kan være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå mikroorganismer (alger og bakterier) i pladefremkaldermaskinen, især hvis vandet recirkuleres. Nogle algemidler nedbrydes let i naturen, mens andre indeholder stoffer, der er uønskede i naturen (vandmiljøet). Algemiddel kan have samme effekt i rensningsanlæg og i naturen som i fremkaldermaskinen; det dræber alger, hvilket også går ud over de "gode" alger i vandmiljøet, som kan rense vandet og/eller være føde for andre organismer.Oftest opsamles og destrueres det vand, der har været recirkuleret, i stedet for at blive ledt til kloak.

Ved fremstilling af plader opstår følgende affald: brugte (kasserede) plader, brugt pladefremkalder samt eventuelt brugte filtre fra fremkaldermaskine og vandspareranlæg.

De fleste arkoffset-plader består af aluminum, som er et værdifuldt metal med mange anvendelsesmuligheder. Aluminium udvindes af mineralet bauxit, hvilket er en meget energikrævende proces. Pladerne bør derfor afleveres til særlige affaldsbehandlere (produkthandlere), som sælger pladerne videre til aluminiumssmelteværker i Danmark eller udlandet, hvor pladerne omsmeltes, så aluminiumet kan genbruges. Selvom omsmeltningen er energikrævende, fordi aluminium først smelter ved 660° C, kræver omsmeltningen kun ca. 5 % af den energi, der går til at fremstille nyt aluminium ud fra bauxit /19/.

Brugt pladefremkalder og eventuelle rester af andre kemikalier, som gummieringsmiddel, skal sendes til destruktion hos særlig affaldsbehandler. Hos nogle affaldsbehandlere består destruktionen i, at fremkalderen renses, f.eks. i industrirenseanlæg, og derefter ledes til havet. Hvis fotokemikalierne sendes til Kommunekemi, består destruktionen i afbrænding, så vandet fordamper, og metaller m.m. opsamles i asken/slammet, som deponeres.

Brugte filtre destrueres ved afbrænding, enten i almindelige forbrændingsanlæg til blandet brændbart affald eller hos særlige affaldsbehandlere, f.eks. Kommunekemi.

Der anvendes forskellige kemikalier ved pladefremkaldelsen. Brugen af kemikalier vil altid have en påvirkning af arbejdsmiljøet. Påvirkningen kan begrænses væsentligt ved at håndtere kemikalierne med omtanke, dvs. holde beholdere lukket, tørre spild op straks og anvende egnede personlige værnemidler som handsker.

Klik her, hvis du vil vide mere om brug af kemikalier

Brug af kemikalier

Et led i processen, hvor god håndtering af kemikalier er særlig vigtig, er blanding af fotokemi. Tidligere kunne man udelukkende få fotokemikalierne leveret i dunke, enten brugsklar men oftest til videre opblanding med vand. Indenfor de senere år er der udviklet pulverbaserede pladefremkaldere, hvilket betyder mindre emballagemængde og mindsket transport både hen til virksomheden og internt i virksomheden. Miljømæssigt er det dog værd at bemærke, at mange af de pulverbaserede kemikalier kun er mulige at fremstille som en opløsning, som herefter tørres ved inddampning, som er en energiforbrugende proces /20/. Det betyder også, at pulverbaserede kemikalier ofte er dyrere end de væskebaserede, og pulverbaserede pladefremkaldere er da heller ikke særlig udbredte i de grafiske virksomheder.

Retouchemidler er de "skrappeste" kemikalier, der anvendes ved pladefremstilling. Flydende retouche, der påføres med pensel, bør undgås, da nogle af produkterne har meget høj MAL-kode (5-6), indeholder reproduktionsskadende stoffer og er mærket "Giftig". Retouchemiddel anvendes dog kun begrænset og flydende retouche er i vid udstrækning erstattet af pennetucher med retouchemiddel (for vandfri offsets vedkommende små tuber), hvorved påvirkningen af arbejdsmiljøet er væsentligt reduceret.

Retouchmidlerne til henholdsvis positive vådoffset plader og positive vandfri offset plader adskiller sig ikke meget fra hinanden med hensyn til påvirkningen af arbejdsmiljøet. Retouchemiddel til positive vådoffset plader kan indeholde uorganiske syrer (feks. fosforsyre), flygtige organiske opløsningsmidler (feks. acetone), vand og additiver (f.eks. siliciumdioxid) /16/. Retouchemiddel til positive vandfri offset plader består af silikone, som er opløst i flygtige organiske opløsningsmidler. Produktet har typisk en høj MAL-kode (5-3) og indeholder op til 5% tetrahydrofuran, som er stærkt lokalirriterende, meget flygtig og brandfarlig.

Til negative plader, som kun anvendes meget begrænset i arkoffset-trykning, anvendes mere skadelige kemikalier. Retouchemiddel til negative vådoffset plader indeholder flussyre, som er en vandig fortynding af det stærkt ætsende hydrogenflourid /16/. Også fremkalderen til negative vådoffset plader er "skrappere" end fremkalderen til positive plader, da den indeholder svovlforbindelser (sulfonater) og flygtige organiske opløsningsmidler (alkohol).

Fremtidsperspektiver

Der har i det seneste årti foregået en stor teknologisk udvikling indenfor prepress. Mange grafiske virksomheder investerer i disse år i CTPlate (computer-to-plate) udstyr, der afløser den traditionelle pladefremkaldelse. Det skal bemærkes, at der er andre miljøpåvirkninger knyttet til CTPlate.

Klik her, hvis du vil vide mere om CTPlate

10. CTPlate

Computer-to-plate, CTPlate, er en ny teknologi, der kan erstatte filmfremstilling og den traditionelle pladefremstilling. CTPlate indebærer, at teksten overføres direkte fra computer til plade, så film undgås.

CTPlate indføres i flere og flere danske trykkerier. Såvel plader til trykning i vådoffset som vandfri offset, populært kaldet tøroffset, kan fremstilles ved brug af CTP-teknikken.

Der er flere forskellige pladetyper og deraf følgende forskelle i fremstilling af pladen med belysningsmetode og eventuel fremkaldelse. Området er i konstant udvikling.

Fremtidsperspektiver

Væsentlige fakta

Der bruges vand, pladefremkalder og energi i fremkaldelsesprocessen. Der findes forskellige anlæg, der kan tilsluttes pladefremkaldermaskinen, hvor henholdsvis vand og pladefremkalder recirkuleres, renses og genbruges, så forbruget bliver reduceret.

Nyere fremkaldermaskiner har automatisk styring, så der kun bruges vand, når der skal fremkaldes en plade i modsætning til "gamle" fremkaldermaskiner, hvor der var en konstant gennemstrømning af vand, bl.a. af hensyn til køling af maskinen.

Hvis der anvendes pladetyper, der skal fremkaldes på traditionel vis med kemikalier og vand, kan det være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå algevækst i pladefremkaldermaskinen, især hvis vandet recirkuleres. Nogle algemidler nedbrydes let i naturen, mens andre indeholder stoffer, der er uønskede i naturen (vand-miljøet). Almindelig praksis er, at vand, der har været recirkuleret, ikke ledes til kloak, men opsamles og destrueres.

Hvis der anvendes sølvhalid plader, skal man være opmærksom på sølvindhold i affaldet: skyllevand, brugte kemikalier og kasserede plader.

Da sølvforbindelser er skadelige for miljøet, er der i miljølovgivningen med spildevandsvejledningen angivet en maksimalt tilladt udledning af sølv til kloak på 0,25 mg/liter. Virksomheden kan f.eks. overholde kravet ved hjælp af forskellige renere teknologier.

Fremkalderen indeholder hydroquinon, som er mistænkt for at kunne give fosterskader, og derfor er det almindelig praksis i branchen, at gravide ikke arbejder med fremkaldere, der indeholder hydroquinon.

Produktionsbeskrivelse

Fremstilling af en tryksag starter med layout. Hvis man anvender CTP-teknologien overføres motivet direkte fra computer til plader uden brug af fotografisk film.

Der findes flere forskellige typer plader til CTP-teknologien, og området er i konstant udvikling. Sølvhalid, fotopolymerplader og termoplader er de mest kendte og anvendte typer, men der findes også andre pladetyper som OPC-plader, inkjet plader og hybridplader.

Pladerne til CTP betegnes digitale plader og kan inddeles i optiske og termiske plader. Optiske plader, f.eks. sølvhalid og fotopolymerplader, er følsomme overfor synligt lys, mens termiske plader (termoplader) kan håndteres i dagslys.

Fotopolymerplader er negative plader. Sølvhalid og termoplader findes både som positive og negative plader, men ligesom ved traditionel pladefremstilling er positive CTP-plader de mest anvendte til arkoffset-trykning i Danmark. Princippet i positive plader er, at de belyste (eksponerede) områder af pladen udvaskes ved fremkaldelse af pladen, og de ikke-belyste områder på pladen er i trykprocessen dér, hvor farven vil sætte sig og dermed afgive farve på papiret; dvs. danne motivet.

Klik her, hvis du vil vide mere om de forskellige pladetyper

De fleste CTP-anlæg, også kaldet platesettere, består i princippet af en lasereksponeringsenhed og en fremkaldermaskine. I laser-eksponeringsenheder belyses pladen med IR-stråler, UV-stråler eller synligt lys, afhængig af pladetypen. Efterfølgende fremkaldes plader. Der findes dog sølvhalidplader og termoplader også som "procesfri" typer, som efter belysning sættes direkte i trykmaskinen uden at blive fremkaldt.

Fremkaldelsen foregår ved, at pladen køres gennem fremkaldebadet, samtidig med at den bearbejdes mekanisk med roterende børster for at fjerne den uhærdede hinde, derpå skylles den med vand, gummieres med et gummieringsmiddel og tørres i en tørresektion. Imellem hvert af disse procestrin passerer pladen mellem valser/rakler og kvætses, dvs. fremkalder eller vand klemmes væk fra pladen. Overskydende fremkalder føres retur til fremkalderreservoir.

Pladefremkalderen mister effekten efter en vis tid pga. reaktion med luftens ilt (oxidation). Fremkalderens holdbarhed kan forlænges ved regenerering, hvor der sker en løbende tilsætning af friske komponenter.

Skyllevandet kan, efter tilladelse fra den kommunale tilsynsmyndighed, ledes til kloak. Der findes vandspareranlæg, som kan sluttes til pladefremkalderen, hvor vandet recirkuleres, renses med filtre og genbruges, så vandforbruget bliver reduceret. Det kan være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå vækst af mikroorganismer, men i nogle systemer hindres vækst ved brug af UV-stråler. Hyppig rensning af vandkar og fremkaldermaskine kan hindre væksten, men det medfører et øget vandforbrug.

I forhold til traditionelle plader er der sjældent fejl i form af støv og andre urenheder på CTP-plader, fordi der ikke foregår en egentlig kopiering. Der findes korrekturmidler til manuel korrektur på CTP-plader, men det er ikke så enkelt, så hvis der forekommer fejl i pladen, vælger man ofte at fremstille en ny plade.

Efter endt brug sælges pladen til aluminiumsgenindvinding eller arkiveres på virksomheden til senere genoptryk. Før arkivering vaskes pladen af med pladerens og "konserveres" ved, at den med en svamp påføres gummieringsmiddel, som hindrer oxidation ("udtørring") af pladen.

Pladetyper

Sølvhalid plader

Sølvhalid plader kaldes også sølvbaserede plader eller sølvdiffusionsplader. Pladen består af aluminium belagt med et lag sølvkim, et barrierelag og øverst et lag emulsion, som består af sølvhalid-partikler i gelantine. Efter belysning trænger sølvhalid partikler i emulsionslaget ned til sølvkimlaget og omdannes til rent sølv. Pladen påføres fremkalder, behandles med finisher og derpå fjernes emulsionslag, barrierelag og ikke eksponerede arealer af sølvkimlaget med varmt vand /7/.

Sølvhalidpladerne er udbredt på det danske marked, men på vej til at blive afløst af fotopolymerplader og termoplader, som ikke indeholder sølv /8/. Pladernes høje lysfølsomhed betyder, at der kræves langt mindre energi til belysning i forhold til andre plader, men lysfølsomheden betyder også, at de ikke kan håndteres i dagslys. Ved at vælge pladetyper uden sølv undgår man desuden at skulle håndtere sølvholdigt affald (spildevand, plader og fotokemikalier).

Fotopolymerplader

Fotopolymerplader er den mest anvendte type CTP-plade i verden og stærkt på vej til, sammen med termoplader, at fortrænge sølvhalidpladerne fra det danske marked /8/. Pladerne består af aluminium belagt med en hinde af fotopolymer og et beskyttelseslag af polyvinylacetat, der beskytter pladen mod luftens ilt. Pladerne er negative, og belysningen starter en polymerisation i de områder, der bliver motivbærende. Efter belysning "fremkaldes" (udvaskes) pladerne i en vandig alkalisk fremkalderopløsning, renses og gummieres. Pladerne kan efter fremkaldelsen hærdes ("indbrændes" eller "bages") for at opnå større slidstyrke til tryk i meget store oplag.

Termoplader

Termoplader er på vej ind på markedet og anses, på linie med fotopolymerplader, at være fremtidens CTP-pladeteknik /8/. De typiske termoplader er aluminiumplader påført lag af varmefølsom emulsion og eventuelt beskyttelseslag. Der findes også termoplader af polyester, men de vurderes at være på vej ud af markedet, efterhånden som de mere holdbare aluminiumsplader er blevet billigere /9/. Der findes flere forskellige typer termoplader, afhængig af laser og maskinkonstruktion (intern eller ekstern tromle princip), som dog ikke beskrives nærmere her. Fælles for termopladerne er, at de eksponeres med varme fra en IR-laser.

De termoplader, der i dag er på markedet til kommerciel brug, skal fremkaldes, men der findes typer, som er "procesfri", det vil sige, at de fremkaldes uden kemikalier. De områder af pladen, som ikke skal danne motivet og derfor ikke hærder ved belysningen, kan blæses af som silikonestøv. Pladetypen anvendes p.t. kun til små oplag.

Andre pladetyper

OPC-plader (organiske fotokonduktorer) anvendes stort set ikke mere i Danmark; de har været anvendt på enkelte danske avistrykkerier, men er på vej ud /7/ /8/.

Inkjet plader anvendes kun begrænset til små oplag /8/.

Der er gennem årene udviklet forskellige hybridplader som kombinationer mellem pladetyperne (sølvhalid og fotopolymer, sølvhalid og termo, fotopolymer og termo), men de anvendes stort set ikke kommercielt.

Miljøpåvirkninger

Fremstilling af CTP-plader giver anledning til påvirkninger af miljø og arbejdsmiljø, som beskrives herunder. Imidlertid findes der ikke tilstrækkelig viden til at prioritere de forskellige påvirkninger, så nedenstående tekst fortæller ikke noget om, hvor miljøbelastningen er størst.

Når pladen skylles som en del af fremkaldeprocessen, kan små rester af pladefremkalder, fotoemulsion og gummieringsmiddel ende i skyllevandet. "Overslæb" af kemikalier til skyllevandet kan begrænses ved bl.a. god vedligeholdelse og justering af valser i fremkaldermaskinen.

I praksis er mængderne af kemikalierester i skyllevandet så små, at der generelt ikke stilles krav fra miljømyndighedernes side om opsamling af skyllevandet til destruktion.

Hvis der anvendes sølvhalidplader, vil der være små mængder af sølv i skyllevandet. Da sølvforbindelser er skadelige for miljøet, er der i miljølovgivningen med spildevandsvejledningen angivet en maksimalt tilladt udledning af sølv til kloak på 0,25 mg/liter /13/.

I kriterierne for det nordiske miljømærke, Svanen, sættes kravet om maksimal udledning af sølv i spildevand i forhold til areal af fremkaldt plade, max. 10 mg sølv pr. m² plade /11/.

Virksomheden kan f.eks. overholde kravet ved hjælp af én af følgende renere teknologier:

Det kan være nødvendigt at tilsætte algemiddel for at undgå vækst af mikroorganismer (alger og bakterier) i pladefremkaldermaskinen, især hvis vandet recirkuleres. Nogle algemidler nedbrydes let i naturen, mens andre indeholder stoffer, der er uønskede i naturen (vandmiljøet). Algemiddel kan have samme effekt i rensningsanlæg og i naturen som i filmfremkalderen; det dræber alger, hvilket også går ud over de "gode" alger i vandmiljøet, som kan rense vandet og/eller være føde for andre organismer. Oftest opsamles og destrueres det vand, der har været recirkuleret, i stedet for at blive ledt til kloak.

Ved fremstilling af CTP-plader opstår følgende affald: brugte (kasserede) plader og brugte lasere.

For de pladetyper der skal fremkaldes, hvilket gælder stort set alle dem, der p.t. anvendes kommercielt, opstår desuden brugt pladefremkalder, spildevand samt eventuelle brugte filtre fra fremkaldermaskine og vandbehandlingsanlæg.

De fleste CTP-plader består af aluminum, som er et værdifuldt metal med mange anvendelsesmuligheder. Aluminium udvides af mineralet bauxit, hvilket er en meget energikrævende proces. Pladerne bør derfor afleveres til særlige affaldsbehandlere (produkthandlere), som sælger pladerne videre til aluminiumssmelteværker i Danmark eller udlandet, hvor pladerne omsmeltes, så aluminiumet kan genbruges. Selvom omsmeltningen er energikrævende, fordi aluminium først smelter ved 660° C, kræver omsmeltningen kun ca. 5% af den energi, der går til at fremstille nyt aluminium ud fra bauxit /19/.

Indholdet af sølv i fremkaldte sølvhalid plader er så lavt (max. 1 g sølv pr. m² plade /6/), at affaldsmodtagerne genvinder dem ligesom plader uden sølv.

Hvis der anvendes polyesterplader, afleveres de til destruktion og forbrændes hos særlige affaldsbehandlere, f.eks. Kommunekemi.

Brugt pladefremkalder og eventuelle rester af andre kemikalier, som gummieringsmiddel, skal sendes til destruktion hos særlig affaldsbehandler. Hos nogle affaldsbehandlere består destruktionen i, at fremkalderen renses, f.eks. i industrirenseanlæg, og derefter ledes til havet. Hvis fremkalderen sendes til Kommunekemi, består destruktionen i afbrænding, så vandet fordamper, og metaller m.m. opsamles i asken/slammet, som deponeres.

Brugte filtre destrueres ved afbrænding, enten i almindelige forbrændingsanlæg til blandet brændbart affald eller hos særlige affaldsbehandlere, f.eks. Kommunekemi.

Fremtidsperspektiver

Der har i det seneste årti foregået en stor teknologisk udvikling indenfor prepress. Mange grafiske virksomheder investerer i disse år i CTP (computer-to-plate)-anlæg.

Også indenfor CTP-teknikken foregår der en konstant udvikling af nye pladetyper, lasere m.v. Således anses trykplader med sølvbaserede kopihinder (sølvhalidplader) for at være "et skridt på vejen" og forventes at forsvinde i løbet af få år, idet de erstattes af fotopolymere kopihinder med ekstremt høj lysfølsomhed sammenlignet med traditionelle diazo-eller fotopolymere offsetplader. Termoplader spås en stor markedsandel, da de kan håndteres i dagslys og måske i fremtiden ikke kræver fremkaldelse.

Der er indenfor de seneste år også udviklet et CTP-system, hvor traditionelle offsetplader belyses med UV-stråler; en teknologi der endnu er på udviklingsstadiet.

Det formodes, at fremstilling af plader til tøroffset ved brug af CTP-teknikken vil vinde frem.

Det er dog værd at hæfte sig ved, at det måske viser det sig, at ikke bare traditionelle film og plader, men også CTP-plader indenfor en overskuelig fremtid er overflødige pga. udviklingen af Computer-to-press (CTPress) teknikken.

11. Trykning (Indledning)

Arkoffset-trykning bygger på det princip, at vand og olie skyr hinanden. Til brug for trykningen anvendes en trykplade med den egenskab, at visse områder af pladen skyr vand og tiltrækker olien (kaldet de farvebærende områder), mens andre områder skyr olie (kaldet de vandbærende områder).

Trykmaskiner er opbygget med et antal trykværker. I hvert trykværk opspændes en plade. Der findes trykmaskiner med 1, 2, 4, 5, 6, 8 og 10 trykværker, hvor papirarket føres fra trykværk til trykværk, så der kan trykkes med op til 10 nuancer i én arbejdsgang. Trykmaskiner, der kan trykke i to eller fire farver, er stadig mest udbredt i de danske arkoffset-trykkerier. En 4-farve trykmaskine kan trykke med de fire standardfarver, kaldet CMYK- eller Europa-farver, som alle nuancer kan dannes ud fra. På grund af trykfarvens evne til at sætte sig hurtigt på papiret, er det muligt at trykke "vådt i vådt".

Trykket kan eventuelt beskyttes med en overtrykslak, som kan påføres i et trykværk i trykmaskinen.

I trykmaskinen fordeles vand på trykpladen ved hjælp af valser. Vandet - som benævnes fugtevand, fordi det fugter pladen - er tilsat forskellige fugtevandstilsætninger (koncentrater), der skal sikre kemisk balance mellem vand og farve. Nogle af tilsætningerne regulerer vandets surhedsgrad (pH-værdi), mens alkohol kan tilsættes for at nedsætte vandets overfladespænding.

Derefter påføres pladen trykfarve. Farven er meget tyk, og et antal valser sikrer, at farven fordeles jævnt på pladen. Da trykfarven er oliebaseret, lægger den sig på de steder, hvor pladen skyr vandet, og sådan dannes motivet. Trykfarver til offset kan være baseret på mineralske eller vegetabilske olier.

Når farven skal afsættes (engelsk: offset) til papiret, sker det ved, at farve fra pladen afsættes på en gummidug, der herefter afsætter trykbilledet på papiret, der føres mellem en gummidugs- og modtrykscylinder.

Såvel under som efter trykningen er det nødvendigt at afvaske plader, valser, gummiduge og maskindele for farverester og fibre fra papiret. Hertil anvendes afvaskere af forskellig sammensætning.

Der foregår konstant en teknologisk udvikling af trykmaskinerne. Mange af de arbejdsprocesser, der tidligere foregik manuelt, kan i dag foretages automatisk på trykmaskinen: afvaskning, skift af plader, farvepåfyldning, indretning af farver og papir samt justering af farvetilførsel, fugtevandtilførsel og balancen mellem farve og fugtevand.

Den teknologiske udvikling har også betydet udvikling af nye trykmetoder. Vandfri offset , populært kaldet tøroffset, er en nyere teknologi, som endnu ikke er så udbredt i Danmark. Som navnet antyder, er der intet fugtevand til at "afgrænse" farvens udbredelse på papiret. I stedet anvendes specielle plader med et lag silikone ovenpå et lag af fotopolymer.

Trykprocessen kan foregå "mere eller mindre" digitalt. Der er udviklet digitale trykmaskiner, hvor trykpladerne fremstilles i trykværket ud fra data, som overføres fra computer. Princippet benævnes computer-to-press, CTPress, hvoraf nogle er vandfrie.

Ved CTPaper, som er en anden betegnelse for digital trykning, overføres teksten direkte fra computer til papir, dvs. tryksagen printes på baggrund af digitalt lagrede data.

Overtrykslakker

12. Trykfarver

Trykfarver er et af de vigtigste materialer inden for grafisk produktion. Sammensætningen af trykfarver er yderst kompleks, og der kan være meget stor forskel på sammensætningen, idet der stilles varierende krav til trykfarvernes egenskaber afhængigt af produktionsforholdene under trykning og tryksagens anvendelse.

Trykkerierne beslutter, hvilke farvetyper de vil anvende ud fra produktions- og kvalitetssynspunkter. I de fleste tilfælde ønskes der en hurtig og effektiv tørring på papiret, i andre tilfælde er det ønskeligt, at farverne ikke tørrer så hurtigt. Der findes også farver, der er bedst egnede til trykning på ubestrøget papir, medens andre er tilpassede bestrøget papir osv. Måske har trykkeri og kunden særlige ønsker med hensyn til den færdige tryksags farveintensitet, glans og gnidefasthed. Trykfarve, der anvendes til plakater, der skal ophænges udendørs, skal udvise stor lysægthed. Hvis tryksagen skal lakeres eller kacheres, vælges der lakerbare eller kacherbare farver, så man undgår, at trykket ødelægges ved behandlingen.

Trykfarver til offset er oliebaserede, og olien er enten vegetabilsk eller mineralsk. Der findes dog også UV-farver, som ikke er oliebaserede, men de anvendes i offset kun i et yderst begrænset omfang og beskrives derfor ikke her.

Fremtidsperspektiver

Væsentlige fakta

Trykfarver til arkoffset indeholder organiske pigmenter, som ikke er baseret på pigmenter, der indeholder giftige tungmetaller.

Trykfarver til arkoffset indeholder ikke flygtige organiske opløsningsmidler og bidrager dermed ikke til virksomhedens emission af flygtige organiske opløsningsmidler.

Farver til arkoffset belaster ikke arbejdsmiljøet med sundhedsskadelige opløsningsmiddeldampe. Der er næppe nogen arbejdsmiljømæssig forbedring ved at anvende farver baseret på vegetabilske olier frem for mineraloliebaseret, idet de mineralolier, der anvendes i farverne, nærmest er ufordampelige ved stuetemperatur.

Både mineralolier og vegetabilske olier kan give irritation ved gentagen hudkontakt. Både farver baseret på mineralolier og farver baseret på vegetabilske olier kan indeholde bindemidler fremstillet af fyrretræsharpiks, som kan gøre dem allergene /24/.

Produktionsbeskrivelse

Trykfarveproducenterne leverer en lang række standardiserede kulører. Specialkulører kan ligeledes leveres af tryksagsproducenterne, men trykkerierne blander ofte selv specialfarver ved hjælp af et begrænset antal farver, f.eks. efter Pantoneâ blandesystemet. Ved trykning af 4-farvebilleder anvendes såkaldte CMYK-farver (cyan, magenta, gul, sort), der næsten altid har standardiserede kulører (ISO-standard, Europa-farver). Der findes både vegetabilske og mineralske farver.

Forskellen på vegetabilske farver og mineralske farver beror på forskelligheden af de olier, der indgår i farverne. I mineralske farver vil der være 22-35% mineralolier som fortyndingsmiddel eller opløsningsmiddel. Mineralolierne består af petroleumsdestillater med et kogeinterval mellem 250° C og 290° C. I vegetabilske farver er disse mineralolier erstattet med modificerede vegetabilske olier. De vegetabilske olier, der indgår i vegetabilske farver, kan bl.a. være soyaolie, rapsolie og linolie, som dog ofte er kemisk modificerede.

Offsetfarver er tykke i konsistensen, nærmest pasta-agtige, og de påføres papiret i et meget tyndt lag (omkring 0,001 mm). Farverne er derfor meget kraftigt pigmenteret sammenlignet med trykfarver til andre trykmetoder og maling.

Farver til arkoffset tørrer i to faser. Først indsuges de flydende bestanddele (olierne) i farverne i papiret, hvorved trykket bliver nogenlunde afsmitningsfrit. Herefter sker der en langsom kemisk reaktion mellem farvens indhold af tørrende olier eller alkyder og luftens ilt (oxidation), hvorved farven hærder og efter et stykke tid får de ønskede egenskaber i form af hårdhed og glans. Det kan tage mellem 24 og 38 timer, inden olien helt er oxideret til et tørt lag. IR-tørring kan fremskynde tørringen noget, idet man ved hjælp af IR-lamper opvarmer papiret med yderligere ca. 10-15° C.

Klik her, hvis du vil vide mere om trykfarvernes indholdsstoffer

Trykfarvers indholdsstoffer

Trykfarver indeholder pigmenter, bindemidler, additiver og fortyndingsmidler, som i mineralske farver består af højt kogende petroleumsdestillater. I vegetabilske farver er fortyndingsmidlerne vegetabilske olier, der som regel er kemisk modificerede.

Herunder er vist en tabel over den typiske sammensætning af en mineralsk baseret trykfarve samt givet nogle eksempler på nogle enkeltstoffer, som ofte indgår i denne farvetype: